x

En musikalsk modreaktion

En musikalsk modreaktion

Foo Fighters er inde i en produktiv stime og har netop udsendt deres tredje album på lidt over to år. GAFFA mødte bandet i Amsterdam til en snak om Live Earth, ny energi og Dave Grohls klaver.

Efter udsendelsen af et udmattende dobbeltalbum ("In Your Honor") og et akustisk live-album ("Skin & Bones") på bare to år skulle man tro, at Foo Fighters var klar til en pause. Men ifølge frontmanden Dave Grohl og guitaristen Chris Shiflett gav den akustiske turné dem lidt overraskende blod på tanden til at lave mere ny musik, i stedet for at udmatte dem.

GAFFA tager direkte fra årets Roskilde Festival til Amsterdam for at møde de to musikere, der indledningsvis konstaterer, at det vanvittige vejr er beviset på, at Gud hader rockmusik. De er i fint humør, hvilket også var tilfældet aftenen inden, hvor de for første gang præsenterede deres nye plade "Echoes, Silence, Patience & Grace" for den europæiske presse. Det markerede samtidig første gang, bandet skulle snakke om den nye plade, hvis hurtige udgivelse har overrasket mange.

– En af de ting, vi gjorde en dyd ud af, var ikke at få taget et eneste billede i studiet, fortæller Dave Grohl og fortsætter: – Vi skrev ingen blogs eller lavede webcasts. Vi ville bare ind og lave en plade, så når den var færdig, ville der være en smule mystik omkring den. Nu til dags er det, som om promotion-arbejdet begynder lige så snart, man slår den første akkord an i studiet. Det var faktisk vores trommeslager Taylor Hawkins’ idé. Han sagde, at han ikke gad lave en dokumentarfilm, og han gad ikke have taget billeder. Han ville bare lave en plade, og jeg syntes, han havde ret. Så der var ikke mange, der vidste, at vi lavede en plade, og det kunne jeg godt lide. Sidste gang var der en kæmpe optakt til det store dobbeltalbum og alt det dér, og det var fint, og det gik godt. Men nogle gange er det rart bare at gøre det. Så det er første gang, vi taler om pladen, så den har også sneget sig lidt ind på os.

Bandets medlemmer havde dog intet imod at svare på spørgsmål hverken under interviewet eller aftenen inden, hvor de stod til rådighed i timevis og gjorde alt fra at skrive autografer og posere for fotografer til at fortælle anekdoter om musikerne Kaki King (der medvirker på sangen "The Ballad Of The Beaconsfield Miners"), Natasha Schneider (fra Eleven, og som åbenbart kan høre frekvensforskellen på et europæisk A og et amerikansk A) og Pat Smear (”Han er den sødeste fyr i verden, men selvom alle tror, han er bøsse, så er han altså straight”).

Med akustisk inspiration
Da Grohl introducerede pladen aften inden, fortalte han, at gruppen havde snakket om, hvad han dog skulle sige om pladen. Hvad var historien? Hvad var vinklen? I sidste ende var konklusionen, at bandet havde indspillet de bedste sange, de havde, og at de havde gjort det nu, fordi at tage en pause fra bandet virkede som en forfærdelig idé.

– Vi havde lavet en del demoer på vores fridage, mens vi var på den akustiske turné. Vi kom dog først op i gear i december, hvor der egentlig havde været snak om at holde et år fri. Men det føltes pludselig som en dårlig idé. Hvorfor tage fri, når alting kørte så godt?

– Vi hastede ikke gennem indspilningerne, men det gik helt sikkert hurtigere end sidste gang, indskyder Chris Shiflett: – Vores sidste plade havde så meget musik. Det var en dobbelt-cd, og derudover kom alle de idéer, der blev afprøvet og droppet. Så det var et kæmpeprojekt, og det var et kæmpeprojekt at bygge vores studie inden indspilningerne. Så fra start til slut gik der virkelig lang tid. Det gik hurtigere denne gang, men på mange måder var dette album mere gennemtænkt, inden vi begyndte at indspille det.

Det er tydeligt, at der er to faktorer, der har haft en stor indflydelse på den nye plade. Det første er den akustiske turné, bandet tog ud på i 2006, hvor de tog nogle ekstra musikere med og spillede materiale primært fra den akustiske del af "In Your Honor"-albummet, og det andet er Dave Grohls nye rolle som klaverbokser.

– Måske er det bare mig, men det føltes, som om vi midtvejs gennem den akustiske turné i bandet fik et nyt stød af energi, og det var, som om vi var midt i en god kreativ udvikling. Så det førte os over i indspilningerne til den nye plade, fortæller Chris Shiflett, inden Dave Grohl tager over:

– Da vi spillede på den akustiske turné, var det som at lære et nyt instrument. Jeg er blevet komfortabel som trommeslager og guitarist, men fordi vi på den turné brugte en masse instrumenter, vi normalt ikke bruger, blev der åbnet en masse døre, der gav en mulighed for musikalsk at forestille sig nye ting. Det var det samme med klaveret. Jeg fik et klaver i gave, og det var første gang, jeg lærte et nyt instrument, siden jeg var ti, og det førte til en hel ny verden af melodier.

Hvad ligger der i et navn?
Et af de numre, der tydeligvis er kommet ud af Grohls nye evne til at spille klaver, er "Long Road To Ruin", der til gennemlytningen i Amsterdam ikke lød som bandets øvrige sange.

– Der er en del af mig, der har det, som om det er en klassisk Foo Fighters-sang. Den minder mig om andre ting, vi har lavet. Hvilket er en af grundene til, at jeg kan lide den, specielt fordi der er så meget på pladen, der ikke lyder som vores andre ting. Jeg føler, den har noget, man kan genkende og indeholder vores signaturelementer. Men den blev faktisk skrevet ved klaveret, så det har måske noget med det at gøre.
Den minder mig om en lang række nutidige bands, som tydeligvis er inspireret af The Zombies.

– Det var lige præcis det, jeg lyttede til, da jeg skrev denne plade. Jeg lyttede til "Odessey And Oracle" hver eneste fucking dag! De har en specifik måde at skrive på med nedadgående basgange med opadgående melodilinjer, og så mødes det et eller andet sted, der giver en form for melankoli, men også noget virkelig smukt, når linjerne fletter sammen.

Hvor kommer titlen så fra?
– Titlen kommer fra teksten til "Home", der er den sidste sang på pladen. Det er meget underligt at skulle navngive et album. Det er svært at finde en titel, der repræsenterer et album, der har en masse forskellige betydninger og dynamikker. Så jeg plejer at lede teksterne igennem efter et tema eller en rød tråd, men selvom der er sange, der har ting til fælles, er det som regel en samling af mange forskellige ting. Men jeg så den linje, ”Echoes, silence, patience and grace / And all these moments I’ll never replace”, og det gav mening, fordi det giver en følelse af, at pladen er mere end én ting, og at der er forskellige nuancer. Men pladetitler er mærkelige, og vi har aldrig været særlig gode til at finde på dem. For at være ærlig, så kunne jeg ikke være mere ligeglad med, hvad et album hedder. De kunne udkomme med et sort cover, så længe der er nogle sange, fordi det er dem, der gør pladen.

Foo Fighters og miljøet
I juli måned var Foo Fighters et blandt mange bands, der stillede op til Live Earth-koncerten, og det virkede ganske naturligt for bandet, at de blev inviteret til at deltage i koncerten.

– Al Gore er en stor fan, griner Chris Shiflett.
– Det er han. Han elsker alternativ rock, forklarer Dave Grohl: – Nej, oprindeligt skulle der have været en koncert på Island, og så ringede de rundt til bands for at høre, om folk var interesseret i at spille. Jeg elsker Island, så enhver mulighed vi får for at spille der, tager vi. Men det blev desværre ikke til noget. Men jeg håber, vi har etableret os som et band, der tror på, at man kan gøre verden til et bedre sted, så forhåbentlig blev vi betragtet som et oplagt valg.

– Vi har i årevis været involveret i organisationen The CarbonNeutral Company, der planter træer som modvægt til den energi, man forbruger, når man producerer en plade.

– Lige nu undersøger vi carbon offsetting, hvor man måler sit personlige CO2-udslip og laver en modvægt, fortæller Shiflett: – Jeg forstår ikke helt, hvordan man gør det, men vi er ved at undersøge det.

– Siden Live Earth har alt, jeg har læst om det, haft en kynisk tone, hvor det er, som om folk ville have det til at mislykkes, siger Grohl: – Nærmest som om enhver form for forsøg på at gøre tingene bedre er forgæves. Det deprimerer mig. Det er aldrig for sent i det mindste at forsøge at gøre noget, og selv de mindste ting kan hjælpe en smule. Jeg forestiller mig, at resten af verden på et tidspunkt kigger mod USA og siger: ”Hvad fanden venter I på?”


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA