x

LISTE: 10 sange, hvor kunstnere giver musikjournalisterne igen

LISTE: 10 sange, hvor kunstnere giver musikjournalisterne igen

Vi har alle brug for at få afløb for vores utilfredshed en gang imellem – det gælder også musikere og sangskrivere.

Både sangskrivere og bands må tage imod lidt af hvert i offentlighedens spotlight. Og det gælder ikke mindst i medieafdelingen af musikbranchen, hvor anmeldere og journalister ikke altid kan finde på noget positivt at sige om musikerne.

Naturligvis er det op til skribenterne, om de vil tage ja- eller nej-hatten på, når de skriver om musikere og deres arbejde. Men det hænder selvfølgelig, at der overskrides nogle grænser – og så er det, at musikerne kan finde på at bekæmpe spe med spot, og dér er deres stærkeste våben den ligeledes offentlige platform: musikken selv.

Om man som Axl Rose tackler mere efter manden end bolden, eller om man som Shu-bi-dua går lidt mere subtilt til værks, er der forskel på, men begge disse modeller bliver repræsenteret i denne liste, hvor vi går igennem eksempler på, at musikere har givet igen imod journalister og anmeldere, der har trådt et ømt sted.

Nikoline og Bisse: “Skærmtrold” (2020)

Den spiddende sang “Skærmtrold” af den stor-udgivende Bisse og den kontroversielle rapper Nikoline er et statement, der i særlig grad går ud til Ekstra Bladet og deres anmelder Thomas Treo, der er berygtet for fra tid til anden at skrive temmelig groft om musikere, i særdeleshed kvinder – i hvert fald ifølge skaberne af “Skærmtrold”.

Det er ikke kun på sangens artwork, der viser sangens titel over et billede af Thomas Treos ansigt, at manden udspecificeres som målskive. Både hans og Ekstra Bladets navn bliver nævnt flere gange i nummerets tekst. Også ord, som Treo har brugt i sine anmeldelser, bliver gengivet i for eksempel linjen “Men så havde jeg min store fede stive pen, som jeg nedsablede alle jer “møgfisser” med”.

Nikoline har skrevet følgende til GAFFA om sangen: "Det har været smaddersjovt at arbejde med Bisse. Vi har lavet nummeret "Skærmtrold" i anledning af, at vi skulle have optrådt til Ekstra Bladet Live (...) Skærmtroldene trænger bare til noget love." Og Bisse har skrevet: “Vi tænkte bare, at Treo trængte til at få kærligheden at føle️" efterfulgt af en hjerte-smiley.

Ukulele-Hanne: “Jeg synes overhovedet ikke, det er sexistisk” (2020)

Og fra en sang om Thomas Treo til en anden. Så sent som i sidste måned udgav Hanne Katrine Rasmussen aka UkuleleHanne sangen: “Jeg synes overhovedet ikke, det er sexistisk”.

Nummeret består af uddrag af anmeldelser skrevet af Thomas Treo:

”Det kræver nosser at starte med ’my pussy smells like Pepsi Cola’, men det lugtede nu mere af fæl narrefisse, da sexkillingen hylede og mijavede som en syg kælling,” synger sangeren.

Ovenstående citat er fra en anmeldelse af en Lana Del Rey-koncert i København i 2013. At Treo har kaldt Lana Del Rey for “en fæl narrefisse” og Madonna for “En dum blondine” har i løbet af årene fået flere til at reagere negativt på hans anmeldelser.

Hans beskrivelse af Velvet Volume i foråret i år fik dog bægeret til at flyde over for Lydmor, som skrev en kommentar til GAFFA. Her kaldte hun ham for sexistisk, fordi han, ifølge hende, fokuserede mere på det faktum, at Velvet Volume er et band udelukkende består af kvinder i stedet for at fokusere på at beskrive musikken.

GAFFA har uden held forsøgt at få en kommentar om de to sange fra Thomas Treo.

Nick Cave and the Bad Seeds: “Scum” (1986)

Dette er et nummer, der nærmest minder mere om en sur aflastning end en faktisk gennemarbejdet sang. Nick Cave fortæller – ikke synger – om en anmelder, der har “et håndtryk, der føles som at ryste en varm, fed, olieindsmurt knogle – holdt fast i alt for lang tid”. Der gives ikke mange komplimenter.

Den specifikke anmelder holdes dog anonym; om det så er et tegn på, at den karakter, Cave beskriver, i virkeligheden er hans syn på enhver anmelder, vides ikke. Men med udtalelsen “Jeg er din skaber” ligger der i hvert fald en magtpåstand om, at anmelderbranchen slet ikke kunne eksistere, hvis det ikke var for musikeres arbejde.

Som i enhver god “rant” bruges der mange grimme ord, og i starten ved man ikke helt, hvem der egentlig beskrives, men efter sætningen “Du gav mig en dårlig anmeldelse, og måske tror du, det alt sammen bare er vand under broen. Men, min ikke-ven, jeg er typen, der bærer nag” er man ikke længere i tvivl. Om budskabet er kikset eller passende beskidt leveret, er op til dig, kære læser.

Guns N' Roses: “Get in the Ring” (1991)

Titlen på denne sang skal forståes som en åben opfordring til at “komme ind i ringen” – altså som i “bokseringen”, eller et sted, hvor man slås. Sangskriverne Axl Rose, Duff McKagan og Slash byder bogstaveligt talt musikjournalister og andre “haters” på en slåskamp – og der bliver mildest talt ikke lagt låg på noget som helst.

Tredje vers består vitterligt af følgende tekst: “Og den går ud til alle I skiderikker, der vil starte noget lort ved at printe løgne i stedet for de ting, vi har sagt – det gælder dig, Andy Secher fra Hit Parade, Circus Magazine, Mick Wall fra Kerrang!, Bob Guccione Jr. fra Spin – hvad så, er du sur, fordi din far får mere fisse, end du gør? Fuck dig! Sut min fucking pik.” (Bob Guccione Senior er grundlægger af herremagasinet Penthouse, red.)

Det siges, at Guccione fra Spin skrev i et brev til Rose, at han tog imod udfordringen om en slåskamp. De to mødtes dog aldrig, selvom denne tekstbid måske er det mest eksplicitte og aggressive angreb på anmelder- og musikjournalistbranchen.

Haim: “Man from the Magazine” (2020)

De tre søstre Este, Danielle og Alana Haim er, som et kvindeligt band, muligvis udsat for nogle uheldige kommentarer fra journalister og andre i musikbranchen – det kunne deres sang “Man from the Magazine” i hvert fald tyde på. Sangen beskriver både sexistiske interaktioner med “manden fra magasinet” og fordomme om kvindelige musikere.

Første frase i sangen lyder: “Mand fra magasinet, hvad sagde du? ‘Laver du de samme ansigter i sengen?’ Hey mand, hvad er dét for et spørgsmål? Hvad vil du have, jeg skal svare? Hvad sker der omme bag solbrillerne? Er dét din måde at lægge an på mig på?”

Det er tydeligvis ikke altid nemt at være en ung kvinde i musikbranchen, heller ikke i situationer som den, der beskrives i vers 2: “Mand fra musikbutikken, jeg har kørt for langt til, at du bare rækker mig en begynderguitar og siger ‘Hey pige, vil du ikke spille et par takter?’ Hvad er der tilbage at bevise?”

Man kan håbe, at den pågældende Haim-søster fik samlet et ordentligt instrument op og spillet noget lækker musik, der kunne gøre “manden fra musikbutikken” flov...

Shu-bi-dua: “Billen på Bladet” (1982)

Det folkekære orkester Shu-bi-dua, der normalt ikke gjorde en flue fortræd, har faktisk lavet en sang, der er lidt ude med riven efter et andet “insekt”, om man vil. Sangen handler nemlig, om end han ikke bliver nævnt helt specifikt, om den nu afdøde musikanmelder Torben Bille, og bruger insekt-metaforen flittigt med omtalen af både bier, biller og insektets tykke skjold. Gruppen fortæller nemlig, at Torben Bille, der blandt andet skrev for Politiken, altid har hadet Shu-bi-dua.

Billes rolle som musikanmelder kritiseres i sangen som en position, hvor man kan gå i skjul “imellem græssets rødder”, og dele holdninger ud uden et særligt stort ansvar for at få noget igen, når man er “en tykhud blandt insekter”.

Desuden mener Shu-Bi-Dua nok, at de ikke kan forenes med den intellektuelle snobbethed, der somme tider præger musikjournalistik. For “Kun de færreste ved at de største intellekter, ka' man finde nede blandt de bidende (skrivende i 3. omkvæd) insekter”. Og i øvrigt: “Hva' nytter det at være klog, når man er en bille?”...

I øvrigt: Hvil i fred, Michael Bundesen.

Melting Hopefuls: “What She’s Wearing” (2013)

Den her sang var forsøget på et opgør med journalister og musikanmelderes fokus på kvindelige artisters udseende. Sangen ”What She’s Wearing” blev udgivet af pop-punk-bandet Melting Hopefuls på albummet Spacy Flyer i 1994. I sangen kritiserer forsanger i bandet, Renee Lobue, anmelderes tendens til at beskrive kvindelige artister ud fra deres garderober i stedet for at kredse om deres musik; en tendens, der efter hendes eget udsagn er ”doven journalistik”.

I sangen kritiserer hun desuden det meget mandsdominerede rockmiljø, hvor hun oplevede en tendens til, at folk hellere ville se kvinderne end at høre på dem:

“The girls, we’re the quiet ones / You take the stage, you sing”. Og til sidst i sangen: ”Now we know what must be done / We’re gonna kick them and run.”

Annika Aakjær: ”Fire sjerner-sangen” (2014)

Tilbage i 2014 var Annika Aakjær sammen med Sigurd Kongshøj vært på GAFFA-Prisen. Her fremførte hun sin "Fire stjerner-sangen", som handlede om, at GAFFAs anmelder Ole Rosenstand Svidt næsten altid gav fire stjerner. Versene i sangen var en opremsning af forskellige kunstnere, som Ole havde givet fire stjerner, mens det i omkvædet lød: "Men Seebach, Lilholt og Tue West fik kun tre / Hvordan ku' det dog ske?"

Og i slutningen af nummeret fik hun lige flettet ind, at Ole havde givet hendes seneste album fem stjerner. Sangen er desværre aldrig blevet udgivet – hvis du ligger inde med en optagelse fra showet, vil vi meget gerne høre fra dig!

The Cure: “Desperate Journalist” (1979)

The Cure lavede i 1979 en indspilning til the John Peel Session af en alternativ udgave af deres sang “Grinding Halt” fra debutalbummet Three Imaginary Boys. Denne alternative version hedder ”Desperate Journalist”, og som titlen antyder, er det et diss til journalister, der er lidt for kække i deres desperation efter at få flere læsere.

I bedste goth/punkstil går en del af svineren til journalister på det faktum, at der død og pine altid skal være prætentiøse ord i musikanmeldelser, som har til formål at sende et ”jeg ved bedre”-signal fra jounalistens side. Sangen “Desperate Journalist” starter således:

“Hey, hr., en anmeldelse / et ord for salat / er skrevet af min ven / Ian Penman / Han bruger lange ord / som semiotik og semulje.”

Semulje er den inderste og hårdeste del af hvedekernen. Det bruges især i grød og budding. Ikke just et ord for salat, men mon ikke det er pointen i den finurlige sviner til prætentiøse musikanmeldere.

Bob Dylan: “Ballad of a Thin Man” (1965)

Og her til sidst skal vi et smut tilbage til 1965. Bob Dylan har nemlig heller ikke altid været fan af journalister og særligt ikke dem, der ifølge ham blot stiller spørgsmål for at stille spørgsmål, hvilket der endte med at komme en sang ud af: ”Ballad of a Thin Man”. Til en koncert i Japan, 1986, fortæller Bob Dylan:

“Det her er en sang, jeg skrev et stykke tid tilbage som et svar til folk, som hele tiden stiller mig alle mulige spørgsmål. Du bliver bare træt af det en gang imellem. Du når til et punkt, hvor du bare ikke orker at besvare flere spørgsmål. Jeg synes nogle gange, at en persons liv taler for sig selv.”

I sangen følger vi en “Mr. Jones”, som bliver ved med at finde sig selv i mærkelige situationer, og jo flere spørgsmål han stiller, jo mindre mening giver verden omkring ham:

”You know something is happening, but you don’t know what it is / Do you, Mr. Jones?”, synger Dylan.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA