Stort Tina Dickow-interview – Tæt på Tina

Stort Tina Dickow-interview – Tæt på Tina

Tina Dickow er aktuel med sin stærkt anbefalelsesværdige og meget ærlige selvbiografi, Tæl til Tina, og GAFFA har været så heldig at være et blandt ganske få udvalgte medier til at tage en snak med bogens hovedperson. Så tag med et smut til Moesgaard ved Aarhus og kom lidt tættere på Tina.

Tilbage i 2003 oplevede jeg en forrygende fælleskoncert med Steffen Brandt og en ung dansk sangerinde, han på det tidspunkt havde slået de musikalske pjalter sammen med. Hun hed Tina Dickow. De to klædte hinanden umanerligt godt, og jeg blev så betaget af sangerindens musikalske univers, at jeg dagen efter ikke alene gik ned i Badstuerock i Aarhus og købte hendes album, Notes, jeg skrev også mit første og mit eneste fanbrev nogensinde. Jeg fandt hendes mailadresse i coverets kontaktoplysninger, så jeg skrev et eller andet bavl om, at jeg satte pris på, at hun delte ud af sine ”notes”… og ved I hvad? Hun svarede sgu. Tina og jeg har mødtes adskillige gange i interviewsammenhæng siden, og hun har vist sig som et befriende behageligt bekendtskab. Men allerede i de tidlige dage var hun ukrukket, ligetil og i øjenhøjde med dem, der sætter pris på og tager sig tid til at lytte til hende.

Det har heldigvis holdt ved, efterhånden som fanskaren er vokset gennem årene, og her snart 15 år senere er der stadig ikke noget forlorent over Tina Dickow. ”Det er uhyggeligt nemt at blive et dumt svin i denne her branche, hvis man ikke passer på”, har førnævnte Mr. Brandt på et tidspunkt betroet mig, og selvom langt de fleste musikere er søde og sympatiske, er Tinas hemmelighed i forhold til at holde benene solidt på jorden i betragtning af, hvor stort et navn hun faktisk er, måske, at hun har befundet sig i en slags parallelløb med den etablerede musikbranche, hvor hun i langt størstedelen af karrieren har taget tingene i egen hånd.

Således udkom Tinas selvbiografi, Tæl til Tina, den 6. november – som den største selvfølge – på hendes eget forlag og pladeselskab, Finest Gramophone. En ærlig, interessant og velskrevet beretning om at klare sig i en hård branche – tilmed i den brydningstid for musikindustrien, som mange af bogens sider foregår i.

Vi har aftalt at mødes på Moesgaard Muesum, målet for mange skoleudflugter for Åbyhøj-pigen, der også har sin storsmilende yngste søn med i barnevognen, og over en kop sort kaffe, en tranebærjuice (kaffen er Tinas, red.) og en æblevælling til sønnike er vi klar til at tage hul på bogsnakken, for det er jo en noget anderledes affære at skrive en sang, end det er at skrive 344 sider om sit eget liv.

– Jeg har altid skrevet meget. Så længe jeg kan huske, har det at skrive, sammen med sangskrivningen, været en måde for mig at fordøje og forstå mig selv, mit liv og verden omkring mig. At sætte mig med pen og papir har været et helle og en form for meditation. Så det har egentlig føltes helt naturligt at skrive denne bog. Jeg er faktisk startet på at skrive denne bog tre-fire gange i løbet af de sidste 10 år, men har altid mødt en mur efter lidt tid. Nu kunne jeg tydeligt mærke, at jeg, på en ny måde, var klar til at fortælle.

Mere end et glimt af et glansbillede

Hvad tror, du folk vil blive mest overrasket over at læse i Tæl til Tina?

– Det er nok at læse, hvor kompliceret min vej og karriere har været. Man er vant til at se mig i to timer ad gangen på scenen i en strømlinet performance. Som et glansbillede. Men alt det udenom har langt hen ad vejen været hårdt og vanvittig krævende. Masser af blod, sved og tårer. Der har været mange situationer, hvor jeg har været tæt på at bukke under og kaste håndklædet! Jeg fortæller om, at jeg kæmpede meget med angst, da jeg var helt ung. Det vil også være nyt for mange, hvor meget forretningsdelen af min karriere har fyldt – altså det at drive eget pladeselskab og selv styre alt det praktiske. Ja, og så fortæller jeg jo, at jeg i næsten et år troede, jeg havde tabt den halve million, jeg havde fået med Kronsprinsparrets Kulturpris i finanskrakket!

Og hvis man tror, at Helgi og jeg altid har været "meant to be", og at vores forhold startede helt ukompliceret, så får man også en overraskende fortælling om en brudt forlovelse, flere ulykkelige forelskelser på kryds og tværs og en Hollywood-skuespillerinde, der var ved at komme imellem os.

Du fyldte 40 i oktober, og nogle vil nok mene, det er lidt tidligt at skrive denne her type bog. Med mindre du altså virkelig gør alvor af at trække stikket på musikerkarrieren i en alder af 44, sådan som du leger med tanken om hen imod bogens afslutning. Kunne du helt seriøst finde på det?

– Ja, hvem ved, om jeg kan vente så længe… haha! Ej, det er selvfølgelig sagt som en slags joke, men helt seriøst slår det mig nogle gange, om det mon ender med at blive en selvopfyldende profeti – at jeg, når jeg bliver 44 tænker, at det er det helt rigtige tidspunkt at finde på noget andet at lave.

Starte en juletræsfarm, som du skriver…

– Lige præcis. Jeg ved ikke, om det er givet, at man som kunstner kan opretholde en livslang, flot karriere, eller om det helt naturligt ebber ud. Det handler også om, at musikken kræver så meget af mig. Den hiver og slider på mange måder i mig og mit liv, og det er et had-kærlighedsforhold, der nogle gange driver mig til vanvid.

Men hvis du nu vælger at trække stikket på musikkarrieren, så ville du vel være nødt til at finde noget, der giver dig den samme ro som den, du i bogen beskriver, du får ved at beskæftige dig med musik. Du skriver, der bliver ”stille inden i” dig, når du synger. Hvad skulle det være?

– Jeg tror, vi alle sammen har noget, der giver os indre ro. Om det så er at synge, tegne eller lave mad. Jeg har aldrig tænkt på, hvad jeg skulle lave, hvis ikke det var musik, men faktisk giver naturen på Island mig, sammen med det rolige, intime samvær med familien, en stor ro i dag. Og jeg er ikke engang gået i gang med at ride, hike, dykke, fiske og jage på Island endnu.  Problemet med den stilhed, der for mig kommer gennem det at synge, er, at så snart stilheden stopper, erstattes den af den øredøvende larm. Det at skulle præstere, at skulle være god og skarp. Der er ikke plads til fejl og ikke plads til at have en dårlig aften, når man når et vist niveau med sine koncerter. At lave musik renser mig og fylder med den vildeste glæde og leven-i-nuet halvdelen af tiden og slår mig halvt ihjel den anden halvdel af tiden. Når det er svært, så er det virkelig, virkelig svært – man kommer fandeme ud i nogle ret ekstreme afkroge af følelsesregistret, når man sidder på en scene; fra ekstase til nærdødsoplevelser.

Hvad kunne sådan en nærdødsoplevelse være?

– Jamen, det kan være,  når man står på en festival foran 30.000 mennesker og er ved at krakelere indeni, mens man tænker: ”Hvad har du gang i? Lige om lidt går du i stå. Du kan ikke huske det næste vers, og hvad er det, dine fingre laver på det gribebræt?! Om ti sekunder må du bare sige "Sorry ...." og gå af.”

Du oplever simpelthen at tvivle på dig selv, når koncerten er i gang?

– Ja, men kun i starten. Og det er også det, der redder mig. For nu efter så mange år ved jeg jo, at det går over igen, og at jeg nok skal finde ekstasen til sidst. Men jeg tester alle systemer i starten af hver koncert. Det er lidt ligesom at skulle op at flyve – man er sgu nødt til at teste hver lille del af flyvemaskinen for at være sikker på, at den er klar til at lette. Jeg skal lige ud i alle indre afkroge, og når jeg så har været igennem det potentielle mørke, der kan opstå, så kommer lyset. Men det koster hver gang.

Er du så fuldstændig bombet, når du går af scenen?

– Nej, for så er tingene ligesom kommet i balance gennem koncerten. Det er en vild tur, mens det står på, men når jeg går af scenen, er alt godt.

Klaustrofobi og iskold luft

I bogen er der adskillige eksempler på, hvordan koncerter har udviklet sig til rene skrækscenarier, og i virkelighedens verden er episoderne naturligt nok mere talrige. Blandt andet dengang, Tina turnerede med succesfulde engelske Zero 7.

– Til en koncert med Zero 7, hvor Sia (ja, dén Sia, red.) og jeg var med som sangerinder, var der et par numre, hvor jeg ikke skulle synge, så det benyttede jeg til lige at gå ud og tisse, og resultatet var, at jeg blev låst inde på et meget lille kældertoilet, hvorfra jeg kunne høre, at koncerten rullede af sted uden mig. Jeg stod og hamrede på døren og endte også med at komme ud, og jeg løb op på scenen, lidt ude af mig selv. Jeg har faktisk lidt af klaustrofobi lige siden.

Apropos din historik med Zero 7 og Sia kan jeg huske, at vi for nogle år siden på GAFFA havde talt om, at det kunne være sjovt, hvis du interviewede Sia, men du afslog, fordi jeres forhold simpelthen var for anspændt (hvorfor kan man læse mere om i bogen, red.)…

– Ja, jeg er jo ikke sådan én, der normalt bliver uvenner med folk. Jeg har faktisk aldrig rigtigt været uvenner med nogen ud over Sia, men der var virkelig iskold luft imellem os. Det ville være helt utænkeligt med sådan et interview, det ville hun aldrig have sagt ja til på det tidspunkt. Den sidste måned på turnéen var det virkelig anspændt, og det var underligt at stå på scenen og se glade og kærlighedsagtige ud sammen, for så at gå af og give hinanden den kolde skulder. Men jeg kan godt forstå, hvorfor hun havde det, som hun havde, for det var virkelig crazy, det der foregik. Og det skal siges, at jeg synes, hun er fuldstændig fantastisk, men mit tilbagelænede skandinaviske temperament sammen med hendes lidenskabelige følelserne-helt-uden-på-tøjet-facon gav nogle problemer.

Du har en ret præcis karakteristik af musikanmeldere i din bog – jeg er selv en af dem, og jeg kan roligt sige, at den ikke er helt ved siden af. Er det irriterende, at vi er så entydig en størrelse?

– Det har i hvert fald alle dage været et faktum, at jeg har skullet igennem en mur af lidt selvhøjtidelige, mandlige, vinylsamlende Nick Cave-fans for at nå ud til dem, jeg betragter som mit publikum. Og uden at der skal gå kønspolitik i den er det jo sådan, at alle piger, der bevæger sig ind i musikbranchen fra starten møder en ret bestemt type mand, som mener, han ved, hvad han snakker om…selv på GAFFA. De skal nok få at vide, hvis de er for følsomme, for kringlede eller for poesibogsagtige. Man skal være stærk, for det er en branche, der er fuld af arrogance – også fra de der skrivende mænd, så man skal virkelig tro på, at det, man laver, er i orden, selvom granvoksne mænd fortæller én, at ens musik er kedelig og ligegyldig. Men det er vilkårene.

Familie, musik og Island

Det er blevet tid til et bleskift, og vi forlader efterfølgende Moesgaard Museumscafé for at trille en tur med den ti måneder gamle spilopmager, der på Tinas knæ signalerer, at han er ved at være klar til en lur. I det imponerende naturlandskab, der omgiver museet, fortsætter snakken i den tiltagende efterårskulde. Som tidligere nævnt tager Tina selv hånd om meget af det forretningsmæssige og praktiske i forhold til sit virke. Noget hun sætter pris på, selvom det er tidskrævende.

– Det giver en dejlig helstøbt fornemmelse af mit projekt. Det eneste problem ved det er sådan set, at det tager tid, men sådan er det bare i de her år. Der er så bare mange andre ting, jeg ikke får tid til.

Hvad er det for ting?

– For eksempel sport og at læse bøger. Også sådan noget som Facebook. Jeg bruger ikke Facebook – kun som kunstner og som et middel til at kommunikere direkte med mine fans, men ellers har jeg ikke tid til at sidde på nettet og følge med i ting. Jeg har heller ikke tid til at se fjernsyn, det er familie og musik, det hele.

Det lyder nu heller ikke så dumt…

– Nej, men det kunne nu være meget rart at få tid til at dyrke noget sport og på den måde bruge lidt tid på sit velbefindende.

Helt klart. Det er nok også bare fordi, jeg forbinder det at bo på Island med at være enormt sund.

– Det tror jeg, du har ret i, og det bruger jeg også som sovepude: ”Hold kæft, vi får god frisk luft heroppe”, og når man så har stået og set på den flotte udsigt, kan man også let få fornemmelsen af, at man nærmest har været ude at gå en tur, haha!

Er der nogle af dine sange, du føler, du er vokset fra i løbet af den tid, der er gået?

– Ja, de fleste af sangene fra mit første album, og også nogle stykker fra Notes, hvor jeg føler, jeg var for meget i mine følelsers vold, da jeg skrev dem, og det tror jeg er afgørende. Nu har jeg det sådan, at jeg er nødt til at være kommet ud på den anden side af en situation, før jeg kan skrive om det og forsøge at formidle følelsen til nogle andre. Hvis man skriver en sang, mens man står midt i orkanens øje, så bliver det en sang, der prøver at tvinge en bestemt følelse ned over hovedet på lytteren, og det har jeg det ikke så godt med længere.

Frit løb til den indre svinehund

Når man læser Tæl til Tina, dukker der adskillige små stikpiller op til dagspressen – særligt den mere sensationslystne af slagsen.

– Altså, jeg har jo aldrig været hårdt ramt af sensations-pressen. Jeg har forsøgt at holde mig på lang afstand af den slags. Men det er alligevel tit, jeg får lyst til at sige: ”Rooolig nu!" Det undrer mig oprigtigt, at der er så mange journalister, der har lyst til at løbe rundt i det hamsterhjul, der producerer ligegyldige nyheder med forudsigelige twists, der skal vække nogle følelser i læseren for at få dem til at klikke.

Det var tydeligt, da netaviserne begyndte at pible frem, at overskrifterne begyndte at være mere misvisende i forhold til de interviews, jeg havde givet til journalisterne, og når jeg så stillede spørgsmål til det, fik jeg at vide, at de var nødt til at ”vinkle det lidt hårdere” på netaviserne, fordi tempoet er højere og behovet for at fange folks opmærksomhed større, og de skulle jo have folk til at klikke, var meldingen lige fra starten. Et uskyldigt eksempel: "Tina Dickow raser over tysk pladeselskab," skrev en netavis engang, efter at jeg i et stille og roligt interview havde beskrevet en konflikt med et pladeselskab. Jeg skrev til journalisten "Mener du helt alvorligt, at jeg rasede eller gav udtryk for, at jeg var vred?" og han svarede bare "Nej, men bare rolig, i den fysiske avis bliver den en anden overskrift". Et andet eksempel er,  da der stod ”Dickow gift i silende regn” efter mit bryllup. Der var solskin, men der er åbenbart en eller anden, der har været inde at se på en vejrudsigt for Reykjavik. De har ikke vidst, hvor jeg blev gift. 

Jeg bryder mig egentlig ikke om at læse om mig selv i medierne, for jeg kan stort set aldrig genkende det billede, de tegner. Derfor er det også en kæmpe lettelse at have skrevet en bog, hvor jeg med mine helt egne ord får lagt mig selv og min historie frem.

I bogen kan man læse, hvordan du trives godt om efteråret og vinteren. Hvad er der med dig og mørke og kulde?

– Der er noget appellerende ved at være oppe imod et eller andet. Så kan man sgu mærke, man er til. Hvis alting flyder let og ubesværet fremad, så er det sværere at sætte tingene i perspektiv. Det er modstanden, der fortæller én, hvor man er i forhold til noget. Derudover tror jeg også, det handler om, at jeg godt kan lide, at der er ”room for improvement”, fordi det retfærdiggør den følelse, man kan have af, at ”der må da være mere end det her.” Hvis alle omstændighederne er helt perfekte – sommer sol og varme og alt er på plads for, at man burde være fuldstændig lykkelig – så er det svært at bære, at man alligevel længes og føler sig rastløs og uforløst. Men hvis alting derimod er i forandring, og man har fornemmelsen af at være på vej imod et eller andet, og at det på et tidspunkt vil blive lysere og varmere, så bliver følelsen af at længes mere legitim.

 

Tinas bud på årets album 2017

– Bog og baby har taget al min tid i år, og jeg har ikke fået hørt særlig meget musik. Også fordi jeg lytter meget til podcasts. Politik for det meste. Det er min måde at holde mig opdateret på. Men den bedste, men næsten også eneste nye plade, jeg har hørt i år, er Jesca Hoops album Memories Are Now. Det er en dejlig plade fra en sej og talentfuld singer-songwriter lady. Hun er virkelig dygtig.

 

Forklædt Som Voksen

Det, der egentlig var en svær diskussion om, hvad der er alle tiders bedste danske album, blev i stedet til en snak om, hvilken dansk plade, Tina har hørt mest, og svaret lå ikke langt væk.

– Den danske plade, jeg har lyttet mest til, må være Kim Larsens Forklædt som voksen. Den hørte jeg virkelig meget som barn. Det er faktisk ikke fordi, jeg har et særligt forhold til Kim Larsen, men lige præcis det album var bare så meget oppe i tiden på det tidspunkt og så hamrende godt, så det var ikke til at komme udenom.

Et album, jeg selv opdagede i min fars pladesamling, var Pia Raugs album Saga, det kan jeg huske, jeg lyttede rigtig meget til, særligt sangen Fugleflugt, som jeg jo sidenhen selv har sunget.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA