x

ICEAGE-INTERVIEW: "Punken kan potentielt ingenting. Det er intentionen bag, der kan noget"

ICEAGE-INTERVIEW: "Punken kan potentielt ingenting. Det er intentionen bag, der kan noget"

Iceage har i dag passeret deres tiende år som band. De er gået fra fire drenge i puberteten til fem voksne mænd. De har levet et liv, der er værd at skrive om. Det er et liv, de nogle gange har brug for at søge ly fra. Bandets femte album, Seek Shelter er en manifestation af det ly, alle har brug for at søge en gang imellem. Og så er det første gang, at bandet har taget imod et udefrakommende kreativt blik.

– Vi har ikke ramt en pludselig modenhed, svarer forsanger Elias Rønnenfelt nonchalant. Der er gået tre år, siden jeg sidst talte med Iceage, men meget er stadig det samme. Deres skepsis ved pressen, en del af de udefrakommende og formålsløsheden ved at besvare spørgsmål, der måske giver sig selv. Formålsløsheden ved at sætte ord på noget, der kan høres i musikken. – Man kan ikke adskille det her band og de mennesker, det består af, fortsætter han.

– Vores liv og bandet følges ad, og derfor er det ikke, fordi vi er ankommet til et nyt sted. Den rejse har hele tiden været undervejs, og man har kunnet følge den fra album til album. Musikalsk udvider vi os hele tiden, og det manifesterer sig helt sikkert på de album, vi laver. Hver plade skaber et afsæt for at skabe noget nyt derefter. Vi bliver bedre til at følge vores ambitioner.

Vi husker hinanden, selvom der er gået tre år. I dag mødes vi under helt andre omstændigheder end under udgivelsen af Beyondless, hvor vores stemmer rungede i genklang oppe under loftet på Thorvalsens Museum i Indre By. I dag sidder jeg bag min skærm og de bag deres. Jeg ser mest af alt bare Elias, eller rettere silhuetten af ham. De andre er der også og bryder undervejs ind for at uddybe de svar, Elias finder tilstrækkelige. Han er stadig lige så intimiderende, som han altid har været. Det utilregnelige blik i hans øjne kan jeg i dag ikke se for de skygger, der drukner hans ansigt, men jeg er sikker på, at det er der.

I dag har Iceage eksisteret i ti år. Faktisk lidt mere end det, men udgivelsen af Seek Shelter markerer tiåret for bandets debutalbum, New Brigade. Foruden at være blevet ældre er de alle sammen vokset sig mere ind i rollen som frontmænd for millennialpunk. De afskriver stadig ethvert mærkat, man kan sætte på deres musik og udtryk, men de virker mere bevidste om den kunstneriske udvikling, de har gennemgået og det ståsted, de har i dag.

– Vores egen udvikling er gået hånd i hånd med bandet, siger Elias, da jeg beder ham forholde sig til de ti år, der har haft betydning for bandets rejse fra fødsel til manddom. Han er ikke meget for det, for hvordan kan man redegøre for ti års udvikling med bare ét svar. Jeg forstår ham. – Vigtigst for mig er, at det har været en kilde, der ikke har nået en konklusion endnu, fortsætter han. – Det er stadig noget, der giver mening for mig, og det bliver kun mere interessant for mig at udforske, som tiden går. Det giver mig en mening til mit liv, og det er noget, jeg kan læne mig op ad.

– Noget af det vigtigste at fremhæve ved, at vi har spillet sammen i mere end ti år, er at det stadig gøres med de samme mennesker, indskyder trommeslager Dan Kjær Nielsen. – Og der er stadig grundlag for at arbejde videre med det.

Artiklen fortsætter under videoen

Målet om en oprigtighed

Uanset hvordan oplevelsen med pladen ellers skulle udspille sig, er synet af et band, der har taget et skridt videre, altid det samme. Inden jeg satte Seek Shelter på, havde jeg ingen idé om, hvad jeg skulle forvente. Jeg fortæller dem om min oplevelse og bliver mødt af en underspillet ydmyghed. Jeg forestiller mig, hvordan de tænker, at den oplevelse bekræfter, at deres mål er nået. Men ros er nok aldrig noget, Iceage har taget særligt nært. Selvsikkerheden ved musikken og den kunstneriske oprigtighed er nok i sig selv. Her har jeg at gøre med et band, der kan stå hundrede procent inde for det, de laver.

– Det er vigtigt for os at formidle en form for oprigtighed, siger Elias om at stå på en scene og formidle musikken. – Og en form for dybfølthed. Det er vigtigt for os at få folk med til det sted, vi selv søger hen i musikken. Det har potentialet til at blive til noget, der kun handler om øjeblikket. Man kan potentielt glemme sig selv i det øjeblik, fordi alt kun eksisterer i nuet.

Jeg har en oplevelse af en mistet kontrol, når jeg oplever bandet. Elias Rønnenfelt, der føler musikken så intenst, at den kan tage livet af ham og bandet, der sætter det tempo, han skal bevæge sig i. Jeg tænker på dem, der har været med at til at give punken den energi, man i dag forstår ved den. Behovet for at slippe kontrollen og forvinde ind i den elendighed, en følelse kan give en. For mig er Iceage inkarnationen af punkens energi. Iceage er uenige.

– Vi har altid forsøgt at gøre klart, at vi ikke er interesserede i at være ambassadør for en genre, svarer Elias. – De stilistiske elementer, der er på overfladen, er sekundære for det, vi essentielt vil udtrykke. Punken kan potentielt ingenting. Det er formålet og intentionen bag, der kan noget.

Jeg kan finde den energi i alle mulige ting, der ikke nødvendigvis er punk. Det er ikke et spørgsmål om genrer, men rettere et forsøg på at transmittere noget, der giver mening for os.

Artiklen fortsætter under videoen

Fra København til Lissabon

Den intensitet, der bliver opbygget og får afløb i musikken efterlader mig til tider med tanken om, hvad det gør ved bandet. Hvor smerten kommer fra, og hvordan den føles. Hvordan smerten behandles ved siden af musikken, og hvad musikken gør ved den. – Når vi har lavet en plade, er vi som regel sat tilbage med en følelse af at være udtømt, fortæller Elias. Jeg forstår ham. Det forklarer det niveau, Iceage bevæger sig ud i fra album til album.

– Det har været tilfældet hver gang, fortsætter han. – Også med Beyondless, men efter vi havde turneret en del med den plade, begyndte det tomrum, vi som regel bliver ramt af at blive fyldt ud, og så er der pludselig et grundlag for at skabe noget nyt. Men vi vælger ikke, hvilke idéer vi skal bruge. Vi aftaler ikke en retning eller et tema at arbejde ud fra. Vi jagter måske mere nogle idéer mere end andre, fordi vi har følelsen af, at de rører ved noget særligt. Og langsomt begynder der at samle sig en masse, som så skulle eksekveres til et album, og det valgte vi så at gøre i Lissabon.

Artiklen fortsætter under videoen

Hvorfor netop Lissabon?

– Det er vigtigt for os at komme væk fra København, når vi skal indspille en plade – mest af alt for at mindske muligheden for at blive distraheret i processen, svarer bassist Jakob Tvilling Pless. – Vi har brug for at dykke totalt ned i processen og isolere os, når vi indspiller musik. At have muligheden for at tage hjem og sove, for så at stå op igen for at gå på arbejde, er ikke en mulighed, der fungerer for os. Vi kiggede på studier forskellige steder, og så faldt vi over det her studie i Lissabon, der er det her gamle radiostudie fra 1970’erne. Det var ikke specielt velholdt og lå i et forstadskvarter med en masse boliger fra 60’erne. Det regnede bogstaveligt talt ned fra loftet. Men det gav mening for os at bruge, også fordi Sonic Boom bor i udkanten af Lissabon.

Udgivelsen af Seek Shelter markerer første gang, Iceage arbejder sammen med en anden producer end Nis Bysted – bandets manager og indehaver af pladeselskabet Escho, som Iceage har arbejdet sammen med siden begyndelsen. De havde på et tidspunkt hørt noget om, at Sonic Boom, eller Peter Kember kendt fra Spacemen 3, for år tilbage havde udtrykt interesse for at arbejde med bandet.

– Vi tænkte, at det kunne være meget spændende, fordi vi også er ret glade for de ting, han har lavet, siger Elias. – Han er et af de mennesker, der har sat et sonisk aftryk, der er unikt for ham. Det udtryk virkede nemt at forene med det, vi gerne ville med Seek Shelter. Han har været en del af vores teenageår med Spacemen 3, så derfor var det også spændende. Samtidig virkede han som en person, vi kunne lukke ind i processen uden at ændre den. Vi havde ikke brug for en, der kunne styre processen eller skubbe os i en retning. Det skulle rettere være en ligeværdig medsammensvoren, som kunne komme med sit besyv og have sin egen tilgang til måden at indspille musik på. Det gav bandet en ekstra hjerne.

Artiklen fortsætter under sangen

Hvordan har det påvirket sangene at få den ekstra hjerne ind i processen?

– Han arbejdede meget intuitivt med vores musik, svarer Elias. – Han vidste ofte, hvornår han bare skulle træde tilbage og lade os om det, men når vi stod og havde brug for idéer, eller forsøgte at jagte en lyd, vi ikke helt vidste hvad var, var han enormt hurtig til at komme med alle mulige indryk, fordi han havde så meget udstyr med sig. Han gav os en idé om, hvordan man kan jage de ting, der ikke er planlagte i processen. Han hjalp os med at sætte lyd til de ting, vi kunne høre i vores hoved, men ikke vidste, hvordan man kunne skabe. Det giver en ekstra hjerne i bandet, der har sin helt eget opfattelse og perspektiv på tingene. Han har evnen til at forme nogle tanker og lyde, som vi ikke selv er i stand til.

Tidsbilledet fra livet, der leves

Gennem bandets ti år lange eksistens har hvert album fungeret som et symbol på det liv, der er blevet levet undervejs. Måske er det derfor, forskellene imellem bandets fem album er så store. På Seek Shelter oplever jeg et band, der har taget skridtet videre fra puberteten på Beyondless og er blevet voksne. Det er et mere modent værk, der vidner om en musikalsk erfaring, som trækker på erindringer fra det virkelige liv.

– Vores musik ender altid ud med at være mere et tidsbillede fra vores liv end noget andet, siger Elias. Han har svært ved at sætte enkle ord på det, Iceage fortæller med Seek Shelter eller bestemte følelser og temaer, der behandles derpå. – Det ender ofte bare ud i at være en opsummering af de ting, vi er gået igennem undervejs i skabelsesprocessen, som så manifesterer sig til et soundtrack. Ofte er det et soundtrack, der ender med at stille flere spørgsmål, end det besvarer. Der er et virvar af følelser, der giver udtryk for en hel masse og måske også noget, der modsiger sig selv lidt.

Men alligevel har man altid det indtryk, at I essentielt beskæftiger sig med forskellige led af kærligheden.

– Kærligheden kommer til udtryk på alle mulige forskellige planer, svarer Elias. – Der er et par sange, der er kærlighedssange i den klassiske forstand ved at have at gøre med forhold, men også ved at søge ly hos et andet menneske. Vi har fundet ud af, at ly ikke nødvendigvis er et tag over hovedet, men noget, der kan findes i andre mennesker eller i dig selv.

– Det er ikke så fortænkt, men rettere et resultat af at udtrykke sig, fortsætter han. – Vi ved sjældent, hvad vi har gang i, mens vi sidder med det. Og jeg ved sjældent, hvad det ender ud med, mens jeg skriver en tekst. Det er noget, jeg skriver mig frem til. Men når jeg har taget et skridt tilbage, har jeg kunnet se, at Beyondless er en plade, der er på vej ud i en storm og ender midt i stormen. Seek Shelter tager fra, hvor Beyondless ender, men har fokus på at lade sig befri af den storm.

Jeg synes også, jeg fornemmer en anden ro og eftertænksomhed på albummet.

– Støjen findes stadig, men den har en bredere spændvidde, siger Elias. – Kontrasterne er større på Seek Shelter. Og det, som mange måske finder opløftende på albummet, kan sagtens bunde i en form for smerte. Samtidig skal man også have noget at løfte det op fra, hvis noget skal være opløftende. Der er mange facetter i det, men vi er blevet bedre til at give plads til forskellige former for følelser og skabe opfattelsen af at kunne skabe et rum til de følelser og samtidig have evnen til at trække sig tilbage for at gøre de følelser stærkere.

Det femte medlem

– Da vi inviterede Casper ind til at spille med os, var det med det formål at udvikle vores lyd live, fortæller guitarist Johan Suurballe Wieth om at velkomme guitarist Casper Morilla Fernandez som en ny del af Iceage. – Men da Casper er så kreativ af natur, kan man ikke bare bede ham om at spille en sang, og så gør han det, så simpelt som det kan gøres. Han vil lægge sit eget præg på det. Så i takt med, at vi begyndte at skrive sange, gik det op for os, at han var blevet en reel del af bandet, fordi han var blevet en del af den kreative proces og gav sangene et særligt præg. Det var pludselig umuligt at se bandet uden ham.

Fra Matador til Mexican Summer

– Vi havde udtjent vores kontrakt hos Matador og forsøgte så at kigge i andre retninger, fortæller Elias Rønnenfelt. – Mexican Summer havde en ret god forståelse for det, vi prøvede at lave. De var mere interesserede i det lange løb frem for en eksplosiv hitfaktor. Men så længe vi får kreativ frihed, og det understøtter nogle midler, vi kan bruge til noget, er det jo egentlig bare et logo bag på en plade.

Undergrund i Danmark

– Jeg tror ikke, det er en særlig sund ting at tænke over, hvor man er populær, siger Jakob Suurballe Wieth. – Eller hvorfor man er populær. Det er måske interessant, at vi har fået et større gennembrud i udlandet end i Danmark, men det er ikke noget, vi lægger de store tanker i. Det handler ikke om at forbedre det udfald. Men vi står i det hele taget med noget, som ingen andre repræsenterer. Og det gør det nødvendigt for os at blive stående.

Sangskrivningen

– Når det kommer til at få teksten ned på papir, handler en stor del af det om at stirre ud i luften, siger Elias Rønnenfelt. – Idéerne kommer til mig, men selve indmaden handler om at lægge timer af til det. Vi har skabt et udtryk, der lægger op til en skabelon for de sange, vi laver. Men samtidig kræves der stadig en helt ny tilgang til sangen, når jeg begynder at skrive den. Der er ingen genvej derhen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA