Koncertanmeldelse

En optimalt møbleret scene

Dianne Reeves

DR Koncerthuset, Koncertsalen

En optimalt møbleret scene

Arkivfoto

Den amerikanske jazzsangerinde Dianne Reeves skulle have optrådt i København i marts 2020, men alle vil i dag kunne forstå, at Corona-pandemien satte en stopper for den optræden. Naturligt nok var det – også for sangerinden selv – en overraskelse, at der skulle gå mere end to år, før hun igen kunne lade sit navn indskrive på koncertplakater i København (og andre steder i verden). To år. Sikke et chok. Sikke et tidsrum.

I løbet af de to år erkendte hun dog – ifølge eget udsagn – to centrale ting: 1) at hun ikke siden sin barndom havde prøvet at leve et liv, hvori kalenderens betydning var ophævet, og 2) at hun ikke i mange år reelt havde formået at være i balance med sig selv. De to erkendelser var hun selvsagt glad for, og dem bragte hun med sig videre på sin færd. Måske satte de konkret deres præg på hendes optræden i Koncertsalen i DR-Byen. I hvert fremstod hun lørdag aften – da hendes navn (atter engang) stod på plakaten i en Copenhagen Jazz Festival – som uhyre jordbundet og afklaret.

Som tidligere optrådte hun med overbevisende autoritet; som var hun ét gudsbenådet ét med musikken; som var hun både én sublim vokalist og én sublim instrumentalist. I mange, lange passager brugte hun – som tidligere – sin vokal som et fjerde instrument på scenen (sekunderet af keys, bas og trommer), idet hun improviserede vrøvlestavelser (scat). I mange andre, lange passager sang hun tekster/versioneringer af store komponisters/sangskriveres numre – det var for eksempel sange af Cat Stevens, Wayne Shorter, Pat Metheny, Milton Nascimento og McCoy Tyner. Og alt twistede hun.

Da hun for eksempel åbnede sin andel af koncerten med en melodisk stærkt ”forvansket” versionering af Cat Stevens’ ”Morning Has Broken” og siden ”mimede” Pat Methenys ”Minuano”, demonstrerede hun en enestående kontrol over sine virkemidler/teknik – det vil sige over stemmen og mikrofonen. Jeg mindes ikke at have set eller hørt andre sangerinder med en lignende kontrol. I momenter sang hun, siddende på en stol med mikrofonen hvilende i skødet – og alligevel kunne hun synge den store koncertsal op. Det var meget imponerende.

Tilsvarende var det imponerende, at hun – som altid – kunne glide fra etablerede sangtekster over i eksempelvis improviserede præsentationer af bandet, historier om Coronaen, om aflyste koncerter, om glæden ved at stå på scenen igen, glæde ved at være i København igen, glæden ved at møde publikum igen.

Dianne Reeves – der om nogen har taget over efter Sarah Vaughan og Ella Fitzgerald og af gode grunde er femdobbelt Grammy-vinder – er en elegant sangerinde, netop ét med musikken. Elegancen består blandt andet i, at hun mestrer mange genrer – lørdag aften kunne man både hæfte betegnelserne jazz, soul, gospel, pop og r&b på hendes udgydelser. Og autoriteten – den ville man kunne sidestille med en prædikants, sågar en præsidents.

Stærkest stod hun – og hendes eminente band – i stilfærdige ballader – eksempelvis i versioneringen af Wayne Shorters ”Infant Eyes”. Med Peter Martin ved klaveret, Reginald Veal på bas og lillebror, Terreon Gully på trommer var hendes scene i Koncertsalen optimalt møbleret.

ANNONCE