x

Sange i de mørke tider – en samtale med Blixa Bargeld del 1 ud af 2

Sange i de mørke tider – en samtale med Blixa Bargeld del 1 ud af 2

Stort interview med Einstürzende Neubautens frontfigur om Berlin, Coronakrisen, anmeldere, hvorfor han forlod Nick Cave & The Bad Seeds og meget mere

Agenten vil gerne vide, hvordan snakken med Blixa Bargeld er gået; jeg har lovet hende at melde tilbage, når interviewet er overstået. Jeg skriver en kort mail og forsikrer om, at det blev et fremragende interview – et kvarter længere end de lovede 30 minutter – og udtrykker mit håb om, at det også var Blixas oplevelse. ”Tro mig”, skriver hun i sin svarmail nogle minutter senere – ”...hvis det ikke havde været tilfældet, ville du ikke have været i tvivl!”

Den 61-årige tyske avantgardelegende gider ikke bullshit, og med sit CV behøver han strengt taget heller ikke bruge tid på det. Fyrre år med stærkt eksperimenterende Einstürzende Neubauten er det efterhånden blevet til – foruden tyve som uortodoks guitarist i Nick Cave & The Bad Seeds. Den 15. maj udgav Einstürzende Neubauten det nye album Alles in Allem (læs GAFFAs anmeldelse her) og i maj 2021 besøger gruppen DR Koncerthuset i København med to koncerter, som egentlig skulle have været afholdt i denne måned.

LÆS OGSÅ: Einstürzende Neubauten klar med nye danske koncertdatoer

Velkomne anledninger til et ekstensivt interview med legenden – en Skypesamtale mellem Horsens og Berlin en eftermiddag i april, hvor vi kom omkring såvel det nye album som Bertolt Brecht, The Bad Seeds, COVID-19-situationen og meget mere. Mine damer og herrer – mød Blixa Bargeld.

Velkommen til Berlin

Berlin udgør omdrejningspunktet eller rammen på den nye plade, om end på en måde, som ikke står mig helt klart. Skal vi starte der?

Da jeg besluttede, at det var tid til at lave en ny plade med Einstürzende Neubauten, spurgte Alexander (Hacke, red.) mig, om der var en bestemt idé eller koncept som skulle ligge til grund for albummet. ”Måske har det noget at gøre med Berlin”, svarede jeg. Jeg havde en sang, som hed ”Welcome to Berlin”, og i lang tid var det albummets arbejdstitel. Det begyndte at inficere andre områder, andre sange på albummet. En sang, som hidtil havde heddet ”Pantheon” – som Panteon i Rom – skiftede navn til ”Tempelhof”, den gamle lufthavn i Berlin.

Imidlertid var ”Welcome to Berlin” simpelthen ikke god nok – det var ikke en god sang. Den havde gode elementer i sig, men samlet set var den musikalske substans for tynd. Jeg var også bange for, at min temmelig humoristiske tilgang til teksten ville blive misforstået og udlagt som galde. Den risiko ønskede jeg ikke at løbe. Jeg er ikke særlig god til at skrive kommenterende sange; det er ikke min tilgang til sangskrivning og tekster i det hele taget.

Så kort fortalt blev sangen sorteret fra – hvilket efterlod mig med en plade, der bar arbejdstitlen Welcome to Berlin, men i en vis forstand havde et stor hul i midten. Der var intet Berlin, så at sige. Der var nogle satellitter med referencer til Berlin, men selve centrum var væk. Den eneste af sangene, som faktisk havde en klar Berlin-reference var sangen ”Grazer Damm”. Grazer Damm er det sidste tilbageværende monument over nazistisk familiearkitektur. Med beskyttelsesrum i kælderen under alle bygningerne, som jeg beskriver i teksten.

Det er en selvbiografisk sang, og det er en klar reference – men det er mere en reference til Grazer Damm i sig selv end til Berlin som helhed. Det var godt at have Berlin som koncept, da vi begyndte – men efterhånden fortonede det sig, og jeg vil egentlig ikke sige, at pladen handler ret meget om Berlin. I sangen ”Ten Grand Goldie” er der en kvindestemme, som siger ”Berlin! Berlin! Berlin!” – ved du, hvad det er?

Nej?

Det er en tuareg-vuggevise fra 1947, som jeg downloadede fra Musée de L’Homme i Paris. Det er et etnologisk museum; og da jeg downloadede filen fra deres database, anede jeg ikke, hvad det var eller hvordan det lød. Men da jeg hørte den, ramte det naturligvis rent – det lyder fuldstændig, som om hun synger ”Berlin! Berlin!”, selvom det faktisk er tuareg. 

Indimellem arbejder vi med et kortsystem, som vi har kaldt Dave – det er 600 kort, som jeg har udviklet til Einstürzende Neubauten. De indeholder alle de folk, jeg har involveret i bandet; specifikke teknikker og gode idéer, vi tidligere har brugt i bandet; mere eller mindre abstrakte begreber, som ”stille” eller ”højt”, den slags. Vi spiller det sædvanligvis på den måde, at alle tager et par kort og finder, uden at fortælle de andre, hvad der står på kortene, en fortolkning af dem. Du har eksempelvis fire kort, som du kan kombinere som du vil, og så lave en fortolkning derudfra.

I ”Ten Grand Goldie” var et af mine kort ”scientific”, mens et andet var ”sample”. Jeg kunne have valgt at kombinere de to med andre kort, men jeg tænkte, at det var klart nok – og så gik jeg i gang med at finde akustiske prøver fra videnskabelige databaser på nettet: Musée de L’Homme i Paris, Humbolt Universität i Berlin med flere. Jeg fandt også en hjemmeside, som laver simulationer af, hvordan molekyler lyder – den slags ting. Og det var så mit instrument – jeg spillede på videnskabelige samples.

Jeg havde også et kort, hvor der stod ”kald”, som jo kunne fortolkes på mange forskellige måder. Jeg valgte at spørge vores supportere, hvem der var villige til at tage imod et telefonopkald fra mig og dele et ord efter eget valg med mig. Jeg var ude efter at høste nogle ord, og da jeg havde gjort det, lavede jeg en tilfældig udvælgelse af tyve af dem. Jeg talte blandt andet med en filippinsk kvinde bosat i Maryland, som gav mig ordet for den laveste sociale status på tagalok, som er et af sprogene på Fillipinerne. ”Det er lige over prostitution”, forklarede hun om ordet. Ifølge Google Translate betyder det ”meget tæt på jorden”, mens anvendes altså om social status.

Mit andet spørgsmål til de udvalgte fans, jeg ringede til, var ”hvad er det seneste, du har hørt nogen sige?” En fyr forklarede, at han havde en kollega, som hed Goldie – og han havde netop overhørt en eller anden sige til hende: ”Ten grand, Goldie”. Jeg vidste med det samme, at det var den rette titel til et nummer.

Men altså: Jeg tog alt materiale og eliminerede så de ting, som jeg ikke kunne relatere til. Jeg arbejder altid i små notesbøger, og har gjort det til en disciplin at få skrevet noget ned hver dag. Jeg skriver det løbende ind på computer, og når jeg har nok materiale på harddisken, sender jeg det afsted til et trykkeri og får det indbundet. I de tilfælde, hvor jeg ved, at jeg skal skrive mange ting, tager jeg en større notesbog (holder notesbog op foran kameraet, red.) – hvis jeg ved, jeg skal skrive tyve sider, og min håndskrift bliver større og større, er de små bøger ikke det bedste valg. ”Here comes ten grand Goldie....”

Jeg legede med brudstykkerne – som udgør op mod 60 procent af teksterne på albummet – og kanaliserede dem, modificerede dem og ændrede dem. Men de kom alle sammen ud af det materiale. Jeg ved af erfaring, at det er meget vanskeligt at skrive nonsens – det er faktisk ikke let at skrive vrøvl. Og mens jeg skrev, opdagede jeg også denne gang, hvordan mere og mere mening fandt vej ind i teksterne – og det selvom brudstykkerne kom fra helt forskellige, adskilte kilder. Det begyndte ganske enkelt at give mening, og ikke nok med det: Det blev politisk. Det blev til underlige, surrealistisk politiske tekster. Jeg kunne aldrig drømme om at forsøge at gentage metoden – det ville utvivlsomt gå galt. Men denne ene gang fungerede det faktisk fremragende.

Utopografiske erindringer

Jeg kunne godt tænke mig at høre nogle af dine tanker om udviklingen i Berlin de seneste årtier – gentrifikationen, som udfolder sig i både Berlin og andre europæiske storbyer. ”Jeg kan ikke længere genkende det her sted”, har du på et tidspunkt udtalt...

Jeg er født i Vestberlin i 1959. På det tidspunkt var muren endnu ikke bygget, men det var ikke desto mindre en delt by. Jeg forlod Berlin i 2002; jeg flyttede til San Francisco og siden til Beijing. Siden opgav vi vores huse i både San Francisco og Beijing og flyttede tilbage til Berlin, i 2010. Vi bor i Scheunenviertel, som ligger i det tidligere Østberlin. Og hvis jeg tager gennem Tiergarten-tunnelen ind i det gamle Vestberlin, kan jeg relatere til omgivelserne –  ”dér lå min tandlæge”, ”der boede min første kæreste” og så videre. Jeg kan fortælle dig historier om store dele af Vestberlin.

Hvorimod det gamle Østberlin er terra incognita for mig. Jeg har ingen forbindelser dér, ingen erindringer forbundet med stederne. Mine minder fra denne del af byen begynder først i dette årtusinde – og jeg kan kun relatere til punkter, som ikke er indbyrdes forbundne. Da muren endelig faldt, var den trafikale situation, af gode grunde, katastrofal – det hele havde været adskilt i næsten 40 år. Hvis jeg skulle besøge Heiner Müller i Lichtenberg – jeg havde absolut ingen idé om, hvor Lichtenberg var! – måtte jeg tage en kæmpe omvej med taxa, langt nordpå og så ned igen for at komme fra Schöneberg til Lichtenberg, selvom de to bydele kun ligger et par kilometer fra hinanden.

Der var simpelthen ikke nogen veje til at forbinde punkterne, og det gør mine østberlinske erindringer meget u-topografiske. Jeg kunne ikke forbinde punkterne, for jeg anede ikke, hvor tingene lå i forhold til hinanden – og det har ikke rigtig ændret sig. Min kone, som er kineser og ikke opvokset i Berlin, er langt bedre til at finde rundt her i Østberlin, end jeg er. Hendes topografiske erindring er meget bedre end min. Min datter, som er vokset op i Berlin, er også langt bedre end jeg til at finde rundt. Så ja, jeg lever i Berlin nu – og eftersom min datter går i skole, har jeg ikke længere samme frihed til at flytte.

Så jeg er de facto i Berlin – men det er et Berlin, som jeg ikke kender. Det er en skæbne, jeg deler med flere af mine bekendte – for eksempel Carsten Nicolai, alias Alva Noto (tysk, elektronisk musiker, red.), som i sit pas har angivet Karl Marx City som sit fødested. Men Karl Marx City eksisterer ikke længere – det hedder Chemnitz i dag. Og ligesådan med mig: Jeg er født i Vestberlin – men Vestberlin eksisterer ikke mere. 

Selve gentrifikationen er en udvikling, som jeg ikke rigtig har oplevet, fordi jeg som sagt forlod byen i 2002. På det tidspunkt så det her område stadig ud, som om at 2. verdenskrig netop var overstået. I dag er alt renoveret. Da vi rejste, kunne man købe helt hus, i flere etager, for 10.000 euro – forfaldne bygninger, som der skulle lægges en masse penge i. Jeg ved ikke særlig meget om fast ejendom eller forretning. Vi var på udkig efter et hus, vi kunne bo i – og da vi ikke fandt noget, valgte vi at flytte til San Francisco. I dag koster en lejlighed i en af de her bygninger vel to millioner euro. Det er obskønt.

Ja, og så er der de velhavende udlændinge – for eksempel danskere – som køber lejligheder i Berlin og dermed bidrager til at hæve prisniveauet...

Netop. Og her er endda stadig billigt, i sammenligning med visse andre europæiske byer – London og Madrid, for eksempel. Det bliver interessant at se, hvordan de ting udvikler sig efter Coronavirussen; meget af det vil formentlig falde fra hinanden.

Interviewet fortsætter via nedenstående link, hvor Blixa Bargeld blandt andet taler om Coronakrisen, om anmeldere og om, hvorfor han forlod Nick Cave & The Bad Seeds. 

LÆS OGSÅ: Sange i de mørke tider – en samtale med Blixa Bargeld del 2 ud af 2

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA