Uffe Lorenzen-interview: “Musik er blevet dummere”

Uffe Lorenzen-interview: “Musik er blevet dummere”

Han har spillet musik i tre årtier i grupper som On Trial, Baby Woodrose og Spids Nøgenhat, men de sidste to år har han indspillet og turneret helt alene. Vi har mødt Uffe Lorenzen til en snak om at overleve som musiker.

Uffe Lorenzen er i disse dage ved at afslutte sin soloturné Tålt ophold, som har bragt ham landet rundt og også til Norge oven på udgivelsen af sit andet soloalbum, Triprapport. 

Vi møder ham på Radar i Aarhus, hvor han spiller en torsdag aften foran omkring 160 mennesker. På denne turné spiller han overalt i landet nogle steder for et publikum på 30-60 mennesker. Men denne optræden i Aarhus er én af de større på turnéen.

– De sidste par år har jeg forsøgt at leve af at være soloartist. Fortælle historier og synge mine sange og rejst rundt kun med min guitar og uden band.

Selvom det til tider er hårdt med meget rejsetid, mange togrejser, meget arbejde og mange bekymringer, er det en ny arbejdsform, der giver mening. 

– Det er min årlige musikalske cyklus – jeg skal tjene penge til at lave et nyt album, så jeg kan tage på turné og tjene penge til at lave det næste album. Lige nu hænger det sammen økonomisk, og det er rart at have en stabil cyklus.

Det økonomiske aspekt af turnélivet på de danske spillesteder fyldte da også i Uffes fortællinger under koncerten på Radar. Blandt andet undrede han sig over, at så mange mennesker gad bruge deres penge på at tage til en koncert som denne. 

Se Uffe Lorenzen fremføre "Psykonauten" på Radar 17. oktober – artiklen fortsætter under videoen

Hvad er det mest klichéfyldte og kedelige spørgsmål, folk stiller dig?

– Åh, jamen jeg har arbejdet som bartender de sidste 12 år indtil for omkring et år siden, og det mest irriterende spørgsmål, jeg blev stillet, var ”plejede du ikke at spille i et band?”, som om det at lave musik er noget, du kun gør i en kort periode. Det er derfor, jeg synes, det spørgsmål er irriterende, også fordi det kun bliver stillet af folk, der egentlig ikke aner hvem jeg er, eller hvad jeg laver. Så jeg er egentlig ikke interesseret i at udfolde det for dem og lave en fremstilling af, hvem jeg er. Enten ved du det, ellers ved du det ikke.

Gætter de i det mindste på det rigtige band?

– Øh, nogle gange. Men for det meste siger de navnet forkert. Det er ofte om bandet Spids Nøgenhat, og så blander de ordene sammen eller kommer med et andet navn på en svamp.

Hvordan går du rundt og har det for tiden?

– De sidste to et halvt år har jeg forsøgt at leve af at være soloartist. Fortælle historier og synge mine sange og rejst rundt kun med min guitar og uden band. Det gør mit liv meget nemmere i nogle henseender, men det gør det også sværere og mere usikkert på nogle områder. Jeg prøver egentlig bare at overleve på denne måde. Så det betyder, at jeg rejser meget på turné og spiller mange koncerter i Danmark, som har mange mindre byer. Så jeg spiller normalt for 30, 40, 50 mennesker de fleste steder. I nogle byer, såsom Aarhus, er det måske 100 til 200. Men ja, der er meget rejsetid og mange togrejser, meget arbejde og mange bekymringer om at blive syg og miste stemmen.  

Jeg snakkede engang med én, der mente, at man skal have en konservatorieuddannelse for at kunne lave musik – lad os bare sige, at det blev en meget kort samtale. Men hvad tænker du, føler du dig tryg ved din stemme og din guitar?

– Jeg tror, at når det kommer til at skrive sange og mine musikalske evner, er jeg lige så god som de fleste andre. Men at sige ”tryg” er at strække den, for jeg tror ikke, at nogen mennesker egentlig er trygge ved deres evner. Jeg tror, at kunstneriske mennesker generelt søger efter måder at forbedre sig på. Når jeg hører min egen stemme, tænker jeg ikke ”jeg er en fantastisk sanger!”, jeg føler mig mere usikker på mig selv. Det tror jeg, at de fleste mennesker i samme position som mig tænker. Uanset om de er konservatorieuddannede eller ej.  

Dit nyeste album Triprapport er blevet modtaget godt af medierne. Mange af sangene handler om subjektive oplevelser, ensomhed, større eksistentielle spørgsmål om liv og død – tror du, at temaerne her hænger sammen med dét at bo i Danmark? Mener du, at der mangler en følelse af fællesskab i vores samfund? Er det for isoleret?

– Jeg vil ikke sige, at det har noget at gøre med at bo i Danmark, men derimod om at bo på denne jord. Jeg betragter det ikke som noget særligt for Danmark at arbejde med disse emner. Albummet handler mere om at finde sig til rette med dette billede af den psykedeliske guru af den danske undergrundsmusik – altså de begreber, som jeg ofte bliver forbundet med. Så jeg tænkte, at nu laver jeg for faktisk et tripalbum og skriver om de psykedeliske oplevelser gennem hele albummet. Måske er det også for, at jeg selv kan komme videre derfra, for jeg tror, at mit næste album bliver helt anderledes med andre temaer.

– Den første triprapport, jeg læste, var i en bog fra 70’erne, og nu findes de overalt på internettet. Det er egentlig bare, når en person fortæller om tankernes eventyr, når man er på trip.

Kan du give nogle spoilers om dit kommende album?

– Nej, nu er planen at færdiggøre denne turné med de sidste otte eller ni koncerter. Når jeg så har nok penge til at lave en ny plade, tager jeg i studiet igen. Det er min årlige musikalske cyklus – jeg skal tjene penge til at lave et nyt album, så jeg kan tage på turné og tjene penge til at lave det næste album. Lige nu hænger det sammen økonomisk, og det er rart at have en stabil cyklus.

Da jeg var i Barcelona for et par uger siden, fandt jeg en en plade med covers af The 13th Floor Elevators på spansk. Den har jeg givet til en ven, men til dig fandt jeg denne plade med spanske covers af musik fra 1960’erne.  

 Ha, mange tak! Her er faktisk én sang på, som jeg kender. Smash havde en dansk guitarist, og de spillede i Franco-perioden. Deres shows blev stoppet af politiet, og de spillede hemmelige koncerter i slut-60’erne og start-70’erne. Men det er denne slags musik, jeg elsker og normalt lytter til. Vi spillede faktisk ofte i Spanien med Baby Woodrose i 00’erne. 

På Dansk Plakatmuseum har der været en udstilling, der hed 1968. Plakater fra et oprør, som vistede revolutionære bevægelser fra 1960’erne. I det her Frank Zappa-interview snakker han om, at bevægelserne tilbage fra den tid døde ud, og at de fleste blev yuppies og fik børn. Derfor havde de heller ikke rigtigt nogen indflydelse. For tiden ser vi, at børn motiveres af Extinction Rebellion, og vi har folk som Greta Thunberg, der taler foran FN. Er denne bevægelse i fare for at uddø ligesom tidligere revolutioner? Vil vi komme til at romantisere denne bevægelse i fremtiden?

– Jeg ser det i samme perspektiv. Rock’n’roll ændrede nogle ting, men nu, 50 år senere, lever vi i en helt anden verden, på en helt anden planet med helt andre værdier, som jeg mener er meget værre end dengang. Folk er blevet snydt til at tro på, at der findes et bedre liv for dem, og det er der ikke. Det er faktisk meget værre. Jeg taler som den outsider, jeg er, der har brugt de sidste 25 år på at lave kunst. Så jeg ved måske ikke meget om almindelige mennesker, og hvordan de lever deres liv. Men den verden, vi lever i er meget værre end for 50 år siden.

Når du lytter til radio, kan du så lide det, du hører?

– Nej. Jeg hader det. Musik er blevet dummere. Og jeg synes helt klart, at musikken fra 60’erne og 70’erne var meget bedre. Revolutionær eller ej, og ligegyldigt hvor overfladisk den revolutionære retorik, som Frank Zappa nævnte, var, var musikken meget bedre dengang. Jeg mener, at teknologien har ødelagt musikken. Nu kan alle finde på et dumt omkvæd og gentage de 48 gange til et stabilt beat. Der er ingen udfordring i at lave musik på den måde. Min idé om, hvad musik er, er fuldstændig modsat nutidens musik.

I år har vi mistet nogle af musikkens helt store navne – Ginger Baker fra Cream, og to banebrydende musikalske helte fra Austin, Texas, Daniel Johnson og selvfølgelig Roky Erickson. Du spillede sammen med Roky i Store Vega den 18. december 2010. Hvor længe har du kendt ham, og har du nogle historier om ham? Hvordan identificerede du dig selv med Roky Erickson? Kommer du til at udgive coveret af “If You Have Ghosts”, som du lige har udgivet, på vinyl?

– Jeg hørte første gang om Roky Erickson i 80’erne og blev med det samme forelsket i musikken. Vi snakkede ikke meget sammen ved koncerten, det fornemmede jeg, han ikke var til. Vi hilste på hinanden, og jeg fik hans autograf, og det var det. Coversangen blev indspillet sammen med en ven på en aften, hvor vi havde drukket. Den udgave blev udgivet på Spotify to uger senere, så der er ingen planer om at udgive den på vinyl. 

LÆS OGSÅ: Bittersød røvballerock – anmeldelse af Roky Erickson i Vega, 2010

Der er lavet dokumentarer omkring jer begge, You’re Gonna Miss Me (2005) og Born to Lose (2015)

– Nårh ja, alle får jo lavet en dokumentarfilm om sig selv, eller næsten… Man kan vel næsten kalde det en tendens til at få lavet dokumentarfilm om sig selv.

Jeg har et par afsluttende spørgsmål, som faktisk kommer fra Palle Demant, instruktøren af dokumentarfilmen om dig. 

Kunne du lide dokumentaren?

– Ja, det kan jeg faktisk. Jeg kan rigtig godt lide den måde, hvorpå han fortalte historien.

Derudover sagde han, at du skal spørges ind til øl, fordi du er en kæmpe fan af øl. Og så kunne det være interessant at vide, hvilken bar, der egentlig er din yndlings?

– Der er jo sindssygt mange barer, men min yndlingsbar er nok Café Svejk (på Frederiksberg, red.) hvor jeg også har arbejdet. Når vi snakker danske øl, er Hancock min favorit. Jeg kan godt lide, at de bruger den tjekkiske humle, som hedder Saaz, der er anderledes og mere rund i smagen. Men hvis vi snakker generelt, er Bohemia Regent’s Prezident min yndlingsøl.   


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA