Funeral For A Friend: Tales Don’t Tell Themselves

Når musikalske genrer krydser grænser, får piben ofte en ny og spændende lyd. Som da amerikansk blues i tressernes England blev til moderne rockmusik. Eller som den jamaicanske ska, der har tilbragt de sidste 30 år i en uforudsigelig pendulfart mellem USA og England. Løsrevet fra deres naturlige miljø tager genrerne overrumplende anderledes former. Heldigvis, for alternativet er sjældent attraktivt. Som i tilfældet Funeral For A Friend, der lidt ligesom vores egne Pinboys eller tyske Tokio Hotel har mere end svært ved at få noget nyt ud af den amerikanske emo-lyd. I stedet halser briterne forpustet efter med den forsinkelse, sangskrivning, studietid og albumrelease giver. Tales Don’t Tell Themselves er lyden af emo anno sidste eller forrige år – professionelt udført, men gevaldigt kedeligt. Med en rummelig U2-produktion og fuldt knald på de episke omkvæd sætter Funeral For A Friend kursen stik mod de hjemlige radiobølger. Når de frem, vil det være godt for dem – men knap så spændende for de britiske radiolyttere.