x

Læs uddrag af GAFFA-skribent Henrik Tuxens nye bog om Pearl Jam

Læs uddrag af GAFFA-skribent Henrik Tuxens nye bog om Pearl Jam

GAFFA-skribent og forfatter Henrik Tuxen har fulgt og kendt Pearl Jam som fan, ven og journalist i to årtier. Han har netop udgivet bogen "Pearl Jam – The More You Need – The Less You Get". En litterær road movie med fortællinger fra mere end 20 af Pearl Jams koncerter. Fra Barcelona, Hawaii og New York til Berlin og Buenos Aires. Henrik Tuxen følger det amerikanske rockband både foran, bagved og på scenen og deler endnu ikke publicerede interviews, billeder, baggrundsviden og personlige anekdoter fra sit mangeårige venskab med Pearl Jam.

Bogen "Pearl Jam – The More You Need – The Less You Get" er en kraftigt opdateret og udvidet udgave af bogen "I Pearl Jams fodspor", der udkom i 2005. Den nye bog er på 340 sider i forhold til førsteudgavens 192 sider.

Vi har fået lov at bringe et uddrag af bogen, nemlig kapitlet "Europa 2014":

Kapitel 16

2014: EUROPA

Stones varsel i New York viser sig at holde stik. Pearl Jam kommer til Europa i 2014, og jeg får personlig tur-rekord: 5 koncerter ud af 11. Kæmpe oplevelse at være så tæt på så mange gange på så kort tid. Indimellem som selv at være på tur. Turen starter i Amsterdam med to udsolgte koncerter i nybyggede Ziggo Dome, der huser omkring 18.000 mennesker. Gennem mange år har jeg i perioder arbejdet med firmaet International Feature Agency, som min gode ven Peter startede. Han har flere gange tilbudt, at jeg kan bo gratis i familiens AirBnB centralt i Amsterdam, hvis jeg skulle få lyst til at komme forbi Europas euforiserende hovedstad. Værelset er de her dage ikke udlejet.

Min bror er med i Amsterdam. Vi lever et relativt forskelligt liv til daglig, han er ingeniør og succesfuld businessmand, og jeg fristes af den kummerlige, men tit ret underholdende, rock’n’roll-skribenttilværelse. Men i sport og musik er vi generelt ret enige, ikke mindst hvad Pearl Jam angår. Bror Fredrik er kæmpe fan, og af den tunge rock i særdeleshed, men han har gået til overraskende få koncerter, og af dem ingen med Pearl Jam. I bagende solskin hopper vi på hvert vores fly til Amsterdam, vi finder hinanden centralt i byen og tager ud til arenaen. Koncerten er et brag, Ziggo Dome er en klasse-venue. Et stykke inde i koncerten er jeg på vej ud efter nye forsyninger, men min bror stopper mig og siger, at den klarer han. Kort efter lyder der sjældne toner fra scenen: Light Years. Sangen, der minder mig mest om alt det forgangne, og som jeg får hørt, fordi min bror giver øl. Selvfølgelig, tænker jeg bagefter, det er jo Amsterdam, den by som Dianne kommer fra. Sangen, der for mange mennesker verden over er blevet synonym på at miste, og oprindeligt dedikeret til netop Dianne, pladeselskabskvinden, der gjorde en særlig indsats for bandet netop her i Holland, og som ikke nåede at fejre sin 34-årsfødselsdag.

 

AMSTERDAM. HOLLAND-SPANIEN

Arenaen er fed, lyden super, vi sidder godt, og vi synger. Det samme gør alle andre. Masser af sjove optrin fra scenen. Animal får en særlig betydning den dag, ’1, 2, 3, 4, 5 against 1’. Holland har dagen forinden banket de regerende verdensmestre Spanien 5-1 ved slutrunden i Brasilien. Det bliver fejret, også på scenen. Efter den sidste tone finder vi relativt let backstageområdet. Ingen bandmedlemmer, men en masse cool amerikanere, god vin og drikke. Intet at klage over. Vi nyder Amsterdam dagen efter, hvor brormand og jeg går på Van Gogh-museet med en sød sygeplejerske fra Dublin. Fredrik skal til sin store irritation hjem til København, så den hollandske husvært Peter joiner mig om aftenen i stedet. Han kender ruten ud til Ziggo Dome, der ligger i nærheden af det stadion, hvor ’danskerklubben’ Ajax Amsterdam spiller sine hjemmekampe. Aftenens koncert er fuldt ud på højde med gårsdagens, selvfølgelig med spandevis af andre numre og vist kun to gengangere ud af de første 17, hvilket er meget illustrativt for variationen i sætlisterne. Musikveteranen Peter, der er Pearl Jam-koncert-debutant, signalerer stor tilfredshed med såvel bandets performance som at Amsterdam huser en arena, der er så velfungerende til formålet.

Denne aften finder vi anderledes velkendte ansigter backstage. Mike kommer trillende med sin otte måneder gamle søn, Henry, i klapvognen. Jeg er overbevist om, at han må være opkaldt efter mig, men Mike mener nu, det er hans egen bedstefar. Til gengæld svarer han klart ja på spørgsmålet om, hvorvidt Henry er i stand til at spille Eruption på ryggen. Skulle også bare mangle. Henry er godt over et halvt år gammel, og en vaskeægte McCready skulle nok kunne gøre Eddie Van Halen kunsten efter i den alder. Stone har sit eget rum, og her kører en god, lille fest de næste par timer. Stone fortæller sin ven Steve og hans familie fra Seattle, at han og jeg går 18 år tilbage og har været igennem både det ene og det andet sammen. Det er for så vidt rigtigt, selvom vores møde i ’96 var relativt kort, da jeg dengang talte mest med Ed. Vi vender koncerterne i Spanien med Fastbacks, og jeg tilføjer, at min datter var 14 dage gammel på det tidspunkt, og at jeg nok ikke burde have været der. ”Nej, det burde du nok ikke,” konstaterer Stone smilende. Men det var jeg altså, og det ender med at blive en del af min historie – og Lulus, for den sags skyld. Jeg finder i øvrigt et halvt år tidligere på musikmuseet EMP i Seattle billedet af en t-shirt med Pearl Jam og Fastbacks, dateret Paris 7. november 1996. Den samme dag som Lulu kom til verden på Hvidovre Hospital i København. Stone spørger, om jeg fik hørt Light Years dagen før og siger, at han havde mig i tankerne undervejs. Det gjorde jeg, takket været min bror.

Uden jeg opdager det, kigger Eddie ind. Jeg sidder med ryggen til, og ingen af os lægger mærke til hinanden. Jeg har fået et glimt af ham tidligere, men en dør bliver lukket, og væk er han. Mike og Jeff kigger forbi, og der er dømt ren hygge. Trods baseball, NFL og alle de traditionelle amerikanske dyder, har sportsglade Pearl Jam for alvor fået øjnene op for fodbold og følger tæt med i VM. Ugen efter

skal de spille på et udsolgt San Siro i Milano (Inter og Milans hjemmebane), og Stone fortæller, at de er i dialog med arrangøren om at sende Italiens VM-kamp på storskærm inden koncerten. Jeg ved ikke, om det lykkes, men så godt gik det jo heller ikke for italienerne ved den slutrunde. Vi får taget nogle billeder, alle får snakket, Stone og jeg ved, at vi ses igen i Berlin eller i Stockholm. Sygeplejersken jeg kender, tager fat i mig, kigger mig i øjnene og siger med eftertryk: ”du og Stone er jo rigtig gode venner.”

 

BERLIN

Jeg når lige at vende snuden hjem til København en lille uges tid, inden jeg igen er på farten. Først til Paris, hvor jeg skal interviewe Lenny Kravitz, der traditionen tro er sympatisk, men yderst fåmælt. Jeg ved det, for jeg har prøvet at få ham til at sige noget før en gang i New York, hvor han og hans hund virkede nogenlunde lige stenede. Så jeg er glad for mit interview i Paris, hvor han på anderledes vis har tungen på gled, uden dog ligefrem at tale over sig. Jeg fortæller, at jeg skal videre og se Pearl Jam, hvorefter han kommer med den helt store kærlighedserklæring til bandet. Han har set dem live året før og mener, at de er på toppen af deres ‘game’. En kvindelig spansk fan og kollega, der skal snakke med Lenny efter mig, er dog nærmest i chok over, hvordan Lenny kan lukke af. ”Det var jo det, jeg prøvede at fortælle dig,” siger jeg til hende.

Der er bombetrussel i de Gaulle-lufthavnen, og myndighederne sprænger en attrap, eller hvad det nu er, i luften. Men jeg kommer på flyet og lander sikkert i Berlin og finder Kasper, der er kommet med toget i selskab med et par svenske hippier, der skal til elektronisk kultfestival og har glemt billetterne hjemme i ødemarken. Vi finder ungdomskollektivet, som ved Brad, og sover ud. Næste dag d. 26. juni er både super solskinsdag, Tyskland-USA i VM og Pearl Jam på Wuhlheide, lidt af en cocktail. På dagen er der boder og flere TV-storskærme en lille kilometer fra Wuhlheide i skoven på vejen mod selve koncertområdet. Jeg kan ikke komme igennem til Stone på telefonen og er i tvivl, om jeg er +1 eller 2. Vi bliver enige om, at Erik fra kollektivet tager med. Vi tager chancen. Han får en tysk sejr over USA, men desværre er der kun to billetter i konvolutten med mit navn på. Erik tager det pænt og ender med at fyre den af i Berlin på anden vis.

Kasper og jeg smutter ind, og i det lille brev med billetterne står der noget om, at vi er velkomne i backstageområdet, hvor der vil ske noget både før og efter koncerten. Der sker nu ikke det store før koncerten. Men vi møder Susan og Martin, som jeg efterhånden har set en del Pearl Jam-koncerter sammen med. Vi går rundt i bagende solskin, genkender et par ansigter fra crewet her og dér, men der er i hvert fald langt fra nogen samlet fest. Pludselig ser jeg Eddie i en barak på afstand. Han er stresset. Og da han går forbi, siger han: ”Sorry, I’m not doing too well right now, there’s some problems, see you later my friend” eller noget i den stil, hvorefter han råber “fuck” og forskelligt andet i modsat retning og signalerer kraftigt, at der tilsyneladende er et eller andet helt galt. Vi snakker lidt med tour manager Smitty og bliver enige om, at vores lille hold gør bedst i at smutte ind på koncertområdet. Der er ikke mere at komme efter backstage.

 

En lille hilsen

Det er der så til gengæld til koncerten. Vi finder Kamilla, Asbjørn og flere af deres venner og nyder koncerten, der foregår under perfekte forhold, til fulde. Fra den meditative start med Pendulum i bagende solskin til et sæt, der slutter med et bragaf en version af Rearviewmirror, hvor skyerne er blevet noget mørke, til vanvittigt dynamisk sammenspil mellem Mike og Boom i Crazy Mary og bagefter Comatose, hvor de totalt fucker introen op og må starte forfra. Vi er 2 timer og 9 minutter inde i koncerten. Jeg står side om side med min soulmate Kasper Schulz og de mange nordmænd, og alle har fået andet end æblemost i halsen. Eddies stemme lyder i mørket: ”We have a friend called Henrik here tonight, I just wanna say hi to Henrik...

and Susan, really good to see you (…) Just friends from the old days. We’ve been going through a lot, we’re still going through it. ”Nogle af nordmændene vender sig om og råber: ”er det dig?”, andre har intet hørt. ”Det jeg ved ik, det er det nok.” Mærker en form for rolig stemning, som jeg bare lader være. Det er mere, end jeg lige kan kapere og forholde mig til. (YouTube: Pearl Jam LIVE @ Berlin 26.06.2014 (HD)).

Koncerten slutter medfælles rock-out i buldrende mørke, bortset fra scenelys, og til den helt store forløsning under ekstranumrene, der er godt spækket med klassikere. Til de sidste toner af Yellow Ledbetter ender vi alle sammen backstage. Stone og de fleste er taget af sted. Men Jeff er der og er i rigtig godt humør. Vi kommer til at tale om Led Zeppelin, og jeg foreslår, at Eddie kan være stand-in for Robert Plant, når han nu ikke selv gider. ”Ed er mere The Who end Zeppelin-mand,” forklarer Jeff og skyder mit forslag ned. Jeff er, modsat Ed, selv hardcore Zeppelin-fan og fortæller, at koncertarrangøren i 2007 fortæller Jeff, at han bare kan tage det roligt med at haste til London. Led Zeppelin planlægger en verdensturné med op til 30 koncerter. Det bliver dog kun til en enkelt, kaldet Celebration Day, i London 2007 med plads til 18.000 mennesker, hvor 20 millioner mennesker prøver at få billetter. Jimmy Page fortæller mig et par måneder før Wuhlheide, at de andre (bortset fra Robert Plant) tror, at der er tale om mere end én koncert. ”Vi lagde en hel del kræfter i at øve,” som han sagde.” Jeg troede, at han mente 4-5 stykker, ikke 30. Kom til at hade Robert

Plant lidt den aften, om ikke andet kunne han have gjort det for Jimmys skyld, tænker jeg, det er jo hans livsværk. Jeff fortæller også, at magtbalancen mellem de to er skiftet. Før var det Page, der svingede taktstokken, nu er det Plant. Jeff fortæller også, at der var noget uro blandt publikum, og at hver gang Ed sagde,”take three steps back, please everybody”, er der én, der demonstrativt går frem. Jeg tænker ikke så meget videre over det i løbet af aftenen, men da jeg senere finder hele koncerten på YouTube, går det anderledes op for mig, hvilket ansvar der hviler på bandets skuldre. Der er tilsyneladende tumult flere gange under koncerten, og jeg kan slet ikke forestille mig den tyngde af ansvar, specielt Ed må føle, hvilke potentielle skrækscenarier, der kan dukke op på nethinden, når han og bandet så samtidig skal sørge for at holde gryden i kog, give 18.000 en forrygende koncert på op i mod tre timer og samtidig selv have det sjovt. Midt i euforien over den udmærket filmede koncert, hvor fede minder vælter frem, får jeg det dårligt på bandets vegne. Tænk at frygte for sikkerheden, publikums opførsel, når man slæber rundt på Pearl Jams baggage. Jeff er i godt humør og synes det er sjovt, at jeg arbejder for bladet Gaffa. En af de bandnavne, der oprindeligt var i spil til bandet, var Gaffa, Pearl Gaffer eller et eller andet, fortæller han. I den lidt mere alvorlige afdeling kommer vi ind på Roskilde- ulykken. Jeff fortæller, at han meget seriøst havde overvejet at tage til Roskilde Festival 2001, helt anonymt som gæst, for at gense stedet og bearbejde oplevelsen på egen vis. Men noget kom i vejen, eller han skiftede mening, det bliver i hvert fald ved tanken. Jeg siger, at han endelig må sige til, hvis han på nogen måde i en eller anden form vil gense festivalen eller folk omkring den, hvilket bliver taget godt imod, og som vi senere har snakket lidt om over mails. Men det er indtil videre blevet ved det.

Vi står og tager selfies, snakker sport og musik, går det op for os, at vi befinder os midt inde i en mørk skov i det gamle Østtyskland, i en transport-strejkeramt by, og at vi ikke rigtig aner, hvordan vi skal komme hjem. ”Vil I ikke bare køre med mig?” spørger Jeff, ”vi må bare sidde lidt på lårene af hinanden.” Og apropos transport. Det var grunden til Eddies frustration inden koncerten. Chaufføren havde kørt den forkerte vej, og Eddie ankom til Wuhlheide 90 minutter senere end planlagt. Det er jo ikke så godt, når man bl.a. skal skrive en sætliste og lede slagets gang. Men han når det hele, og det er en kongekoncert. Vi hopper alle sammen ind i den sorte bil med de tonede ruder. Kasper synes, det er fantastisk og mener, at Jeff Ament må være verdens fedeste fyr. Susan og Martin er med, og en af Jeffs basketball-kammerater gennem 20 år – en flink fyr, der ikke virker specielt interesseret i musik. ”Er Ed ikke også en ret habil basketballspiller?” spørger jeg. ”Det er vist så ikke lige tilfældet,” kommenterer Jeff og makkeren skævt, men tilføjer, at Vedder er værdifuld på baseballbanen og er et indædt konkurrencemenneske. Jeff taler om sport, sport, sport (sammen med musik og kvinder verdens

bedste emner) og afslører også et par hemmeligheder. Efter en heftig omgang på skateboardet havde Jeff brækket noget af hånden eller fingeren tæt op til en turné eller koncert. Han turde ikke fortælle de andre om skaden af frygt for, at bandet ville aflyse alt, men ’fakede’ den i stedet igennem på scenen på bedste vis.

Klokken er efterhånden blevet 1-2 stykker om natten. Vi rammer Hotel Ritz på Potsdamer Platz, samme sted hvor Lulu og jeg mødte Stone to år tidligere. Vi takker og krammer, ryger kort på en bar og hopper i en vogn tilbage til ungdomskollektivet. Kasper skal videre til kærestens fødselsdag, så han halvsover en time i en stol, mens jeg totalt knalder brikker.

Efter en af de gode vågner jeg med lidt af en hovedpine i ungdomskollektivet og genkalder mig langsomt aftenen forinden. Jeg tjekker min indbakke, og der er både mail fra Jeff, Birgitta og Stone. Jeff har sendt det glade fælles billede, taget efter koncerten, og Stone skriver, afsendt tre timer før koncerten, ”are you ok for tix?” Hvis bare ikke nettet havde været så overbelastet, havde Erik også været til Pearl Jam. I Birgittas mail står der bl.a.: ”Nå, Stone siger, du fik en hilsen fra scenen i går.”

Wuhlheide, af alle steder. Jeg sprang ikke op og jublede, da jeg hørte ordene. Jeg mærkede en indvendig ro og bliver efterfølgende i tvivl: ”måske kender Ed en anden Henrik?” Men da jeg læser Birgittas mail, ved jeg, at den er god nok. Lidt som ”okay, jeg takker ydmygt og indstiller hermed 18 års stalking, mission accomplished” på en eller anden sær måde, men så fuldstændig anderledes, grufuldt, hjertevarmt og mere inkluderende, end jeg havde kunnet forestille mig 18 år tidligere, da jeg møder Eddie første gang, hvor jeg vel nærmest er besat af, at vi måtte blive venner. På det tidspunkt nogenlunde lige så realistisk som et avisbud fra Bombay, der har den tanke at blive fast gæst ved Familien Obamas Thanksgiving dinner.

 

STOCKHOLM

Efter yderligere en halv sommerdag i Berlin tager jeg turen ud til Schönefeld lufthavn og møder det meste af det norske slæng fra dagen før plus en masse andre fans. Vi skal alle til Pearl Jam i Stockholm.

Veronica henter mig i lufthavnen. Hun har taget turen fra Norge og besøger sine gode, chilenske venner Pepe og Mary, der også er flygtet fra Pinochet-regimet. De er praktiserende musikere og forskere inden for medicinalindustrien. Spændende og sympatiske mennesker, der også har fire piger sammen. Jeg kan godt mærke, at jeg efterhånden har været noget tid på farten, men det er svært at afslå det gæstfrie selskab. Det viser sig, at de ikke bor i Stockholm men i forstaden Södertälje, ca. 20 kilometer uden for byen.

Der kommer chilensk vin på bordet, og Pepe og frue spørger meget interesseret ind til mine gøremål. Jeg finder hurtigt ud af, at parret har et stærkt politisk engagement, og trods diktaturets fald opfatter de ikke Chile som et effektivt, pluralistisk demokrati i dag. Ganske overbevisende forklarer de, hvordan store internationale, ofte amerikanske, virksomheder reelt kontrollerer Chile og store dele af Latinamerika. De fortæller om omfattende, dokumenteret vandforurening, der beviseligt er kræftfremkaldende, særligt hos børn og ældre. På den ene side skræmmende og deprimerende, og på den anden side spændende at få den form for viden formidlet af mennesker med både samfunds- og naturvidenskabelig ekspertise, som selv har betalt prisen og er flygtet fra deres hjemland på grund af deres personlige engagement.

Jeg crasher på sofaen og får dagen efter et lift til centrum. Veronica er med mig, og det første vi gør er at møde Birgitta og Ebbe, som residerer på et af de gode hoteller i byen. De er sammen med flere unge italienske venner, som alle relaterer til Pearl Jam og ulykken. Gustafssons har allerede set en del til Stone og Eddie, og de glæder sig begge til koncerten. Men de er også lidt nervøse. Dels er der noget rod med en ekstra billet, som hun ikke bryder sig om at spørge Stone om, og dels har Pearl Jam inviteret 15 af Carl-Johans gamle venner til koncerten, alle med backstagepas. Men humøret er højere end nervøsiteten, og det er altid dejligt at se familien Gustafsson og dejligt at møde de sympatiske italienere, som jeg ellers kun har hørt om. Og Eddie viser, som altid, sin kærlighed til Birgitta. Han møder hende på hotellet og går længe rundt med hende med sin arm om skulderen på den fine svensker. Her er helt tydeligt tale om dyb respekt og varme, stærke følelser.

 

Chile – Brasilien

Udover at Pearl Jam er i byen, er det en stor dag for byens chilenerne. Det er VM-kvartfinale, og de velspillende og undertippede chilenere er oppe imod VM-værterne, selveste Brasilien. Veronica fortæller, at stemningen er ekstatisk i Santiago. Når Chile spiller sine kampe, stopper offentlig transport, der er ikke én buschauffør, der kunne drømme om at køre under kampen. Passion! Pearl Jam skal om aftenen spille på gigantiske og for lyden udskældte Friends Arena. To år tidligere blev bandets koncert i Globen udråbt som fabelagtig, men flere er urolige for, hvordan det kommer til at lyde i ’ekkodalen’. Der er solgt i omegnen af 25.000 billetter, så flertallet af publikum er tilsyneladende ikke så urolige. Veronica og jeg tager til stadionområdet i god tid, det kan jo være, at der er en storskærm et sted. Ved gæstecheck-in møder jeg Susan, som har en ekstra billet, fordi Martin eller en veninde er faldet fra. Der står SG på vores stickers, på hendes står der EV, Eddies gæst. Desværre er Pepes døtre forhindrede i at komme, så vi går rundt og spørger, om nogen vil have en gratis billet. Mange smiler vantro nej tak. Alle har billet, den forbliver ubrugt i vores lomme.

Ingen storskærm. Men et nærliggende hotel viser fodboldkampen. Der står godt nok både pre- og afterparty på vores billetter, men hverken i Amsterdam eller Berlin skete der det store før koncerten, så det regner jeg heller ikke med er tilfældet her i Sverige. Og så vil vi begge forbandet gerne se den fodboldkamp – og vi kan nå det hele, såfremt den ikke går i overtid og straffe. Det gør den – selvfølgelig – det er vildt spændende. Chile har klaret 1-1 mod Big Brother, men vi kan jo ikke misse koncerten.

Vi finder vores italienske og svenske venner, herunder hele Carl-Johans gamle slæng, og ser en absolut stærk koncert, hvor der dog ikke er helt samme fortættede stemning som i både Berlin og Amsterdam. Dertil er nordboere lidt for sløve, hallen gigantisk og ikke så samlende. Men sætlisten er suveræn, nærmest som hvis jeg selv kunne have skrevet den. Der er mange emotionelle øjeblikke i koncerten, Eddie omtaler Gustafssons og ulykken og dedikerer Daughter til lille Judith, Sandra og Johans datter, Ebbe og Birgittas barnebarn (YouTube: Pearl Jam – Daughter --- Stockholm 28.06.2014). Hun er på dette tidspunkt otte måneder gammel og befinder sig under koncerten backstage med sin mor. Eddie viser, som næsten hver eneste gang, flere sider af sig selv. Fra det emotionelle og indfølte omkring ulykken til den punk-rock-agtige vildskab, og så en længere og helt vildt sjov seance, hvor han skriver autograf på en pige blandt publikums sko og bagefter bruger den som vinglas på scenen. Stand-up af bedste kaliber (YouTube: Pearl Jam’s Eddie Vedder drinks Wine from a Shoe / Stockholm).

 

Stærke følelser

Veronica og jeg skråler med hele vejen igennem og tjekker løbende straffesparkskonkurrencen på mobilen. Chile scorer, Brasilien brænder, juhu, så det omvendte, og så til sidst: øv, Chile ude, Brasilien i semifinalen (hvor det så senere gik fodboldhistorisk galt mod Tyskland). Trods stærk patriotisme tager Veronica det pænt og er vild med at se Pearl Jam igen.

Efter koncerten samles vi alle backstage, hvor der bliver taget meget personligt og godt imod os. Vi er sammen med alle Carl-Johans gamle venner i et rum, hvor der er rigeligt med mad og drikke. Jeg kender et par personer fra Carl-Johans gamle slæng, får en god snak med Richard om hans band Danmarck (navngivet efter vennen Carl-Johans død på Roskilde) og siger hej til andre af hans gamle venner, hvor mange har deres kærester med.

Stone, Mike og Matt kommer forbi og hilser på, snakker og tager sig god tid. Veronica har for år tilbage i Sydamerika fået taget et fanbillede med Mike, men kender ellers ikke rigtigt bandmedlemmerne. Jeg introducerer hende behørigt til Pearl Jam-guitaristerne, og de finder hurtigt hinanden. Veronica smiler over hele femøren og ser ud, som om hun ikke kunne have det meget bedre.

Jeg kender efterhånden en del af crewet og kommer i en rigtig god snak med en af de faste securityfolk, som spørger interesseret ind til bogprojektet og meget andet. Jeg er lidt uden for rummet, lidt inde, og efter noget tid ser jeg pludselig Eddie komme gående, vinkende til Susan og mig sådan ’follow me’-agtigt. Jeg smiler til Eddie, går hen til ham og spørger, om han er ude på at give mig et heart attack med den dedikation fra scenen i Berlin to dage tidligere, han griner. Vi passerer Jeff, som tager en slapper efter koncerten, og han får et ”tak for turen i forgårs!” ”Anytime, man.”

 

Rockstjerner og pårørende

Jeg er sammen med Susan og Eddie og kan ikke være noget bedre sted oven på en ekstatisk koncert. Alt kalder på party-time, og den rigelige mængde af alkohol, der er røget indenbords, kalder på mere. Men bandet er på tur, på arbejde, der skal være ro på bag ved scenen. Dagen efter er der koncert i Oslo.

Pelle Almqvist og en anden fra The Hives, Stone, Mike, Ebbe, Birgitta, Sandra, Johan, lille Judith og en midaldrende, mørkhåret kvinde er i det, der vel er Eddies rum. Birgitta introducerer mig til den mørkhårede kvinde: ”mød Marie Spokes.” Marie er mor til australske Anthony Hurley, som døde på festivalen. Så er det med at være opmærksom, respektfuld og lade vinen stå et øjeblik. Birgitta fortæller Marie om bogen, og jeg tilføjer, at en stor bevæggrund for udgivelsen er at ære ofrene, som mange læsere vil kunne identificere sig med. Sympatiske Marie Spokes holder min hånd hårdt, kigger mig dybt i øjnene, og jeg kan se, at tårerne presser sig på. At over halvdelen af personerne i rummet er direkte pårørende til ofrene (og næsten alle andre rockstjerner) gør på ingen måde stemningen mørk. Nej, rummet er fyldt med kærlighed, opmærksomhed og respekt. Men alligevel er det lidt af en balancegang. Der kan være meget stærke følelser, som rører sig i de enkelte mennesker på netop denne aften.

Dagen efter tænker jeg, at jeg nok havde fået rigelig meget øl. Det er i hvert fald det gode humør, der er blevet foreviget på de mange billeder fra aftenen. Jeg finder et billede af mig, Birgitta og Stone, hvor jeg i sidste sekund sætter min kasket omvendt på Stones hoved, som ser noget overrasket ud. Et godt joker-billede af Mike, et af Birgitta, der kampsmiler med armene om de to guitarister, én på hver side. Eddie er også på slap line og får som altid Susan i højt humør. Hun har brug for det. Hun har tidligere fortalt sin gamle ven Ed, at de sidste par år ikke har været en dans på roser, men på de billeder, vi tager sammen umiddelbart efter, er Susan ved at brække sig af grin. God tid, godt selskab, og vi når, som vi plejer, også lige at vende, hvordan det går med alle børnene.

Sammen med Veronica forlader jeg Friends Arena. Fjerde Pearl Jam-koncert på 12 dage er slut. Udenfor bliver vi mødt af en syndflod af regn. Men hvad gør det, når man har en privatchauffør ved navn Pepe, der kører os til døren i Södertälje. Han er endda så venlig at give en pige, vi har mødt backstage, et lift, så hun er fri for at svømme hjem.

Dagen efter spiser jeg frokost med Ebbe og Birgitta, der har haft nogle meget bevægende dage. Særligt Eddie har rakt ud til Birgitta og går nærmest konsekvent med armen om hende. Birgitta viser mig en række billeder – bl.a. ét, hvor Eddie holder og kigger indfølt på lille Judith, begge i profil. Stærkt billede. Det har været dejligt for Gustafssons at være i selskab med Carl-Johans venner, men selvfølgelig også hårdt. Vennerne er nu i midten af 30erne, har fået uddannelser, job, koner og børn. Hvor ville deres egen søn være i dag, hvis tingene var gået anderledes?

Jeg tager bussen til lufthavnen, skriver til Stone om min respekt for crewets arbejde og får prompte det svar, som er blevet lidt af en ramme for hele denne historie: ”In general it’s always good to try to be low key back stage so I appreciate your thoughts about Smitty and Pete. They are just making sure Ed doesn’t get swamped by people cause he wants to visit with everyone but this isn’t always possible. I think in general, with us, the more you ”need” the less you get. If that makes any sense. All right enough of that talk and more Rocking in Free world. Love to you big fella.”

Det går for alvor op for mig, på langt mere omfattende vis end før, hvilket pres der hviler på Eddie, og hvilken enorm betydning han har for virkelig mange mennesker. Af samme grund er der usagte omgangsformer, der er nødvendige at sanse og acceptere backstage for, at alle kan have det godt, så det hele fungerer.

 

Et vægtløst øjeblik

I lufthavnen tager security selvfølgelig den chilenske rødvin, som Pepe har givet mig. Det har jeg ikke lige tænkt på, og jeg får mulighed for at tjekke den ind til otte gange købsprisen. Jeg finder et tilfældigt sted at slå mig ned og spørger de danske piger ved siden af om de praktiske forhold i afgangshallen. Det viser sig, at de også har været i Stockholm til koncert. ”Din stemme lyder rigtig meget som ham, der snakker i ’P6 Beat elsker Pearl Jam’, den podcast har jeg hørt flere gange,” siger den ene. Jeg kan fortælle, at det har sin naturlige forklaring, men podcasten kan jeg ikke tale med om, den har jeg til dato aldrig hørt.

Jeg møder siden Sisse og Natascha på årets Roskilde Festival, og et halvt år senere dukker Sisse op til Gaffa Library Session, hvor jeg snakker med den populære danske singer-songwriter Tina Dickow. Jeg får efterfølgende skaffet Sisse og hendes mor billetter til Tinas rigtige koncert og får en mail om, at hun skylder en øl, som vi skal drikke sammen med Natascha. Den har vi skyllet ned, more to come, gode relationer. Pearl Jam genererer gode relationer. Sådan er det bare.

Flyet mod København er kommet på vingerne. Og for første gang siden jeg sad i flyet til Paris for at interviewe Lenny Kravitz, har jeg tid og rum til at reflektere over alt det, der er sket, oplevet og sagt. Fire koncerter på relativt få dage. Alt er gået så stærkt. Jeg sidder med det gammeldags polaroidbillede, Mike tog af Eddie og mig dagen før – Eddie straight, med rank ryg og kasket, jeg med et fordrukkent grin og en fadøl i hånden. Jeg mærker varmen og en grundlæggende følelse af taknemmelighed. Jeg kniber en lille tåre.

Hjemme igen, men der er ikke tid til særlig meget afslapning. Jeg er bagud med en to-sidersartikel og en forsidehistorie, som skal afleveres næste dag, ingen af delene er påbegyndte. Og tre dage efter starter Roskilde Festival 2014, hvor jeg har lovet at anmelde Rolling Stones, som spiller på åbningsdagen. Men det må blive i morgen. Jeg kaster mig på sofaen, er glad, men træt som Grauballemanden. Tænker lige på Pearl Jam og på, hvordan bandet mon har det lige nu. “Shit”, det går op for mig, at de i samme øjeblik går på scenen i Oslo. Et sjovt liv, et hårdt liv. Selv er jeg fuldstændig død.

 

LONDON

Efter Roskilde Festival er det tid til min og Lulus mere eller mindre obligatoriske storbysommerferie. Hun vil se Pearl Jam, det ligger helt fast, og valget falder på den afsluttende koncert på Milton Keynes Stadium. En venue, jeg i årevis har hørt om, men aldrig oplevet. Jeg ved, det er et stort sted. Jeff fortalte to uger tidligere i Berlin, at de har solgt 38.000 billetter, og på dagen er vi vel 50.000, vil jeg tro. Svært at sige. Lulu og jeg følges med et par venner. Manden med fotolinsen, Morten, hans guitar-søn Mikkel, der som nævnt tidligere har været med til begge Pearl Jam-koncerter i Forum, København. Og så er Marie i London for at besøge en veninde, tjekke op på en fyr og Neil Young i Hyde Park dagen efter.

Når der er tale om så stort og dominerende et koncertsted for London-koncerter, går jeg ud fra, at al offentlig transport kører nogenlunde på skinner, når vi er i omegnen af 50.000 mennesker, der skal frem og tilbage. Sådan hænger det bare ikke sammen. Overhovedet. Okay, det går fint med at komme til venue, selvom det er langt længere væk end forventet. På Wuhlheide-vis er der lidt af en gåtur gennem delvist grønne områder, før vi når ud til stadion. Vi kommer til at sidde sammen i toget med en meget entusiastisk fan fra Israel, men vi siger ikke et ord om, at vi kender bandet. Vi finder billetterne, der er mad og merchandiseboder over det hele, og jeg får et mindre chok, da vi kommer ind på selve stadion. Ikke et eneste stolesæde eller en regulær fysisk siddeplads, men en slags kæmpe, grønt amfiteater, hvor skråningerne er som formstøbte i naturen. Det er gigantisk og helt fantastisk. De personlige favoritter fra Black Rebel Motorcycle Club åbner, og Pearl Jam ender med at spille i langt over tre timer. Suverænt, endnu en perfekt rock’n’roll-sommernat i ellers notorisk vejrmæssigt ustabile Nord- og Vesteuropa. Det er sidste koncert på turen, og Pearl Jam giver den gas. Jeg står og rocker ud sammen med Mikkel og koncentrerer mig vildt om timingen i Go, og råber ”tunnel vision” i øret på ham lige dér, hvor Eddie rammer det skæve beat. Morten ryster ikke på hånden og fanger øjeblikket med kameralinsen.

Stone har allerede skrevet, at han skal direkte på et fly til Seattle, så der er umiddelbart ingen grund til at gå backstage – og med udturen tydeligt i erindringen, tænker vi, at det nok også er bedst at komme tilbage til London hurtigst muligt. Det er grænsende til umuligt. Tusindvis af mennesker, kun aflyste togafgange og alt for få taxaer til en million. Det er ved at blive rigtig surt og irriterende, men til sidst er vi og nogle andre danskere fast besluttede på at komme hjem. Endelig finder vi en pirattaxa og sætter os ind i en iskold og alt for lille bil. Bag rettet sidder en orientalsk chauffør, hvis spidskompetence ikke er Londons geografi. Det tager en helvedes tid, og vi forsøger at snakke os varme. Det viser sig, at jeg har skrevet med en af vores nye, danske venner i bilen, og at han tidligere har mødt Stone i Seattle via min kontakt. Bare en af de mange løbende henvendelser. En anden var fra en kvinde, der skrev og bad mig spørge Stone, om han ville fri til hendes kæreste på Wuhlheide.

Gennemfrosne og delvist blankede af rammer vi byens lys. Alle iler hver til sit, Lulu og jeg til hotelværelset. Vi snorksover og vågner til en mail med ordene ”tak for det hele” fra Stone, der allerede er landet i Seatac lufthavn hjemme i the Pacific Northwest.

Køb bogen her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA