x

Franz Ferdinand-interview: Et tab og en løsning

Franz Ferdinand-interview: Et tab og en løsning

For lidt over et årti siden slog kunstskole-briterne eftertrykkeligt igennem. Nu er de tilbage med en ny indstilling, nyt album, ny lyd og mindet om en stærk succes – og en mareridtsagtig afvænning.

Franz Ferdinand regnes ofte for et skotsk band, men består faktisk hovedsageligt af englændere, som med bulder og brag slog igennem i midten af 00’erne. Et gennembrud på linje med The Strokes’ et par år tidligere og Arctic Monkeys nogle år senere. Bang, sagde det.

– Det var som at tage et meget stærkt og fantastisk stof. Det reneste stof, du kan få fat i. Rusen var så intensiv, og afvænningen var et mareridt, siger frontmand Alex Kapranos om bandets første skridt ind i rampelyset – imens han griner og nipper til sin ”afternoon tea.”

Bandet blev dannet på kunstskolen Glasgow School of Art i 2002, og allerede i 2004 erobrede de verden med deres selvbetitlede debutalbum. Franz Ferdinand red delvist på den bølge af postpunk, som opstod gennem popkulturen i denne periode; med den forskel, at de var endnu mere ”artsy” end mange af deres kollegaer. Deres finurlige danserock og visuelle elegance osede af kunstskole og forgængere som Orange Juice og Gang of Four.

– Alex giver egentlig en ganske god beskrivelse, siger bassist Bob Hardy om bandkollegaens rusmiddelmetafor for bandets første og omtumlede tid. – Vi gjorde alt for første gang. Alt krævede din fulde opmærksomhed. Når vi kom til København for at spille koncert, så var det også første gang i København – alt var nyt. Efter nogle år begynder du at lukke tingene ude og holder op med at værdsætte det, som foregår rundt omkring dig. Men nu nyder vi øjeblikkene meget mere. Det er ikke lige så intenst.

Bandets kerne, Alex Kapranos og Bob Hardy, ligner virkelig rockstjerner her på deres promotiontour for deres femte studiealbum Always Ascending. Men samtidig med deres markante fremtoning, der tæller alt fra afbleget hår til leopardjakke, er der alligevel noget helt almindeligt over dem. Og de er høflige.

Genfødslen

Always Ascending lader til at være en genfødsel for Franz Ferdinand. Guitaristen Nick McCarthy er hoppet fra, og kvartetten er blevet til en kvintet, da Dino Bardot er hoppet ind på guitar og Julian Corrie på keys og synth.

Hvordan har forandringerne påvirket gruppedynamikken?

– Jeg vil sige, at gruppens DNA er det samme. Det lyder stadig som Franz Ferdinand. Men de har stærke personligheder begge to. Julian er som en gal professor, og Dino er virkelig en rockstjerne, siger Kapranos.

– De passer godt ind med os. De har samme referencerammer, exceptionel smag, de er rolige, og de er kloge, tilføjer Hardy.

Så du denne tranformation af gruppen som en ny start?

– Absolut! svarer Hardy. Når et band forandres, som vi gjorde. Når en medstifter stopper. Det er sørgeligt. Afsked er altid sørgeligt. Men samtidig er du nødt til at prøve at få noget positivt ud af det. Dette gav os mulighed for at afslutte en æra og se fremad. Det havde været dumt ikke at se det her som en frisk, ny start. Det var virkelig sjovt at tilgå alt det her som et problem, der skulle løses.

Har Nick forladt bandet, eller har han bare taget en pause?

– Ja, han er ikke med længere, siger Kapranos. Han har børn. Når rockstjerner får børn, reagerer de på to forskellige måder. En måde er at tage på turné for at komme væk fra familien og have det for vildt. Eller også er du den følsomme type, der vil være sammen med familien hele tiden. Sådan er Nick.

– Mod slutningen af forrige turné kunne man mærke på Nick, at det tog hårdt på ham at være væk fra familien. Han havde det ikke sjovt. Det var ikke godt for nogen. Hvor meget han end elsker musik… Han traf en svær beslutning, og det må vi støtte ham i.

Jeg har lyttet til albummet, og det er virkelig et mærkeligt album – jeg mener det positivt. Man kan høre, at det er jer, men det lyder også meget anderledes.

– Ja! Det er sød musik i mine ører, det der. Jeg bliver så glad, siger Kapranos.

– Er du generelt til mærkelig musik? spørger Hardy.

Jeg har en virkelig bred musiksmag. Heriblandt også mærkelig musik. Men jeg kan ikke lide musik, der mærkeligt bare for mærkelighedens skyld.

Kapranos griner og tager ordet:

– Vi vil virkelig ikke lave musik, der er mærkeligt bare for mærkelighedens skyld. Vi vil gerne have en følelsesmæssig reaktion. Det er essensen af al kunst; ikke bare musik. At forstå, hvad det indebærer at være menneske. Og at have gode sange. Det var ikke bare et lydeksperiment for eksperimentets skyld. Det må også være gode sange og stærke melodier. Alt eksperimenterende i verden er ikke en skid værd, hvis ikke du også har gode sange. Det er sådan, jeg ser på sagen.

Hvordan vil I selv beskrive Always Ascending?

– Et opløftende album, siger Kapranos.

– Et Franz Ferdinand-album, men en ny æra og lidt mere elektronisk touch end på de tidligere album, svarer Hardy, inden han bliver tavs igen og virker som om, at han har sagt, hvad han vil for en stund.

– Samtidig er meget af det indspillet live, tilføjer Kapranos. Det er lyden af at spille sammen i et rum. Vi forsøger virkelig at se fremad, ind i fremtiden, med den her skive. Vi har eksperimenteret med teknologien. Samtidig med, at vi har holdt det naturalistisk… eller jeg ved ikke, om det er den rette beskrivelse. Men vi har forsøgt at gøre det menneskeligt. Vi har eksempelvis brugt computer og andre elektroniske virkemidler under skriveprocessen for at tvinge os til at skrive på en måde, som vi ikke tidligere har skrevet musik på. Som om vi var et elektronisk band. Efter vi var færdige med at skrive, ignorerede vi det elektroniske format og spillede live som et band. Det blev noget anderledes. Altså, vi begyndte at arbejde, som om vi var et elektronisk band, og så spillede vi live som et organisk liveband. Det var lidt som at bruge Google Translate og oversætte fra et sprog til et andet. Man begyndte ét sted, og så forandredes det hele hen ad vejen.

Forsøgte I at lyde som nogle allerede eksisterende acts på det nye album? Talte I om referencer under indspilningen?

– Hvis vi talte om noget, så var det helt sikkert, hvad vi ikke ville lyde som, siger Kapranos. – Jeg var besat af den første John Lennon-plade. Men mest af alt drev det mig nok i retningen af at skrive musik, som var anderledes. Jeg kunne lide den følsomme ærlighed på det album. Vi lyttede en del til Romanthony under indspilningen, en amerikansk houseproducer. Vores producer Philippe Zdar spillede det for os. "Bring U Up" … den sang og musikken er det, der lagde grunden for hele Paris-housescenen. Den musik, vi laver adskiller sig meget fra det. Men at bruge den specifikke studieteknik på et liveband for at fremtvinge noget nyt var meget spændende.

Det flyder forholdsvis let, når Kapranos har ordet. Efter gennemgangen af nu afdøde Romanthony, som i øvrigt synger på Daft Punks monsterhit "One More Time", og produceren på Always Ascending, Philippe Zdar (blandt andet kendt som den ene halvdel af den franske synthpopduo Cassius), springer han ud i endnu en anekdote.

– Min vens far døde for nyligt. Jeg fik hans samling af klassisk musik. Jeg begyndte at lytte til en masse komponister, som jeg ikke har lyttet meget til tidligere. Mahlers tiende symfoni blandt andet. Fantastisk! Siden hørte jeg et program på BBC's Radio 3 om de mest fantastiske akkorder i musikhistorien. Mahlers kone havde en affære med Walter Gropius, grundlægeren af Bauhaus-kunstskolen. Gropius skulle sende et kærlighedsbrev til hende og kom til at sende det til Mahler i stedet for – historiens værste freudianske fejlsending. Mahler læste brevet, og det knuste hans hjerte. Derefter skrev han en symfoni, som er drømmende, smuk, romantisk og sidenhen meget mørk med dissonante akkorder. Det er lyden af hans hjerte, som går i stykker. Så kraftfuldt.

Mahler skrev den her symfoni, og derefter døde han. Ifølge Alex Kapranos forstærkes musikken af historien bagom.

– Mahler var ikke ligefrem den bedste mand i verden. Han knaldede selv rundt. Men det er en fantastisk historie. Og det er fantastisk musik.

Lois Lane

Always Ascending udkom den 9. februar og er Franz Ferdinands femte studiealbum. Under interviewet fremhæver Alex Kapranos og Bob Hardy arbejdet med to af sangene på pladen, "Lois Lane" og "Huck And Jim".

– Vi havde en sangbog med skrevne sange, inden vi gik i studiet, siger Kapranos. Vi havde sangene, men vidste ikke, hvordan slutarrangementet skulle være. Tag en sang som The Flying Lizards' "Money". En god sang, som kan laves som en r&b-sang eller som en rock’n’roll-sang, som Beatles gjorde det, eller som et skrællet projekt, som Flying Lizards selv gjorde det.

– Sangen blev skrevet på en akustisk guitar, siger Hardy. Vi indspillede en demo, som var traditionel, med indie-feeling. Men vi følte, at den ikke rigtigt fik tag om os. Vi vidste, at sangen var god, men der var også noget, som ikke føltes friskt. En dag fjernede vi det hele og startede fra begyndelsen igen. Julian (Corrie) spillede synth.

– Vi tog guitarerne væk, fortsætter Kapranos. Så indspillede vi den ud fra, hvordan det ligesom føltes… at spille den. Julian fulgte min stemme og korrigerede sig ind herefter. Den er helt fri i versene. Det kan blandt andet mærkes, når vi spiller live; så er pauserne mellem taktstregerne anderledes lange. Som når Satie (Erik Satie, fransk 1800-talskomponist, red) komponerede. Han satte aldrig en taktstreg. Du tolker selv, hvornår det begynder, og hvornår det slutter. Det er følelsen i stemmen, som er afgørende. Det minder ret meget om, når man fortæller en historie. En meget fortællende måde at synge på.  

Huck And Jim

– Jag læste om Huckleberry Finn, fortæller Kapranos. Jeg var nysgerrig. En brillant bog. Det er chokerende, hvor meget de anvender n-ordet. Han (forfatteren Mark Twain, red.) var en radikal figur for sin tid. Han tog behandlingen af sorte op. På en meget subtil måde italesætter bogen slaveri. Det er relevant i vor tid, når vi har en figur som Trump, der er så bevidst polemisk og sår splid med vilje. Du overbeviser ikke nogen om, at de er galt på den ved at skrige ad dem. Du præsenterer helt enkelt beviset, og derefter må de selv komme frem til konklusionen. Det er det, jeg synes er en fejl i protesterne mod Trump. Trump skal væk, men vi kan ikke vinde over hans supportere ved at sige, at vi hader dem. Du må tilbyde et alternativ. Han gør folk vrede, og jeg forstår det. Vi skrev jo sangen ”Demagogue”. Den handler om ham. Men jeg er ikke sikker på, at angreb på hans supportere er den bedste fremgangsmåde. De fleste stemte trods alt på ham. Man kan ikke bare angribe dem.

                                                        


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA