x

Reportage: Live Camp på Smukfest – morgendagens stjerner dag 1

Reportage: Live Camp på Smukfest – morgendagens stjerner dag 1

Og så er søndagen og hermed halvdelen af Live Camp 2018 spillet igennem. En dag, der som sædvanlig kom godt rundt i krogene genremæssigt, men måske ikke så højt kvalitetsmæssigt som tidligere år. Men man skal passe på med ikke at blive for blasert omkring det. Som manden, der arbejder med bungyjump, og hver eneste dag bevidner lifechanging oplevelser for fødselsdage og polterabender, så har man lidt samme følelse med Live Camp. Det kan godt være, at det bare ligner en af årets rutiner for branchefolkene, men de fleste er godt klar over, hvor stor en ting det er for de udvalgte kunstnere.

Første band på scenen er Second Strike. Og det kan vitterligt ikke være nemt at være først, på en dag hvor de fleste har mere travlt med at finde en teltplads, og man slet ikke er nået til musikken endnu. Men de to drenge i bandet lader sig nu ikke påvirke af det og går til den med stor iver og entusiasme. Desværre havde lydmanden ikke fundet volume-knappen endnu, og det kostede lidt for oplevelsen. Der er ellers masser af gode idéer i deres blanding af livetrommer, maskiner og en vokal taget fra core. Jeg savner lidt et 6. gear, hvor det store brøl af maskiner kunne komme og løfte dynamikken, for det bliver en lille smule ens i det. Og musikken lægger op til de drops og actionstykker, man kender fra både bro-step og core. Det kan være, at det kommer, det er et ungt band, og de virker sultne og modtagelige for udvikling.

Det er en dimension, der er ret vigtig for konceptet Live Camp, det at man kan møde og snakke med store dele af branchen. Som bandet selv sagde, så kan man altid få ros af sine venner, men den chance for at høre noget konstruktivt og fremadrettet, den skal man gribe.

Senere spillede Gurli Octavia. Der er sket meget, siden jeg anmeldte hendes demo for præcis tre år siden. Hun har blandt andet fået samlet sig et band til at spille sine sange, der dengang var helt akustiske og kun hende. Desværre synes jeg ikke, at de er blevet bedre af det. Noget af nærværet og røget, og det hele er lidt fladt i det. Det er stadig gode sange, og hun har en vidunderlig stemme, men det kommer ikke helt ind. Det synes jeg til gengæld, at Liive gjorde. Super charmerende norsk sangerinde i front for et enkelt setup, hvor alle musikerne står op og i det hele taget virker fuldstændig fælles om projektet. Sangene er nok skrevet på akustisk guitar, men bliver fremført primært elektronisk, men meget underspillet. Den stille lykkefølelse kom helt i flor i den afsluttende feelgood sang, og som koncertopbygning var det nok det mest vellykkede, vi så i går.

Der er holdninger til, hvor gamle deltagerne bør være i Live Camp. Og det er en balancegang imellem drømme og kompetencer. Idéen om, at alt nyt skal komme fra de helt unge er besnærende, men alt for ofte er bandsne for tidligt i processen, når de spiller her. Så går der et par år og studium, kærester og forskellige præferencer spiller ind, og bandet bliver opløst. Så kommer de nogle gange igen efter nogle år i andre sammensætninger med ny stil og lyd. Skulle man så have ventet, til de var egentlig klar, eller er det et afgørende anerkendende skub på et afgørende tidspunkt? Både Fraads og Yulez kunne nok have haft gavn af at vente lidt. Det var sidstnævntes første koncert overhovedet, og hun virkede absolut ikke til at kunne lide det. Havde hele tiden siden til publikum og signalerede på alle måder en lyst til at være alle andre steder end på scenen.

Næsten alle andre år har Smukfest været en god tak varmere end de andre festivaler om sommeren, men det var heldigvis ikke tilfældet i år. Det var tiltrængt med lidt skygge og temperaturer helt nede i nærheden af de 25 grader. Men varmt blev det på en anden måde, da Alexander Oscar (billedet, arkivfoto) smurte sin fløde udover festivalpladsen. Han er lyden af ren radio, og pigerne var flokket til den første fyldte koncert i år. Jeg spurgte nogle drenge, om de var kommet for pigerne eller musikken, og svaret overraskede mig ikke. Det er en meget professionel pakke, og absolut flyveklar. Nok også det mest Skanderborg-egnede, vi så om søndagen. Det havde jeg ellers gættet på ville være RigForEvigt, men de formåede ikke at fange folk. Der skal åbenbart mere til end en cd og lidt råben indover, hvem skulle have troet det? Selv som parodi var det ikke rigtig sjovt, og hvis de mente det, var det pinligt.

Carpark North North North?

Nogle, der til gengæld mente det, var efterskolerockbandet NORDNORDNORD, der spillede tidligere på aftenen. De er så fokuserede på musikken, at der ikke var brugt to sekunder på at overveje look eller moves. Den slags plejer at irritere mig, men det virkede så hjælpeløst helhjertet her. Og også værd at huske på, at det også kræver øvelse at blive en god frontfigur. Ligesom man skal øve sig på sine instrumenter, er der en række ting, man kan øve sig på i bare det at stå på en scene. Men jeg ser et stort potentiale i dem og er sikker på, at der er meget mere i dem. Der var heller ingen tvivl om, at det var en drengedrøm, der gik i opfyldelse med den koncert. Musikerne var helt høje på oplevelsen bagefter og havde egentlig ikke set det komme: ”Vi har faktisk ikke tænkt over det i ugerne op til, men så står man pludselig der på scenen og tænker ”Jeg spiller sgu på Skanderborg Festival!””

Live Camp’en

Det er svært at sætte fingeren på, hvad det er, men der er en helt anden stemning backstage på Smukfest end på andre danske festivaler. Det er, som om der bliver smilet mere, og problemerne bliver løst i stedet for at skubbe skyld rundt. I år er backstageområdet mindre, og det fungerer ret godt, at folk nødvendigvis mødes mere, i stedet for at sidde i hver deres gruppe. For det er der at Live Camp kan noget helt særligt. Der bliver lavet så mange planer, aftaler og udviklinger.

Det er selvfølgelig ikke en garanti for et gennembrud at spille her, men det er en kæmpe chance og udfordring. Chancen består i at have et godt udsnit af den danske musikbranche repræsenteret ved din koncert. Udfordringen i at spille en festival uden radiohits i ryggen. Man må gå ud fra at de færreste kender dit materiale, og du skal kæmpe for opmærksomheden med mastodonter som søbad og ølbowling. Men heldigvis er der rigeligt med god musik og en god grund til at svinge forbi scenen på Kærligheden, også i dag, hvor yderligere 10 bands skal vise, hvad de kan.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA