Musikalsk comfort food til dem, der er til den slags

Da jeg var yngre, og min selvforståelse lå i at være jazzsangerinde med blikket rettet mod fremtiden, affejede jeg Madeleine Peyroux, fordi, jeg syntes, hun var for old-school, for meget swing jazz og for meget Billie Holiday-klon. Desuden spillede hun primært covernumre. Det ku’ næsten ikke være værre. Hen ad vejen er jeg dog kommet til at holde meget af især Peyrouxs 2018-album Anthems, som hun har skrevet sammen med sit virkeligt velspillende band. Stadig med en forkærlighed for swing beats, men også med mange andre indtryk, og alt i alt et album med sådan en sødmefyldt let, nostalgisk lyd, jeg synes fungerer perfekt til et glas vin på verandaen i kolonihaven en lun sommeraften.

Således havde jeg glædet mig til koncerten, selvom jeg godt nok havde læst, at hun ikke ville spille det nyere repertoire, men derimod repertoiret fra hendes 2004-gennembrudsalbum Careless Love, der var en kæmpe world wide succes med en million solgte eksemplarer. Jeg var nu ret sikker på, at hende mit indre-unge-jazzsangerinde-jeg, der syntes, alt skulle være nyt og have kant, for længst var stedt til hvile. Mere om det senere.

Det swingede på den helt rigtige måde med respekt og kærlighed til en svunden tid

Madeleine Peyroux (selv på akustisk guitar det mest af tiden) og hendes kvartet (el-jazz-guitar, klaver/keys, trommer og kontrabas) spillede delikat og godt. Jeg kan lide hendes stemme, der er sådan lidt Holiday meets Norah Jones, behagelig og sødmefyldt. Og hvad der er nok så centralt, når det nu er swingmusik: Det swingede på den helt rigtige måde, også i nogle af de ultralangsomme sange. Peyroux gad også tale med os, og indimellem var hun ligefrem var sjov.

Vi fik de fleste sange fra Careless Love-albummet og en håndfuld numre fra andre ældre album.
Et højdepunkt for mig var ”I Hear a Dream”, en sang hun introducerede som en sang fra hendes barndom fra tegnefilmen Gullivers rejse.  

Peyroux sang på både engelsk, fransk og portugisisk. Covers fra Josephine Baker og Billie Holiday til Cohen og Dylan. Det kan jo godt lyde lidt vel springende i tid og genre, men faktum er, at tilsat det samme swingelement og sunget af Peyrouxs stemme ender det egentlig med at lyde ret homogent, og ikke, som for eksempel Post Modern Jukebox, der laver swingversioner af popsange, som om det er for sjov. Madeleine Peyroux laver ikke sjov. Hun løftede koncertens 18 sange med respekt og kærlighed.

For meget og for lidt på samme tid

Når det så er sagt, blev der, for mig, simpelthen stillet for meget musikalsk comfort food på bordet på én gang, så det hele endte med at smage af for lidt. Havde hun for eksempel spillet sin 2022-single ”It’s a Mistake” (Colin Hay-cover) en antikrigssang, eller sin egen ”American” (fra 2020), hvor hun hudfletter amerikansk identitet, ville koncerten have fået lidt aktualitet og kant.

Dertil må jeg bare erkende, at det at komme med et album, man har indspillet for 20 år siden (og som i sig selv i udførelsen referer til en spillestil, der snart er 100 år gammel) i stedet for at spille noget af det nye, man har lavet, giver ikke mening for mig. Længere er jeg ikke kommet væk fra mit unge ”jeg”; jeg synes stadig, at jazz, så vel som anden musik, skal tilføre verden et eller andet. Det er ikke helt nok at give folk det, de tror, de vil have.

Lyden, er der ikke det ene, så er der det andet

Og så var der det med lyden, der var nok så vigtigt for min manglende gode oplevelse.
Hvor det altid lyder godt nede i studie 2, har Koncerthusets flotte store sal ødelagt mangen en potentielt god koncertoplevelse for mig, for eksempel blev koncerter med Dr. John, Lucinda Williams og John Scofield alle rene lydkatastrofer. Senest var P6 Rocker Koncerthuset faktisk også en blandet fornøjelse rent lydmæssigt.

Da vi kom ind i rummet i aften, var scenen dækket med et stort gulvtæppe, og så tænkte man jo umiddelbart: godt! De har lært lektien. Nu skal der spilles akustisk musik, hvor stortromme og bas ikke skal buldre rundt i rummet. Og det skal de have, Koncerthuset, bandets akustiske lyd var perfekt! Men at Peyroux også skulle (eller måske ville?) synge næsten akustisk, i og med at hun 70 procent af tiden stod så langt fra mikrofonen, at det faktisk bare var hendes akustiske lyd, man hørte i salen, det fungerede ikke optimalt.

Det endte med at sende min tanker i retning af talefilmens barndom, hvor skuespillerne nogle gange fik rettet deres tale mod en mikrofon – andre gange ikke. I mine noter skrev jeg under første nummer: ”Er det bare for sjov, de har stillet en mikrofon frem?”. Det blev simpelthen for svært for mig sonisk at holde vokalen i centrum af oplevelsen.

Jeg har set andre, især folk-bands, stå og synge langt fra én mikrofon. Det har virket og kunne sikkert også have virket fint her, hvis altså det havde været den rette type mikrofon, der er lavet til den slags langt-fra-sang.

I små doser, når hun for eksempel spillede intro alene (med sin guitar) fornemmede man, hvad tanken måske har været med lyddesignet: at man skulle opleve lyden, som om hun sang akustisk. Og ja, man kunne jo godt høre hende, og det var sådan set skønt ligesom at skrue ned for forventningen om et højt lydtryk, men i længden var det ikke optimalt.


Sætliste

1) “Getting Some Fun Out of Life” fra Dreamland (associeret med Billie Holiday)
2) “Don’t Cry Baby” fra Careless love (Bessie Smith-cover)
3) “I Hear a Dream” (ikke indspillet)
4) “Between the Bars” fra Careless love (Eliott Smith-cover)
5) “Don’t Wait Too Long” fra Careless love
6) “You Gonna Make Me Lonesome When You Go” fra Careless Love (Dylan-cover) 
7) “Heart, Face, Skin & Soul”
8) Fransk titel, belgisk komponist?
9) “Dance Me to the End of Love” fra Careless love (Cohen-cover)
10) “Àgua de beber” (Jobim)
11) “J’ai Deux Amours” fra Careless Love (ass. m. Josephine Baker)
12) “You Ain’t Gonna Bother Me No More” (ass. m. Billie Holiday)
13) “Everything I Do Gohn Be Fynky” fra Secular Hymns (Lee Dorsey-cover)
14) “There’ll Be Some Changes Made” (ass. m. Billie Holiday)
15) “Lonesome Road” fra Careless Love (ass. m. Jimmy Carroll / Louis Armstrong m. fl.)
16) “I’ll Look Around” fra Careless Love (ass. m. Billie Holiday)  
17) “Careless Love” (W.C. Handy/trad.)
Ekstra:
18) “This Is Heaven to Me” fra Careless Love (ass. m. Billie Holiday)