x

50 år siden, vi mistede Jimi Hendrix: Vi hylder hans 10 bedste guitarriffs

50 år siden, vi mistede Jimi Hendrix: Vi hylder hans 10 bedste guitarriffs

I dag er det 50 år siden, at den mand, der gang på gang er blevet udnævnt til verdens bedste guitarist, forlod os. Her udnævner vi de 10 af hans riffs og guitarfigurer, der har sat størst aftryk på elguitarister verden over.

Der går mange rygter om den tragiske nat på hotelværelset i London. Om, hvordan den tyske Monika Dannemann, der senere blev gift med Scorpions’ Uli John Roth, kunne have gjort meget mere for at redde Jimi i sin rolle som mandens sidste romantiske relation. Og om, hvorvidt udefrakommende fra den iskolde musikindustri, som Hendrix selv var dybt frustreret over, planlagde den skæbnesvangre aften, og gjorde alt hvad de kunne for at hæve sandsynligheden for, at Jimis forhold til stoffer ville tage overhånd.

Andre mener, vi kan takke skæbnen for, at Hendrix forlod os på toppen af sin karriere. Som en enestående film, der ville blive ødelagt af en Part 2. Som en historie, der overlader resten til fantasien. Som en legende, der for evigt lader sit urokkelige budskab stå skrevet i sten. En Hendrix-fan har engang skrevet: ”Jimi døde aldrig. Jorden var bare et stop på hans turné.”

Hvad end man tror, efterlod Jimi Hendrix verden en gave. En gave i form af den fantastiske musik, han heldigvis nåede at skrive en masse af i sit korte liv, og ikke mindst den enorme mængde inspiration, der har fået guitarister verden over til at hylde evnen til at mestre sin teknik, og spille med et fuldkommen unikt personligt udtryk.

Her har GAFFA rangeret de 10 bedste riffs og guitarfigurer – for ”riffs” er ikke altid et tilstrækkeligt begreb, når man taler om Jimis melodiøse skrivelser – som en hyldest til manden, der forlod os i en alt for tidlig alder for 50 år siden. Mange flere end 10 er værdige at nævne, men ak, så kunne vi jo nævne dem alle, og hvad er så pointen? Vi kunne dog ikke dy os for at give et par ”honorable mentions”. Men først: Vores top 10 – husk, at listen er lavet på baggrund af guitarfigurerne, ikke nødvendigvis sangene som helhed.

  1. Foxey Lady Are You Experienced, 1967

Et absolut slag i lytterens ansigt fra The Jimi Hendrix Experiences debutalbum – et album spækket med gedigent riffmateriale, men få har så meget pondus som i ”Foxey Lady”. Jimi låser guitarens rolle fast med resten af rytmegruppens med de tunge, dybe anslag og bruger den forvrængede akkord på 2- og 4-slagene som skabelon til at improvisere. Dette er ikke et varieret riff, som Hendrix ellers også mestrer – jævnfør resten af denne liste – men det er en bitter til den kaffe, der er guitaristens store talent for at improvisere små, smagfulde melodistumper i løbet af både denne sang og hele pladen. Are You Experienced udkom i både en UK/international og en US-edition, og ”Foxey Lady/Foxy Lady” optræder på begge editions – i modsætning til for eksempel kanonerne ”Purple Haze” og ”Hey Joe”.

  1. Hear My Train a Comin’ – Both Sides of the Sky, 2018

Hvis man ikke er storkender af Hendrix’ udgivelseshistorik, tænker man måske: Hov, er det en fejl, at der står 2018? Nej, det er det heldigvis ikke – der har alle dage, helt op til i dag, været løbende projekter sat i gang for at indsamle og udgive alt det tabte materiale, Jimi nåede at indspille. Both Sides of the Sky indeholder sangen ”Hear My Train a Comin’”, som var en sang, guitaristen forsøgte at indspille ad flere omgange, men aldrig blev helt tilfreds med. Den findes i flere udgaver, men med åbningen, hvor Hendrix synger den samme melodi som guitaren – et trick, han bruger flere steder, for eksempel også på ”Crosstown Traffic” – sættes riffet perfekt op som et letsindet blues-skud, der dog leveres med fuldt overlæg. Riffet fortsætter ind i et fuzz-helvede (eller måske en himmel, du bestemmer) med mikrotonale streng-bends, der får sjælen til at vende sig i kroppen. På den gode måde.

  1. Hey Joe – Are You Experienced, 1967

En af Jimis mest afspillede og elskede sange nogensinde, og det er ikke så mærkeligt, med et så vidunderligt, simpelt og samtidig lidt mystisk introriff, der sætter denne mere afdæmpede blues-kreation fra det hårde debutalbum i et perspektiv af kant og coolness. Og selvom videoen nedenfor er et sammenklip, er det ikke usandsynligt, at visse dele af sangen under liveopførsler blev spillet med tænderne – det var Jimi ikke bleg for at gøre, og han kunne endda finde ud af det. Mange har forsøgt, med blandet succes, at kopiere denne teknik; mon ikke vi almindelige dødelige ville få mere ud af at blive ved med at øve vores almindelige plekterteknik i stedet…

  1. Castles Made of Sand Axis: Bold As Love, 1967

Et af de mere excentriske Hendrix-riffs, der i tonesproget i sig selv er specielt, varieret og psykedelisk, men samtidig elegant, sammenhængende og ret smukt. Men ud over tonevalget er der brugt en indspilningsteknik, som får riffet til at lyde helt unikt, og som også er blevet lidt af et varemærke for Hendrix, senere overtaget af The Beatles: Jimi skrev riffet, indspillede det, vendte båndet omvendt i afspilleren, lærte at spille riffet baglæns, indspillede dét, og vendte båndet om igen. På den måde får man en klar melodi, men med en guitarlyd, der har anslaget i slutningen af hver tone, i stedet for i starten. Det er som om, hver tone kommer ud af ingenting – dog er denne teknik blandet med ”almindelig” guitarbrug, og det giver det samlede lydbillede en fylde og uforudsigelighed, der gør dette riff helt specielt.

  1. Bleeding Heart (2010 edition) – Valleys of Neptune, 2010

Denne sang er skrevet af bluesguitaristen Elmore James og er dermed blandt de mange Hendrix-sange, der faktisk er covernumre – et håndværk, Jimi var stormester i. Guitaristen har lavet flere forskellige versioner af denne sang, men i dette udtræk kigger vi igen på én af de udgivelser, der er blevet verden foræret mange år efter geniets død. I netop denne version er de langsomme blues-vibes blevet erstattet af et hurtigt, kækt og beskidt riff, der skriger af Jimi Hendrix. Det er igen samhørigheden med rytmegruppen, de uortodokse akkorder og pladsen til at improvisere, der bærer dette nummer – elementer, som Hendrix var kongen over dem alle af, og dette riff er et skoleeksempel på disse virkemidler.

  1. Freedom – The Cry of Love, 1971

Endnu et klassisk Hendrix-riff, der udkom posthumt – denne gang dog kun ét år efter, vi mistede manden, der efter alt at dømme næsten var klar til at udgive endnu et album, nemlig The Cry of Love. I endnu højere grad end ”Bleeding Heart” er det et riff, der går lige ind i øregangene, har pondus, melodi, plads til at male uden for linjerne og alligevel formår at inkorporere noget tonemateriale, som aldrig kunne være fundet på af den traditionelle, alment dygtige guitarist. Hendrix havde sin egen måde at gå til riff-skrivning på og viser os gang på gang, hvordan kagen skal skæres. Dette må utvivlsomt være det mest rå og samtidig smagfulde riff, der findes i den mindre kendte afdeling af Hendrix’ bagkatalog.

  1. All Along the Watchtower – Electric Ladyland, 1968

Selvom denne sang er ét af de covers, Hendrix har lavet, der har forholdsvis meget til fælles med originalen, har den fået sit helt eget liv, både i forhold til rytmen i baggrundsstrummet, og i særdeleshed i form af den ”oversættelse” af mundharmonikariffet i Bob Dylans original, der egner sig umanerligt godt til Hendrix’ elguitarstil. Fortolkningen imponerende Dylan så meget, at han i en periode foretrak at spille denne version i stedet for sin egen til sine koncerter. Og guitarfiguren i introen føres videre over i klædelige bittesmå mellemspil mellem sangfraserne, der forener rytme-riffet og hovedtemaet i en smuk symbiose af en guitarfigur, der gør denne sang til en rigtig Jimi-genistreg.

  1. Voodoo Child (Slight Return) – Electric Ladyland, 1968

Førnævnte “All Along the Watchtower” blev faktisk i lang tid ikke opført live; som det kan ses i liveoptrædenen af ”Voodoo Child (Slight Return)” nedenfor, siger Jimi, at de spiller denne sang, selvom de har fået et ønske om Dylan-sangen, fordi de aldrig har spillet den live, og at han ikke kan huske teksten – ”Vi indspillede den bare, fordi vi kunne lide den”. Under alle omstændigheder er introriffet i ”Voodoo Child” én af de fedeste, mest ikoniske og mest Hendrix-agtige skabelser nogensinde, hvor han yder den karakteristiske wahwah-pedal fuld retfærdighed. Pedalen giver guitaristen mulighed for at lade guitaren nærmest synge sit budskab ud, og på bedste Hendrix-vis lyder denne intro aldrig ens to gange. En sammenligning mellem nedenstående liveoptræden og studieversionen er klart et lyt værd.

  1. Purple Haze – Are You Experienced, 1967

Albumåbneren på US-debutpladen, der ofte kåres som den bedste Hendrix-sang nogensinde, må i sandhed have væltet enhver rocksjæl omkuld dengang de, som det første, trykkede på play-knappen og fik brændemærket trommehinderne med det hæsblæsende og nu historiske riff til ”Purple Haze”. Akkorden, der hos guitarister som en nærmest selvfølge i dag bliver omtalt som ”Hendrix-akkorden”, er en E7#11-akkord, der indeholder både en dur- og mol-terts, hvilket gør den ekstremt dramatisk og fungerer nærmest kun med dette ene greb, som Hendrix fandt på sin højrehåndsguitar, han måtte vende om for at tilpasse til sin venstrehåndethed.

Den måde, denne akkord bliver brugt på, samt rytmen, de øvrige harmonier og den måde, riffet udføres på, er et monument af lyd, der altid vil stå som et af de bedste riffs, der kan spilles på to takter – punktum. Det er perfektion, der trækker stærke tråde til blues-universet, og samtidig er en pil direkte hen til den mest moderne hårde rock, vi kender i dag. Det eneste, der kan overgå dette, ville være en ligeså stor genistreg, der ikke blot gentages (intet ondt om, at riffet kører i ring – man kan jo nærmest aldrig få nok), og derfor må vi give førstepladsen til en lige så exceptionel guitarfigur, der ud over at sprænge alle rammer har et ekstra lag af fuldkommenhed i variationen.

  1. Little Wing – Axis: Bold As Love, 1967

Guitarfiguren i ”Little Wing” er et absolut mesterværk, der føles ny hver gang, man hører den. Den har en nærmest sangbar elegance, idet Hendrix tydeligt artikulerer, hvilke strenge i akkorderne der er tænkt som melodien, og denne er udviklet på fornemste vis med triller og fraseringer – guitarister kender disse som hammer-ons og pull-offs – der gør den spændende og varieret, samtidig med at den røde tråd i harmonikken står knivskarpt.

Det er ét af de mere afdæmpede Hendrix-sange; Producer Eddie Kramer fortæller, at det endelige take kun var nummer to, og at sangen på første take var noget mere aggressivt og kraftigt spillet – men producerne var enige om, at bandet skulle prøve at tone sangen lidt ned – og således ”fortolkede” bandet deres egen sang på en måde, de aldrig havde prøvet før, på stedet, og det blev den endelige lydoptagelse, som er den man hører på pladen.

Den spontane lyd, der blev fanget dén dag, er et fuldkommen smukt øjeblik i guitarhistorien. Aldrig før var et så forskelligartet og ganske teknisk ”riff” blevet spillet på en så nonchalant måde, hvor brugen af strumming på helt dæmpede strenge i den nøgne intro får én til at føle, at man sidder lige over for geniet, der bare sidder dér i sin egen verden og lader fingrene lave magien, som gjorde guitaren det helt af sig selv. Jimi mestrede at lade den upolerede indspilning stå tilbage som en demonstration af det perfekte, og det er ”Little Wing” et enestående eksempel på.

Honorable Mentions:

Fire – Are You Experienced, 1967

If 6 was 9 – Axis: Bold As Love, 1967

Crosstown Traffic – Electric Ladyland, 1968

Stone Free (2010 edition) – Valleys of Neptune, 2010

Jungle – Both Siden of the Sky, 2018

Instrument-nørdens guide til Jimi Hendrix:

Guitar:

I 1959 købte Al Hendrix en hvid Supro Ozark 1560S, som blev Jimi Hendrix' første elektriske guitar. Og derefter gik det slag i slag. Den næste guitar, man forbinder med Jimi, var hans røde Danelektro Silvertone, som han havde, da han gik ind i 101. Airborne. Ligesom B. B. King kalder sin guitar for Lucille, hed Hendrix' guitar Betty Jean. Med The King Casuals i 1962 havde han fået sin første guitar med vibrator, nemlig en Epiphone Wilshire. Mens han med The Isley Brothers i 1964 fik sin første Fender, nemlig først en hvid Fender Duo-Sonic fra 1959 og bagefter i Curtis Knights gruppe samme model i farven sunburst, og året efter med rock'n'roll-legenden Little Richard spillede Jimi på en Fender Jazzmaster.

Vel ankommet til New York i 1966 gik han ned i den legendariske instrumentforretning Manny's og købte sin første Fender Stratocaster. Snart blev især den hvide eller den sorte med hvid slagplade hans foretrukne guitar, ved siden af Gibson Flying V. Selv om han var venstrehåndet, købte han "normale" Stratocastere, fordi han foretrak at have volumenkontroller og vibratorarm øverst. Desuden er det et kendt faktum, at han som regel stemte guitaren en halv tone ned, så den passede til hans stemmeleje.

Forstærkere:

Med hensyn til forstærkere, så ved vi, at han i New York i midttresserne spillede meget på en Fender Twin Reverb comboforstærker. Han fik en sponsoraftale med Sunn, men begyndte snart at blande med andre mærker, indtil han i England fandt frem til Marshall, som Jim Marshall havde udviklet i samarbejde med blandt andre Pete Townshend fra The Who. Hans berømte stacks ville typisk bestå af tre Marshall 100 watt Super Lead forstærkere forbundet med seks kabinetter under. Han nåede at forbruge et stort antal, dels fordi han smadrede instrumenter, men især fordi han konstant kørte på højeste volumen, og rørforstærkerne brændte sammen.

Effekter:

Effekter var en vigtig del af Jimis lyd, og han brugte – ud over sin Vox wah-wah-pedal – Roger Mayers Octavia-forvrænger, som var bygget specielt til Jimi. Dertil kom fuzz-pedalen Fuzz Faze fra Arbiter, og endelig var der Uni-Vibe fra Univox, som gav en orgellignende "Leslie"-effekt.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA