x

DAMON ALBARN-INTERVIEW: Arbejdsnarkoman uden en plan

DAMON ALBARN-INTERVIEW: Arbejdsnarkoman uden en plan

En samtale med Damon Albarn om kolde svømmeture, madlavning og om at lære at køre bil. Musikeren har brugt 2020 i sit landsted i Devon med sin familie, og så har han også lige lavet et nyt Gorillaz-album.

Damon Albarn har tilbragt 2020’s underlige og lockdown-prægede måneder ”i et meget fint hus på landet” i det sydvestlige England – nærmere bestemt Devon. Han købte stedet i 1995 med de ”de hårdt optjente penge fra Parklife,” siger Albarn. ”Det var første gang nogensinde, at jeg havde penge, og det var den første ting, jeg købte. I årevis har alle fortalt mig, hvor åndssvagt et køb det var. Hvorfor har du købt det her afsides landsted på Lars Tyndskids mark? Men nu synes de, at jeg er genial.”

Og det er virkelig kommet til sin ret. ”Jeg vil lyve, hvis jeg sagde, at lockdown har været andet end en vidunderlig oplevelse,” siger Albarn fra sit andet hus i det vestlige London. Vi taler sammen over Zoom, og Albarn fremstår som en yoga-trimmet 52-årig. Under lockdown var han sammen med sin kone, billedkunstneren Suzi Winstanley, deres voksne datter Missy, hans forældre Keith og Hazel, der er i 80’erne og et udvalg af søskende, nevøer og niecer. ”Det var en chance for at være en komplet anderledes person i en lang periode”, siger han, imens han undskylder for den fedtede skærm på iPad-kameraet. Det præsenterer ham i et romantisk, blødt billede i jeans, hvid T-shirt og halskæde. ”Jeg har aldrig rigtig tilbragt så lang tid ét sted. Ikke siden jeg var 22-23 år. Jeg er altid flyttet med min familie eller for mit arbejde.”

Han svømmede i havet hver eneste dag, genså serier (han laver en fremragende parodi på Brian Cox fra Succession: ”F*** off”), øvede sig på sine køre-skills – han mistede kørekortet for 20 år siden og har aldrig før nu overvejet at få det tilbage. Han lavede også virkelig meget mad. ”Frokost og aftensmad i fire måneder. Jeg lavede ikke morgenmad, men det var primært fordi, at ingen stod så tidligt op som mig. Jeg lærte alle de lokale folk at kende – slagteren, købmanden, fiskemanden. Hvis jeg skal være ærlig over for dig, så er det virkelig der, jeg ser mig selv lige nu.” Ikke som fiskehandler – han er ikke gået helt Daniel Day-Lewis på os endnu. Han mener som borger i Devon.

Hentet i Elton Johns Rolls-Royce

Vi skal dog ikke tage det her som et tegn på, at Albarn trækker sig fra rampelyset. Glem den tanke. Det her er en mand, der siden James Browns død med rette er blevet udpeget som en af de mest hårdtarbejdende i showbiz. Sideløbende med at være nøglemedlem i Blur, det virtuelle band Gorillaz, African Express-kollektivet og to supergrupper The Good, the Bad & the Queen og Rocket Juice & The Moon, så har han også kreeret ekstravagante sceneoptrædener med den nationale engelske opera, Nationalteatret og Manchester International Festival plus et nyt show i Paris, der hedder Le Vol du Boli. Han siger, at han får sin kreativitet fra sin far, der er billedkunstner, og sin mor, der var scenograf på et teater. Gennem sin barndom i Essex og Østlondon havde hans forældre ”altid travlt med at skabe og gøre ting. Og det har forhåbentlig smittet af på den næste generation.” Datteren Missy på 21 år vil gerne arbejde i modebranchen, og hans ni-årige niece spillede ”genial trompet” på det nye Gorillaz-album Song Machine, Season One: Strange Timez.

Albarn indspillede størstedelen af albummet i Devon under lockdown med gæstesangere, der optog deres egne brudstykker fra distancen og sendte det til ham. Jeg bør egentlig ikke kalde det et album; det er mere et billede på Albarns frodige måde at lave musik på. Hver sang kommer ud, når den er klar og akkompagneres af en animeret video lavet af Jamie Hewlett, Albarns partner i Gorillaz gennem 20 år, featuring tegneseriefigurerne fra bandet: Noodle, 2D, Murdoc og Russel. Den første samling sange samles som sæson ét og har features fra Robert Smith fra The Cure på en hvirvlende lockdown-hymne med titlen ”Strange Timez”, og andre gæster tæller Skepta, Beck, Peter Hook, den maliske sanger Fatoumata Diawara og Elton John, som synger duet med Albarn på den psykedeliske sang ”The Pink Phantom”.

”Det udsprang fra en sand historie, som jeg fortalte Jamie for omkring et år siden. Og hvis du er heldig,” siger Albarn med et smil på læben, ”så fortæller jeg dig historien.” Gør det! ”Altså, da jeg var syv år, blev jeg hentet fra min skole, George Tomlinson i Leytonstone, af Elton Johns pink Rolls-Royce Phantom V. Det blev jeg helt ægte. Den blev ikke kørt af Elton. Den blev kørt af hans percussionist Ray Cooper, som var en af min mor og fars venner. Så det var der intet mærkeligt i. Men grunden til, at han havde den her åndssvage bil var, at Elton havde været på tur i USSR og var udelukkende blevet betalt i kul, tror jeg nok, og det kunne ikke blive konverteret til kontanter. Han havde konsekvent ikke penge til at betale sine musikere, så han var nødt til at give dem ting, og Ray, heldigt eller uheldigt kan diskuteres, fik The Pink Phantom. Det var naturligvis enestående at blevet hentet fra skole i sådan en bil, og det er klart noget, jeg aldrig har glemt.”

Var det første gang, at John hørte den her historie? ”Ja, han påstår så, at bilen ikke var pink. Han nævnte, at den nok var fuchsia. Men for mit mentale helbreds skyld, så forbliver den pink.” Der er dog også noget, der ikke helt stemmer – John turnerede i USSR i 1979, da Albarn var 11 år gammel. Han har dog aldrig ladet facts stå vejen for en god sang.

Kan virkelig godt lide Noel

Albarns andet lockdown-projekt var som medskaber af Le Vol du Boli, et show med artister fra Mali, Congo og Burkina Faso på Théâtre du Châtelet i Paris. På trods af coronavirus bød de velkommen til 1000 publikummer til hver af de tre shows – med behørig afstand, naturligvis. Albarn siger, at han vågnede hver dag og tænkte: ”Okay, i dag er det dagen, hvor en eller anden ringer og melder sig syg, og hele molevitten bliver aflyst. Men det skete ikke.”

Når man ser på Albarns pligtskyldige overholdelse af alle covid-restriktioner, hvad synes han så om sin gamle kammerat Noel Gallaghers modvilje mod at bære maske? ”Jeg har brugt maske de sidste seks uger, hver dag – alle steder, så det er min holdning til det” siger Albarn. ”Jeg vil ikke kalde mig selv behagesyg, men inden for rimelighedens grænser, så er jeg villig til at tilpasse mig.”

Det betyder dog ikke, at vi skal erklære krig mellem de to musikalske ærkefjender i britisk musik. Gallagher optrådte på det forrige Gorillaz-album, og de har delt scene adskillige gange de senere år. ”Jeg kan virkelig godt lide Noel,” siger Albarn. ”Jeg så tilfældigvis et interview, han lavede til et skandinavisk tv-show i 2019. Han er meget dygtig til tv. Meget bedre, end jeg er. Jeg sætter virkelig pris på hans selskab. Sidste gang jeg så ham, var han lige ved at køre mig over. Han sad i en bil – han kørte ikke – og jeg var på min cykel.”

”Livet er oprigtig talt for kort til at hænge sig i de her åndssvage rygter om rivalisering, der er kommet ud af ingenting,” siger han. ”Vi havde sandsynligvis alle så meget til fælles alligevel til at gøre, hvad vi gjorde. Det fandt jeg ud af med Noel og Liam. Liam er bare en gammel skiderik, er han ikke?” Han fanger sig selv i sætningen. ”Jeg ved, at du kommer til at bruge det her – hvorfor sagde jeg det? Jeg kan også godt lide ham. Han får mig til at smile. Og der er noget over ham; ægte karisma. Jeg ser tilbage på hele den tid med et meget varmt smil på læben.”

Han er endda villig til at lægge stridighederne med Brett Anderson i graven. De blev uvenner i britpoppens gyldne år, efter at Albarn fandt sammen med Suede-sangerens ekskæreste Justine Frischmann. Albarn drak en kop kaffe i London sidste sommer, da Anderson gik forbi. ”Jeg smilte til ham, men han ignorerede mig bare. Jeg var endda klar på at glemme fortiden, men måske er han ikke klar til det.” Sandsynligvis ikke, hvis man skal tro en linje i Andersons seneste bog om de ”intetsigende, opportunistiske Mockneys (Londons middelklasse-dialekt, red.), som havde lært at droppe h’erne fra deres dialekt.”

Røvhul i 90’erne

Albarn virkede som om, at han godt kunne være for meget i britpoppens gyldne år, milevidt fra den følsomme husfar, han er i dag. Han kom i hvert fald ikke godt ud af det med Jamie Hewlett (Gorillaz, red.), da de mødte hinanden. ”Op gennem 90’erne, hver eneste gang jeg så ham, var han et røvhul over for mig,” siger Hewlett, da vi taler sammen den efterfølgende dag. ”Og så begyndte vi at hænge ud en dag. Vi er født med kun ti dages mellemrum, og vi er meget ens. Han sagde til mig, ’du plejede at irritere mig, fordi du var succesfuld med alt, hvad du lavede.’ Han konkurrerer altid. Han er en alfahan. Den slags fyr, der går ind i et rum og pisser på sofaen, for at mærke sit territorium af.”

Albarn og Hewlett arbejder primært separat på Gorillaz. Med Plastic Beach, deres album fra 2010, ”sagde Damon bare ’Plastic Beach’ til mig. Det var decideret det,” siger Hewlett. ”Jeg elsker Damon, han er som min bror, men driver mig også fuldstændig til vanvid nogle gange.” De stoppede med at tale sammen i et par år omkring udgivelsen af Plastic Beach. Albarn var irriteret over, at Hewlett forlod England for at være i Paris under udviklingen af deres opera Dr Dee, imens Hewlett følte sig tilsidesat i Gorillaz.

Alligevel har tegneserieuniverset været primus motor for deres internationale succes og lange levetid. Der er en ny generation af teenagere, der kender Murdoc og Noodle bedre, end de kender Albarn. Gorillaz overgår alle andre musikere på YouTube, når det kommer til engagement – interaktioner, delinger og så videre – og de er på hjemmebane, når det kommer til at optræde under en pandemi. Deres virtuelle show til december vil indeholde tegneseriefigurer, der interagerer med mennesker.

”Uanset hvad, så ville Gorillaz være intet uden Albarns endeløse evne til at skrive f***ing god musik”, siger Hewlett. ”Han har aldrig været udfordret med en sang.” Han er misundelig på musikkens omgængelighed. ”Du gør ikke rigtigt det her med andre kunstnere – begynder at tegne og visualisere.”

Albarn er en samarbejdsjunkie. Han taler om alle dem, han har arbejdet sammen med i Gorillaz-regi. ”Desværre er der en del af dem, der ikke er her længere. Ibrahim Ferrer, Lou Reed, Bobby Womack, Tony Allen.” Og så er der dem, han næsten har samarbejdet med. ”Barry Gibb var på vej ind i studiet i Miami, da han pludselig på mystisk vis fik en øreinfektion. Jeg har været i studiet med Dionne Warwick to gange på et årti, og begge gange formåede jeg ikke at gøre det med hende, hvis man kan sige det sådan. Jeg har fået hysterisk sjove mails fra Morrissey, hvilket man levende kan forstille sig. Men jeg tror ikke, at han er samarbejdstypen. Og det her var, inden hans dumhed for alvor foldede sig ud, bare lige for at understrege det. Jeg tror stadig, jeg vil lave noget med Sade – det var ikke et nej. Det samme med Kate Bush.”

Hvad med en Blur-reunion? Han har været på Zoom med Alex James og har udvekslet e-mails med Graham Coxon. ”Vi har uden tvivl en vag plan”, siger Albarn. ”For vag til at dele. It’s all a bit of a blur!” Vaghed klæder ham. Han pointerer, at han har været i bands siden slutningen af 80’erne, og der har sjældent været en overordnet plan. Bare arbejde, mere arbejde og se, hvor det fører hen.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA