Koncertaktuelle Giorgio Moroder: 79 år og stadig rimelig funky

Koncertaktuelle Giorgio Moroder: 79 år og stadig rimelig funky

79-årige Giorgio Moroder er verdens ældste aktive dj, og i aften giver han sin første danske koncert nogensinde i et forlængst udsolgt Store Vega. Han vender tilbage til landet i næste måned på Tinderbox.

Interviewet blev oprindelig bragt på GAFFA.dk i 2015

En nydelig pensionist trasker rundt på Los Angeles’ eksklusive golfbane. Ansigtshuden er solbrændt og står i kontrast hans hår, der er gråt som en silverfox’. På overlæben sidder et overskæg, der er lige så velplejet som de greens, hvorfra han putter bolden i hul.

Endnu en dag i solen. Endnu 18 huller. Og endnu en gang går handicappet den forkerte vej.

Det spiller ikke for Giorgio Moroder.

Kedsomheden gnaver i sjælen på den engang så kreative mand, der for årtier siden revolutionerede både musik- og filmverdenen.

Mobilen ringer.

I røret er Thomas Bangalter fra Daft Punk, der overtaler Giorgio Moroder til at besøge bandet i studiet. Moroder har hørt One More Time på Kiss FM i bilen og er vild med tracket, så han pakker en weekendtaske og tager på en rejse – ikke bare til Paris, men tilbage til fremtiden. Han aner ikke, hvad han sætter i gang, da Daft Punk lukker ham inde i studiet, hvor han i to en halv time sidder og fortæller om sit liv ind i en gammel rørmikrofon.

– Da jeg var færdig, spurgte jeg Daft Punk, hvad de skulle bruge det til, og de svarede, at det ville de ikke sige. Jeg troede, de ville skære ordene ud og lave en slags rap. Nogle måneder senere hørte jeg så tracket Giorgio by Moroder – og elskede det. Jeg var faktisk følelsesmæssigt berørt over at høre min egen historie, selv om jeg hader min stemme, fortæller Giorgio Moroder.

Artiklen fortsætter under sangen

Daft Punk bragte ikke bare disko’en tilbage i lydbilledet med Get Lucky og albummet Randum Access Memories – de hev også Giorgio Moroder tilbage bag pulten og knapperne – både som dj og producer.

– Jeg spillede mit første dj-job for Louis Vuitton i Cannes. Folk var vilde med det, og jeg var selv så glad bagefter – så nu rejser jeg verden rundt og er officielt verdens ældste aktive dj, fortæller Moroder, der i en alder af 79 år nu har lige så travlt som i sin gyldne periode i 70’erne og 80’erne.

Eventyret om pioneren Giorgio Moroder begyndte i den lille norditalienske by Ortisei, hvor han voksede op med Elvis Presley i transistorradioen og en drøm i hovedet om at leve af sin musik. Som 19-årig sov han over sig og kom derfor ikke ind på arkitektskolen. I stedet lykkedes det Moroder at få en kontrakt som professionel guitarist og senere bassist i et kopi-band, som turnerede Europa rundt med blandt andet Beatles-sange på repertoiret. De optrådte også flere gange i Danmark.

I midten af 60’erne tog han skæbnen i egen hånd: Han ville være sangskriver og producer – og efter et musikalsk pitstop i Berlin som tekniker og et par mindre selvproducerede hits, slog han sig ned i München. Her brugte han formuen på at bygge Europas mest moderne studie, hvor han så gik i gang med producere tracks med sine kolleger bassisten Dave King, trommeslageren Keith Forsey og keyboardspilleren Harold Faltermeyer. De sprøjtede produktioner ud – på god dag kunne de indspille tre numre.

– Musicland, som studiet hed, var så populært, at det væltede ind med store stjerner. Led Zeppelin, Rolling Stones, Rod Stewart og Elton John var bare nogle af de kunder, der bookede sig ind. Faktisk havde jeg selv svært ved at få tid til at dyrke min sangskrivning og producere mine egne projekter, husker Moroder.

I studiet i München var Moroder en af de første i verden til at indspille pop og dance-plader med en synthesizer, en Moog, som han eksperimenterede med fra de allerførste modeller kom på markedet.

I 1977 forbandt han ledninger til sin Moog på en måde, der kom til at ændre musikhistorien. Moroder havde fundet en sort, smuk kvinde i et backingband, som han mente havde starquality.

Hun hed Donna Summer og hittede i hele verden med den dampende erotiske orgasmeklassiker Love To Love You Baby.

 Nu komponerede han på en sang til hendes album, der skulle pege ud i fremtiden.

– Jeg arbejdede med min tekniker i timevis på en baslinje. Om natten fik jeg den ide, at indsætte et delay, som vi så lagde ind manuelt i Moog’en dagen efter – og præcis der blev I Feel Love født. Jeg vidste, jeg havde noget, der kunne lyde som fremtiden, men jeg anede naturligvis ikke, at det track skulle få så stor indflydelse på den elektroniske musik, fortæller Moroder.

Moroder underspiller sin rolle – for I Feel Love er intet mindre end den elektroniske dance-musics fødsel. Da David Bowie og den legendariske producer Brian Eno hørte nummeret første gang, råbte Eno: ”Jeg har hørt langt ud i fremtiden!”

Artiklen fortsætter under videoen

Moroder var the godfather of disco og scorede hit på hit med Deborah ”Blondie” Harry, Freddie Mercury, Philip Oakey, Limahl, Pat Benetar, Irene Cara og mange flere.

Moroder skiftede München ud med Hollywood og skød genvej ind i filmverdenen via sin synthesizer – og med kæmpe succes. Han revolutionerede måden at lave soundtracks på, da han bragte synthesizeren i front som den allerførste filmkomponist.

– Moroder smed en håndgranat i Hollywood – han gjorde tingene på en helt ny måde med synthesizerne, og han har været en enorm inspirationskilde for en hele generation af filmkomponister, siger Hans Zimmer, der selv står bag musikken til blandt andet de seneste Batman-film. Zimmer har i øvrigt netop overtalt Moroder til et Hollywood comeback, og de to arbejder nu sammen om musikken til en kommende film.

  Moroder skrev og producerede til film som Midnight Express, American Gigolo, Never Ending Story, Flashdance og Cat People, hvor han arbejdede sammen med Dawid Bowie.

–  Midnight Express gav mig min første Oscar. Jeg var så nervøs, at mavesyren sad helt op i halsen. Jeg så Steven Spielberg, Jack Nicholson og Rachel Welch ud af øjenkrogen, og på vej op til podiet gik jeg ind i en lampe. Mit engelsk var ikke så godt, og jeg kan takke Dean Martin for at reddede mig ud af situationen med en joke.

Jerry Bruckheimer ringede til Moroder, og forhørte sig, om han ikke kunne ryste et hit ud af ærmet til Top Gun med Tom Cruise i hovedrollen som jagerpilot. Moroder gik i gang med at lave en demo, men manglede en tekst. Han kom i tanke om, at hans mekaniker, der holdt hans Ferrari på landevejen, påstod han skrev tekster i fritiden. Moroder var desperat, og spurgte mekanikeren, der hed Tom Whitlock, om han hurtigt kunne lave en tekst den demo, han lige havde fået ned på bånd – det gjorde Whitlock – og parret vandt en Oscar for Take My Breath Away

En gang mere stod Moroder og holdt takketale ved Oscar-festen med en af de eftertragtede guldbelagte statuetter i hånden, før han lige så stille trak sig tilbage.

– Jeg havde lavet hits nok, tjent de penge, jeg skulle, og jeg opdagede, at i Hollywood løber producenterne ikke efter komponister, med mindre man hedder John Williams. Jeg fortrød kun to ting, da jeg trak mig tilbage: At jeg sagde nej til at skrive musikken til filmen Fame, og ikke sagde ja til at producere Duran Duran.

Telefonen ringede ikke mere – og Moroder trak stikket.

Han hyggede sig med at designe en racerbil, en Cizeta Moroder V16T – og en cognacsflaske. Han slog tiden ihjel med sin yndlingsbeskæftigelse: at løse krydsord! Livet var en lang ferie i Frankrig, Italien og USA, hvor han bare nød solen med enten en golfkølle eller hans 20 år yngre kone i hånden.

Men nu er ferien slut.

– Efter Daft Punk fik jeg tre tilbud fra store pladeselskaber, og det var jeg – i min alder – stolt af, når der nu står så mange talentfulde unge derude, at det så er mig på 74 år (i dag 79, red.), de vil smide penge efter.

Så nu har Moroder forsøgt at skabe en helt ny poplyd med det bedste fra gamle dage.

– Jeg laver alle mine demoer på computer, men så har jeg dygtige musikere i studiet, fortæller Moroder, der også arbejder som remikser.

I 2014 arbejdede han på Coldplays Midnight, og da bandet modtog hans version, var de ikke tilfredse.

– De vendte tilbage, og sagde, at jeg skulle lægge meget mere Moroder ind i tracket, hvad det så end er? Jeg gik i studiet igen, og fandt en løsning, og skrev og producerede nogle helt nye elementer ind i sangen.

Da Moroder var færdig, mødte hele Coldplay op i studiet, og det er første gang nogensinde, at hele bandet var samlet for at høre et remix, fordi de var så spændte på, hvad den gamle mester havde fået ud af deres track – og de elskede nu hver en akkord.

74 Is The New 24 lød titlen på Moroders første udspil fra hans første album i 30 år, Déja Vu, der udkom i 2015. Det var et episk synthesizer-cyklende dancetrack med rødder tilbage til I Feel Love og The Chase. Så kom den mere radiovenlige og poppede Right Here – Right Now med Kylie Minogue på vokal. På albummet Déja Vu medvirkende navne som Britney Spears, Charli XCX, Matthew Koma, Mikky Ekko og Sia. 

Men med soloalbummet stoppede Moroders comeback ikke, og nu er han draget på turné.

– Jeg elsker min nye og anden karriere i musikbranchen. Det er ikke for pengene, men fordi jeg har det sjovt. Hvis ikke Daft Punk havde ringet, så havde jeg været derude på golfbanen lige nu – og helt ærligt, så havde det ikke været så skidt endda…  

Fakta:

Hans Jörg ”Giorgio” Moroder er født den 26. april 1940

- Har vundet tre Oscars for musikken til Midnight Express, Flashdance og Top Gun

- Har vundet fire Grammy Awards – den seneste sammen med Daft Punk

- Har vundet fire Golden Globes

– Har skrevet den officielle Olympiske sang til legene i Los Angeles i 1984, Reach Out, Seul i 1988 Hand In Hand og Beijing 2008 Forever Friends.

– Har skrevet titelsangen, Un’estata Italiana, til VM i fodbold i 1990.

– Har skrevet musikken til Googles computerspil Racer.

– Købte i 1984 rettigheder til Fritz Langs mesterværk – stumfilmen Metropolis, som han så satte musik til – blandt andet sammen med Freddie Mercury.

– Afviste i 2014 at remixe et track for Nine Inch Nails, fordi han følte, han ville ødelægge den originale version.

– Gift med Francisca Gutierrez og parret har en søn, Alex. 

Varm op med "74 is the new 24":

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA