Kommentar: Syv ting, jeg har lært af 11 sæsoner med X Factor

Kommentar: Syv ting, jeg har lært af 11 sæsoner med X Factor

Fredag den 6. april finder finalen sted i den allersidste X Factor på DR. Programmet lukker og slukker efter 11 sæsoner på DR – men genopstår næste år på TV2.

Jeg har fulgt alle sæsoner af X Factor, de første ni meget tæt og de to sidste en smule mindre årvågent, og har alle dage haft et had/kærlighedsforhold til talentprogrammet. Derfor er det med blandede følelser, jeg skal sige farvel til det i dets nuværende form. Jeg har, ligesom mange andre, gjorde mig en del overvejelser over programmet, og dem forsøger jeg her efter bedste evne at skitsere.

Allerførst må jeg bekende kulør. Den primære grund til, at jeg har set programmet så intensivt gennem årene er, at jeg blev så provokeret af de to første sæsoner, at jeg besluttede mig for at skrive en satirisk krimi inspireret af blandt andet den nådesløse konkurrence mellem de dygtigste deltagere, den voldsomme latterliggørelse af de mest talentløse medvirkende og det særdeles tætte samarbejde med det multinationale pladeselskab Sony Music, som især de første sæsoner bar præg af. Af forskellige årsager, blandt andet at jeg sideløbende også skrev og udgav en anden roman, tog det mig hele syv år at færdiggøre bogen, men den udkom dog i 2016 under titlen ”Det bliver et nej tak herfra”. Og herefter tillod jeg mig at se X Factor lidt mindre intensivt de følgende to sæsoner. Nu kunne jeg jo ikke mere hente inspiration i serien.

LÆS OGSÅ: GAFFA-webredaktør om sin satiriske musikbranchekrimi: Overdrivelse fremmer forståelsen

På bogens udgivelsestidspunkt var X Factor – heldigvis – for længst holdt op med at fokusere så meget på latterliggørelse af de mest håbløse deltagere, ligesom konkurrenceelementet mellem de dygtigste medvirkende syntes noget nedtonet, måske fordi de mellemliggende år havde vist, at en sejr eller finaleplads i udsendelsen bestemt ikke var ensbetydende med en genvej til en succesfuld musikalsk karriere. Thomas Blachman, der er forlæg for en af hovedpersonerne i romanen, var heldigvis stadig dommer, om end han var blevet noget mere mild, om end ikke mindre rablende gennem årene.

Min grundlæggende anke mod X Factor har dog været den samme hele tiden, nemlig at det på mange måder er et underholdende program, men at det efter min mening ikke er public service, og at det derfor ikke hører hjemme på en public service-kanal. Og det synes DR åbenbart heller ikke mere, hvorfor kanalen stopper med at sende udsendelsen, der nu overgår til TV2, der ganske vist også har en public service-forpligtelse, men samtidig er delvis reklamefinansieret, og det passer efter min mening meget bedre til et gennemført kommercielt produkt som X Factor. Mission accomplished, hvis jeg må være så fræk. I øvrigt er Danmark ifølge en artikel i forbindelse med X Factors 10 sæsons jubilæum ved indgangen til 2017 det eneste land i verden, hvor X Factor er blevet sendt på en statsfinansieret public service-kanal – i alle andre lande, 40 af slagsen, bliver det sendt på kommercielle kanaler.

Her er, hvad jeg har lært af 11 sæsoner med X Factor i punktform. Meget af det har du hørt før fra andre debattører, men jeg synes godt, jeg kan tillade mig en opsamling her ved denne skillevej – som måske er en X-vej.

1) En sejr eller finaleplads er ikke en adgangsbillet til en musikalsk karriere – især af to årsager

Kun de tre første sæsoners vindere har fået gang i en længerevarende musikalsk karriere: Martin Hoberg Hedegaard vandt overbevisende bare 15 år gammel i 2008, forsvandt, men genopstod med stor succes i 2015 som Saveus, der så sent som i denne uge er blevet offentliggjort til at åbne Orange Scene på Roskilde Festival. Linda Andrews forsvandt hurtigt fra mainstream-popscenen, men lever i dag som korleder og sangunderviser inden for gospelmusikken og har udgivet tre album, senest i 2017. Thomas Ring har også udgivet tre album, det seneste i 2017, selvom kun det første har solgt nævneværdigt. Alle tre har for længst afbrudt samarbejdet med Sony Music (eller omvendt), som udgav debutalbummet som en del af X Factor-præmien – mere om dette senere.

De fleste af de andre vindere er gået direkte i glemmebogen, og skrækeksemplet er fjerde sæsons Sarah, der først blev kåret som vinder i Parken, hittede med to singler og et album og kort efter blev droppet af Sony Music, hvorefter hun floppede stort med to selvudgivne singler, inden hun indstillede sin musikalske karriere – endnu mens hun var teenager – og måtte ernære sig som medarbejder i en Build-a-Bear-butik. Det går op og ned i showbizz.

Enkelte andre deltagere i liveprogrammerne har dog fået gang i noget, der minder om vedvarende musikalsk succes, først og fremmest Basim og Citybois. I begge tilfælde må man sige, at der i nogen grad er tale om fænomenet ”fake it ’til you make it”. Hverken Basim eller de to medlemmer af Citybois var færdigpakkede sangtalenter, da de stillede op til audition, men de havde noget at bygge videre på, charme og selvtillid og stor lyst til at dygtiggøre sig, og det må man tage hatten af for.

I tilfældet Martin må man sige, at mandens musikalske talent er så indiskutabelt, at han ville være blevet opdaget uanset hvad. Hvad angår Linda Andrews og Thomas Ring har X Factor-sejren nok givet en genvej til et liv med musik på et eller andet niveau.

Hvorfor er der så ikke ret mange af vinderne, der bliver til noget? Hvis man kigger til X Factors moderland England, er der en noget større succesrate her. Vi nævner i flæng: Leona Lewis, Little Mix og James Arthur, og så naturligvis X Factors største succes til dato, One Direction, der blev sat sammen af kasserede solister og endte på en tredjeplads i 2010.

Forklaringen er måske, ud over at talentmassen selvfølgelig er større i et større land, at man som X Factor-vinder bliver vurderet på sit talent som performer, som sanger, danser og/eller rapper, ikke som sangskriver. Deltagerne skal jo først og fremmest synge covernumre, indtil de når finalen, og det skal de naturligvis, fordi seerne skal høre nogle sange, de kender i forvejen. Ellers zapper de væk fra kanalen, og så kan man ikke samle millioner foran skærmen. Som sagt: X Factor er et gennemført kommercielt produkt. Dermed er det langtfra sikkert, at X Factor-vinderne kan skrive sange, og de er derfor ofte afhængige af, hvad de bliver forsynet med af holdet omkring X Factor.

Her synes de danske vindere hyppigt at blive ladt i stikken med middelmådigt materiale, som nok er skrevet af professionelle sangskrivere, men hvor man ofte har haft mistanke om, at de havde tømt, hvad de lige havde liggende på overskudslageret, måske lige bortset fra den første single, for der skal jo smedes, mens X’et er varmt. Der synes simpelthen ikke at blive kælet for de danske vindere på samme måde, som der er blevet det med de engelske, Tankegangen synes at være, at så snart vinderen er fundet, er showet slut, og så kan vi kigge frem mod næste år. Den samme dalende interesse lader til at gælde hos publikum, der nok kigger med, så showet har høje seertal år efter år, men ikke gider streame vinderen, når vedkommende er kåret.

En anden og beslægtet forklaring kan være, at vi i Danmark, modsat i England og USA, ikke den store tradition for pop- og rocksangere, der synger andres sange. Elvis Presley, Whitney Houston, Celine Dion (ja, ja, hun er fra Canada) og den førnævnte X Factor UK-vinder Leona Lewis har haft stor succes med primært andres materiale, og vi har ikke mange af den type kunstnere herhjemme. Jo, Peter Belli, men han har jo i mange år appelleret til et ældre segment og er nu gået på pension, og til dels Sanne Salomonsen, der jo sjovt nok er blevet dommer i sidste sæson af X Factor på DR.

Af samme årsag er der måske mangel på sangskrivere herhjemme, der har som deres primære arbejde at skrive sange til andre – jo, de gør det til udenlandske kunstnere, det gør for eksempel Remee, Thomas Troelsen, Cutfather og Soulshock, der på forskellig vis alle har været forbi X Factor gennem årene – men i mindre grad til danskere, med Marcus Winther-John som en af undtagelserne. Dermed mangler X Factor-vinderne ofte ordentligt sangmateriale, og det er formodentlig en vigtig årsag til, at så mange af dem er floppet så eftertrykkeligt. Og omvendt skræmmer X Factor-konceptet muligvis en del af de selvskrivende kunstnere væk, fordi de ved, at de først skal gennem en masse covernumre, inden de – måske – kan få lov at synge deres egne sange. Det gjorde Thomas Ring dog på det album, han udgav som sin X Factor-præmie, og på sine efterfølgende udgivelser

En kunstner, der synger egne sange, er altid bedre stillet karrieremæssigt end en, der er afhængig af andres materiale – altså medmindre vedkommende har en stemme i Whitney Houston-ligaen, og det har trods alt de færreste herhjemme. Det kunne være interessant med et program, hvor kunstnerne synger egne sange, men så ville man næppe opnå de samme høje seertal. Heldigvis har vi et fænomen som KarriereKanonen, som DR også er involveret i på radiosiden, og som modsat X Factor har fundet en del kunstnere med varige karrierer, eksempelvis Magtens Korridorer, Marie Key, Djämes Braun, The Minds of 99 og Katinka. Måske skulle man også gøre KarriereKanonen til et tv-fænomen?

En anden årsag til X Factor-vindernes manglende succes kan være manglende liveerfaring. Hvis man vil etablere sig som langtidsholdbar kunstner i Danmark, er det en fordel at have noget asfalt på CV’et. Man skal simpelthen spille den op fra slap, og hvis man ikke har prøvet det, før man vinder et talentshow, kan det være noget af en udfordring efterfølgende. Især hvis der ikke kommer ret mange, men det har langt de fleste musikere prøvet. Som det fremgår af Christina Rosendahls film Stjernekigger, kom der to betalende gæster til den første Swan Lee-koncert, men siden gik da det da meget godt for den senere X Factor-dommer Pernille Rosendahls band. Jeg har også overhørt Peter Sommer være uenig med en medarbejder på det hedengangne Aarhus-spillested Musikcaféen, om der kom 35 eller 40 betalende gæster ved en koncert i foråret 2004. Et halvt år fik manden et massivt hit med ”Valby Bakke”, han kom på forsiden af GAFFA, og der begyndte at komme noget flere til hans koncerter. Man skal bare blive ved. Desværre indebærer en sejr i X Factor ikke, at der bliver bygget et liveband op omkring vinderen. Det kunne ellers være en vej mod vedblivende succes.

2) Og vinderne er: Dommerne – især Thomas Blachman – Simon Cowell og Sony Music

Hvis man skal kåre én vinder gennem 11 sæsoner af X Factor, er det naturligvis Thomas Blachman, dommer gennem alle år undtagen tredje sæson. Manden var, inden første sæson gik i luften, en anerkendt jazztrommeslager, komponist, producer på ikke mindst Caroline Hendersons succesfulde solodebut Cinemataztic og kendt for mange spændende projekter. Blandt andet pladeselskabet ManRec, der var internetbaseret flere år, før dette blev almindeligt og blandt andet derfor blev en økonomisk fiasko, og for et af de første danske forsøg på at fusionere jazz med hiphop sammen med blandt andre Al Agami og den senere X Factor-dommerkollega Remee.

Thomas Blachman var dog ikke kendt af alle danskere før X Factor, og nok var han rig, men det skyldtes primært hans status som millionarving. Siden han blev kendt som først den maniske og aggressive, siden den maniske og mere positive dommer, har alle døre stået åbne for ham: Flere programkoncepter på DR, to bogudgivelser på store danske forlag, reklamekampagne for DSB, uendelig taletid i danske medier og selvfølgelig et fedt dommerhonorar år efter år. Sjovt nok har der været forholdsvis lidt fokus på de musikalske projekter, han har været involveret i uden for X Factor, men han har dog optrådt fra tid til anden med den fremragende jazztrio Ginman/Blachman/Dahl og udgivet et glimrende album med jazzgruppen The Pulse.

Al hans medvind skal være ham vel undt. Blachman er en sammensat person, men han er både intelligent og underholdende, og hans uendelige talestrøm rummer bestemt guldkorn fra tid til anden. Man kan dog undre sig over, at han hele tiden taler om at hylde det unikke og skæve, når det overordnede koncept i X Factor gør, at vinderen som regel er alt andet end det. Der er fra tid til anden særprægede indslag i X Factor, og et af højdepunkterne var, da den 17-årige håndboldpige Amanda i 2013 sang ”Chimacum Rain” af 70’er-folk-singer-songwriteren Linda Perhacs. Et nummer og en kunstner, som jeg, der ellers skal forestille at være professionel musikkyndig, ikke havde hørt om på daværende tidspunkt. Det var Blachmans påfund, og dem har der været nogle stykker af gennem tiden, og tak for det. Desværre ender de fleste af de mere særegne indslag i X Factor med enten at blive stemt hjem eller få barberet alle kanterne af, inden vi når finalen. Så er vi lige vidt.

De øvrige dommere i serien har også haft god vind i sejlene, især Remee, der jo også har været med i otte ud af de 11 sæsoner og haft gang i mange sideløbende projekter, blandt andet et pladeselskab og flere natklubber. Det har heller næppe skadet salget af næste års billetter til Anne, Sanne og Lis’ arenashows, at Sanne Salomonsen har varmet op med en dommertjans ud over den populære DR2-dokumentarserie. Igen, det skal være dem så evigt fortjent, de leverer både god underholdning og trods alt også en del begavede musikalske kommentarer undervejs.

Simon Cowell og hans selskab Syco er selvfølgelig også en af vinderne. Den engelske pladeselskabsmand og talentspejder har udtænkt hele X Factor-konceptet, som han selv har været den aggressive dommer i – modellen for første udgave af Thomas Blachman, om end Cowell modsat Blachman aldrig selv har været udøvende musiker på seriøst niveau. Med stort talent har Cowell fået eksporteret konceptet til hele verden, på tværs af etniciteter, kulturer og religioner. Hver gang en udsendelse løber over skærmen et eller andet sted i verden, ryger der penge ind på hans i forvejen særdeles velspækkede bankkonto. Igen en idé, man må tage hatten af for, men det er jo altså ikke public service.

Det multinationale pladeselskab Sony Music har også nydt godt af X Factor gennem årene, globalt set. Det er en del af det overordnede koncept, at vindernes plader udgives af Sony Music, da selskabet har købt sig ind i Simon Cowells selskab Syco. Det kan man da kalde en win-win-situation. På den måde har public service-stationen DR givet Sony Music masser af gratis reklame. Det var selvfølgelig især relevant i programmets første håndfuld år, dengang man rent faktisk kunne sælge plader, som Martin, der solgte over 100.000 fysiske albums dengang i 2008. I de senere år er pladesalget som bekendt overhalet med mange længder af streams, som selskaberne ikke tjener nær så meget på, bortset fra de helt store hits, og dem har der ikke været mange af fra X Factor-vinderne på det seneste. Det er da også fire år siden, at den tidligere så forjættede pladekontrakt til en million kroner, som var vinderpræmien i de unge år, er konverteret til noget mere beskedent i form af en uges studietid med en aktuel producer og efterfølgende ep-udgivelse – og i år også lidt danseundervisning og sangtræning fra et par internationale navne.

3) Det bliver mindre år for år

X Factor synes nemlig at blive mindre og mindre år for år. Da showet peakede i sæson tre og fire, blev finalen holdt i Parken med internationale gæstestjerner som Erik Hassle og Take That og danske topnavne som Medina, Dúné og Carpark North. Siden skruede X Factor sig ned til størrelse Jyske Bank Boxen, og i de senere år er finalen blevet afholdt i meget mindre lokaler i DR Koncerthuset – vel at mærke i Studie 5, der er et regulært tv-studie og ikke den mere imponerende Koncertsalen. Lidt stjernestøv kommer der dog stadig forbi, som da Ed Sheeran gæstede showet sidste år – han skulle give koncert i Jyske Bank Boxen dagen efter, så han var i nabolaget – og i år, hvor vi kan forvente besøg af engelske Anne-Marie og vores alle sammens Thomas Helmig. Sidstnævnte udkommer sjovt nok på Sony Music – det gør dog hverken Anne-Marie eller Ed Sheeran, skal det tilføjes.

4) X Factor har fået os til at diskutere kvalitet

Det skal ikke være brok, det hele. Selvom produktet, årets vinder af X Factor, måske hurtigt går i glemmebogen, er processen derhen interessant. X Factor har i stor stil fået danskerne foran tv og på de sociale medier til at diskutere kvalitet og originalitet, og hvad forskellen er på en god og en fremragende sanger, på hvordan man kan arrangere forskellige numre, på hvordan man fremstår selvsikker på en scene. Det er alt sammen udmærket og tæt beslægtet med…

5) X Factor har samlet børn og voksne 

I disse år taler man meget om den manglende sammenhængskraft både ude i de små hjem, og i familierne, hvor bonusmor, papfar og de sammenbragte børn sidder med hovedet nede i hver deres skærm uden at tale med hinanden. X Factor har tilsyneladende bragt familierne sammen igen om et fælles emne, ja, nogle gange tre generationer under samme tag, og det er da herligt.

6) X Factor fortæller lidt om kulturel diversitet

Noget af det allerbedste ved X Factor er, at en lang række af deltagerne, også finalisterne, har været af anden etnisk herkomst end dansk, uden at dette i sig selv har været et emne, hvilket ellers er sjældent, når etniske mindretal bliver fremstillet i medierne. På den måde fremviser X Factor landets kulturelle diversitet, uden at denne hverken skal gøres til et problem eller et fortrin – den er der bare, og tak for at minde os om det. I det hele taget viser X Factor, hvor alsidigt det danske samfund er, når programmet viser personer fra forskellige socialgrupper og repræsentanter for seksuelle minoriteter, uden at dette nødvendigvis skal italesættes. Det handler naturligvis om, at X Factor vil fortælle ”den gode historie”, og det gør programmet bestemt også.

7) X Factor har lært os lidt om almindelig høflighed

Bortset fra de første sæsoner, der fokuserede alt for meget på latterliggørelse af de mest udfordrede deltagere, og bortset fra dommernes indbyrdes skænderier, der jævnligt bryder ud, så taler de medvirkende faktisk ganske pænt til hinanden, og det er tydeligt, at der opstår varme venskaber mellem deltagerne trods den indbyggede konkurrence. Selv når der skal stemmes nogle hjem, hvilket jo er et djævelsk element i programmet, og en stor årsag til dets underholdningsværdi, sker det med stor værdighed og respekt for de hjemsendte deltagere. Tænk hvis fodboldfans behandlede modstanderholdets fans på samme måde, så kunne politiet spare enorme ressourcer.

Og fremtiden…

Nå, det blev en længere smøre. Må den bedste deltager vinde i finalen. Jeg har ikke et bud på, hvem der vinder i år. De er alle tre talentfulde og sympatiske, men lider som mange af deres forgængere på en udtalt mangel på personlighed og originalitet. Jeg vil dog gerne overbevises om det modsatte. Om jeg følger med, når showet vender tilbage på TV2? Det vil jeg lige tænke over det næste års tid. Om Blachman følger med? Mon ikke, det er jo ham, der er showet – medmindre han skriver kontrakt med DR om et nyt program, for han har noget på vej om undervisning i den danske folkeskole. Det kan jo selvfølgelig også være, han springer ud som politiker – efterhånden det eneste, der står på hans to do-liste.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA