x

Filmanmeldelse: Todd Haynes – I’m Not There

Filmanmeldelse: Todd Haynes – I’m Not There

Midt i den store kroning af Bob Dylan som kulturikon – som hans manager Jeff Rosen dygtigt har orkestreret, og som har talt udgivelsen af piratudgivelser, Martin Scorsese-filmen ”No Direction Home”, den nye film med outtakes fra D. A. Pennebakers 1967-roadmovie, ”Don’t Look Back” og visningerne i New York af Murrat Lerners legendariske film fra de tre folkfestivaler i 1960’ernes Newport – kommer dette værk som en forfriskende tolkning, hvor vi ikke ser ikonet udefra, men kommer en pæn tur indenfor i noget, der kunne ligne et bud på, hvad der har foregået inde i hovedet på den meget sammensatte person, vi kender som Bob Dylan.

Idéen med at lade Dylans skiftende virkelige og imaginære inkarnationer blive spillet af seks forskellige skuespillere, er på kanten af det geniale. Her er han i rollen som Woody, spillet af Marcus Carl Kranklin, en lille sort dreng, som bærer rundt på en guitar, som har de berømte bogstaver, der på engelsk siger ”denne maskine dræber fascister”, akkurat som Dylans helt i de unge år, Woody Guthrie, gjorde det. Her er vi inde i det fantasifoster, som Dylan skabte, når han skulle undgå at fortælle, at han var fra en almindelig jødisk familie i Minnesota. I stedet er han en vagabond, sort som Leadbelly, som møder andre flygtige rejsende på godstog. En knægt fra et opdragelseshjem, der må flygte ud i natten. Her er en fed scene, hvor knægten spiller Dylans ”Tombstone Blues” med de to vagabonder, hvoraf den ene spilles af Richie Havens. Det swinger seriøst.

Af de andre gestalter af ikonet møder vi mest markant Cate Blanchett i rollen som Jude – et spil på Judas, som Dylan blev kaldt, da han første gang vovede at spille elektrisk foran et publikum, som forventede at møde protestsangeren. Det er filmens centrale optræden, og Blanchett gengiver fremragende Dylan, som vi kender ham fra ”Don’t Look Back”, der glor på os, som glor på ham som et dyr i zoo. Her hedder alle noget andet, og eksempelvis, når vi er i noget, der ligner New York, så passerer Jude selvfølgelig en silhuet af en Andy Warhol, og ligesom i Doors-filmen med Val Kilmer er vi til spacet fest i Factory-miljøet. Her leverer Stephen Malkmus fra hedengange Pavement toner, der er Velvet Underground uden at være det. Ligesom også Eddie Vedder er inde over, og Sonic Youth leverer titelsangen på et usædvanligt spændende soundtrack.

Det er en film, der sagtens kan ses for den udenforstående, ligesom den pirrer totalt for dem, som kender rigtigt mange myter om ”His Bobness”, og man bliver konstant udfordret. Filmen kan synes forvirrende, og man glæder sig allerede til næste gang, man skal se den.
Og næste igen.

I’m Not There
Instruktion: Todd Haynes
USA 2007 – 135 min.
Rolleliste: Cate Blanchett, Richard Gere, Charlotte Gainsbourg, Heath Ledger, Ben Whishaw, Christian Bale, med flere. Premiere 23. november.


Bob Dylans hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA