
Den færøske sanger og sangskriver er aktuel med sit nye album, Segl, som GAFFAs anmelder tildelte de maksimale seks stjerner. Her fortæller hun om otte sange, som har betydet noget særligt for hende. Hør sangene nedenfor.
Den her husker jeg tydeligt fra min barndom
”Tusind stykker” - Anne Linnet
Jeg husker fra min barndom, at min mor havde en plade med Anne Linnet, og at den meget tit lå på pladespilleren. Denne sang gjorde et stort indtryk på mig som barn. Jeg tog teksten meget bogstaveligt og husker, at jeg engang spurgte min mor, om et hjerte virkeligt kunne gå i TUSIND stykker. Jeg var cirka seks-syv år gammel.
Den her forbinder jeg med min første forelskelse
“I Hope That I Don’t Fall in Love With You” - Tom Waits
Jeg hørte sangen meget som teenager. Det var omkring det tidspunkt, hvor jeg oplevede min første ungdomsforelskelse. På samme måde som i sangteksten, så var det fantastisk, ustyrligt, helt håbløst og hjerteknusende.
Den her gør mig virkelig sentimental
“Pætur á Brekku” – færøsk folkevise
En gammel færøsk folkevise, som er lidt sørgelig, men samtidig fyldt med mørk humor. Den var min fars yndlingssang, og han sang den så tit derhjemme med sin dybe stemme. Denne sang gør mig sentimental, fordi den minder mig om min far, som ikke er blandt os mere. Han var et utroligt menneske.
Den her er min ultimative partystarter
Adir Adirim - Balkan Beatbox
Denne sang gør mig glad og får mig bare i et ret fjollet og langt ude humør. Derfor er den en perfekt partystarter for mig.
Den her ville jeg ønske, at jeg selv havde skrevet
“Riverman” - Nick Drake
Fordi det er en af de smukkeste sange, jeg har hørt. Den er så utrolig velskrevet i alle aspekter. Stemningen i sangen er mørk og sørgmodig, men samtidig er den også fyldt med skønhed og ydmyghed.
Melodien og den melankolske sangstemme flyder så roligt over det meget rytmiske guitarmønster, der svæver i 5/4 mellem dur og mol, uden at man lægger mærke til det.
Jeg bliver aldrig træt af at lytte til den her sang og tænker, at jeg nok aldrig kommer til at skrive noget så smukt.
Den her roterer nonstop lige nu
Sumarið sem aldrei kom - Jónsi
Jeg lyttede for nylig til Jónsis nye plade, og den her sang gjorde et stort indtryk på mig. Den har nærmest en salmeagtig stemning, og så har den også den der episke fornemmelse, som man også ofte oplever med Sigur Rós.
Den her vender jeg altid tilbage til
Famous Blue Raincoat - Leonard Cohen
Jeg har altid elsket Leonard Cohen. I sine digte bevæger han sig altid dybt ind i de store ting i livet, kærligheden og de store eksistentielle spørgsmål, og altid på en så nedtonet og ydmyg måde. Hans sange har fyldt meget gennem hele mit liv, og den her er en af mine favoritter, som jeg altid vender tilbage til. Igen er det den der stemning, som bevæger sig imellem sorgmodighed og glæde, som rører mig. Sangen føles som regn og solskin på samme tid.
Den her skal spilles til min begravelse
Kalimanku Denku - Bulgarian State Television Female Choir
Fordi den er så utrolig smuk og giver mig følelsen af taknemmelighed og at give slip.
LÆS OGSÅ: Sublimt nyt fra færøsk alf