Koncertanmeldelse

Industriel ørkentrance

Trans-Aeolian Transmission

Resonator Festival, Dexter, Odense

Resonator Festival fik taget sin temperatur af fransk-italiensk tungmetal på en tidlig fredag.

Resonator Festival i Odense er godt i gang nu på sin fjerde dag. Der er musik fra hele verden, og udvalget er spændende og stramt kurateret. Når man går ind til en sådan festival, er den største opgave er ikke at ankomme åben, men at holde sig åben og være klar på at få sine forventninger vendt på hovedet og stadig holde sig modtagelig for alt, hvad der kommer din vej. Det handler jo om at blive transporteret langt væk fra lille Fyn og så stadig finde sig selv dér, hvor du kommer hen. Det koncept tager Trans-Aeolian Transmission helt til hjertet. 

Trans-Aeolian Transmission er Franske Francois R. Cambuzat på guitar og vokal og italienske Gianna Greco på bas og backing vokal. Sammen har de været på flere musikalske dannelsesrejser og dokumenteret det på film og med deres musik. Denne aften spiller de til visningen af deres film "XINJIANG, TAKLAMAKAN & KARAKORAM", der fortæller om deres møde med de shamanistiske uighurske musikere fra Taklamakan-ørkenen i det nordvestlige Kina. Projektet syntes at være at komme så langt væk fra vestlig indflydelse som muligt, dokumentere en musikkultur midt i sin udryddelse og så fortolke den kultur og oplevelse gennem deres egne instrumenter. Det er svært helt at forstå rammerne for projektet fra Francoises egen mund, men vi forstår uden tvivl, hvor tæt på hjertet det er for de to musikere, og det er nok.  

Det er tungt og industrielt fra første anslag, og Francois og Gianna er helt i ånden kulsort klædt. Det er imponerende komponeret, redigeret og synkroniseret og en oplevelse i sig selv at overvære, hvordan de to musikere supplerer og nærer hinandens optræden på tværs af scenen. I begyndelsen spiller de henlagt i mørke fra hver sin side af lærredet, men de spiller mere til sig selv, gående rundt – hjemmevideoagtigt – på lærredet, end de spiller sammen med billedet og til os. Det giver den hårde musik en ekstra fremmedgørende skal, og konceptet er vel netop at gennembore og nedsmelte grænser – de grænser, som de to var vidne til på deres rejse.   

Koncerten lykkes, når Trans-Aeolian Transmission faktisk spiller sammen med de shamanistiske musikere, og når alle lyde og billeder går sammen, og lærredet smelter væk – når væggen af projektioner forsvinder, og grænsen mellem optagelse og live lyd ophæves. Andre steder løfter oplevelsen sig bogstaveligt talt, når vi tager en flyetur over bjergene i det vestlige Kina, der i optagelsernes sepia-toner ligner mumificeret menneskehud. Det er både sært fremmedgørende og stærkt dragende på samme tid.      

Til sidst bevæger de to musikere sig ud i lokalet og spiller iblandt os, og det er selvfølgelig et klassisk trick lige efter bogen, men i denne kontekst bliver det en nødvendig grænseoverskridelse, for det er først her, vi deler oplevelsen, og samhørigheden opstår. Det er også her, at Gianna går til mikrofonen og får en mere fremtrædende rolle i lydbilledet og her, trancen endelig indfrier sit potentiale, og skønheden kigger forbi til allersidst. 

Trans-Aeolian Transmission var på en tung mission i Odense, og det ville have beriget oplevelsen, hvis der havde været mere tid til en Q & A, som bandet selv lagde op til, for man blev efterladt med mange spørgsmål. I stedet gik vi derfra rystede, men godt rustede til flere oplevelser ude i vores fælles verden.                 

ANNONCE