x

TOMAS HØFFDING-INTERVIEW: Krise og nedlukning giver nye muligheder

TOMAS HØFFDING-INTERVIEW: Krise og nedlukning giver nye muligheder

”'Kaster alt det, jeg var ind i bålet' – Det er titlen på en af mine nye singler, og der kommer også snart en soloplade,” siger Tomas Høffding ved et interview i sit hjemmestudie på Vesterbro.

Coronakrisen og nedlukningen ramte samtlige musikere hårdt og især på livefronten, hvor festivaler og koncerter blev aflyst.

Tomas Høffding, der er soloartist samt sanger og bassist i bandet WhoMadeWho, blev også ramt. WhoMadeWho er et band med international succes, som næsten kun spiller i udlandet, og derfor stoppede alt også for dem, da regeringen trak i håndbremsen tilbage i marts 2020. 

Trods det har Tomas Høffding på flere områder oplevet et positivt udbytte af krisen, i form af mere tid til familien, en forudsigelig hverdag og mere plads til solokarrieren.

– Der har været tid til at tænke på konsekvenserne ved at bo i Danmark og have to børn, men alligevel pløje verden rundt. Det smadrer vores jord, og kan jeg på sigt leve med kun at have det som karrierevej at flyve over Atlanten for at tjene mine penge?, siger Høffding og fortsætter: Måske det bør suppleres med noget mere lokalt.

Krisen bekræftede ham i lysten til at kunne sætte sig i sin bil og køre over broen og spille i de små danske byer med sit soloprojekt.

Tomas Høffding har de sidste tre år arbejdet på en soloplade og har nu udgivet tre singler. Selve pladen udgives på hans fødselsdag den 15. januar 2021.

I studiet fylder solokarrieren lige så meget som WhoMadeWho, og selvom solokarrieren er ny, så er Tomas Høffding gammel i gårde.

– Jeg skal ikke ud og danne mig et navn, men kan koncentrere mig om at bygge nogle hardcore fans op ved bare at komme ud og spille dem lige ind i hovedet.

Soloprojektet er mere personligt, og det er sange, der kommunikerer i øjenhøjde, hvorfor det både kan bruges ved intimkoncerter eller større settings.

WhoMadeWho skulle netop til at høste

– I forhold til WhoMadeWho har det økonomisk været en katastrofe, at alt lukkede ned, siger Tomas Høffding  

Økonomien som musiker svinger i store sinuskurver. I perioder investerer musikere, og i andre perioder høster de.

WhoMadeWho havde netop lavet en masse investeringer i form af at deltage på den store amerikanske festival Burning Man to år i træk, de havde lavet ny musik og lavet store videoproduktioner, hvorfor de netop var begyndt at høste, da coronakrisen ramte.

Med WhoMadeWho ved Høffding godt, at det først bliver på den anden side af sommeren 2021, at der måske bliver genåbnet, hvorfor de nu lægger en masse tid i studiet.

– WhoMadeWho er lidt i vinterhi, mens vi hælder masser af brænde og benzin på bålet. Nu venter vi på, at alt genåbner, og så må vi se, om vi kan svinge en tændstik og få det hele til at eksplodere igen, siger han håbefuldt.

Indtil da må Tomas Høffding ud i sin gamle BMW og indtage de små byer med soloprojektet.

WhoMadeWho gjorde, hvad de kunne for at klare skærene og kunne ikke have gjort noget anderledes. Hjælpepakkerne gjorde en forskel for WhoMadeWho, og Tomas Høffding har undervejs i forløbet haft stor forståelse for regeringens beslutninger. 

– Vi lever af at samle folk så tæt som muligt, der skal gå flasker rundt, og folk skal råbe og skrige. De skal kramme, og de skal snave. Vi skal alle sammen røre ved hinanden, og alle skal svede og spytte – så klart nok – det kan vi ikke, som det er nu, men det skal nok komme tilbage.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA