x

Stort Veto-interview: Fire års stilhed, men aldrig helt forsvundet

Stort Veto-interview: Fire års stilhed, men aldrig helt forsvundet

I mere end fire år har der været stille. Veto skruede i 2013 ned for musikken og tog en pause fra bandet. Den overvældende succes havde nået sin kulmination, men hvad skulle blive det næste? Veto trak stikket og dykkede ind i sig selv. Fire år senere er Veto tilbage og albumaktuelle med 16 Colors og en turné med start i Aalborg 8. marts. Men der er ikke tale om et comeback.

Indtil sidste sommer har der været stille. Indtil sidste sommer var Veto gået under overfladen for at omfavne stilheden. Den tiltrængte stilhed, der langsomt havde opbygget sig som en kulmination på den overvældende succes. Veto havde brug for et pusterum fra den hastighed, deres karriere kørte i.

– Vi havde lidt brug for en breather dengang, fortæller bandets forsanger og sangskriver Troels Abrahamsen. ­– Vi havde kørt ret heftigt på i ti år med koncerter og lave plader, og det ene tog det andet. Det første, vi gjorde, da vi besluttede os for at tage en pause, var lige præcis at tage en pause fra det hele. Vi snakkede ikke så meget sammen, vi mødtes ikke, vi spillede ikke musik og stoppede de samarbejder, vi havde med musikbranchen.

Jeg møder Veto på det indre Vesterbro. Det er fredag, det regner, og eftermiddagen bevæger sig mod weekenden. Der står øl på bordet, der står chips, der står kaffe. Troels Abrahamsen og bassist Jens Skov Thomsen er mødt op for at fortælle mig, hvorfor deres tilbagevenden til den danske æter ikke skal regnes som et comeback.

– Der er ikke særligt mange tidspunker, hvor man får den mulighed for at reflektere over de processer, du bevæger dig ind og ud af hele tiden, siger Troels Abrahamsen. – Tiden blev brugt som en tænkepause over, hvordan jeg gerne ville have det sammen med de andre i bandet. Vi skulle bevare vores venskab, vores forretningsmodel og samtidig have et kunstnerisk output, som vi kan stå ved og være stolte af. For os var der behov for at gøre tingene lidt anderledes.

– Vi havde forberedt os på, at der var mange, der nok ville kalde det et comeback, fortsætter Jens Skov Thomsen. – Inde i vores hoved har vi bare brugt fire år på at lave en plade. For ti år siden var det jo meget normalt at bruge fire år på at lave en plade, men på grund af den måde, som musikforbruget kører nu, så skal man bare være aktuel fem gange i løbet af et år, for ikke at glide ud. I bund og grund handler det jo om stilheden, og om man tør omfavne den.

Maskinen i dvaletilstand

De fire år har været præget af stilhed, men også af den udefrakommende støj. Veto har været lukket ned, men samtidig er der blevet skruet op for eksisterende og nye projekter. Troels Abrahamsen er fortsat dykket dybere ind i den kreative selvbevidsthed, der omfatter hans solovirke. Jens Skov Thomsen mødtes med sanger Silas Bjerregaard fra Turboweekend og trommeslager Malte Aarup-Sørensen, tidligere Dúné, og skabte Mantua, og de andre i bandet bevægede sig ind og ud af musikkens verden.

– Bandet er kernen, vi hopper lidt ind og ud af, fortæller Troels Abrahamsen. – Igennem det sætter der sig noget fast på os, som vi tager med, når vi arbejder sammen igen. Sådan har det altid været, og alt det, vi laver, uanset hvad det er, påvirker Veto og vores samarbejde. Det feeder alt sammen ind i bandet, og det samme feeder også ind i andre projekter. Man kan få meget ud af ikke at låse sig fast i en position, og for os har det virkelig været sundt. Da vi skruede ned, blev der bare stille.

Veto bevægede sig væk fra aktualiteten og skruede ned for omgivelserne. De satte maskinen i dvaletilstand og deaktiverede arbejdsprocesserne. – Alt det der, vi har kørende, når vi er aktuelle, handler om, at vi har aktiveret en masse mennesker omkring os, fortsætter Troels Abrahamsen. – Og i det øjeblik, vi holder op med at være aktive, så bliver der totalt stille. På den måde er musik meget aktualitetsbåret, og det er ret fedt, at man på den måde kan træde ud af det ret nemt. Det der med at træde ud af det og tænke, at vi bliver nødt til at arbejde for musikken og de vilkår, vi gerne vil udgive musikken under. Derfor er denne gang lidt ligesom at starte forfra for os.

Vejen til succes

Omfavnelsen af stilheden har resulteret i en mere organisk musikalsk tilgang. Det er sådan set ikke en ny ting for Veto, men det er noget, der siden begyndelsen har bevæget sig langsomt ud af deres hænder. Med succesen kommer krav, og kravene stopper aldrig med at vokse.

Min første personlige og dybfølte oplevelse med Veto var på Roskilde Festival i 2011. Jeg havde hørt lidt om dem, men deres massive radiorotation havde jeg forsøgt at navigere udenom. Veto skulle åbne Orange Scene. Den koncert, jeg hvert år besluttede mig for at se, fordi der var potentiale for noget særligt. Jeg blev overvældet af bandets måde at nå ud til publikum på. Musikken var som et skud adrenalin, testosteronet flød i bølger ud over scenekanten, imellem regndråberne og ind i publikums kroppe. Det var mægtigt og en magtdemonstration af populærmusikkens styrke. Men for bandet var koncerten på Roskilde Festival i 2011 et vendepunkt.

– Det var jo en sindssyg oplevelse at spille på Orange, fortæller Jens Skov Thomsen. – Man har været på den festival, siden man var 15 år gammel og stået og drukket sig stiv i pitten og tænkt over, hvor vildt det, der foregår på scenen er. Pludselig står man der selv, og hvad skal man så derfra? Glastonbury? De ringede ikke til os. Nu har vi spillet Orange. Hvad er så det næste succeskriterium? Nogle bands tonser måske bare videre, men vi havde i højere grad følelsen af at trække stikket.

– Det kan nemt komme til at lyde som om, at vi følte os helt tomme indeni, tilføjer Troels Abrahamsen. – At vi var blevet totalt opslugt af succes, stoffer og fester. Men sådan var det slet ikke. Det har været sjovt, og vi har nydt det. Men jeg kan huske det sidste show, vi spillede. Det var et sted i Schweiz langt væk fra lands lov og ret. Det var et lille show, men med et dedikeret publikum. Vi spillede med en ret lille produktion, men det var bare monstersjovt. Vi hyggede os med det, og det var fedt at spille, selvom vi var nået til et punkt, hvor koncerterne bare var noget, der skulle overstås. Og inden da havde vi faktisk besluttet os for at tage en timeout. Vi gav lidt slip på det hele, og det gjorde, at vi bedre kunne nyde showet. Det gik garanteret i underskud, fordi showet var i Schweiz. Og for dem, der skulle leve af os, var det sikkert ikke et særligt godt show, men for os var det. I min bog var det en succesfuld aften. Og det er sådan, vi gerne vil have det hver gang. Følelsen af, at det er gået godt, fordi vi har haft lyst til at spille og har haft lyst til at være der.

Kreative succeskriterier

Følingen med de personlige succeskriterier havde bevæget sig ind i industriens favntag, og bandets behov for at finde tilbage til udgangspunktet begyndte langsomt at vokse. Troels Abrahamsen beskriver Orange Scene som et point of no return – en opfattelse, som mange danske bands sikkert kan forstå.

– Det er et vendepunkt, fordi vi enten skal vælge at jokke virkelig meget i pedalerne for at overgå det, eller også skal vi opstille vores egne alternative succeskriterier, der går mere i tråd med dem, vi er som personer, fortæller han. – Det er de kriterier, vi har forsøgt at genfinde. Hvad vi måler det her projekt på, og hvad vi gerne vil have ud af det.

– Når du er i rumlen, og der er mange mennesker omkring dig, og det hele kører, så bliver der opstillet alle de her succeskriterier, tilføjer Jens Skov Thomsen. – Det handler altid om, hvor godt vi gjorde det sidst, og at vi denne gang skal gøre det bedre. På den her plade aftalte vi, at succeskriteriet skulle være kreativt. Vi skulle have en plade, som vi synes er fantastisk. Uanset hvordan den kommer til at klare sig, er vi tilfredse, fordi vi er levet op til det succeskriterier, vi har sat os selv. Vi har gjort os nogle overvejelser om, hvilket projekt vi gerne ville have, hvad vi stiler efter, og hvordan vi gerne vil definere det her projekt.

Omdrejningspunktet for de alternative succeskriterier er blevet til albummet 16 Colors. Den omfatter en mere organisk lyd og tilgang til at indspille musik i et studie. Albummet er indspillet analogt, og skabelonerne har ligget klar, inden Veto trådte ind i studiet. – Vi havde booket studiet i ti dage, fortæller Troels Abrahamsen. – Da vi trådte ind i studiet, havde vi ikke en plade, men da vi trådte ud, havde vi.

Lyduniverset på 16 Colors befinder sig langt fra toeren Crushing Digits, men tæt på debuten There’s A Beat In All Machines. – Der er en slags stoflighed på pladen, og det er på grund af måden, der er indspillet på, fortæller Jens Skov Thomsen. – Det er ikke så programmeret som tidligere.

De 16 farver

I Vetos lydunivers har maskinen og det mekaniske altid været centralt. De omtalte problemer har været menneskelige, men ofte har de været omsluttet af en skal af teknologi. 16 Colors omfatter farverne i HTML-specifikationen, men det er ikke et direkte forsøg på at skabe en konceptuel fortælling om teknologiens udvikling. For Troels Abrahamsen er det et personligt symbol på den fremmedgørelse, vi som mennesker har over for den verden, vi oplever.

– Det er et symbol på en begrænset nuancering, eller en falsk nuancering, fortæller han. – Den specifikation siger noget bestemt til mig, fordi den har at gøre med måden, vi opfatter informationer på. Der ligger et selvbedrag i det, fordi de 16 farver som udgangspunkt var meget, og det kan være svært at se behovet for mere end det, de omfatter. Vi kom til at snakke om det, og hvorfor jeg havde brugt det i en af sangene. Den sang beskæftiger sig med, at man kan begrænse sit udsyn, hvilket ligger ret grundfæstet i det at være menneske, fordi man hele tiden retter sit syn mod noget bestemt. Man sorterer hele tiden en hel masse andre ting fra. For mig var de 16 farver et billede på det. Det er sådan en selvvalgt begrænsning for at kunne systematisere noget og for at kunne fokusere på noget.

Jeg kommer til at tænke på den verden, min generation oplever igennem et overvældende mediebillede. Jeg tænker på sociale medier og opbyggelsen af den kunstige identitet. Jeg tænker på udfordringen ved at begå sig i verden, imens der er en overflod af sanseindtryk, der konstant vælter ind i mit hoved.

– Det handler dybest set om følelsen ved at være låst inde i sig selv. Det er den grundlæggende problematik på pladen, siger Troels Abrahamsen. – Formålet ved at være et psykologisk væsen, der er låst inde i sig selv, men bruger hele sit liv på at modtage en eller andet form for filtreret output, men også på at skyde noget af sted, der forhåbentlig bliver forstået af modtageren. Det handler om skellet mellem her og der. Det findes nok ikke en mere fælles følelse end fremmedgjorthed. Når man ikke bliver forstået, eller ikke kan gøre sig forstået eller kan forstå, hvad der foregår. Det er et grundlæggende vilkår ved alle mennesker.

Selvbedragets ekstremitet

16 Colors er ikke direkte aktualitetsbåret. Den er ikke baseret på et bestemt fænomen eller tidens tendenser. Den er ikke en forlængelse af debatindlæg og diskussioner, men et resultat af en naturlig inspiration ved menneskets psykologi.

– Jeg har prøvet at se på selvbedraget som en person. Det her klassiske billede af de to samvittigheder på hver skulder, fortæller Troels Abrahamsen. – Der er hele tiden noget, der hjælper os med at træffe nogle bestemte beslutninger. Det tror jeg ligger meget ubevidst i os, og vi er ikke klar over, at det sker. Men ind imellem bliver man pludselig bevidst om, at man er drevet af noget bestemt.

Igennem Vetos karriere er verden blevet mere ekstrem. Nogle gange er det svært at følge med, fordi endnu en selvmordsbomber sprænger sig i luften i Syrien. Donald Trumps aggressionsudbrud på Twitter bliver gradvist mere og mere trivielt, og hjemmevideoer af trafikuheld, der bliver delt på Facebook og Instagram, har fået en ny underholdningsværdi. Hvis jeg ikke stopper og tænker over det, der lige nu foregår ude i verden. Hvis jeg ikke sætter den kontinuerlige strøm på pause, mister jeg grebet om mig selv.

– Perioden, hvor pladen er blevet til, har været præget enormt meget af ekstremisme igennem det daglige mediebillede, siger Troels Abrahamsen. – Der er sket ret mange ekstreme ting, hvad enten det har været politisk eller ej, og jeg føler også nogle gange, at vi som mennesker bevæger os i en mere ekstrem retning. Så det er meget gennemgående på pladen, da den yderste konsekvens ved at give vores hjerne frit løb kan få os til at ende i et ekstremt spor. Og det er i det hele taget nemt at falde ned i et ekstremt spor. Man kan virkelig fucke sig selv helt gennemgrundigt oppe i hovedet uden særlig meget hjælp udefra.

Frygten ved at vende tilbage

Tilgangen til musikken har denne gang været anderledes, men udgangspunktet er altid det samme. Formålet er at fortælle historier om noget, lytteren kan forholde sig til uden nødvendigvis at kunne uddrage én enkelt mening. Veto har været væk for at genfinde det, der var tæt på at gå tabt undervejs. – Den der organiske lyd og live feel har vi mistet lidt efter indspilningen af vores første plade. Men nu har vi fundet den igen, siger Troels Abrahamsen.

Men forsvinder man fra overfladen, er udfordringen at vende tilbage. Vil man stadig være husket? Vil man stadig være interessant? Har man noget på hjerte, som folk kan forstå?

– Vi har selvfølgelig været bekymrede for at miste vores fanskare, hvis folk virkelig ikke kunne lide vores nye sange, siger Troels Abrahamsen. – Men i den lukkede proces, vi har været i, kan man jo også godt bekymre sig om, hvorvidt det fede bare har været en stor vrangforestilling. Men det har jo vist sig, at folk har taget virkelig godt imod de nye sange på pladen. Det har været en fornøjelse igen at kaste sig ud i det hav af folk, der diskuterer ens musik.

16 Colors centrerer sig om individet, og hvordan individet begår sig i en verden, der konstant byder på nye indtryk. Det overordnede tema adskiller sig fra bandets tidligere materiale, men som altid er der altid ét tema, som musikken centrerer sig om.

– Vi har skruet op for dramatikken og for dynamikken, siger Troels Abrahamsen. – Vi har prøvet at være mindre cool og gå all-in på forskellige elementer. Tekstmæssigt har jeg også flyttet mig fra at skrive om mig selv som udgangspunkt, til at forsøge at skrive om noget alment. Men hvad vores musik handler om, finder vi egentlig først ud af bagefter, når vi sætter os ned og lytter det igennem og kigger på, hvad der har trukket os igennem det hele. Når vi er i processen, er det hele mere intuitivt. Det er først bagefter, at vi tager stilling til, om det decideret passer sammen, og hvilken paraply det skal ind over.

Begyndelsen forfra

Inden udgivelsen af 16 Colors stod Veto alene. De havde intet pladeselskab, de havde intet management, og deres fans havde sikkert heller ikke helt fornemmelsen af, hvad der egentlig var under opsejling under koncerten på Heartland sidste sommer. 16 Colors er selvudgivet, og Veto er efter eget udsagn blevet meget mere selektive med de koncerter, der står i kalenderen for 2018.

– Det er det, vi har brug for nu, fortæller Troels Abrahamsen. – Det har intet at gøre med dem, vi før har arbejdet sammen med, men nu har vi et behov for selv at bestemme vores tempo og måden, det hele skulle gøres på. Denne gang er vi kommet med et færdigt produkt til dem, vi samarbejder med og fortalt dem, hvordan vi gerne ville gøre tingene. Det er en lidt omvendt proces end tidligere, hvor vi hele tiden har søgt nogle mennesker, der kunne fortælle os, hvordan vi skulle gøre tingene.

Har I løbet en risiko ved at gøre det på den måde?

– Vi har helt klart løbet en risiko, siger Jens Skov Thomsen. – Også bare en økonomisk risiko ved selv at gå ind og finansiere albummet. Men ved, at vi har trukket os helt inden da, har vi jo egentlig ikke haft så meget at tabe, fordi der ikke har ligget noget pres på os.

Vetos turné bringer dem til følgende steder:

8/3 - Aalborg - Skraaen

9/3 - Aarhus - VoxHall (udsolgt)

10/3 - Odense - Magasinet

14/3 - Aarhus, VoxHall

15/3 - København - Vega

16/3 - København - Vega

Hør albummet "16 Colors":

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA