Kick out the Jams, motherfuckers!: En samtale med Wayne Kramer

Kick out the Jams, motherfuckers!: En samtale med Wayne Kramer

Det virkede ikke sandsynligt, da jeg i sin tid købte MC5s debutalbum Kick Out the Jams fra en rodekasse i Roskilde på vej hjem fra en festival – og formentlig endnu mindre for Wayne Kramer, da han sammen med resten af MC5 udgav bemeldte debutalbum i et USA i opbrud.

Men her sidder vi altså, 50 år efter ’68, over espresso og danskvand på et hotel i Aarhus: 70-årige Wayne Kramer overfor GAFFAs udsendte. Meget langt fra Detroit i ´68 – og så måske alligevel ikke.

Historiens gang

– Jeg anerkender, at det er vanskeligt at have en referenceramme, en kontekst på hvad der sker nu, hvis man ikke var tilstede i 1968, siger en fokuseret Kramer og fortsætter:

Men nogle af parallellerne er ikke til at tage fejl af: Den rene, arrogante korruption i den amerikanske præsidentielle administration. Nixon var en dygtigere politiker (end Donald Trump, red.), men slutresultatet var det samme:

De er begge mænd, som ikke var og er kvalificerede til at indtage en position med så stort ansvar, magten over så mange mennesker liv. Hvis det ikke var for ungdommen, ville jeg være modløs.

Ser du historien som en cyklisk størrelse, eller tror du at vi bevæger os i en nedadgående spiral?

Nej, det tror jeg faktisk ikke, vi gør. Jeg tror, at historien skal bedømmes over længere tidsperspektiver end år eller årtier. Jeg tror, man skal kigge på årtusinder for at få en retvisende fornemmelse af historiens gang.

Du ved, vi laver i den tryggeste og mindst voldelige verden, med de største videnskabelige og medicinske fremskridt i artens historie. Så hvis du kigger på det store billede, klarer vi os fremragende!

Ja. Men hvis du kigger på et andet stort billede, så er der hele klimaproblematikken, som kan siges at sætte os i en anden situation end tidligere –

Det er sandt. We might not make it. Det er altid en mulighed.

Heroinhandlens vilde vesten

Det er det, jeg mener. I forhold til din egen karriere, er der en bestemt periode, jeg har glædet mig til at spørge ind til, nemlig da du kom ud af fængsel, flyttede til New York og slog dig sammen med Johnny Thunders i bandet Gang Wars. Kan du prøve at kaste lidt lys over de år? Jeg mener: I dag er New York – eller i al fald Manhattan – et temmelig familievenligt sted. Men hvordan var byen og scenen dengang i anden halvdel af 1970’erne?

Da jeg kom til New York i 1979-80 var hele Lower East Side heroinhandlens vilde vesten – det var fuldstændig ude af kontrol. Det var et friluftssupermarked med stoffer, åbent 24/7. Som bazaren i Cairo...

Det var Tompkins Square Park og deromkring?

Yeah, og østover. Avenue A til Avenue D, 14th street og ned forbi Houston (st) var en kæmpestor stof-bazar; organiseret kriminalitet i stor stil. Du kunne købe stoffer på åben gade, uden at skjule det, på et hvilket som helst tidspunkt af døgnet. Alt, du behøvede, var kontanter. Det var som en mørk vision, som Dantes Inferno – det var perverst og unaturligt og spændende og skræmmende, på samme tid....

Og så var der samarbejdet med Thunders i Gang War?

Gang War var et eksperiment, som var dømt til forlis. For når folk står midt i et aktivt opiat-misbrug, så dominerer afhængigheden alle aspekter af deres liv. Så kunst, musik, karriere, relationer bliver altsammen sekundært i forhold til dit misbrug.

Og hvordan manifesterede det sig, i jeres tilfælde?

Vi fik ikke øvet, fordi vi skulle skaffe stoffer først; af samme grund fik vi ikke spillet shows. Lufthavne og at tage på turné var ikke en mulighed, fordi vi skulle have stoffer. Så det umuliggør at udføre det arbejde, man er nødt til at gøre for at have et band. 

Og det var situationen for både du og Johnny, på det tidspunkt?

I begyndelsen var det ikke for mig. Jeg blev løsladt fra fængslet i ’79 og forsøgte virkelig hårdt på ikke at vende tilbage til aktivt opiat-misbrug. Men jeg havde det på tæt hold hver dag, og i sidste ende havde jeg ikke en chance. Så til sidst bukkede jeg under for min egen afhængighed, og mellem os to var det absolut umuligt at køre et band.

Persona non Grata

Tillad mig at gå endnu længere tilbage. Få måneder efter I udgav Kick Out the Jams, sendte Jefferson Airplane deres mest politiske album, Volunteers, på gaden. Hvordan havde I det med hele vestkystscenen, i MC5?

Min kritik gik ikke på det politiske: Rent politisk var vi på bølgelængde, for så vidt angik vores afvisning af forældregenerationens håndtering af nationens kurs. Alle unge var enige om, at vore forældres generation fuckede op.

Min kritik gik på musikken: Jeg brød mig ikke om vestkystkunstnernes musik. Jeg er født og opvokset i Detroit, og vi havde en anden opfattelse af, hvordan bassen og trommerne fungerer, og hvordan guitaren skal spilles.

Det, jeg hørte på vestkysten, var folkemusikere, som havde købt elektriske guitarer. Som ikke rigtig forstod instrumentets muligheder. Og jeg synes ikke, vestkystens rytmesektioner var særligt gode. Sammenlignet med James Jamerson, Benny Benjamin, Pistol Allen, Detroit-Motown-rytmesektioner.

Da John Lennon og Yoko Ono flyttede til New York City I 1971/72 fik de ret hurtigt en tilknytning til den særlige niche af modkulturen, hvor I også befandt jer. Var du med til John Sinclair Freedom Rally i december ’71?

Ja, jeg var det – og det var meget svært for mig. Jeg prøvede ihærdigt at sikre MC5 en plads på plakaten ved den koncert. Men de Hvide Pantere udelukkede MC5 fra festen: Vi var persona non grata og fik forbud mod at optræde der. Det var meget frustrerende for mig, det gjorde mig meget vred og ked af det.

Hvorfor var I ikke velkomne?

Da John Sinclair røg i fængsel for besiddelse af to joints ved sin tredje marijuana-sag, var det, som om John bebrejdede bandet. Det var som om, at det var vores skyld, og vi havde et forfærdeligt brud. Hvor han troede, at vi var ligeglade med ham, at der var tale om politiske uenigheder. Det mener jeg ikke, der var.

Jeg tror, han havde større problemer end MC5: Han stod overfor en lang fængselsstraf og havde to små børn – foruden sine følgere, som ønskede at han skulle være der. Hans retssag var uretfærdig, og i sidste ende også forfatningsstridig. Til sidst vandt vi appelsagen, på grundlag af at dommen var ”cruel and unusual”.

Du ved, han besluttede sig ikke for at blive en marijuana-martyr: Det var et spørgsmål om omstændighederne. Om lovgivningen. At sidde i fængsel er en stressfyldt oplevelse – jeg ved det, for jeg har prøvet det selv – og jeg ved, at John var meget vred over at blive sendt i fængsel. Og noget af hans vrede blev rettet mod MC5.  

Det var jo lidt uheldigt, men det var altså sådan, det var. Så da chancen til at optræde ved støttekoncerten dukkede op, syntes hans bror, kone og andre folk, som var tæt på ham, at det var en god lejlighed til at give MC5 fingeren. Det var meget småligt...man skulle tro, vi kunne have fundet sammen...

...konfronteret med en større fjende...

Præcis. Have et større koncept om det i spil. Men det faldt for smålige, menneskelige følelser. Jalousi, bitterhed og foragt. (...) men vi følte alle den samme vrede mod systemet, som forfulgte ham. Men de så det altså på en anden måde.

Mælkens skyld

Jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre nogle af dine tanker om marijuana i dag – lovgivningen, psykologien, dit eget forhold til det?

Jeg vil lige starte med at sige, at John Sinclair og jeg er rigtig gode venner i dag, og har været det gennem alle årene. Vi genoptog vores venskab, da vi begge var kommet ud af fængslet.

Vi var i stand til at lægge fortiden bag os, og der er den blevet. Vi står hinanden meget nær i dag; jeg taler ofte med ham, og vi ses en del. Han deler sin tid mellem Detroit og Amsterdam.

Men altså, hvad angår marijuana: Jeg er ikke overrasket over, at det tog 50 år før vi fik lovlig marijuana at se i USA. Hjulene drejer meget langsomt – og det her er kæmpe. Kulturelle og generationsmæssige issues.

For forældregenerationen i 1960erne lå lovlig marijuana lige så fjernt som grise, der flyver til månen. Det var utænkeligt, med den generation. Og her er vi så i dag, 50 år senere, hvor lovlig marijuana er helt almindeligt.

Min personlige overbevisning er, at marijuana er et mildt stof. Du kan ikke tage en overdosis, og der er aldrig nogen som har røget sig skæve og er gået ind og har røvet en liquor store.

Muligvis er de gået ind i en Haagen-Dazs-butik og sagt ”du er nødt til at give mig noget af den chocolate chip ice cream”, men derudover...Du ved, i en verden af stofmisbrug betragter jeg marijuana som meget mildt.

Jeg tror ikke på ideen om pot som en glidebane til hårdere stoffer, det er i al fald ikke min erfaring.... 

Heller ikke min....

Så skulle mælk være starten på en glidebane, for det startede vi alle ud på, ikke? Nogle af os fortsatte til whisky og heroin, andre gjorde ikke. Men det var alt sammen mælkens skyld.

Jeg er glad for at se det blive afkriminaliseret. Jeg ryger det ikke selv længere, men jeg mener, at alle stoffer burde afkriminaliseres. Det er et medicinsk og personligt spørgsmål, ikke et politisk eller lovgivningsmæssigt anliggende.

Jeg beklager mine lange svar, men det her er komplicerede spørgsmål...

Du kan læse anden del af GAFFAs maratoninterview med legendariske Wayne Kramer lige her


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA