Matt Corbys koncert i Amager Bio var et vidunderligt eksempel på den sjælelige varme, som musik kan skabe, når den formidles af kyndige musikere.
Arkivfoto
Da Matt Corby var en lille dreng, hev familien ham med i kirken, hvor han blev introduceret til musikkens kraft. I en alder af blot 13 år påbegyndte han sin færd i kirke-bandet Iron and Clay. Denne historik af gospel og soul-inspirationer løber igennem Corbys musik – en historik, som Corby satte til skue mandag aften.
Jovist, de indledende ep’er til Corbys karriere har en betydeligt mere poppet karakter, men siden den 32-årige musiker påbegyndte sin album-rejse, er musikken kun blevet mere funky, mere jazzet og mere soulet. Kald det blue eyed soul, om man vil.
Corbys største sange er dog at finde i hans ep-æra, men den fornøjelige udvikling i musikerens karriere synes at have givet pote. Amager Bio virkede nemlig til at være på randen til at være udsolgt. “Good effort” for at komme ud på en mandag, som Corby selv sagde.
Ofte var han at finde ved sit klaver centralt på scenen, som på åbningsnummeret “Carry On”, der vidnede om et sammenspillet fire-mands band, der ligesom Corby var guidet af en sjælelig kraft. Efterfulgt af intronummeret fra hans seneste plade Everything’s Fine var det en Corby, der lagde stærkt ud – specielt stod sangerens modne vokal i et stærkt lys.
Vi blev forkælet med funky basgange, jazzede klaverakkorder og intense tromme-sekvenser. Og når Corby virkelig var i sit es som på “Monday”, legede han med sin stemme, som var det et andet instrument. Koncerten svingede fra det intime til det ultrablærede, eksempelvis når vi fik et nøgent akustisk guitarstykke, som undervejs blev flettet sammen med digitale lo-fi trommer eller omvendt ved standout-øjeblikket på blues-rock sangen “Souls A’Fire”, der med en højspændt energi efterlod publikum ekstatiske og beviste, at Corbys vokal kan indfinde sig i adskillige stilarter.
Sangene blev krydret med fornemme touch af blæseinstrumenter og strygere, der dog ikke var medbragt på scenen, men som bringer så meget ynde til Corbys lyd, at det ville være en skam foruden. En stor cadeau skal også gives til de smukke klaver-arpeggios og de tempofyldte trommer på “No Ordinary Life”, som var et klart eksempel på den melankolske tyngde, der er at finde i Corbys tekstunivers.
“You've been on the ordinary drugs,
I can see that you've been tryin' to make it on your own,
It's all you've ever known, that time moves slowly,
Always such a solitary one,” lød det fra kunstneren.
Andre standout-øjeblikke var, når Corby hidkaldte sin indre D’Angelo på den groove-spækkede “Reruns”, “Big Smoke”, der med sin lækre progression samtidig belyste endnu en vokal pragtpræstation, og “Reelin’” der varmede sjælen så meget, at det føltes, som om Corby og fire-mands holdet udsendte en helende energi fra scenen.
De mange telefoner, der stak i vejret på sangene “Resolution” og “Brother” sendte dog et klart signal om, at talrige fans havde ventet på netop disse to sange. Det er afgjort også to af de største sange i musikerens karriere, men samtidig også nogle af de kedeligere pop-tendenser i kataloget. Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg er betydeligt større fan af Corbys senere katalog, men alligevel formåede kunstneren med sin eksplosive tone at give sangene et forfriskende live-format.
Mod slut fik vi en god sjat australsk humor samt et uventet cover af TLC-klassikeren “No Scrubs”, hvor den smukke levering fra Corby gjorde det fuldkommen irrelevant, at han til sidst glemte teksten. Den afsluttende “Miracle Love” satte en smuk sløjfe på aftenen, hvor Corby forvandlede publikum til et gospelkor med et chant ,der lød “bring back that miracle” – aftenens mulige højdepunkt, og der var mange af dem.
Jeg gik fra Amager Bio med en varm følelse i kroppen. En af de følelser, der kun opstår, når man går hjem fra en koncert med en følelse af, at man er blevet en kende rigere – ikke i pengepungen, men i krop og sjæl.
