Han er stadig en af de største stjerner i britisk musik
Foto: Rachel Lipsitz
Karismatisk, ikonisk og underholdende, der er ikke meget, man kan belære Liam Gallagher om, når det gælder sceneoptræden. Han er bekendt med de fleste tricks i bogen, har opfundet nogle af dem, og publikum verden over elsker ham af samme årsag.
Hans Definitely Maybe-jubilæums-tur i Storbritannien har indtil nu stoppet i Sheffield og Cardiff. I aften gælder det London, hvor fire koncerter er arrangeret i træk, i O2 i North Greenwich, en venue med plads til omkring 20.000 mennesker. Han har spillet der før, men selv for ham er fire aftener vist en ny rekord.
På trods af at debut-albummet fra Oasis udkom for 30 år siden, sælger det stadig millioner af eksemplarer. En tidløs plade der blandt andet drejer sig om et behov for eskapisme, behovet for a drømme sig væk fra det hele er en ide de fleste mennesker kan forholde sig til, uanset om man er arbejder-klasse eller ej. I den forstand er det underordnet om man er fra Manchester, Tokyo, Buenos Aires, Moskva, Detroit eller København.
I aften er rock ’n’ roll-frontmanden i storform. Mens vittighederne flyver levende og af sig selv, er der også tid til tage en ærlig snak. Vokalt set er sangeren så godt som krystalklar, han synger helt igennem, attituden er som den skal være og den velkendte position, hvor han læner sig fremad med hænderne på ryggen, gentager sig et passende antal gange.
Der er adskillige højdepunkter, og de begrænser sig ikke til ”Rock ’n’ Roll Star”, ”Shakermaker” og ”Whatever”, der er rene eksempler på Gallaghers evergreen-appel, den universelle popularitet, der forbliver konstant.
Den ambitiøse sætliste inkluderer endda numre udenfor selve debut-pladen, der er en følelsesladet gengivelse af Noel Gallagher’s High Flying Birds ”Half the World Away”, som interessant nok bliver dedikeret til Burt Bacharach, ”One of the greatest songwriters ever”, i stedet for storebroderen. Et andet fascinerende, temmelig medrivende øjeblik er cover-versionen af Beatles-sangen ”I Am the Walrus”, der er naturlig og autentisk.
Et af de mest komiske snapshots udspiller sig efter en rå og over-energisk udgave af ”Cigarettes & Alcohol”, hvor publikum hopper, danser og synger sig gennem hele nummeret. Front-manden er skarp, virker aldrig bange for at sige tingene som de er, og han beslutter, at tilskuerne er ”strange brew.” Han fortsætter med at foreslå, at han skulle have spillet ”Cigarettes & Alcohol” 30 gange, i stedet for de valgte 40 år gamle b-sider. Hele arenaen vrider sig af grin, det der kunne være taget som en let fornærmelse, og muligvis var det, forvandles til ren og skær selvrenselse, fint kombineret med ironi.
Bandet er det samme som inden det imponerende eventyr med Stone Roses-guitaristen John Squire. Blandt de involverede er Bonehead, Drew McConnell, Jay Mehler og Mike Moore i forgrunden. Der har tilmed været tid til at fokusere på produktionsværdier og bruge lidt penge. Scene-designet er bemærkelsesværdigt med to svaner, videoprojektioner og en stor globus, der hænger fra loftet. Gallaghers tidligere visuelt udtrykte hilsner til Manchester City-fodboldteamet har tilsyneladende lettet, det er nok midlertidigt.
Det er vanskeligt at kede sig til Liam Gallaghers koncerter, hans karriere ville nok været forbi forlængst, hvis det var tilfældet. Nostalgisk og nutidigt på samme tid, sangeren følger uden tvivl med tiden, og han reagerer på den med fans, der er alsidige og er en refleksion af succeshistorien. Aftenens show er en ubetinget triumf, der ikke er sammenlignelig med tidligere præstationer, det er begivenheden ganske enkelt for fremragende til.
Han er stadig en af de største stjerner i britisk musik og så skader det ikke, at han tilmed er sjovt selskab.
