I en weekend, hvor sejlivede dronninger i den grad har været i fokus, blev en anden majestæt hyldet i Pumpehuset.
I en weekend, hvor sejlivede dronninger i den grad har været i fokus, blev en anden majestæt hyldet i Pumpehuset. Nøx, der det meste af sin karriere har været kendt som Vigsø, spillede sin hidtil største solokoncert. For de fremmødte var det i den grad en aften, der vil huskes, både for sin historiske betydning og musikalske kvalitet.
Nøx har skabt et univers, hvor hun rapper fra rendestenen med billig læbestift i krydderen og boafjer om skuldrene. Det er temmelig unikt og fanger tidsånden på en måde, som få før hende har gjort. Men nu lægger tidsånden også op til forandring.
At tiderne er skiftet, er denne aften et godt bevis på. Udenfor i Byhaven har fantastiske, bombastiske Sosa lige spillet, den afdæmpede, inderlige Guldlokk varmer salen op, med feature fra Karl Knast, der i dagens anledning er nærmest følsom. Hvor jeg tidligere har været til kvindejams, hvor mænd decideret var forment adgang på scenen, er der bare en ny verdensorden med fadøl i baren og dildoer i merchboden.
Dronningen af katastrofer listende ind på kattepoter
Som det sig hør og bør for en gonzo-reporter, får jeg naturligvis også glimmer i ansigtet og stiller mig forrest til åbningsnummeret “Løbetaxa”. Med partneren Xeren bag sig og flankeret af Sofie1998 på keys og vokal og den tidligere, i al fald i medierne benævnte rival Annelise på skønsang og backingrap, kommer dronningen af katastrofer listende ind på kattepoter.
Nøx er i centrum med pelskrave og mikrofon, slummajestæten har indtaget scenen. Hun spiller i den lille sal, men til gengæld er publikum presset så tæt sammen, at hjerterne nærmest pumper synkront.
Musikalsk har Nøx bevæget sig over i et meget mere spraglet univers, hvor trommerne og bassen, som Xeren serverer, oser mere af bouncy funk end backpacker-hiphop. Han er heller ikke bleg for at hive en akustisk guitar frem midt i sættet. Samtidig er produktionerne dystre og det melodiske og melankolske matcher indholdet i de autobiografiske tekster, som på netop “Løbetaxa”, hvor hun prøver at undslippe, men kun kan gøre det ved at løbe fra sig selv. Der er noget på én gang fandenivoldsk og uendeligt trist i et rim som: “Retter på min læbestift - ingen selvindsigt”.
Rim, der matcher de bedste i landet
Gæsterne begynder at komme på scenen. Trepac, der i hele sin karriere har turdet at bruge hele følelsesregisteret i rappen, entrerer med en klump i halsen og en endnu større i lommen. De spiller “Læse mig” fra Nøx’ album og “Vild type” fra en af hans uendeligt mange udgivelser, og det bliver to højdepunkter, hvor Nøx kan vise, at både vokal og rim matcher de bedste i landet.
Nøx er dog også skarp, når hun står alene. Hendes stemme er måske ikke så stor, men den særlige kombination af battlerappens endeløse rimkaskader og de poetiske, sårbare tekster gør hende til noget helt særligt. I nummeret “Mer vil have mer” smelter poetiske betragtninger om at ligne sne på tagene sammen med hverdagsbetragtninger som, at man måske bare i bund og grund er en spade:
"Drikker til vi drukner – overdrevet
Ribena-saft til morgenmad
Ny dag, samme pornoblad
Alle stirrer på os, når vi går på gaden
Jeg ligner sne på tagene
Svært at adskille dagene
Smelter som champagnebrus inde under overfladen
Svært at se den grav, man graver, når man er en fucking spade".
Til trods for at Nøx dybest set kun fremfører et album og lader resten af karrierens produktion ligge i skuffen, kan man sagtens mærke, at hun har årevis af sceneerfaring, og selv de stille numre bliver live forvandlet til medrivende party-startere. Titeltracket fremføres i en flot version og går direkte over i nummeret “Styrter”, der med sit opbrudte staccato-flow pumper liv i salen. På albummet har Orgi-E også et forrygende vers, men som den eneste glimrer han ved sit fravær.
Men ellers ruller gæsterne ind: Josie Amadonna, der ligesom Nøx var en del af KarriereKanonen, undergrundshåbene Funch og Mellow, fremadstormende Skyggesiden og sågar Pede B er på besøg. Den løsslupne cypherstemning vækker minder om karrierens start, og de mange flows blandes til en flerstemmig cocktail, hvor gæsterne agerer holdkammerater, der understreger udsagnet i Nøx’ omkvæd: “Alle folk de snakker / Jeg behøver ik forklar’ mig / For de har ik’ noget, har ik’ noget, har ik’ noget på mig!”
Nattens dronning er sig selv på godt og snotdumt
Koncerten i Pumpehuset satte en tyk mascarastreg under, at Nøx er et hovednavn i sig selv, og denne aften fik hun alle til at træde ind i sit unikke univers. Det har taget halvandet årti at komme hertil, og der har været mange omveje til målet. Det er muligt, at det altid har været gemt derinde. Men havde Nøx entreret med rim om læbestift og kanindildoer, var det næppe faldet i god jord til MC’s Fight Night. At der er kommet et rum, hvor man kan være sig selv på godt og snotdumt, og stadig vise lige så mange rap-skills, understreger, at hiphoppens iboende potentiale har uendelige muligheder for udfoldelse.
Jeg håber ikke, at det er slummajestætsfornærmelse at ønske, at nattens dronning må leve længe.
