Kippenberger-interview: "Det er umuligt at stikke helt af fra, hvem man er"

Kippenberger-interview: "Det er umuligt at stikke helt af fra, hvem man er"

Tobias Kippenberger har for længst smidt sin The Floor is Made of Lava-ham og er under navnet Kippenberger nu klar med sit første soloalbum, Kroen og Kirken. GAFFA har taget en snak med den tidligere Lava-frontmand om at skulle stå på mål for sin egen musik, om (ikke) at flygte fra sin fortid og om at cykle på ethjulet cykel op ad Alpe d’Huez.   

Dit første soloalbum er lige udkommet. Hvordan er den ummidelbare mavefornemmelse?

– Den er rigtig god, egentlig. På pladen er der både nye og ret gamle sange, som vi for længst har spillet og testet live. Det er jeg spændt på hvordan bliver modtaget. Og så er det at udgive sit første soloalbum også bare noget, der rangerer ret højt på champagneskalaen. Det føles lidt som om at køre op ad Alpe d'Huez på ethjulet cykel – man føler virkelig, at det er en velfortjent bedrift, når man krydser målstregen. Så på den måde er der al mulig god grund til at fejre det. 

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Både vild og voksen debutplade fra den erfarne frontmand

Hvordan har processen med at skrive pladen været?

Som sagt har sangene har været lang tid undervejs og er blevet gennemtærsket over tre, måske faktisk fire års sangskrivning. Og så er der samtidig sket mange ting i mit liv, som har præget det hele. Musikstudiet undervejs har været præget af en af en slags svingdørsstemning – folk er kommet og gået, og så har jeg spillet én sang med ét crew live, og så er der pludseligt kommet andre til, der har skrevet sammen med mig, og så videre og så videre. Det har været ret omskifteligt, men jeg synes egentlig også – måske lidt set i bakspejlet – at det har præget det musikalske på pladen. Der er ikke to sange, der er kommet ud af den samme kontekst. De lever lidt deres eget liv, hver især.

Hvad er der på spil i titlen, Kroen og Kirken?

Der har jo naturligt nok ikke været nogen kæmpe masterplan over det hele, da det er sange, der pludseligt er kommet til baseret på nogle følelser, som jeg har prøvet at bearbejde undervejs. Dog synes jeg alligevel, der forekom en rimelig rød tråd igennem sangene, da de var skrevet færdige. Og så kom min kæreste pludselig med en vending, jeg ikke havde hørt før; ”Kroen og Kirken”. For mig er det udtrykket for to yderpunkter; jeg ville aldrig kunne bo på kroen, og det samme gør sig egentlig også gældende for kirken. Det er spændet imellem de to, hvor man vandrer fra og til dem hver især og leder efter lykken – og forhåbentlig finder den på et eller sted inde i midten. Det er ligesom omdrejningspunktet for i hvert fald mit eget liv.

Genremæssigt virker det som en utrolig forskelligartet plade?

Det er helt sikkert mere tilfældighed, end det er med vilje. Før i tiden har jeg måske været mere ensporet musikalsk, men her har den facet været sværere at fastholde, når sangene er kommet til over flere år. Det er sjældent, at man har lyst til at lave det samme musik, også når de i praksis er præget af så forskellige omstændigheder. Det er tilkommet ret naturligt, at de lyder forskelligt, men jeg synes stadig, de hænger ret godt sammen.

Tidligere har du udtalt, at du var ”træt af rock”. Alligevel er der ret klare elementer af netop den del af din musikalske fortid på Kroen og Kirken. Hvordan hænger det sammen?

Jeg har altid været lidt kontrær, og da jeg så satte mig ned for at gå i gang med at lave min egen musik, så ville jeg gerne lave noget andet, end hvad der blev forventet af mig. Og det prøvede jeg også for en stund, men der gik ikke ret lang tid, før jeg fandt ud af, at det er svært at slippe væk fra. Det er en erkendelse, jeg nok er kommet frem til; der er et eller andet rockdrøn, der bor helt nede i bunden af mig, og lige meget hvor meget jeg stritter imod, så vil det nok trække i mig. Og det har jeg mere eller mindre forenet mig med. Det er umuligt at stikke helt af fra, hvem man er.

LÆS OGSÅ: The Floor is Made of Lava-frontmand klar med soloprojekt: "Jeg er træt af rock"

Du har to ret forskellige gæster med på albummet; Katinka og Allan Olsen. Hvordan har det været at invitere dem med ind i din musikverden?

Som debuterende solist har jeg igennem processen lidt følt, at jeg manglede noget holdånd og nogle makkere. Derfor sprang jeg for første gang ud i det at have nogle features på. Jeg rakte derfor en hånd ud og håbede, at der var nogle, der havde lyst til at lege med. Det ville de to, jeg spurgte først heldigvis gerne.

Katinka har jeg kunnet lide i rigtig lang tid og har altid tænkt at det kunne være sjovt at lave noget sammen med. Hun står for noget smadrethed og noget bodegastemning, som går meget fint i match med sangen, og når nu ”Søerne” handler om det at gå hjem om morgenen fra København, er det jo fedt, at hun er bybarn med kæmpe B.

Allan er jo bare en kæmpe legende, og derfor var det noget af en kanin at kunne hive op af hatten. Og selvom nummeret ("Rød Viking Lang") ligger temmmelig langt fra det, han normalt laver, er der alligevel noget tekst deri, han kunne være storrepræsentant for. Jeg tror, det virker overraskende for mange, og i den grad også for mig selv, at jeg i 2019 laver en sang med Allan Olsen, men jeg synes, at det er endt med at fungere rigtig godt.

Hvordan har det været at måtte tage et form for skridt tilbage, hvor du blandt andet har optrådt på lidt mindre scener og spillesteder, eksempelvis Rising Scene på Roskilde sidste år?

Det er klart, at det har været noget andet end at stå på NorthSide eller på Bøgescenen, eller hvad jeg nu ellers har prøvet sammen med "Lava". Og det har egentlig passet mig fint temperamentsmæssigt i forhold til, hvad jeg ser i mig selv som solist. Det er jo i og for sig et skridt tilbage at spille på Rising, men det så jeg også som et kompliment; at en gammel hejre som mig fik lov til at blive budt indenfor som en del af fremtidens musik.

I høj grad er det jo også et spørgsmål om, hvad man betegner som succes. Jeg befinder mig i høj grad fint i den rolle, jeg har nu. Man skal være realistisk om, hvad ens publikum er, og hvor stor interessen er for det, man laver. Og der er jeg ikke stor nok til at spille på Orange Scene lige nu og her, men det håber jeg da kommer.

Du drager ud på din anden soloturné, og den største hidtil, her i slut-september. Hvordan bliver det at stå på mål for sin egen musik i en helt anden grad end tidligere?

Jeg er i meget tæt emotionel kontakt med min fortid. Og jeg er selvfølgelig enormt stolt af det, vi opnåede med The Floor is Made of Lava, og at folk husker ting, vi lavede for, hvad der er godt og vel 10 år siden nu. Jeg tror aldrig, man rigtig slipper det, men jeg glæder mig sindssygt meget til det her. Sidste gang jeg spillede live for et år siden var der utroligt mange forskellige bolde i luften, men nu er tingene og sangene mere eller mindre på plads. Det sjove for mig har altid været at komme ud og spille min musik live, og det får jeg så nu mulighed for nu.

Se Kippenbergers turnédatoer på hans Facebook-side

Se videoen til "Søerne" med Kippenberger og Katinka:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA