x

GAFFAs Coronakanon del 1: Et overset dansk mesterværk

GAFFAs Coronakanon del 1: Et overset dansk mesterværk

Der er krise i Danmark. Folk er isolerede, frygten for apokalypsen er over os, og indimellem føles det, som om samfundet er ved at brække sammen vores fødder. Eskapisme vigtigere end nogensinde, og en masse fans søger mod musikken i disse tider. Derfor har GAFFAs skribent Simon Heggum sat sig for at konstruere en serie artikler om albums, der kunne have en vis relevans i forhold til samtiden, frygten og længslen efter noget, vi indtil for nylig tog for givet.

Så velkommen til en artikelserie, der belyser en række albums, som på den ene eller anden måde er blevet overset i sin samtid, og som vi passende kan bruge tiden på at gå på opdagelse i igen. Vi har valgt at kalde denne artikelserie for GAFFAs Coronakanon.

Baal – Karaoke (1998)

Det sørgmodige skrig – et dramatisk, diabolsk og teatralsk mesterværk 

Vi befinder os omkring årtusindeskiftet. Jeg er ikke meget ældre end en 13-14 år og er lige begyndt at spille bas. Jeg har fået ørerne op for rockmusikken og det danske orkester Baals debut Sensorama, som et tilfældig besøg på det lokale bibliotek har kastet ned i min turban. Et sejt, teatralsk og spraglet album, som indeholder det, samtiden kaldte cabaretrock. En lettere latterlig betegnelse for Baals krydsning mellem glam, teater og Bowie, der – lettere utilgiveligt – blev sammenlignet med Queen, da Baal væltede ind på de danske nethinder i 1996.

I min fortsatte glæde over Baals lyd fandt jeg opfølgeren Karaoke fra 1998, der ramte mig direkte i hjertet, til trods for den gigantiske musikalske kovending, som bandet laver på pladen. Væk var David Kampmanns snerrende guitar og de lettere bøvlede engelske tekster, og i front var synths og Bjørn Fjæstads diabolske croon. Jeg så det dengang som et decideret mesterværk – den første danske plade, jeg virkelig dyrkede – og siden har jeg opfattet pladen som en af de bedste danske plader, der nogensinde er lavet.

Men det lader til, at jeg er et af de få mennesker, der rent faktisk mener dette – og det skyldtes måske, at Karaoke er blevet overskygget af forgængerens succes og Baals efterfølgende plader, der ikke byggede videre på Karaokes lydunivers. Det er rent faktisk en skam, for selvom Karaoke står som det ultimative, kommercielle selvmord, er det også en plade, som er helt unik på den danske scene. Det er lyden af et band, der turde tage helt uventede chancer og en forsanger/tekstforfatter, der krænger sin sjæl fuldstændig ud. Første plade i GAFFAs coronakanon er Baals uforlignelige Karaoke.  

De smertefulde brud

Det er svært at forestille sig, hvilke valg der har ligget forud for tilblivelsen af Karaoke. Men tre faktorer havde en direkte indvirkning på det lange, misantropiske suk. Den første faktor er uden tvivl den succes, som Baal fik ved udgivelsen af Sensorama. Det kan være svært at forestille sig, hvor sær en størrelse Sensorama var, når man hører den nu om stunder. På mange måder varslede Sensorama den teatralske metalscene, som i disse tider er mere eller mindre populær med navne som Ghost, men i 1996 stod Sensorama alene og faldt altså på et ret tørt sted i en tid, hvor hele eurodancemaskinen smadrede gennem Europa.

Det var et dansk, rockhungrende publikum, der tog Baal til sig, hvilket kunne ses til en række velbesøgte koncerter i tiden efter Sensorama, som endte med at sælge 20.000 albums – en ret stor succes på dansk jord. Den slags succes er naturligvis utroligt rart for et nyt band, men de mange koncerter og tanken om den svære toer kan være dræbende for en fælles kreativitet.

Dette bringer os frem til anden faktor: Fraværet af guitarist David Kampmann, som forlod bandet umiddelbart inden indspilningerne af Karaoke. I tiden efter Sensoramas succes var, ifølge et interview med nærværende blad, Kampmann allerede blevet mere og mere fjern, og de resterende medlemmer: Bjørn Fjæstad (sang), Henrik Melander (keyboards og kor), Jesper Grann (trommer) og Jimmy Krogsgaard (bas) var begyndt at komponere nyt materiale.

Da Kampmann hørte numrene, havde han svært ved at placere sig selv i de nye kompositioner og valgte derfor at takke af. Udskiftninger i bands er ikke jordens undergang, og Baal har siden haft mange skift i deres opstilling, men at miste guitaren, efter et så guitartungt album som Sensorama, burde i mange bands tilfælde være et dødsstød. Det var det ikke for Baal, hvilket nok skyldtes, at hjertet af bandet i virkeligheden er Fjæstad og Melander.

Den tredje faktor er en sværere størrelse at have med at gøre, når man skriver om plader, som denne, men den er afgørende for Karaokes grundstemning. For alle numre på Karaoke besidder et mørkt, melankolsk og oftest ufremkommeligt mørke, som ingen andre af Baals plader gør. Dette skyldtes opbrud på privatfronten for, især, Bjørn Fjæstad, der på det tidspunkt gik igennem et hårdt brud med en kæreste, hvilket i høj grad prægede resten af bandet og sangskrivningen. Jeg er sikker på, at Fjæstad har det fint i dag, men man får et indtryk af, at det har været en drøj omgang, når man dvæler ved teksterne og stemningen på Karaoke.

Ud over guitaren har Baal, klogt nok, skruet ned for det meget teatralske maskebal, der gjorde Sensorama til den plade, den er, og fokuserer i stedet på en række nøgterne, småabstrakte tekster, som virkelig spidder én direkte i hjertet, hvis man lytter efter. Karaoke er et vaskeægte skilsmisse-album, der spiller på alle hjertesorgens parametre, og Fjæstand og kompagni valgte eksperimentet, elektronikken og dramaet som vejen frem, da de tog til Sussex, England i de legendariske Parkgate-studier for at indspille Karaoke, der efterfølgende blev mikset af den internationalt anderkendte producer Rik Simpson (kendt fra sit senere arbejde med Coldplay).

Følelsernes filmiske drama

De syntetiske bip-lyde, der møder en på Karaokes dragende åbner ”Colonel Me”, må have fungeret som en spand koldt vand direkte i hovedet på heavyhovederne, tilbage i 1998. For her er der ikke konturen af en hård guitar i syne, når Henrik Melanders filmiske stringersynth glider hvislende ind i lydbilledet. På mange måder er ”Colonel Me” en perfekt åbner, der kanaliserer samtidens elektroniske musik, mens den også kaster minder mod The Cure og den altid nærværende David Bowie. Sidstnævnte må Baal have haft i mente, da de indspillede Karaoke, for Bowie var i samme år i gang med sin flirten med industrial og drum n’ bass på sit næstsidste mesterværk Outside.

Baal er dog helt sig selv, og ”Colonel Me” er et bevis på, hvor meget plads i et lydbillede betyder for en sang af en sådan kaliber. De elektroniske virkemidler bliver suppleret af et let vuggende groove, hvor pladens stjerne: Jimmy Krogsgaard lader sin melodiske bas pulserer mellem de ambiente strygere. Fjæstads fantastiske cabaret-stemme er intet steds at høre og er erstattet af en croonende, nøgtern røst, som på én gang er dragende og gudesmuk uden at miste det dæmoniske drama, som man husker fra Sensorama.

Sangen vokser meget langsomt, med sitrende noise- og feedback-elementer, der forstærkes igennem nummeret og afslutter i et elektronisk tæppevæv af beats og larm. ”Down/falling down” synger Fjæstad, og det er unægteligt som at falde i slowmotion gennem et helt tomt univers, før man rammer ”a planet with no name”. Drømmen om rejsen med ens udkårne er forvandlet til et stillestående mareridt, hvor man selv er tavst vidne til selvets opløsning i et vakuum af lyd.

Artiklen fortsætter under sangen

Humøret vokser ikke synderligt på den efterfølgende ”Beautiful”, der trods alt må have givet guitarpuritanerne håb, da en guitar pludselig dukker op fra den syntetiske muld. ”Beautiful” er det nærmeste, du kommer på rock, når du lytter til Karaoke, men den ligger stadig så langt fra Sensoramas Brecht-tendenser, som du kan komme. Over snerrende, effekttunge guitarer fra gæsteguitarist Martin Lind (kendt fra Boghandle) crooner Fjæstad om kærlighed på kanten af civilisationens undergang.

De sært dansable trommebeats fra Jesper Grann er med til at gøre sangen underlig uptempo, uden man nogensinde får den vilde forløsning, som de digitaliserede guitarer og de gurglende synths lægger op til. Dans er på eget ansvar! Måske vil Fjæstand gerne danse en romantisk vals med dig, eller også vil han æde dig over helvedesilden, mens byerne falder sammen.

Artiklen fortsætter under sangen



Titelsangen er en hel artikel for sig selv, og er, i nærværende skribents øjne og ører, en af de smukkeste kærlighedssange, der nogensinde er skrevet af en flok danskere. Her præsterer bandet på alle måder og viser, hvor god en idé der kan være at arbejde intenst med en sang i studiet. Man rammes af indbydende og nærmest børnevenlige synths, i et gyngende lydunivers, hvor Fjæstad danser latin som førsteelskeren, mens Jimmy Krogsgaards bas vugger derudad. Atmosfæren er smuk og trist på samme tid, når Fjæstad konstaterer ”I’m not the one for you” i et af sin karrieres bedste vokalforedrag.

Artiklen fortsætter under sangen

På den efterfølgende ”Frenzy” bliver stemningen anderledes dramatisk og dragende med de phaser-behandlede synths, den jazzede rytmegruppe og Sten Melanders fantastiske klaversolo.

Artiklen fortsætter under sangen

Og sådan fortsætter ”Karaoke” ud i et helt fantastisk, dystopisk lydunivers. Den voldsomme ”Moonraker” leveres med en sjældent udfarende trommerytme, et fantastisk bas-riff og en uforlignelig Fjæstad, hvis vokal ligger nærmere Sensorama end noget andet sted på pladen. Jeg skræmte faktisk engang en veninde, udelukkende ved at sætte sangen på, mens hun var på besøg.

Artiklen fortsætter under sangen



”Aeroplane” er en knugende smuk ballade, med Würlitzer og maipulerede kraut-trommer, der beskriver hjertesorgens knugende stilstand, når Fjæstad drømmer om de gode tider: ”I have to refuel again – like an aeroplane”.

Artiklen fortsætter under sangen

Af andre højdepunkter møder vi klassikeren ”The Lunatic”, som stadig står som et af Baals trumfkort, der for en stund går tilbage til de stille momenter fra Sensorama, hvor Fjæstad synger om en enkelt nat mere med sin hjertes udkårne, mens Sten Melander leverer et utroligt sørgmodigt pianoakkompagnement. En enkel nat mere, der kan holde galskaben væk. Det er nok ikke for ingenting, at ”The Lunatic” stadig bliver luftet live, da den og titelsangen bedst kan forenes med bandets bagkatalog.

Artiklen fortsætter under sangen



Og selvom de tiloversblevne sange er blandt Baals mest eksperimenterende – og måske endda forhadte – betyder det langt fra, at de er dårlige. Drum ’n’ bass-eksperimentet ”Trash” er muligvis ikke ældet med ynde, med sit tidstypiske beat, men sangen er en glemt perle og en af pladens absolutte højdepunkter. Især fordi ”Trash” indeholder et af bandets flotteste omkvæd, med psykedeliske synths og en ekstremt velsyngende Fjæstad, der både sårbart og stærkt leverer den knugende linje:

”You made the web

Trapping me like a fly

You stole my heart

And left my shell in trash”

Artiklen fortsætter under sangen

”So I Died in 1 Day” er det mest brutale øjeblik på Karaoke. ”So I Died…” er nærmest uhyggelig med den repeterende basgang og det transcenderende triphop-beat, mens synths’ene bryder delvist igennem lydbilledet for til sidst at give lytteren og den djævelsk messende Fjæstad en tur i torturkarrusellen.

Artiklen fortsætter under sangen



”Game Over” er om muligt endnu mere mystisk, i sært industrial univers, hvor Fjæstad leverer pladens mest tragiske tekst i et sært, lalleglad melodiforløb, komplet med diabolsk nynnen. Den vuggeviseagtige melodi står i stærk kontrast til de industrielle og dommedagsprægede synth-stabs og danner en perfekt åben slutning på Karaokes narrativ. På sangen konstaterer Fjæstad endelig kærlighedens absolutte fravær og det absolutte dødsstød til forholdet, som beskrives på Karaoke. Den psykotiske lallen vidner om, at ”The Lunatic" fra den forrige sang endelig er kommet ud af mørket, og her oplever vi afslutningens galskab i fuldt flor.

Artiklen fortsætter under sangen

Pladen afslutter godt nok, og lettere morsomt, med en karaoke-version af titelsangen – eller ”sing back”, som det hedder. Paradoksalt nok, når teksterne ikke er gengivet i det medfølgende cover, og det ødelægger lidt pladens fortælling, selvom instrumentalversionen også er smuk uden Fjæstads stemme. I et interview med Henrik Melander, i forbindelse med denne artikel, understregede han for mig, at inklusionen nok var ment som en joke, selvom han talte for nummerets tilstedeværelse. Jeg vil lade det være op til lytteren selv, men i mine ører ender pladen altså med ”Game Over”.

Artiklen fortsætter under sangen



Det kommercielle selvmord

Karaoke gentog ikke den succes, som Sensorama havde været, og det tror jeg heller ikke, nogen havde regnet med. Den virkede muligvis fremmedgørende på det publikum, som Baal havde tiltrukket med debuten, og Karaokes lydunivers var så langt fra den lyd, der var populær i Danmark på daværende tidspunkt. I det store udland var triphop, IDM og moderne elektronmusik en stor succes, men herhjemme måtte man nøjes med førnævnte eurodance-helvede. Karaoke var nærmest et kommercielt selvmord allerede fra startskuddet, men for Baal betød det alligevel ikke mere, end at deres koncerter stadig var velbesøgte, og heldigvis havde de fundet en ny guitarist i Morten Lundsgaard, da de skulle turnere med albummet.

Henrik Melander fortalte mig, at bandet også selv havde regnet med, at pladen ville forvirre det publikum, de allerede havde. Men samtidig sagde han, at Karaoke rent faktisk betød ret meget for ham og resten af bandet, og han tilføjede, hvor sær en fornemmelse det havde været at åbne diverse koncerter med ”Colonel Me”, når man stod ansigt til ansigt med et publikum, der var kommet for at skråle med på ”Bubble Fake” og ”Bikerhead”.

Baal kom aldrig til at gentage lyduniverset på Karaoke, og på den efterfølgende Funtex dyrkede de et mere ironisk radiopop-univers, der aldrig rigtig kom til at fungerere trods nogle flotte melodier. Efterfølgende fandt de tilbage til Sensoramas udgangspunkt på den fine The Supreme Machine, og dermed gled Karaoke ud i baggrunden og blev snarere et kuriosum end det hovedværk, det rent faktisk burde være. Og det er en skam!

Kærlighedens dommedag

I denne anmelders øjne er Karaoke helt sikkert Baals mesterværk. Det er lyden af en flok pressede musikere, der åbner op for alle sluser og eksperimenterer i noget, der ligner fuldstændig uvant terræn. Og modsat mange andre eksempler på plader af denne karakter lykkes eksperimentet til fulde og står fuldstændig uden lydmæssigt sidestykke på dansk jord.

Den nærmeste sammenligning er Radioheads hovedværk Kid A. En plade, der på mange måder betød det samme for Radiohead, som Karaoke gjorde for Baal. En nødvendig plade, der brød med forgængerens meget karakteristiske rocklyd og gjorde, at bandet sidenhen kunne tillade sig at bryde grænserne for deres egen musikalitet, mens pladen skød orkestret ind på et uvant terræn.

Kid A blev endda også anset som et kommercielt selvmord. Og Karaoke udkom vel at mærke to år før Kid A.

Og hvad har alt dette at gøre med vores nutidige coronakrise? Udover kærlighedens død i Karaokes univers flirter både musik og tekster med et sci-fi element, der oftest foregår midt i hjertet af en apokalypse. Især i ”Beautiful”, hvor fortælleren overgiver sig til sin store kærlighed i et samfund, der tydeligvis er ved at falde fra hinanden:

”No rescue the radio proclaimed

While a thinlined, blue smoke

Revealed what was coming next

A panicked state

I stand alone in my room

Wanting you once again”

Og alligevel står fortælleren, her på randen af verden, i isolation i sit hjem og savner det nærvær, han engang havde. Om det i virkeligheden er den indre verden, der er ved at gå i opløsning, vides ikke, men senere står vi ansigt til ansigt med undergangen i ”So I Died in 1 Day”, hvor ”the demon comes alive (…) betraying all we have”, til fortælleren selv bliver vanvittig i den psykotisk lallende nynnen i den skræmmende ”Game Over”.

Om det er selve planetens eller selvets undergang forbliver åbent, men ikke desto mindre er Karaokes futuristiske og uhyggelige univers mere aktuelt, end det har været i lang tid. Derfor er pladen en del af GAFFAs coronakanon og måske en af de mest passende i en tid, hvor vi både skal passe på hinanden og passe på kærligheden.

"The Lunatic" og titelsangen vil i øvrigt være at finde på bandets kommende lp The Quiet Session, hvor en række numre er nyfortolket med akustiske instrumenter og strygerorkester. Et godt supplement til coronalytningen. Albummet udkommer 14. april.  

LÆS OGSÅ: GULD FRA GEMMERNE: Da GAFFA mødte David Bowie

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA