x

NEKROLOG: DMX tabte kampen mod dæmonerne

NEKROLOG: DMX tabte kampen mod dæmonerne

Fredag den 9. april 2021 blev DMX erklæret død på White Plains Hospital i New York. Her havde han været indlagt, siden han fredagen forinden blev fundet bevidstløs med hjertestop af et familiemedlem. Eftersigende havde han taget en overdosis. Den 50-årige rapper efterlader sig kone og børn og en unik karriere, hvor han stod for ærlig, rå og kompromisløs rap med utallige hits, men også kæmpede med dæmonerne i form af kriminalitet og stoffer. En kamp, han til sidst tabte. 

Fra født taber til superstjerne  

Earl Simmons bliver født 18. december 1970 i Mount Vernon nord for New York City og vokser op i nabobyen Yonkers. Hans forældre er unge, og han vokser op i et usundt hjem, hvor han bliver mishandlet af sin religiøse moder gennem opvæksten. Han forlader hjemmet som 14-årig og flakker omkring på gaderne, hvor han finder trøst blandt de lokale rappere og herreløse hunde; to temaer der skal følge ham livet igennem. 

Et par fængselsbesøg for ungdomskriminalitet, blandt andet havde han stjålet en hund, satser DMX, der på det tidspunkt er kendt som Dark Man X eller “The Divine Master of the Unknown” på hiphoppen. I 1992 udgiver han “Born Loser” på Columbia Ruffhouse, hvor han lægger fundamentet til de emner, han behandler karrieren igennem. 

“The born loser, not because I choose to be 
But because all the bad shit happens to me
I got kids, but their mothers don't want them to know me
Sisters used to like me but now they call me "homie"
Used to have a family, now I'm out on my own
Had to scrap with a pit because I tried to take his bone” 

Singlen bliver ikke det gennembrud, han havde håbet. Til gengæld bliver han med årene en fast gæst på radiostationerne og mixtapes'ene i New York. Hans aggressive rapstil skilder sig ud i en æra, hvor Puff Daddys bling-bling-rap dominerer. I 1998 får han kontrakt med det toneangivende hiphopselskab Def Jam Records og er for alvor på vej til at sparke døren ind til musikindustrien. 

Angriber mikrofonen som en kamphund 

Hans brovtne, slagkraftige vokal er hans varemærke, når han angriber mikrofonen som en kamphund. Med crewet Ruff Ryderz i ryggen, der blandt andet tæller den kvindelige rapper Eve, fremstår den rå, muskuløse DMX nærmest ustoppelig. Samtidig serverer hans producer Swizz Beatz virkelig fængende, nedbarberede produktioner, med enkle elektroniske beats, der minder om dem, der dominerer i Sydstaterne. Tilsammen giver det nogle gigantiske ørehængere, hvor “Party Up (Up in Here)" og “X Gon’ Give It To Ya” bliver landeplager, der brager ud af højttalerne på både diskoteker og bilstereoer.  

I 1998 og 1999 udgiver DMX hele tre platinsælgende album. Først debuten It’s Dark and Hell is Hot, derefter Flesh of My Flesh, Blood of My Blood og endelig ... And Then There Was X. Alle udgivelserne går mangedobbelt platin, og DMX er i den periode en af hiphoppens allerstørste stjerner.   

Hudløst ærlig og plaget af fortiden 

Til trods for den enorme succes er det, som om den konstant rastløse DMX aldrig finder ro. Selvom han udvider repertoiret med skuespil, og den mørke, flot skårne førsteelsker medvirker i både Belly, Cradle 2 The Grave og Romeo Must Die, er hans liv stadig tæt forbundet med gaden, kriminalitet og stoffer. Rapperen, der er vokset op som Jehovas Vidne, føler sig forfulgt af dæmoner og sort uheld. Det udmønter sig i nogle hudløst ærlige sange om ar på sjælen. En af de allerbedste er nummeret “Slippin’” fra "Flesh of My Flesh, Blood of My Blood", hvor han beskriver sin egen deroute: 

“Ate somethin', a couple of forties made me hate somethin' 
I did some coke, now I'm ready to take somethin'
Three years later showin' signs of stress
Didn't keep my hair cut or give a fuck how I dressed
I'm possessed, by the darker side, livin' the cruddy life
Shit like this kept a nigga with a bloody knife
Wanna make records but I'm fuckin' it up
I'm slippin', I'm fallin', I can't get up!” 

Indhentet af dæmonerne 

DMX matcher aldrig helt succesen fra storhedstiden omkring årtusindskiftet. Han er tydeligt plaget af stofmisbrug, og der findes frygtelige optagelser, hvor han som en gammel cirkushest bliver trukket i radioen for at snøvle sig igennem “Rudolph the Rednosed Reindeer”. Han lever et liv ind og ud af afvænning. Symptomatisk formår han aldrig at sætte fødderne på dansk jord, og hans koncerter i Store Vega i 2011 og på Train i Aarhus i 2014 forbliver blandt hiphoppens sagnomspundne aflysninger. 

Under pandemien har et lyspunkt dog været hans Verzuz-battle på Instagram mod Snoop Dogg, hvor de to førerhundens fælles kærlighed gennemsyrer den lille perle af hiphopnostalgi. Efterfølgende varsler DMX, at der er et nyt album på vej på hans gamle selskab Def Jam, og hvor han igen har Swizz Beatz som producer. Desværre bliver dette et af de sidste bjæf fra DMX, der i påsken tragisk bliver indhentet af sine dæmoner, formentlig i form af en overdosis stoffer, der skal vise sig at blive fatal. 

Hiphoppens enmandshær har forladt os 

DMX’ eftermæle må frem for alt være den enorme energibombe, han repræsenterer. Han var i stand til at spænde hver en muskel i kroppen og kanalisere styrken hele vejen fra mellemgulvet og ud gennem mikrofonen. Hiphoppens unikke enmandshær, der en mand høj sammen med en dj kunne udfylde en festivalscene lige så effektivt som et helt rockband. Det er sigende, at når film som Deadpool og Fast & Furious skal have et virkelig pumpende anthem til at akkompagnere hovedpersonerne, er det naturligvis DMX, der bliver sat på. 

Om vi nogensinde hører den musik, han lovede var på vej, er endnu uvist, men det er værd at mindes ham på sit allerhøjeste: på scenen med mikrofonen og publikum i sin hule hånd. 

Earl “DMX” Simmons, 1970-2021     
Hvil i fred 

 




Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA