x

GAFFA-skribent om sin nye Cobain-bog: "Kurt brændte igennem alt, der var fake"

GAFFA-skribent om sin nye Cobain-bog: "Kurt brændte igennem alt, der var fake"

Punk Rock is Freedom er på gaden 20. august

Torsdag den 20. august udkommer en ny bog af GAFFAs mangeårige skribent Henrik Tuxen, Punk Rock is Freedom, som beskriver Nirvanas ikoniske frontfigur Kurt Cobain gennem både almindelige biografiske detaljer samt samtaler med rocklegender som Pearl Jam, Chris Cornell, Dave Grohl, Josh Homme og Iggy Pop, som Tuxen har interviewet til GAFFA gennem årene.

Tuxen nåede desværre aldrig at møde Cobain selv, men så Nirvana live en enkelt gang, ved deres eneste danske koncert, på Roskilde Festival 1992, umiddelbart efter Danmarks historiske sejr over Tyskland ved EM i fodbold.

Bogen fortæller om Cobains liv fra hans fødsel i 1967 til hans død 27 år senere – med perspektiveringer både tilbage i tiden, til punkrockens rødder og frem til nutiden, hvor Cobain stadig dyrkes over hele verden.  

Værket bliver på udgivelsesdagen, altså 20. august, præsenteret på Enghave Plads i København i tidsrummet 15-18.

Vi har stillet Henrik Tuxen en stribe spørgsmål om hans nye bog. 

Hvorfor endnu en bog om Cobain, der er kommet nogle stykker gennem årene – og du citerer selv fra flere af dem?

Jeg stillede mig selv samme spørgsmål undervejs og fandt først et tilfredsstillende svar, da jeg fandt min egen form og vinkel. Lidt karikeret sat op er Kurt Cobain – fra vugge til gun – ”casen” i bogen, der fylder 50-60 procent. Det blev interessant for mig, da jeg syntes, det gav mening at sætte mine egne erfaringer som musiker og musikskribent i spil og følge en tråd af centrale temaer fra før Cobain blev født, til i dag mere end 25 år efter han skød sig selv. Det gjorde bogen spændende at arbejde med for mig og fik også sat mit eget liv og virke i spil, og herunder en hel del soul searching.

Bogen hedder Punk Rock is Freedom. Hvorfor lige den titel?

Måske netop for at det ikke skulle være en ren biografi og for at sætte Kurt/Nirvana/grunge med mere ind i en større sammenhæng og kronologi. Kurt voksede op i en fjerntliggende industriby i det nordvestlige USA, hvor det mest ekstreme og anderledes musik, man kunne købe i regulære butikker var Devo. Da han, via The Melvins, opdagede punkrock, gav det hele mening, og han så at sige fandt sit hjem. ”Punk Rock is Freedom” var et udsagn, han selv flittigt proklamerede.

En sandhed med modifikationer og et tveægget sværd. For mig var det den perfekte titel, dels da den samler historikken og indrammer kernen og substanser af livsstilen, mindsettet, ”ideologien”, som både Kurt og Nirvana og utallige andre før har forfulgt og været tiltrukket af. Punkrock var specielt i 80’ernes USA nærmest en række af selvforsynende, regionale økosystemer, og det var et kæmpe afsæt for Kurt, der så lå lyset under en Black Flag-koncert i 1984 i Seattle. Grunge kan siges at være en musikalsk klon af metal, hardrock, pop og punk, men som mindset og subkultur absolut mest punk.

Hvorfor tror du, Cobain stadig er så populær i dag, mere end 25 år efter sin død?

Dels er han blevet kanoniseret som romantisk anti-helt. Et ansigt og symbol på linje med James Dean og Jim Morrison. Der er en del af den – for andre økonomisk profitable – ”lev stærkt – dø ung”-mentalitet, som jeg opfatter som ret kvalmende. Hvad mange glemmer er, at Nirvana var på kommerciel retur mod slutningen. Men et smukt, ungt lig i askeform syv meter under jorden kan ikke begå fejl. Det vigtigste er dog, at han brænder igennem, at han er ægte, og at han var så djævelsk god til at skrive sange, der både vred sig pinefuldt, var larmende og kaotiske og samtidigt så ”in your face” tilgængelige og medrivende. Et helt særligt talent.

Her midt i en perfekthedskultur, som særligt unge piger – men langtfra kun – lider under globalt, kan Kurt være den rene befrielse. Han udstillede og vrængede smerten ud, dyrkede det ulækre og ubehagelige, skånede ingen; det gjaldt alle hans familiemedlemmer, andre bands, særligt dem, som han opfattede som fake, sexistiske macho-materialister med Axl Rose i spidsen – og allermest sig selv. Kurt har placeret sig i historien som en kunstner, der transcenderer tid, på linje med store malere og komponister og kunstnere i historien.

Særligt fordi han evnede at give den indre smerte krop og form. Kurt Cobain var helt og aldeles uperfekt hele vejen igennem – han var bestemt heller ikke kun en flink fyr og havde et grundlæggende lorteliv. Men han brændte igennem alt fake, kunstigt og forstillet. Som en version af det lille barn i kejserens nye klæder, og det mærker og forstår man, hvis du blandt andet er teenager, der har ondt i livet.

Hvad har overrasket dig mest om Cobain i dit arbejde med bogen?

Lidt forskellige ting. Dels, hvor meget han fortsat betyder for folk på tværs af generationer. Det går fra Facebook-grupper til T-shirts og airplay, nærmest uanset hvor man bevæger sig rundt i verden. Så har det været vildt, hvor meget tættere jeg selv har været på Kurt, end jeg egentlig var klar over. Jeg har fået tilsendt videoer fra klubber med mit gamle band The Sharing Patrol fra sen-80’erne, hvor vi har spillet på samme klubber, ”små” scener som Nirvana. Bandets 1989-semi-gennembrud i Europa ligner til forveksling til de klubber, vi selv spillede på, og jeg er stadig i tvivl om, om vi har været på turné samtidig på samme klubber.

Så er sammenfaldene med, hvad Nirvana foretog sig i Seattle, og de mennesker jeg/vi selv kender og har arbejdet med væsentlig tættere, end jeg var klar over. Ud over et stort personsammenfald kan jeg sidde med Google Maps og se, hvor tæt det er. Det primære fokus i mit liv fra 1984-1996 var at indspille plader og turnere i The Sharing Patrol, en rock/punk-inspireret trio med to die-hard musik-freak-fyre født opvokset i Seattle, født i henholdsvis 1964 og 1965, og hvis venskab gik tilbage til før de var 10 år gamle.

Sanger og guitarist Johnny Sangster har i over ti år spillet i band med Dan Peters, der kortvarigt var trommeslager i Nirvana før Dave Grohl og både før og efter bag trommerne hos Kurts ultimative helte, Mudhoney. Johnny har i øvrigt produceret Mudhoneys seneste to album. Kurt Cobain og Krist Novoselic mødte hinanden i skoleårene, de blev født i henholdsvis i 1967 og 1965. Vores eget band nåede ikke en flig af Nirvanas succes, men kender livsstilen, tankegangen, udfordringerne ud over en masse af de samme folk. Long shot, men af og til føles det overraskende tæt på. Der har været ikke så få flashbacks og nye oplysninger om gamle meritter fra andre kanter.

Og så er det kommet bag på mig, hvor mange temaer og emner der går igen i de interviews, jeg har lavet i GAFFA tilbage fra 1996 til i dag. Det er lidt, som jeg har stillet det samme spørgsmål hele mit liv, og sikkert gør det til min dødsdag, vel vidende at jeg aldrig får svaret. Og det får jeg gradvis mere fred med. For mig betyder det, at der er en tråd, en nerve, en glød. Herunder en verden af rock’n’roll i alle afskygninger, der har befriende og uendeligt potentiale, men også en kæde af faldgrubber, der gør, at folk bliver dødsfjender, begår selvmord og bliver narkomaner.

Indimellem har jeg dykket ned i gamle GAFFA-interviews, som for eksempel Billy Corgan fra Smashing Pumpkins i 1998 og John Frusciante fra Red Hot Chili Peppers i 2001 og Chris Cornell i 2016, og det er nærmest, som situationen kunne have været følgende: Hej henholdsvis Billy/John/Chris… om 22/19/4 år har jeg tænkt mig at skrive en bog om Kurt Cobain, så gider I svare på følgende spørgsmål i denne sammenhæng…

Sådan hænger det jo ikke sammen, men det at svarene, emnerne, tiltrækningen, drivkraften, oprøret, passionen, dilemmaerne er så gennemgående gør, at det har givet vildt god mening at skrive bogen og ikke mindst trække mange af perspektiverne op til i dag. Det handler ikke så meget om, om det er larm, punk eller guitar, men om alment menneskelige konditioner og udfordringer, herunder frihedstrangen til at være sig selv og udtrykke sig selv. Punkrock, som så meget andet, er potentiel frihed, men kan også være din død. Lidt som Harry erkendte for sig selv i Steppeulvenes Herman Hesse-citerende sang ”Kun for forrykte”.

Du inddrager dig selv ganske meget i bogen, hvorfor det?

Jeg har fundet ud af, at den skrivestil virker for mig. At bruge, hvad jeg selv har set og oplevet krydret med tilgængelig viden, fakta og forskellige vinkler. Det gør, at jeg løbende reflekterer over mig selv og mit liv, og på den måde hele tiden er i spil, udvikling og proces, hvilket også inkluderer, at der af og til ikke sker en skid. Jeg har været ved at skrotte hele manuskriptet og søge arbejde i Netto adskillige gange.

En anden ting er, at begreber som sandhed, positionering, profilering og ejerskab bliver gradvis mindre vigtige og interessante for mig. Jeg byder ind med, hvad jeg har set, oplevet og tænkt, men påkalder mig ingen form for autoritet eller ophøjet genialitet. Jeg ser nærmere mig selv som en kanal, der uundgåeligt filtrerer og farver de indtryk, oplevelser og tanker jeg har.

Hvis en anden person skulle skrive en analyse af punk/grunge/Nirvana, kunne vedkommende med garanti finde bedre og klogere citater om samme fra folk som Eddie Vedder, Iggy Pop, Sex Pistols, Dave Grohl, Sonic Youth og så videre. Men det, der er fordelen ved det her er, at det, som der står i bogen her er, hvad de selvsamme personer – og mange flere har sagt til mig. En fjer bliver jo let til noget ganske andet, men her er der et mindre led i kæden. Det kunne sikkert være mere genialt, men det er førstehåndskilder.

Er der nogen yngre navne på dagens musikscene, du mener kan løfte arven efter Cobain – musikalsk og/eller attitudemæssigt? Og i givet fald hvem?

Det er lidt svært at svare på, særligt at udpege specifikke folk. Musikkultur er blevet meget fragmenteret og grupperet, hvilket sikkert hænger sammen med massekommunikationens udvikling. Sat på spidsen kan man sige, at nutidens ungdom, med Greta Thunberg som det primære ansigt, i miljøbevægelsen har fundet sin sag, men ikke sit soundtrack. Corona-virus-effekten kommer helt sikkert også til at spille ind på kulturens udvikling.

Hiphop er tydeligvis den genre, som har været mest artikuleret, konfronterende og oprørsk gennem snart årtier. Dele af rapkulturen har meget til fælles med punk og grunge, som i sin essens er uakademisk, usnobbet gadekultur fra undergrunden. Tragisk nok har mange rapartister overtaget rock-ikoners dårlige vaner med at dø i 20’erne.

Billie Eilish’ jævnaldrende målgruppe kan mærke hende, Nirvana bliver samplet i hiphop. Hver generation har sit sprog og udtryk. Jeg synes, der til stadighed er fede ting derude, men vil nok ty til ingen nævnt, ingen glemt i denne sammenhæng – men kan ikke som sådan selv lige øjne en ny Kurt Cobain i dag.

Bogen er på engelsk – har du lanceringsplaner i det store udland?

Da 95 procent af al kontekst var engelsk/amerikansk, vovede jeg pelsen på engelsk. Jeg skrev min sidste bog om Pearl Jam på dansk, og som Roskilde Festival generøst fik oversat til engelsk. Korrekturlæseren Greg fra New York, som jo ved, hvordan jeg skal lyde på ”professionelt” engelsk, sagde god for mine indledende, engelske øvelser udi Punk Rock is Freedom, så jeg tog springet og havde Greg med på sidelinjen hele vejen som garant for det sproglige indhold. På trods af at de er ågerkarle, er det mega fedt at kunne udgive ”print on demand” på Amazon. Vi behøver ikke lager og kan komme ud hvor som helst i verden.

Bogen er oversat til italiensk, og det ser ud til, at finansiering til opsætning er på plads, så det tyder på, at det bliver næste skridt, men en ting ad gangen.

Jeg har fået tilbud på såvel den samlede Pearl Jam-bog på spansk som Punk Rock is Freedom. Men der er både potentielle knaster og forskellige praktiske omstændigheder, der er i spil. Jeg er på et skønt og dedikeret, men lille forlag, så vi tager ét skridt ad gangen, og det vigtigste først, som man siger i 12 trins-programmer.

Men der er super gode og støttende folk derude. Begge bøger er delvis realiseret via crowdfunding, hvor vel i alt 300-350 folk over hele verden har doneret omkring 130.000 kroner til bøgerne. Det vil også sige, at mit netværk er gigantisk, og ringene spredes konstant. Det er fedt, og det er jeg meget taknemmelig for at være en del af. Vi ser, hvad der sker, men et realistisk bud er, at Punk Rock er ude på engelsk, spansk og italiensk i 2021, og at den store Pearl Jam-bog kommer på spansk, og hvem ved hvad det italienske eventyr kan medføre.

Er rocken død i dag? Cobain var vel det sidste store rockikon, og r&b og hiphop har sat sig tungt på hitlisterne, som du selv påpeger. Eller hvad?

Kurt og de andre grunge-giganter bragede igennem globalt som bands, personer og ikoner, som rocken ikke har fostret siden. Allerede Kurt snakkede uendeligt om, at rock var endevendt, og at alt var brugt og sagt inden for genren. Der er stadig masser af fed rockmusik, men det har knebet med, at nye navne har evnet at definere tidsånden og blive ansigt på en bevægelse eller retning.

På mange måder er det måske sundt, at rock – i alle dens afskygninger – har rolle som subkultur og underdog – fremfor at skulle være flagskib og bannerfører. Men der foregår konstant forskydninger, kloner og forandringer. Rock er blevet mere teknologisk og elektronisk. Hvor særligt undergrunds hiphop er blevet mere håndspillet og organisk. 

Men i forhold til tryk, chok og tyngde – som har været et adelsmærke for rockmusik – kan elektronik noget, som det kan være svært for en Les Paul-guitar at hamle op med.

Men igen er det et tveægget sværd. Hvis vil lige spoler et halvt år, post-corona, tilbage, trak rockbands folk til koncerter som nok aldrig før i historien. Lad os bare tage dem, jeg selv har beskæftiget mig meget med. En typisk Pearl Jam-koncert i 1993 var vel for 8-10.000 mennesker.

I dag sælger de problemfrit 80.000 billetter on the spot på sydamerikanske stadions, de omkring 10 baseball-stadionkoncerter i USA i 2018 blev udsolgt samme dag, de blev annonceret og mange, der sad klar klokken 10.00 på nettet, den dag Pearl Jams Royal Arena-koncert blev annonceret, gik forgæves. Og det er langtfra kun Pearl Jam. Tænk Metallica og gang med et eller andet. Herhjemme er det vel kun Lukas Graham, der kan konkurrere med Dizzy Mizz Lizz og Volbeat i antal af solgte billetter, og hvad gælder udlandet er sidstnævnte kongerne.

Og for lige at runde Kurt og Nirvana. Det skal nævnes, at bandet langtfra tænkte jo større jo bedre, men alligevel… det, der skulle vise sig at blive at blive bandets sidste koncert i München 1. marts 1994, var på et venue med en max-kapacitet på 3.000 mennesker. Og det var ikke kun der, at folk var få. Som Krist Novoselic udtrykte om In Utero-turnéen i 93/94, ”Everything is big in Texas… except Nirvana”.

Rock er blevet et massefænomen, som noget, man går til og oplever sammen. Ikke det, der kommer på toppen af streamingtjenester og hitlister eller det, de unge vrider hofterne til på dansegulvet.

Hvad kampen mod global opvarmning, veganerbølgen og langtidsfølgerne af coronavirus kommer til at have for kulturen og i dette tilfælde rockmusikken i særdeleshed, er usikker.

Kaotiske krisetider har det med at gøde jorden for aggressiv og konfronterende musik. Der er rigtig mange, der spår punk, eller essensen af punk, en central fremtid, vi får se.

Hvad de store, samlende rock-giganter angår – og live-musikken som helhed ­­– er krisen uoverskuelig. Jeg har set 30 Pearl Jam-koncerter. I samtlige tilfælde med tætpakkede sale, eller stadions fra 2.000-80.000 mennesker, hvor folk står som sild i tønde, sveder, syngende, spyttende, af fuld hals i op til tre en halv time. Jeg kan dårligt forestille mig en mere eklatant prototype på en super smittespreder.

Men kommer vaccinen, virker den, kan vi gå ud og fyre den af igen. Er der så ægte, levende mennesker, af kød og blod, der synger organiske sange, vi kan skrige, græde og skråle med på i kor, arm i arm i tusindvis? Det er muligt… det kan også være, at en 50-årig anakronisme så at sige er afgået ved døden, i takt med at de sidste levende supportere er gået samme vej.

Der er ikke andet at gøre, end at afsluttende citere salig Storm P: ”Det er svært at spå… især om fremtiden”.

Bogen bliver på udgivelsesdagen, altså 20. august, præsenteret på Enghave Plads i København i tidsrummet 15-18.

LÆS OGSÅ: GAFFA-skribent udgiver bog om Kurt Cobain: Læs 4 uddrag – og kom til releaseparty


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA