x
Lowly : Roskilde Festival, Rising

Lowly , Roskilde Festival, Rising

Lowly : Roskilde Festival, Rising

Anmeldt af Rosa Louise Stilgren | GAFFA

Den danske kvintet Lowly var alle trukket i grå og hvide beklædningsdele, da de trådte ind på Rising-scenen. På gulvet stod grønne, spirende stueplanter, og med illusionen om et viltert skovlandskab kunne koncerten tage sin begyndelse. De var kort forinden blev varslet med udsagn om, at deres vokaler var så bløde som berøringer - og hvis man skulle tro den analogi, var det i givet fald berøringer, der ville efterlade blå mærker.

Et tungt lydtæppe dundrende ud fra skovens lysning og trak forførerisk publikum ind mellem planternes blade med bandets atmosfæriske synthpop. Der blev allerede fra begyndelsen balanceret selvsikkert mellem storladne kraftudladninger og skrøbelige, minimalistiske passager.

Under hele koncerten stod to sortklædte kvinder med forstenede kroppe, mens hænderne energisk flaksede rundt i luften og gestikulerede hvert eneste ord med tegnsprog - selv de døve kom derfor med på en lytter. Selv vred orkestret sig frem og tilbage i taktfaste bevægelser, der virkede smittende på det tryllebundne publikum.

Efterhånden som man bevægede sig længere ind i skovdybet, blev lyden mere afdæmpet. Vokalerne mindede om ekkoskrig fra genfærd, der hviskede bag stammerne. Der blev lukket op for kontrasterne mellem deres letsvævende uskyld og dundrende vulkanudbrud, fostret af et lungeorgan, der lød som var det på størrelse med festivalens grusgrav. Lowly lagde sig i slipstrømmen på 80ernes synth-orienterede lydlandskaber med deres tangentnørklerier, der blev energisk leveret i rockforklædning, der dog ikke strammede nogle steder. Alle stilelementer fik lov at ånde frit i et skarpskåret lydbillede.

Der var ikke meget, der blev overladt til tilfældighederne. Men selvom helhedsindtrykket blev tegnet op med skarpe kridtstreger, virkede det ikke for kalkuleret. Det var lige præcis de stramme sangskabeloner, der gjorde det muligt for kvintetten at lade lyden klinge mere ufortøjlet, særligt i koncertens instrumentale stykker.

Aftenens trumfkort var den drømmende "Daydreamers" og den mere afdæmpede "Fire", der efterlod gæsterne stakåndede og tørstige efter mere. En mesterlig koncert fra en fremadstormende kvintet, der ikke efterlod nogle smalle steder.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA