x

DICTE-INTERVIEW: Vores demokrati er bygget på den kultur, vi har skabt

DICTE-INTERVIEW: Vores demokrati er bygget på den kultur, vi har skabt

Dictes aktuelle album All Good As It Is, der udkommer 29. januar, er såvel en hyldest til livet som en kraftig appel til menneskelig bæredygtighed i en undertrykkende og gudløs verden, hvor demagoger som Trump har blindt følgeskab og kronende dage. Selv er hun ikke i tvivl: kunst og kultur er demokratiets fundament. Det skal styrkes og både kan og bør tage et ansvar.

Helt tilbage i 1989 stod Dicte i front for det aarhusianske band Her Personal Pain, med rødder i alternativ undergrundskultur. Trods stor opmærksomhed og livesucces blev det kun til et enkelt album i 1992. Hverken før eller siden har Dicte kigget sig tilbage. Hun har prøvet kræfter med en lang række musikalske stilarter og udtryksformer fra jazz over teater til electronica og ikke så få varianter inden for den brede forståelse af pop- og rocksegmentet. Dette på en lang række soloalbum, det første fra 1994, og et snart livslangt tilbagevendende samarbejde med Claus Hempler. Dicte er ikke typen, der står stille, men har evnen til at lade sig inspirere. Et musikalsk menneske, for hvem det at optræde og udtrykke sig kreativt er lige så logisk og naturligt som at trække vejret.

Her ligger nok noget af nøglen for evnen til at kommunikere på tværs af generationer. Hun har rundet de 50, men ifølge Spotifys algoritmer befinder hendes primære lyttere sig i aldersgruppen 18-25, og til koncerter kommer der gerne publikum fra tre generationer. En position, som Dicte er taknemmelig for, og gør sig følgende refleksioner om:

– Jeg er ikke i orkanens øje længere, jeg er ikke mine følelser, jeg er ikke min nye plade. Det er meget ungdommens perspektiv, hvor de ting er uadskillelige. Passionen er ikke mindre, men jeg nyder at kunne give perspektiv, indimellem fra helikopteren, hvilket kommer af at have levet og oplevet et langt liv, hvor mange ting er faldet på plads. Jeg er ikke den, der står fremmest i spotlyset i dag, men nok heller ikke den sidste, der forsvinder fra det. Det er en privilegeret position.

Dictes løbende produktivitet og meritter taler for sig selv. Claus Hempler har til denne skribent for nylig beskrevet Dicte som landets stærkeste og mest udtryksfulde kvindelige sanger med sin helt egen klang. Tiden, der går kan være nådesløs for store sangere, der brød igennem som unge. Har man først erhvervet færdigheder på et instrument, er det lidt som at cykle, hvorimod stemmen, fysiologien og kroppen ændrer sig, hvilket har gjort mange vokalister til skygger af sig selv med alderen.

For Dicte er det modsat, som at tiden mere lægger til det vokale udtryk end trækker fra. Stemmen er helt fremme i centrum på All Good As It Is. Dicte siger selv, at hun aldrig mener at have sunget bedre, hvilket giver god mening, når man hører pladen. Men det kommer måske også af, at man virkelig har noget på hjerte, som tilfældet er her. Jeg mødte Benedicte til hvid Bourgogne og Eggs Benedict (what else!) på Gl. Kongevej, Frederiksberg, hvor diktafonen hurtigt kom på overarbejde.

Varm op med "Can't Be the Last" fra det kommende album All Good As It Is – artiklen fortsætter under videoen

Gradvist mere udflydende

Alt under dagens frokost startede snorlige, perfekt og helt og aldeles upåklageligt. Retten blev serveret, der blev nippet til hvidvinen, og passende høflighedsfraser behørigt udvekslet. Men et løbsk stearinlys ville det anderledes, eller rettere, det ville sine egne veje, hvilket forplantede sig. Den varme masse gradvis spredte sig ud over bordet, mens Dicte henført mindedes barndommens forjættede land, hvor farve og billeder fra Anders And-blade kunne absorberes af varm stearin, som efterfølgende stod aftegnet på de senere kolde og faste figurer. Ingen Fedtmule på dagens formation, som dog viste sig anderledes spektakulær; eller som Dicte udtrykte det, da hun smilende tog fænomenet i hånden, ”stor næse, lille pik”.

Jeg tænker, at læseren selv kan danne egne associationer; eller måske skulle man bare have været der, don’t know! Tonen var sat. Som stearinen blev samtalen gradvist mere uforudsigelig, forgrenet og udflydende, blev vi enige om. Om ikke andet bred, refleksiv og levende og naturligt tog udgangspunkt i All Good As It Is og ikke mindst teksterne på samme. Et album, der kredser kalejdoskopisk rundt i og omkring verden ifølge Dicte anno 2020/2021, med logisk cyklus og forløb.

“All good as it is / Won’t dwell on it / For U life I kneel”

(”Can’t Be the Last”)

Du behandler virkelig tunge aktuelle emner og tendenser på albummet, men titlen er ren ”feel good, happy go lucky”. Hvordan hænger det sammen?

– Grundlæggende handler det om at nyde livet lige der, hvor jeg er. En helt basal glæde over, hvor dejligt det er at leve og være midt i livet, som jeg er. Herunder accept af, at det store hjul kører rundt og rundt, uanset hvad jeg end foretager mig. Jeg bøjer mig for livet, og jeg nyder at hoppe af og på. Ja, der er er store problemer og udfordringer, men det er dejligt at være her. Jeg giver slip, bøjer mig for livet som det store træ og gør, hvad jeg kan for at få det bedste ud af det. Jeg ser blandt andet en stigende miljømæssig og menneskelig bevidsthed hos unge mennesker, hvilket giver optimisme. Min datter på 11 ved det og synger med. Kloden drejer, en total hyldest til livet. 

“Remake my dark array / My star’s about to change / It’s in my blood like venom / It’s in my bones like bane.” (“Venom”)

Tonen bliver lagt smukt og positivt an, men man skal ikke langt ind i forløbet, før misundelsens grimme ansigt viser sig. Du skriver om det på ”Venom”, skal det forstås som en til en-relationer, eller som et større billede på mennesker, samfund og nationer imellem?

– I forhold til sangen her er det en ”en til en-sang”. Om hvordan misundelse kan æde alt op, hvor demotiverende det er for mennesker, i stedet for glæden over, hvad du fik. Tiden går, og den kommer ikke tilbage. Folk oppe i årene spørger tit sig selv ”Var det så det?”, og ”Ja, det var det”. Jeg har været først, det er jeg ikke mere, men måske er der så meget mere at hente, når jeg accepterer det. Igen, kloden drejer. Tilbage til spørgsmålet er den i et større perspektiv også en politisk sang. Du skaber i høj grad dit eget liv og har ansvar for din egen skæbne.

“If you sail / I ‘m in that boat too / And I ‘ll sink or float / Hold court or drown like you do”

(”Seasick”)

Du åbner i det store perspektiv og beskriver det enkelte menneskes personlige ansvar i forhold til egne valg og livsbane. Men der kommer efterhånden flere folk på banen. Ikke mindst Teitur på ”Seasick”. En skøn duet, der modsat ikke virker som den rene idylliske tosomhed, hvis man kigger på selve teksten?

– Livet går op og ned. Jeg ser meget musik i billeder, og i min indre video så jeg to mennesker i en robåd, der ror hver sin vej. Som mange af de andre sange på pladen har nummeret en nordisk melankolsk klang, det forvredne hav. Jeg så Færøerne og Teitur for mig. Jeg tænkte, det var et long shot, men han var hurtigt og svarede ”Jeg er i København på torsdag”, og sådan blev det. Han er et af de mest musikalsk gavmilde mennesker, jeg har mødt. Da vi færdige, sagde han ”Er der andet”?

– Det handler om at være hinanden værst, når 1+1= 0; det modsatte af syntese, hvor helheden er større end summen af de enkelte dele. Parterne er afhængige af hinanden, ”går jeg ned, trækker jeg dig med ned”. Corona har om noget sat fokus på emner som samvær, længsel og fravær. Ikke kun når vi bliver frataget fællesskabets ”menneskelige mad”, men også i forhold til ikke at turde at tage chancen og række ud. 

“When I went over the cliff / Down it goes, to no one knows / No double six with one dice”

(”The Stop Sign”)

Du bruger billedet stopskilt. Hvem er det, der siger stop, og til hvad og til hvem?

– På det metaforiske plan er det om tendensen til at brage derudad og ignorere alle de farer og advarselsskilte, vi hver især passerer undervejs, og så blive ramt hårdt og brutalt, når hammeren falder. Igen med fokus på det personlige ansvar, ”du slår ikke to seksere med én terning”, der er ikke noget med held her.  I det større billede oplever vi den moderne pest nu, og her mener jeg ikke kun pandemien. Miljøet bløder, vi har børnesoldater, barnebrude, global ulighed, overbefolkning, på mange måder den totale deroute. Dette er en appel til menneskelig bæredygtighed set fra helikopteren. Dette er en konstatering og en opfordring: gør noget, reagér. 

“I’m on fire / I’m on fire due to you / ‘Cause you lie, and cheat, and kill too / I’m on fire due to you / ‘Cause you take away their pride too”

(”I’m On Fire”)

Meget af det, du udtrykker, ræsonnerer i linje til tidens MeToo-debat. Hvad tænker du selv i forhold til det?

Jeg hilser det velkommen både ude og hjemme, men har ikke selv nogen personlig MeToo-historie og har ikke intentioner om at lave et feministisk interview. Når det er sagt, bliver jeg oprørt og forfærdet over, hvad jeg ofte ser og hører. ”I’m On Fire” udspringer direkte af den følelse, jeg fik samme dag, som jeg skulle spille til Pigernes Internationale Dag i oktober 2018. Jeg hørte det mest forfærdelige og kvindefjendske interview med Donald Trump, hvor jeg samtidig så en dokumentar om børnesoldater i Congo og små piger, der bliver giftet væk. Piger, børn, på samme alder som min datter; det trænger ind og kan mærkes. Når jeg ser det, og meget af hvad der i øvrigt foregår – og af mange accepteres i verden i dag – siger jeg med sammenbidte tænder: ”Der er fucking ingen Gud”.

Taler vi ren resignation, eller har du et bud på handling?

– Jeg mener, at kunst og kultur kan udtrykke noget, tage et ansvar, og det det kan jeg godt lide. Jeg synes, vi skal tage ansvar i forhold til almene menneskelige grundvilkår. Det gælder global kvindeundertrykkelse, men det gælder også i forhold til vores egen kulturpolitik, som befinder sig langt under gulvbrædderne i en tid, hvor alt handler om mink. Coronarestriktioner har totalt lammet vækstlaget og alle, der er på vej frem. Alt fra mig og nedefter har ikke en chance. Hvis ikke vi havde en kulturpolitik, havde vi ikke en højskolesangbog. Er vi villige til at smide alt dette på bålet? Du kan godt leve af øl og hvidt brød, men du kommer ikke til at leve godt, og du kommer ikke til at leve længeDet skal man bare gøre sig klart. Vores samfund, vores demokrati er bygget på stærk kultur.

Hvad er det, kultur i sine rene form, i forhold til for eksempel politik og økonomi, kan?

I går aftes havde jeg brug for input og hev Camus’ Pesten ned fra hylden. Jeg slugte den råt og tror højst, jeg har ti sider tilbage. Den handler om en by, der får pest, hvor folk først går i fornægtelse mod det uundgåelige. Igennem kunst får du perspektiveret og klargjort nogle tanker. Det er det, som kunst og kultur kan. Lægger vi det ned, bliver vi et fucking forarmet lortesamfund, og lige nu er vi i en udsat situation. Vækstlaget bløder, og folk er isolerede som aldrig før. Grib til kulturen, varm dig på den. Det er den lækreste mand og kvinde, du kan finde. 

“If you love me / I‘m quite sure I exist / If you leave me / I will follow as mist”

(”If You Love Me”)

Jordens kredsløb, kulturens muligheder og det personlige ansvar for eget liv er gennemgående temaer på albummet, hvor du også maner til ro på, til tillid, og det at give slip.

– Midt i lockdown er ikke lige der, hvor du sidder og deler kærlighedssange. Er din egen eksistens betinget og afhængig af en andens kærlighed, står du svagt og risikerer at gå i opløsning som selvstændigt individ. Her er det også vigtigt at give tid og plads, både til sig selv og andre. Det hele behøver ikke at gå så stærkt og være så dramatisk. Det tror jeg er helt centralt i parforhold og menneskelige relationer i øvrigt og noget, som er under ekstremt pres. Kloden drejer uafladeligt. I menneskeland er der ikke altid plads til mennesket. Giv tid, det er vigtigt.

“You‘re my new Jesus / and I’m loving it all / It ‘s in the way that you don’t care / And carry it all”

(”My New Jesus”) 

I forlængelse af den personlige andel og ansvar for egen skæbne vender du løbende tilbage til en stigende tendens til, at store befolkningsgrupper globalt set gør det modsatte. Et perspektiv, der går godt i spænd med begreber som ”fake news” og parallelsamfund, i forhold til at mennesker ikke forholder sig refleksivt til – og heller ikke bliver præsenteret for – fakta og virkelighed, men derimod følger enkelte ledere, hvis ord bliver lov. Dette som billeder på demokratier i krise?

– Fuldstændigt, det ligger mere end noget i tanken om ”My New Jesus”. Følger du Trump og lignende typer, eller er du med i sekteriske, ekstremistiske bevægelser, stiller du ikke spørgsmålstegn, uanset hvor absurde ting du bliver præsenteret for. Et nummer, jeg har skrevet med Jonas Struck som en kommentar til virkeligheden og hvad der sker, når man barrikader sig og fralægger sit eget ansvar. Det er let og tillokkende i en uforståelig og kompleks verden, men det giver bagslag. Kigger du på dit eget liv og dine egne betingelser, er der nogen, der har gået foran og skabt de rammer du har, men også hvad andre ikke har.

”If I could beat it / Just being alone / I wouldn’t  surrender / Just keep holding on”

(”Change for the Road”)

Vi er her sammen og skal løse problemer og udfordringer sammen, uanset hvor svært det kan virke. Men du skriver også om trangen til ind imellem at stikke af fra det hele. Eskapismen kan også noget i perioder?

– Det er lidt en kommentar til, at vi som mennesker skal balancere så mange elementer og konstant bliver bedømt af andre og os selv på urimeligt mange og ofte modstridende måder. Det gælder karriere, status, børn, familie, udseende, popularitet, forhold. Nogle gange har man brug for at bryde fri at det hele, så er det bare ”Me or the highway’. Man forsvinder, hvis man ikke tager ejerskab for sin egen skæbne.

“Let‘s go to the beach / Let‘s be young again, out of reach / Let's flourish and float”

(”The Beach”)

”Ungdom er en følelse mere end en alder”, fik jeg kommenteret i kampens hede og tog fejlagtigt personligt ejerskab til udsagnet, da Dicte begejstret spurgte, om det var et citat. Ingen tvivl om, at indholdet var ”spot on” i forhold til, hvor samtalen, som stearinen, flød hen. Men ved nærmere eftertanke gik det op for mig, at det var noget, legenden Pete Townshend fra The Who sagde til mig i et interview fra 2011 her til bladet. Mere præcist i forhold til sit epokedefinerende citat fra “My Generation”, 1965. ”I wrote it about a state of mind rather than an age – and I still feel the same way – I hope I die before I get old”. Dicte gav på dagen tankegangen sine egne ord:

– Det handler om at elske livet lige nu og her. Der er ingen grund til bøvl og ballade. Bare os to, der går langs stranden med hinanden i hånden. Som du siger, ”ungdommen er en følelse mere end en alder”. Følelsen af udødelighed, af at være i nuet. Lad os give hinanden plads, lad os være unge igen. Lad os nyde øjeblikket, der er ingen af os, der bliver yngre. Jeg kan blive helt rørt over billedet ved stranden og kunne begynde at tude. Det, vi alt for ofte mangler, er den enkle glæde. Albummet er som en cyklus, hvor de enkelte sange springer ud og får liv.

“After the rush / No weight at all / And you won‘t hurt no one, anymore / This is silence – silence”

(”Silence”)

En cyklus, der ender i stilhed. Albummets afsluttende nummer.

– En lille sang, en lille snas, som Jonas og jeg har lavet sammen. Som så meget andet på albummet ”first take”. Lidt inspireret af noget, jeg læste af Rainer Maria Rilke (1875-1926). Han beskriver smukt og løbende stilheden i skønne naturomgivelser. Til sidst bliver der zoomet ind på fluer, der stille summer. Da vi kommer helt tæt på, viser det sig, at fluerne kredser over en død soldat på slagmarken efter kamp. Der er mange måde at finde og skabe stilhed på. For mig er stilhed musik. Der er ro i en guitar. 

Undervejs har du sagt meget, som jeg har det, som om, jeg selv har sagt med andre ord, til andre mennesker.

– Sådan er det nok, når man er det, min mor kalder et ”levende, vibrerende menneske”, hun er psykolog.

Wow, det er godt sagt.

– Ja, men også lidt højspændt, ha, ha. Jeg håber, at vi har lavet et kæmpestort, fedt interview om, hvad musik, kunst og kultur virkelig kan. 

Ved du, at min første forsidehistorie til GAFFA var med dig i november 1996. Artiklen her bliver trykt i januar 2021.

– Det cover hænger på mit toilet. Jamen, så har vi jo jubilæum. Skål!

Dicte kan opleves på turné i foråret 2021, både med bandet The Diamonds og duo med guitaristen Mads Reinhold – billetsalget er i gang

29/1 2021, 20:00 DICTE & THE DIAMONDS Pakhuset, Nykøbing Sjælland

30/1 2021, 20:00 DICTE & THE DIAMONDS Richter, Søborg

4/2 2021, 20:00 DUO Vejle Musikteater, Jacob Gade Salen, Vejle

5/2 2021, 20:00 DUO Pilegaarden, Brønshøj

27/3 2021, 20:00 DUO Cafe Bröns, København

9/4 2021, 20:00 DICTE & THE DIAMONDS Rotationen, Holbæk

10/4 2021, 20:00 DICTE & THE DIAMONDS Kulturloft på Maltfabrikken, Ebeltoft

15/4 2021, 20:00 DICTE & THE DIAMONDS Tobakken, Esbjerg

16/4 2021, 19:30 DICTE & THE DIAMONDS Kulturium, Ishøj

17/4 2021, 20:00 DICTE & THE DIAMONDS Gjethuset, Frederiksværk

22/4 2021, 20:00 DICTE & THE DIAMONDS Sønderborghus, Sønderborg

23/4 2021, 20:00 DICTE & THE DIAMONDS Bastionen, Nyborg

24/4 2021, 20:00 DICTE & THE DIAMONDS Paletten, Viborg

5/5 2021, 20:00 DICTE & THE DIAMONDS Vega, København

 

Benedicte Westergaard Madsen – albumdiskografi

Songs from Cinema Café – Her Personal Pain (1992)

Between Any Four Walls (1994)

Voodoo Vibe (1996)

House of the Double Axe –Hotel Pro Forma (1998)

This is Cool (2000)

Gone to Texas (2003)

Dicte & The Sugarbones (2006)

Tick Tock (2010)

The Dark and Stormy Sessions, Live – med Claus Hempler (2013)

Perfume (2016)

Uppers – med Claus Hempler (2017)

All Good As It Is (2021)

Dicte medvirkede i Vild med Dans (2010) og Toppen af Poppen (2012), har været med i forskellige film og teateropsætninger, lagt stemme til tegnefilm og meget andet.

Jonas Struck – filmkomponist, guitarist og producer

Guitaristen Jonas Struck dukkede frem i den fine 90’er-trio Cactus Circle, men blev for alvor kendt som en del af Swan Lee, med Pernille Rosendahl i front, der skabte musikalsk og psykedelisk pophistorie i tiden omkring årtusindskiftet. Lige siden har Struck primært udviklet sig som filmkomponist og har arbejdet tæt sammen med Pernilles søster, filminstruktør Christina Rosendahl. Sammen med tonemester, lydgeni – og ikke mindst tidligere GAFFA-skribent – Peter Albrechtsen har han stået for musik- og lydsiden til Christinas film, hvilke blandt andet tæller Idealisten og en af 2020’s helt store biografsucceser, der er blevet indgående debatteret, Vores mand i Amerika. Jonas Struck er producer på All Good As It Is.

– Det skal nævnes, at jeg også har arbejdet med Søren Mikkelsen på pladen, som har gjort det virkelig godt. Jeg oplever selv musikken som en slags filmisk New Nordic Folk, og det gav bare super god mening med Jonas som producer. Han var klar og parat og foreslog, at vi skulle starte med de numre, der var ufærdige skitser, frem for de mere gennemarbejdede sange. Det udviklede en organisk, sund og jazzet måde at arbejde på, hvor vi begge er kommet med materiale.

– Det har været en meget lykkelig proces, en slags instinktiv, spontan co-writing, som tæt på halvdelen af sangene udspringer fra. Da jeg senere i processen hørte Jonas’ mix af Can’t Be the Last, begyndte jeg næsten at tude. Det ramte totalt plet. Pladen er indspillet og mixet, så alle er glade, og ingen er kede af det. Jonas forstår at afkode følelser og udtryk i både lyd og billeder. Ofte er pladeindspilninger et psykisk mareridt. Da vi var færdige denne gang, sagde Jonas ”Det var da ikke særlig svært”.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA