Pede B: Verdensmester i dansk rap

Pede B: Verdensmester i dansk rap

Pede B er en mester i det meste. Som den eneste tredobbelte MC’s Fight Night-champ er han er den mest vindende battle-rapper herhjemme. Med minimum en stor udgivelse om året i knap 15 år er han en af landets mest produktive indspillende musikere. Og som livekunstner river han rutinemæssigt landets spillesteder og festivaler itu. Nu står han over for nye udfordringer som forretningsmand og familiefar. GAFFA satte i foråret Pede B stævne til en række samtaler om de mange roller og ikke mindst det nye surprise-album Lilla Lounge.

Jeg kan tydeligt huske den første gang, jeg lagde mærke til, at Pede B kunne noget særligt med freestyle. Dengang for snart 20 år siden var jeg selv en af kombattanterne ved freestyle-rap-konkurrencen MC’s Fight Night og stod over for ham i en indledende runde. Han var en ranglet teenager, der endnu ikke havde indtaget rollen som den aggressive, frygtindgydende ordboksemester.

Linjen, han rappede lød: “Jeg er ligesom David Letterman / Jeg fletter fand / -me ord sammen”. På det tidspunkt freestylede de fleste stadig “ko” på “sko”, og at lægge rimet midt i linjen var nærmest uhørt. Til gengæld manglede han rutinen. Efter et kikset rim gik han død, og jeg kunne luske sejren i land. Der gik lige præcis et år, før vi stod over for hinanden i ringen igen. Jeg fik røven på verbal komedie, og Pede B har ikke kigget sig tilbage siden.

Pede B vandt MC’s Fight Night i 2005, 2007 og 2009, hvorefter han trak sig tilbage fra konkurrencen. Han var simpelthen blevet for dygtig og kunne skrive bøger om, hvilke teknikker han brugte til at tørre modstanderne. Bogstaveligt talt. I samme periode havde han støt udgivet plader, og efterhånden var han lige så anerkendt i vokalboksen som i bokseringen. Han blev for mange indbegrebet af dansk rap og har været det siden.

Artiklen fortsætter under videoen:

Kunstner, nørd eller håndværker?

Spol frem til 2019. Det er forår på Nørrebro. Pede B tramper i pedalerne på sin Christianiacykel, mens han nynner en melodi, der skal forvandle sig til en ny tekst.

– Det er et nyt flow, jeg leger med. Det er på én gang helt old-school og meget nutidigt, forklarer han, mens han sætter stumper af rimord på melodistykkerne. – Det er ikke helt i skabet endnu, men pludselig så er den der! 

Vi har aftalt at mødes på en café, men for Pedes vedkommende står menuen bare på sort kaffe. Han er ved at træne op til Copenhagen Marathon og følger en stram kostplan.

Jeg synes jo, at du er den perfekte hiphopper, netop fordi du insisterer på at have dit eget udtryk og dyrke det.

– Det er nok netop det, jeg gør. Jeg dyrker dansk rap. Jeg tror, jeg ser mig selv som en, der lige så godt kunne være vildt dygtig til at male rollespilsfigurer, give dem de helt rigtige skygger og male med bestemte farver. Nørderiet i mine tekster er det jo kun et fåtal, der forstår, men for mig skal det gøres så godt som muligt. Det er slet ikke en mulighed at gå på kompromis.    

Hvad tror du, at du har fået ud af dansk rap?

– Jeg har i alt fald lært håndværket. Da jeg sammen med psykologen Mads Korsgaard skrev bogen Aktivt kreativ om at udnytte freestylemekanismerne, skulle jeg forholde mig til, at Mads mener, at jeg laver kunst. Han lærte mig, at begrebet ikke er så flyvsk, som jeg troede. Kunsten at kunne tænke anderledes og sætte ting i en ramme, der giver mening for lytteren. Men jeg kalder mig altså ikke kunstner, jeg ser mig selv som en dygtig håndværker, der kan skrive tekster og levere dem. Nåja, og så har rappen lært mig, at uanset hvad man vil lave, så handler det om at komme i gang, ellers sker der ingenting.  

Her er det omvendte spørgsmål: hvad føler du at dansk rap har fået af dig?

– De, der får mest, er jo mit publikum, og som DJ Noize og jeg har snakket om, så er det på en måde ikke hiphoppere...

Men på en måde gør du dem til hiphoppere. Jeg har jo været til dine koncerter, hvor de rapper med på samtlige 64 linjer fra “Indledningen”, som om det er en trosbekendelse.

– Ha! Det er rigtigt, men der sker så meget andet til koncerterne end “bare rap”. Publikum er en helt anden gruppering af galninge, vi på en eller anden måde har støvet op ved at spille på festivaler og andre steder. Nogle er fanget af historierne, andre af energien. Jeg har en fucking mærkelig fanskare, men jeg elsker dem.

Det er netop fra “Indledningen”, dit mantra “De siger, jeg’ produktiv, jeg siger, jeg ikke er doven stammer”. Lever du stadig efter det?

– Jeg kan godt mærke, at nu burde man måske bare gå efter at have en single hver tredje måned, der charter på hitlisterne, men jeg forsøger i stedet at udfordre mig selv. Jeg kan slet ikke lade være med hele tiden at have et projekt i gang. Det passer som regel med, at det kommer lige i afslutningsfasen; på den måde står jeg aldrig stille.   

Savner du ikke at dyste i freestyle?

– Jeg har jo vundet MC’s Fight Night tre gange. Det var hårdt arbejde, og det var ikke i træk. Den sidste, der slog mig var min ven MikL. Det var passende, for efter min mening er han den dygtigste freestyler herhjemme. Overhovedet. Og så er der jo alle nerverne, konkurrencen igennem, det kan du også huske. Jeg tror, jeg har mere at miste nu, end jeg ville glæde mig over at vinde. Da jeg vandt sidste gang i 2009, tænkte jeg, at nu har jeg sat mit aftryk. 

Men du freestyler stadigvæk til shows?

– Jeg elsker at freestyle, det er på en måde det, jeg er kendt for. Jeg inkorporerer det i mine shows på forskellige måder, så det får en form, der er let at følge med i, men giver den samme spontanitet blandt publikum. Og jeg synes jo, at hvis man er god til det, så skal man gøre det. Jeg snakkede med Anna Vigsø, der nægter at gøre det i sine shows, fordi det vil fjerne fokus fra de personlige tekster. Men jeg tror ikke, man skal være bange for at give en ekstra dimension til koncerterne, for freestyle er jo “noget andet”.

Man kan da også sige, at freestyle er enormt personligt, det er jo det, man tænker lige nu...

– Ahr, det ved jeg ikke. Freestyle er jo at tænke hurtigt om at kombinere rimord, så det giver mening, men det behøver ikke række ud over øjeblikket. Hvis man skal sige noget rigtig personligt, kræver det ofte en anden tilgang. Jeg plejer at sige, at nogle rim tager ingen tid, andre rim tager al din tid. 

Artiklen fortsætter under sangen

Når man pludselig er professionel dumspiller  

Pede B har altid balanceret det højpandede og det fladpandede. Han har en aura af intelligens, der samtidig giver plads til at spille dum. Han taler hjemmevant om fængselsindsatte homies og glæder sig over, at en gammel ven endelig er kommet ud af den kriminelle løbebane og har grebet mikrofonen igen. Selv havde Pede B faktisk forsvoret, at han nogensinde skulle komme til at leve af rap. Det står sort på hvidt i et ti år gammelt interview. Det var simpelthen for ensporet en drøm at forfølge.  Alligevel står han her i dag, som en art professionel dumspiller.

Den rejse, han har været på, kulminerer foreløbig med albummet Lilla Lounge. For ham handler titlen om to ting, dels en metafor for virkelighedsflugt, dels en voksende bevidsthed om, at selvsamme virkelighedsflugt har mere skadelige konsekvenser i dag, end den havde, da man var i starten af tyverne.

– Måske er det bare min måde at lave en plade om at blive voksen. Om at lære at håndtere livets nye problematikker, når man for eksempel får børn, eller livet giver én et par på hovedet. Det handler også om accepten af, at man ikke kan vide det hele. Jeg stiller flere åbne spørgsmål på den her skive, end jeg plejer.

Lilla Lounge er mere afdæmpet og dystert, end vi er vant til. Derfor er det også indspillet i et kælderlokale i stedet for det pæne studie, Pede B efterhånden har opgraderet til. Samtidig er albummet lavet som soundtrack til et roadtrip. Det skal passe til en biltur. Han forklarer det således:

– Det lyder som en fjollet måde at vurdere musik på, men de sidste par års intensive turnéer og bogforedrag har givet mig en ny respekt for musik, man bare kan sætte på i en transportsituation sammen med vennerne. Måske blev jeg bange for, at mit lydbillede sonisk nogle gange blev for indelukket og smadret til netop en biltur.

Artiklen fortsætter under sangen

“Pede, for helved', kom nu ind i kampen…!”

Da Pede B definerede sig selv på nummeret “Efter i morgen”, rappede han, at han kun gik "op i rap, kampsport og ølspil”. Jeg har aldrig vundet et ølspil, så i dagens anledning har Pede B slæbt mig med til kickboxing. Det foregår i Zento på Østerbro, hvor han har straffet sandsække i en årrække. Selv har jeg aldrig haft et par boksehandsker på, men i gonzo- journalistikkens navn kaster jeg mig ud i det.

Jeg bliver hilst velkommen af Lars Krusaa, stifteren af Zento, der også træner landsholdet i kickboxing. Jeg fortæller, at jeg aldrig har trænet før, så de gerne må tage det lidt roligt. Han kigger op og ned ad mig og svarer: – Jeg ved ikke, hvad Pede har fortalt dig, men her er der ingen, der tager det roligt! Fedt nok.

Hvis man ser bort fra, at teenagerne, jeg træner med, beder mig strække armen ud og holde paraderne oppe, går det dog overraskende godt i starten. Så står jeg over for Pede og får straks flashback til vores verbale kampe. Han stirrer fokuseret med dræberblikket, der har skræmt mangen en MC’s Fight Night-modstander fra vid og sans. Først instruerer han roligt og kyndigt om vejrtrækning. 

– Er du klar til et par høje spark? spørger han så. Gudskelov for beskyttelsespuden, jeg holder, da den 1,95 meter høje mand sender et perfekt spark lige mod siden af mit hoved. Adrenalinen suser gennem kroppen, og selvom jeg har mest lyst til at lægge mig i fosterstilling, bliver jeg stående. Efter en serie spark og slag skal der strækkes ud, før de hårde drenge og piger går over til decideret kampsparring.

Mens vi ligger og strækker lemmerne ud, spørger Lars Krusaa, om vi snart kan se Pede B på scenen igen. Pede fortæller, at han skal spille sommerens festivaler: SmukFest, Nibe, Jellling og…, hvorefter Lars tilfreds afbryder med et: – Jaja, du skal spille dem allesammen. Igen.

Jeg overlever resten af træningen med nød og næppe. Og da jeg kampsvedende kommer ud i badet, forklarer Pede videre om festivalerne:

– Da jeg spillede på Roskilde i 2006, var det på en lille scene, men jeg havde alligevel taget livemusikere med, der gjorde, jeg kom mere ud over scenen end de andre. Et par år efter havde de sat mig til at spille om formiddagen, og jeg forvandlede det til den sygeste morgenfest. Så i 2015 spillede jeg en seksstjernet koncert, mange siger er blandt de bedste koncerter på Roskilde. 

Hvordan fortsætter du med at holde niveauet så højt til koncerterne?

– Jeg har altid sørget for at gøre noget ekstra ud af mine festivaljob, fordi det er dér, man møder et nyt publikum. Sommetider er det fedt, at der kommer strygere og sangere med, andre gange skal man gøre mere ud af festen. Men jeg vil helst arbejde sammen med folk, jeg ved, jeg spiller godt sammen med. Så holdet er Adam Sampler, Lukas Lunderskov og DJ Noize, som det plejer. Det er altid ekstra fedt, når man vinder med vennerne, er det ikke?

Pede rejser sig og klæder sig på. Den gigantiske isbjørn, han har tatoveret på ryggen, forsvinder under en hættetrøje, og han tager sin taske for at køre hjem til sin familie. Det er tydeligt, at træningen betyder meget for ham, og han holder den ved lige for at være på eliteniveau i alt, hvad han laver. Selv madlavning. Han er blevet småkult på Instagram på grund af de madvideoer, som han lægger op. Der har han fundet et helt nyt publikum, der synes, det er sejt, at den rappende isbjørn hygger sig med at lave mad til sin kernefamilie.

Artiklen fortsætter under sangen

Det kræver en forretningsmand at passe sin forretning, mand 

Pede B står på Københavns Hovedbanegård. Det er ved at være afgang. Det er tidligt om morgenen, og han skal en tur til Aarhus og snakke business med sin booker. Med den første uafhængige udgivelse siden debuten på vej er det ekstra vigtigt, at byggeklodserne stables rigtigt.

Pede er kronraget, hvilket indikerer, at han nok også skal på scenen og rappe lidt. Han hilser, som han plejer med et “Hvad så, champ?” selvom det jo ret beset er ham, der er champ. 

Hvad skyldes turen, champ?

– Jeg vil gerne have min tourplan helt på plads, så derfor tager jeg en tur til Jylland og får styr på detaljerne. Når årets festivaljobs er overstået, kommer jeg til at holde en pause, så vi bygger momentum op til et kæmpe show i Vega næste år. Og så når jeg alligevel smutter over, kan jeg gæste min homie Per Vers’ show i Randers i aften. 

Så det er både forretning og fornøjelse?

– Det er fedt at kunne give en ekstra oplevelse til publikum på den måde, men det skal også hænge sammen forretningsmæssigt. Hvis jeg gerne vil nå så meget af publikum som muligt, er det vigtigt, at jeg også har styr på forretningsdelen. Men jeg er ved at blive vant til det. Efterhånden går det så godt, at jeg har fået råd til at få en ansat i firmaet. Andreas, eller hr. Bjæffesen som jeg kalder ham, sørger for, at jeg ikke bliver helt sindssyg af papirarbejdet. 

Er det svært at tænke på sig selv som en forretning?

– Forretning er en fucking hovedpine. Hvis jeg kunne, ville jeg jo helst bare være i vokalboksen hele tiden.

Det hele kører i ring  

Pede B er på Dragon City med hele den pukkelryggede familie. Det er en old-school kinesisk restaurant på Nørrebro, men nu er den også blevet udstyret med running sushi på transportbånd. Netop det er et trækplaster for den store søn på næsten fire.

- Han elsker at komme herhen, griner Pede B. – Han spørger altid, hvornår vi skal hen på restauranten, hvor maden kører i ring.

Ringen er sluttet for mesteren, der først tævede modstanderne verbalt til MC’s Fight Night, hvorefter han tog handsker på og brugte fysikken i den rigtige boksering.

På det nye album Lilla Lounge er første single “Lille ven” set ud fra sønnen Karls perspektiv: 

Mit navn er Karl Amasa Bigaard

I næste måned bli'r jeg fire år

Jeg bor i København på en pænt normal

Stille vej, i en lejlighed på femte sal

Mor er på kontor, far har et musikjob

Hvor han råber meget, mens han ligner en hidsigprop

Til koncerter, hvor der kommer folk og hører det

Nogle af dem råber så højt, at jeg får ondt i ørerne

Folk hilser på gaden, selv dem, han ikk' kender

Op' i parken ville en af dem ha' et billede med mig

Forleden oppe ved stationen

Bakkede en bil ind i os, og så gik far ud og råbte ad personen

Han brugte alle de ord, jeg har lært, at jeg ikke må

Plus et par nye, som jeg ikk' tror, jeg ku' finde på

Han må ha' taget det rigtigt tungt

Men mor siger til mig, han ikk’ mener det ondt

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA