Low-interview: – Det er vigtigt ikke at miste håbet

Low-interview: – Det er vigtigt ikke at miste håbet

Slowcore-legenderne Low udgav sidste år albummet Double Negative, som ikke bare opnåede en topplacering på mange lister over årets bedste plader, men også markerede en ny og spændende retning for bandet. GAFFA mødte 2/3 af gruppen alias ægteparret Alan Sparhawk og Mimi Parker til en snak om pladen, USA under Trump og ikke mindst hemmeligheden bag deres bemærkelsesværdige partnerskab - både privat og professionelt

Chok og forbløffelse. Afløst af en bekymret tur hen til anlægget for at tjekke, om noget er gået i stykker. Sådan er der nok mange, der har reageret, da de første gang hørte Lows seneste plade Double Negative. Her starter åbningsnummeret ”Quorum” med 29 sekunders uafbrudt knitrende støj, og da Alan Sparhawks stemme kun lige akkurat bryder gennem lydmuren, er det i en stærkt forvrænget, næsten ugenkendelig udgave.

Kort sagt, der er langt til den minimale og monokrone indiepop, som Low slog igennem med, da de tilbage i 1994 debuterede med den roste I Could Live in Hope.

Alligevel er Double Negative ved nærmere gennemlytning umiskendeligt et Low-album, intakt er både den snigende intensitet, de stærke melodier og frem for alt de svævende og overjordisk smukke harmonier mellem ægteparret Alan Sparhawk og Mimi Parker i front.

Så hvad er meningen? Hvorfor har Low valgt at dekonstruere deres lyd på en måde, der har fået flere til at tale om Double Negative som deres Kid A? Hvad handler pladen om? Og hvordan er det muligt både at holde sammen privat i mere end 30 år og samtidig være en del af samme band gennem mere end 25 år?

Det var nogle af de spørgsmål, som GAFFA satte sig for at finde svaret på, da vi mødte Sparhawk og Parker til en snak dybt nede i de labyrintiske gange under DR Koncerthuset, hvor de for nylig gav koncert.

LÆS OGSÅ: Mørkrandet magi fra melankoliens mestre

Hvordan vil I selv beskrive Double Negative sammenlignet med jeres tidligere plader?

Alan: Den er helt klart blevet til på en anden måde i forhold til, at den er produktet af en noget længere og mere eksperimentel proces. Tidligere har det som regel været ret hurtigt overstået, når vi har været i studiet. Men denne gang vidste vi, at det ville blive anderledes.

Ligesom på jeres foregående plade, Ones and Sixes, valgte I at samarbejde med produceren B.J. Burton (James Blake, Bon Iver). Hvorfor?

Alan: Vi kendte ham jo i forvejen og vidste, at han forstod os, så vi var trygge ved hans dispositioner. Samtidig vidste vi, at han ville kunne hjælpe os til at realisere nogle af vores idéer, selv om det betød, at vi var nødt til at tilpasse os hans tidsplan, da han også arbejder med mange andre folk.

Jeg har læst, at I denne gang mødte op stort set uden færdige sange …

Alan: Det er ikke helt rigtigt. Nogle af dem havde vi allerede spillet live, andre var mere løse skitser: en rytme, et beat, nogle akkorder eller melodi-linjer. Så vi brugte rigtig meget tid på at rode rundt, improvisere og prøve forskellige ting. Det overordnede budskab var: Vær åben for alt, vær ikke bange for at tage tingene til ekstreme højder, nedbryd, og så skal der nok opstå noget interessant.

Det må man sige er lykkedes. Double Negative er blevet kaldt både ”et mesterværk” og jeres ”måske bedste plade”. Er den overstrømmende modtagelse kommet bag på jer?

Alan: Vi vidste, at vi var spændte på at lade vores fans høre den. Samtidig tænkte jeg, at der nok skulle være et par kritikere, som ville syntes, den var lige i øjet. Men at anmelderne har været  begejstrede for den, havde vi bestemt ikke regnet med. Det skyldes nok, at det tog så lang tid, før vi følte, at vi var ved at have fat i noget. Men da vi var færdige med pladen, følte vi, at vi havde skabt noget, som oversteg vores vildeste forventninger. Men måske er det bare, fordi man er blevet ældre, at man tænker, der er en stor risiko for, at folk vil afvise det, at når man laver noget skørt og ekstremt.

Artiklen fortsætter under videoen

Minus gange minus

Hvad betyder titlen?

Alan: Den henviser til matematikken, hvor to gange minus som bekendt giver plus.

Alligevel kan man vel ikke ligefrem kalde Double Negative for en positiv plade …

Alan: Nej, jeg indrømmer gerne, at en del af sangene afspejler dyb fortvivlelse og forvirring samt ikke mindst en række spørgsmål i forhold til tro og håb. Men samtidig har vi også forsøgt at række ud og være kommunikative over for lytteren for at finde nye måder at skabe kontakt og mening på.

Tilbage i 2007 lavede I Drums and Guns, en eksplicit politisk plade, som blandt andet handlede om USA’s krige i Mellemøsten. Double Negative er ikke på samme måde en direkte politisk plade. Alligevel fornemmer man tydeligt, at den er et produkt af den tid, vi lever i …

Alan: Det er klart, at den er en reaktion på mange af de ting, der foregår i vores land lige nu. Valget af Trump er mere end politik, det er noget, der har påvirket os alle i forhold til at spørge os selv, hvem vi egentlig er. Samtidig har det fået mange mennesker til at føle noget, de ikke troede, de var i stand til, nemlig vrede og had. Personligt har det også været et chok for mig, at jeg kan have så negative meninger om et andet menneske. Men spørgsmålet, der meget kom op undervejs, var, om det at reagere på en negativ måde på noget, der er negativt, nødvendigvis er en positiv ting. Eller om det ikke bare er med til at gøre tingene endnu værre?

Føler I ikke, at der er en modbevægelse i gang i øjeblikket?

Alan: Jo, men desværre reagerer de fleste med en blanding af apati, frygt og vrede. Men det er vigtigt ikke at miste håbet. Jeg ved, at der er en masse gode mennesker, der nok skal ende med at træffe gode valg. Men indtil det sker, er det hårdt at kigge på.

Har det været en udfordring at transformere de ”eksperimentelle” sange fra Double Negative til en live-sammenhæng?

Alan: Egentlig ikke. Men det skyldes nok, at vi er vant til det fra nogle af vores tidligere mere ”pyntede” plader. Selvfølgelig har vi tilføjet nogle ting, lidt tromme-loops og sådan. Men det vigtigste for os var at være ret direkte. Det fungerer nu en gang bedst, når vi slår på ting og bruger vores stemmer. Ikke at der er noget i vejen med at stå på scenen med laptops. Men jeg tror ikke rigtigt, det ville fungere for os. 

Mange, som ikke kender bandets biografi, vil nok i betragtning af jeres musiks mørke og ofte meget lidt opløftende karakter være overraskede over at høre, at I er dedikerede kristne, nærmere bestemt mormoner. Alan, du har en gang udtalt, at musik får dig til at føle dig tættere på Gud. Hvad mener du med det?

Alan: Musik har jo altid været forbundet med det spirituelle. Musik kan tale både igennem dig og ind i dag. Det er i stand til at forandre dit humør og din sjælelige tilstand som intet andet. Ofte har man ikke engang brug for noget sprog. Samtidig er der jo også en universel, fælles følelse ved at synge – eller bare det at være det samme rum og høre de samme toner.

bor i Duluth, Minnesota, som for GAFFAs læsere nok er bedst kendt som Bob Dylans fødeby. Hvad er det ellers for et sted, og hvordan er det at bo der?

Alan: Vi voksede begge to op på gårde et stykke uden for Duluth, så det er selvfølgelig noget, vi er meget fortrolige med. Det er et meget koldt sted med nogle meget lange og udmarvende vintre. Hvis du har set filmen Fargo, har du nok en meget god idé …

Selv om Low har udviklet sig en del gennem årene, har I bevaret et meget unikt og genkendeligt udtryk, der gør, man næsten tænker, jeres musik eksisterer uden for tid og sted. Er der nogle nutidige kunstnere, der inspirerer jer?

Alan: Ja, helt klart. Generelt synes jeg, der kommer langt mere god musik ud end tidligere. Der er mange spændende unge kunstnere og sangskrivere i dag. En, jeg godt kan lide, er Mitski, som jeg synes er interessant og sofistikeret. En anden er EMA. For nogle år siden lavede hun et par album, som var virkelig aggressive og forvrængede, rå og pågående. Dem var jeg ret meget oppe og køre over, kan jeg huske. De var helt klart en stor inspirationskilde.

Og så her til slut: Det er ikke ret mange, der formår at både holde sammen privat i mere end 30 år og samtidig være en del af samme band gennem mere end 25 år. Hvad er jeres hemmelighed?

Mimi: Vi får det til at fungere, fordi jeg er en meget tålmodig kvinde (griner). Samtidig har vi været så heldige, at vi har været i stand til at tage vores børn med rundt i verden og dermed være en familie.

Alan: Det er rigtigt, at Mimi er meget tålmodig, men bandet har virkelig været en velsignelse for vores ægteskab. Vi har kendt hinanden, siden vi var ni år. Og som ungt par havde vi en drøm om at arbejde sammen, fordi det var noget, vi godt kunne lide. Men som alle, der har været i et forhold ved, er det også hårdt arbejde indimellem.

Hvad byder fremtiden ellers på for Low?

Foreløbig en masse koncerter. Vi har været så heldige, at der er flere, der er kommet ud for at se os spille denne gang. Derudover har vi nogle idéer, som vi er begyndt at arbejde på, så vi må se, hvad der sker.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA