x
Kasper Spez: Logi

Kasper Spez
Logi

Kasper Spez: Logi

GAFFA

Album / Run for Cover
Udgivelse D. 25.09.2015
Anmeldt af
Peter T. Aagaard

Han minder om Mumrikken: dansk raps mystiske, men venlige enspænder, der kommer vandrende ud af tågen, når det passer ham. Vi vil gerne have hans selskab hele tiden, men han skal have noget på hjerte, før Kasper Spez kommer på besøg. Der er gået seks år siden sidst. 

Udtrykket på Logi ligger i tråd med de tidligere udgivelser, og så alligevel. Der er en jordbundethed over albummet, der virker mere afklaret end den drømmende fantast, vi kendte før. I et nummer som Sammen kommer vi helt på hans parforhold, og det er efterhånden ikke bare en grænsesøgende, men også livsklog rapper, vi møder.    

Det ville ikke være Spez uden en vis mængde hærg og dæmoner. I intertekstuelle referencer er han konstant i dialog med historiens største selvhærværksmænd, fra Tom Kristensen over Michael Douglas i Falling Down til Jesus selv.   

Som sædvanlig er Es den primære musikmager. Han matcher singer-songrapper-universet med melankolske arrangementer. Man føler sig hensat til en regnvejrsaften, når Spez lusker rundt i byen til tonerne af en jazzet blæser. Desuden har Peder bidraget med næsten filmiske produktioner til to af albummets stærkeste numre, Falder og Drivtømmer, hvor man fornemmer et helt nyt udtryk vokse frem.

Kasper Spez er modnet. Hvor det før var den unge himmelstormer, der fortolkede Skousen, er det en ligemand, der byder Trille op til dans. Hans unikke udgave af dansk rap kan fænge, men ikke fordøjes, ved første skæve ordbillede. Jeg glæder mig til at leve sammen med Logi.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA