Nyhed

Tomas Høffding og A Mess’ sange bliver til kønsdebatterede dokumentarfilm

GAFFA.dk – alt om musik

10 dokumentarfilm skabt ud fra 10 sange med A Mess og Tomas Høffding skal gøre kønsdebatten tilgængelig

Kunsthybriden "Snapshots of a Wo/Man" vil gerne skubbe til kønsdebatten. Derfor har de skabt 10 mini-dokumentarfilm ud fra 10 sange, der handler om det at være mand eller kvinde. Bag de 10 sange står Dorte Hartmann alias A Mess og WhoMadeWhos bassist Tomas Høffding, mens dokumentarerne er skabt af instruktøren Tor Kolding. Det er også de tre, der står bag kunstnerkollektivet, der er skaberne bag projektet Snapshots of a Wo/Man

"Snapshots of a Wo/Man er kønsdebat kanaliseret igennem kunst, møder mellem mennesker og den personlige fortælling. 5 kvindeligt og 5 mandligt skrevne sange over kønnede temaer med kant, der formidles i 10 minidokumentarer," skriver skaberne bag i en pressemeddelelse. 


Om projektet siger Dorte Hartmann, der er projektleder på Snapshots of a Wo/Man og musikeren bag A Mess:

”Vi påbegyndte projektet i 2017, og siden er kønsdebatten bare eksploderet. Det betyder, at vores kunst- og kønsprojekt er mere relevant end nogensinde. Hvis vi skal forstå hinanden som mænd og kvinder, og ikke bare svine hinanden til fra ringhjørnerne, så skal vi fokusere på både mænds og kvinders kønsroller, og hvordan de udspiller sig i dag. Vi har kunsten som afsender, og ikke bare den skarpe pen i kronikker eller på SoMe, så vi kan nå nogle andre modtagere. Film og musik er to ret tilgængelige medier, som faktisk når virkelig bredt ud.”

A Mess er en dansk indieartist bevæbnet med elguitar. Lyden er, med hendes egne ord, "lige dele bekymringsfri 90’er-barn og nutidig indie med en don’t give a fuck-attitude." Hendes debut-ep WOMAN udkommer den 8. oktober og er en rundrejse i et liv set med femi-briller.


Tomas Høffding er kendt som bassist i WhoMadeWho, men har i år udgivet sit første album som soloartist. Ild, Drømme, Frihed og Fred fik af GAFFA fem stjerner, da den udkom tilbage i januar. Et udpluk af Høffdings sange udgør også grundlaget for Snapshots of a Wo/Man.

Tor Kolding er filminstruktør, tilrettelægger og tidligere tv-vært. Han er blandt andet kendt som skaber af dokumentarfilmen Nine Rocks om dødsulykken på Roskilde Festival i år 2000.

Medvirkende i minidokumentarerne vil være: TV-persona Christine Feldthaus, radiovært Rene Fredensborg, musiker Karen Mukupa, forfatter Anders Haahr Rasmussen, debattør Rasmus Hald Møller og illustrator/satiriker Sofie Riise Nors.


Snapshots of a Wo/Man har premiere lørdag den 9. oktober på Urban 13 i København, og den 6. november på KØN i Aarhus. Herefter vil kunstnerkollektivet besøge forskellige gymnasier rundt i Danmark med projektet.

LÆS OGSÅ: Ny rapport om musikbranchen: ”Det er et utroligt højt antal folk, der bliver diskrimineret”

ANNONCE