x

Nekrolog: Sidste tæppefald for dronningen af soul

Nekrolog: Sidste tæppefald for dronningen af soul

Dronningen af soul, blev hun kaldt – og hun abdicerede ret beset aldrig, selvom den musikalske storhedstid kan hævdes at have udfoldet sig i årene på Atlantic Records i slutningen af 1960’erne og første halvdel af 1970’erne. Nu har hun så forladt denne dimension: Aretha Franklin er død, 76 år gammel, og dermed er (endnu) en af de helt store, amerikanske stemmer forstummet.

Den kræftsyge sangerinde sov ind i sit hjem i Detroit tidligere i dag (16/8) – omgivet af familie og kort tid efter, at også musikalske kolleger som Stevie Wonder havde været forbi sygelejet for at vise respekt.

Netop ”Respect” – Otis Reddings fyndige sang – blev  i foråret 1967 det store gennembrud for en 25-årig Franklin, som samme år havde skrevet kontrakt med Atlantic Records og været en tur i Muscle Scoals, Alabama, og indspille med nogle af de navnkundige, stedlige soul-sessionmusikere.

Sangen blev, i Arethas uforglemmelige versionering, mere end blot et relationelt opråb: Kravet om r-e-s-p-e-k-t ramte lige ind i tidens kulturelle opbrud. ”Det var nationens behov, det var den gennemsnitlige mand og kvinde på gadens behov; forretningsmanden, moderen, brandmanden, skolelæreren – alle ville have respekt”, som Franklin skrev i sin selvbiografi fra 1999.

Sangen sikrede Aretha sine første to Grammys; siden fulgte yderligere 16 og utallige andre hædersbevisninger – herunder indlemmelse i Rock’n’Roll Hall of Fame i 1987, som den første kvinde nogensinde.

Forbillede

”Respect” blev indledningen på et frugtbart tiår for Franklin og etablerede hende som et uomgængeligt forbillede for hærskarer af senere soul- og r’n’b-sangerinder. Fra Whitney Houston, Mariah Carey og Alicia Keys til Mary J. Blige, som engang har kaldt Franklin for ”grunden til at kvinder ønsker at synge”.

Efter "Respect" fulgte hits som ”Chain of Fools”, ”Think” og ikke mindst ”(You Make Me Feel Like a) Natural Woman”, som alle bidrog til at løfte Franklin fra gudsbenådet gospelstemme til regulært, populærkulturelt ikon.

Netop gospelrødderne – karrieren startede med kirkesang og klaver fra barnsben tilbage i 1950’erne – dannede afsæt for succesalbummet Amazing Grace i 1972, 16 år efter Aretha som blot 13-årig havde albumdebuteret med Songs of Faith. Da var hun også blevet mor til sit første barn; nummer to fulgte da Franklin var 15.

Franklins superstjernestatus falmede i nogen grad mod slutningen af 70’erne, hvor nye musikalske vinde blæste over det popkulturelle landskab - om end hun i den grad tog kegler med sin optræden i succesfilmen Blues Brothers i 1980.

Det blev også til succesfulde samarbejder med bl.a. Eurythmics og George Michael, ligesom Franklin i 2009 gav en stærk optræden ved Barack Obamas indsættelses-ceremoni. Og den ikoniske status og den store stemme forblev altså usvækket – helt frem til denne triste torsdag, og efter alt at dømme adskillige år fremover. Respekt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA