Med 30 film og særarrangementer byder jubilæumsprogrammet på oplevelser i alle stil- og tonearter
Den 10. udgave af Musikfilm Festivalen blæser velkommen til 10 dage med internationale hits, prisbelønnede perler, danmarkspremierer og goodies fra arkiverne samt en stribe events, hvor du kan feste, finde fordybelse og fintune hele dit sanseapparat.
Med 30 film og særarrangementer byder jubilæumsprogrammet på oplevelser i alle stil- og tonearter. Kom tæt på veteraner som Brian Wilson, Nick Cave, Patti Smith og King Crimson, pionerer som The Velvet Underground, Ronnie Dio, Leonard Cohen, Fanny og Talking Heads. Mød indierockere som Courtney Barnett, The Triffids og Dinosaur Jr., eller få en førstehåndsberetning om stoner rock, honkey tonk country, drum & bass, SoundCloud-hip hop og verdensmusik i flere varianter.
Eller hvad med et close-up på de tyrkiske gæstearbejdere i Tyskland og deres musik, et postkort fra soulmusikkens svar på Woodstock, den nyrestaurerede udgave af Lou Reed og John Cales værkopførelse ’Songs for Drella’ eller en aften med moderne kompositionsmusik, man kan sove til – sådan helt bogstaveligt!
Åbning, billetter og rabat
Musikfilm Festivalen åbner fredag den 16. september med en eksklusiv fyraftensvisning af Prince-koncertklassikeren ’Sign ’o’ the Times’ simultant på fire lærreder – to i festivalens bar og to i biograferne ved siden af. Der er fri entré. Samme aften kan du se den spritnye film om funkmesterens formative år i Minneapolis, ’Mr. Nelson on the North Side’.
Billetpris: 100 kr. til ordinære visninger og events. Medlemmer af Cinemateket: 70 kr. Forhøjede priser på enkelte særevents.
Læs mere på cinemateket.dk og facebook.com/musikfilmfestivalen.