x

TV-2 – 40 år som samfundets musikalske spejl

TV-2 – 40 år som samfundets musikalske spejl

I dag er det præcis 40 år siden, debuten Fantastiske Toyota så dagens lys, og siden har TV-2 reflekteret over tidsånden, livet og ikke mindst kærligheden i et imponerende bagkatalog, hvor skarpe tekster og smittende melodier har appelleret til både eftertænksomhed og dansesko. I anledning af verdens lykkeligste bands 40 års jubilæum bringer GAFFA her med kyndig hjælp fra Steffen Brandt historien om TV-2’s vej til toppen, og hvordan de har formået at blive der.

Artiklen har tidligere været bragt som Klub GAFFA-tillæg i marts 2011, men ikke tidligere på GAFFA.dk. Steffen Brandts kommentarer er altså fra 2011.

De unge år

I slutningen af 1970’erne turnerer et ungt, progressivt og ambitiøst dansk orkester ved navn Taurus, der er inspireret af symfonisk rock og datidens nye jazz, flittigt i Tyskland. Deres manager har skaffet dem en række jobs på festivaler og som opvarmning for prominente tyske kunstnere som Kraan og Doldinger. Under en opvarmningstjans for sidstnævnte taber Doldingers folk tålmodigheden med det noget syrede danske supportband og beder dem uden held trække stikket ud. Bandets forsanger fortæller:

– Vi spillede nogle lange numre dengang, og vi var lige midt i det, vi selv syntes var det allervigtigste, så vi spillede bare videre, indtil vores trommeslager Sven bliver slæbt væk fra scenen i et kvælertag. Bagefter bliver vi andre slæbt ud med vold og magt.

Der er løbet meget vand gennem åen, siden Taurus i slut-70’erne spillede gratis på små tyske klubber for folk, der ikke gad høre på dem. Førnævnte forsanger tog efter Tysklandstouren på turné med bandets forbilleder i Kliché, der stod og manglede en keyboard-spiller, og da Steffen Brandt vendte tilbage til Taurus, var det med en klar vision om, at de var nødt til at fokusere og finde en fornemmelse af, hvad de kunne, og hvad de ville med det, og så ellers droppe alt det andet og lade dem, der kunne spille fusionsjazz gøre det:

– Vores tidlige materiale i TV-2 var meget inspireret af Klichés meget kontante formsprog og korte sange med en meget Kraftwerk- og new wave-inspireret lyd. Det var en bølge, vi sprang på uden problemer, fordi det nærmest føltes som en åbenbaring, at der var nogen, der sagde ”nok er nok” til hele den politiske rockscene. Vi havde snuset lidt til den og var blevet utroligt trætte af retorikken i den politiske rock med al dens fordømmende bedreviden og løftede pegefingre. Pludselig kom der et andet udtryk, der også forholdt sig kritisk til tiden på en mere elegant måde. En måde, der ikke fortalte folk, hvad de skulle mene, men som bare fremstillede tingene, som de var.

Næste punkt på bandets dagsorden er, at de beslutter sig for at lave en plade og for at skifte navn. De beslutter sig for at kalde sig TV-2 inspireret af, at der på daværende tidspunkt kører en debat om, hvorvidt man skal have endnu en tv-kanal ud over Danmarks Radio:

– Vi sprang til og kaldte os TV-2, som en slags gimmick eller et medie-stunt, fortæller Steffen Brandt. Vi tænkte, at vi ville komme kanalen i forkøbet, og da TV2 så faktisk var en realitet, undersøgte vi sagen, for vi havde jo taget patent på navnet. De valgte så at lave det uden bindestreg, og så måtte de ifølge loven godt kalde sig det. Vi kunne så have valgt at tage den rettens vej, men vi tænkte: ”Hold nu op. Vi er her jo ikke for at føre retssager.” Så det var fint nok, at det gav lidt forvirring, og det var også meget sjovt. Siden hen har vi levet i fred og fordragelighed, og vi spiller også hvert år til TV2’s fødselsdagsfest.

Så TV-2 står ikke for Taurus Version 2, som mange tror?

– Nej, det er udelukkende, fordi vi syntes, det var frækt. Det er nok lidt åndssvagt i dag, og det var det nok egentlig også dengang. Vi kunne bare ikke selv se det. Vi syntes, det var fint og modigt og stærkt af os, haha!

Hvordan fik et ungt stræbsomt orkester penge til at indspille sin første plade?

– Vi lånte 30.000 i banken, fordi der var en fyr ved navn Per, der var ved at lave et studie i Skanderborg, og han mente, at han sagtens kunne lave vores plade for det beløb. Jeg skal nok spare læserne for den der med, at det var mange penge dengang. Vi får lavet Fantastiske Toyota og rejser til København for at præsentere den for pladeselskaberne, og heldigvis er der et selskab, der synes, det er spændende. Pladen blev anmeldt to steder, men ellers var det ikke mange, der opdagede, at den fandtes.

– Heldigvis kunne pladeselskabet se en eller anden form for potentiale i os, så de skrev kontrakt med os på tre plader. Jeg tror ikke, de syntes, vi var sindssygt fede, men jeg tror, de kunne se noget, de tænkte kunne blive fedt på et tidspunkt, og så tror jeg, at de kunne se, at der i vores branche var brug for nogle, som kunne give en dansk udgave af, hvad der rørte sig i udlandet og formulere den energi nogenlunde tydeligt og klart.

Artiklen fortsætter under sangen

To plader senere…

– På Beat er vi kommet ud af det meget strikse og rigide sprog, der helst skulle være i begyndelsen af 80’erne. De første plader er båret mere af en intuitiv fornemmelse for tiden og dens bevægelser end en egentlig reflekteren, som først kommer til i 1983, hvor vi har løsrevet os fra de dogmer og det sprog, vi måske meget umodent havde pakket vores sange ind i hidtil, og ret sent i forløbet – efter at have spillet sammen i 12 år – har vi fundet ud af, hvad det helt præcist er, vi kan, og hvad vi vil.

Og hvad er det så?

– Det er at skrive sange, der dels handler om tiden og reflekterer den tid, vi lever i, men også reflekterer det at være menneske i den tid vi lever i. Der var de første plader mere fikserede om at beskrive de billeder, der var i tiden med teknologi og kommunikationsindustrien, der bryder frem. I stedet for er vi her nået frem til at beskrive de helt nære relationer og hele den eksistentielle problemstilling, det er at være til stede i en tid under de vilkår, der er, og det er vi i princippet fortsat med lige siden. Hvordan forholder man sig til de vilkår, man omgives af, som nysgerrigt levende menneske, der gerne vil præge, undersøge og udfordre tiden samtidig med, at man er til stede i den? Man kaster sig ud på dybt vand og betaler prisen.

– Bag Duggede Ruder gør noget, der først kan blive forklaret 20 år efter, og det var faktisk først, da den var med i programmet Landeplagen på DR2, at jeg forstår, hvad det egentlig er, jeg har skrevet. Og det kan jeg rigtig godt lide, for noget af det, musikken også skal kunne, er jo netop at bevæge sig derind, hvor man ikke troede, man vidste noget om nogle ting, og det var det, der gik op for os her, at det var det, vi kunne, og at det var det, vi skulle.

Artiklen fortsætter under sangen

Det store gennembrud

Rigtige Mænd… er interessant, fordi den jo blev det store folkelige gennembrud. På det tidspunkt var vi blevet helt vilde med bandet Heaven 17, der havde en producer, som hed Greg Walsh, og ham ville vi rigtig gerne arbejde sammen med. Den forrige plade (Nutidens Unge, red.) var efter forholdene gået ret godt, så der var råd til at prøve at gå i store sko og få fløjet en englænder herover. På samme tid var Puk-studierne blevet udvidet på en måde, så vi kunne være bekendt at byde en verdensstjerne velkommen. I samarbejde med Greg Walsh indspiller vi Rigtige Mænd…, og det hele går fuldstændig amok, fordi den lander i en tid, der stiller spørgsmålstegn ved en frigørelse, der er gået fra at være et stærkt frigørende element til at få en dogmatisk tendens, som i virkeligheden begrænser alt det, man ønskede at frigøre.

– Det er set mange gange både i politiske systemer og i forhold til nogle potentielle frigørende bevægelser, der er stivnet i deres egen retorik. Der var mange, der trængte til, at der var nogen, der sagde ”rigtige mænd gider ikke høre mere vrøvl”. Det var helt nyt at turde tænke og sige sådan noget, og så var der endda en god melodi til. Det røg direkte i TV-Avisen i bedste sendetid, hvor jeg forklædt som rigtig mand skulle forklare de spørgsmål, sangen rejser. I dag virker det måske meget tegneserie-agtigt, men det var det sådan set også, haha!

Var tiden omkring Rigtige Mænd… ubetinget succesfuld for jer?

– Ikke helt. For som det altid har været med det her band, vokser træerne jo ikke ind i himlen, så samme år, som pladen kom, spillede vi også på Roskilde Festival, hvor alting gik helt galt. Vores trommemaskine satte blandt andet ud og begyndte at spille mærkelige taktarter foran 60.000 mennesker, og pressen stod derude og tænkte: ”Godt, så ka’ de lære det! De var også blevet lidt for smarte.” Om vi var det, ved jeg ikke, men der var i hvert fald meget hype omkring det hele, og så er det, som om der er en naturlig buffer, der sørger for, at man kommer ned på jorden igen, og det skal jeg love for, at vi gjorde den aften. Det bliver sgu aldrig så stort, at man ikke lynhurtigt kan komme ned at ligge igen.

– Vi har aldrig lidt af selvovervurdering – vi har måske i virkeligheden aldrig haft grund til det eller anlæg til det – desværre, for jeg kan godt lide, når folk kører den helt derud, men vi har nok haft et helt almindeligt mindreværdskompleks og en naturlig fornemmelse for, at vi ikke var noget særligt. Derfor har vi aldrig gået helt amok, men vi kunne jo ikke styre, at folk omkring det gik amok og købte vores plader og styrtede til vores koncerter og den slags, så der har nok siddet nogle et eller andet sted og tænkt, at det var fint, at vi fik et hak i tuden på Roskilde.

Var succesen svær at leve op til efterfølgende?

– Efter Rigtige Mænd… gik det stille og roligt. Vi udsendte et album (En Dejlig Torsdag, red.), der ikke gik helt så godt, men som efter forholdene klarede sig okay. Vi kunne godt mærke, at folk efter den sidste plade var lidt mættede, men med Nærmest Lykkelig tog vi fat et andet sted og leverede en masse sange, som stadig bliver spillet rundt omkring den dag i dag … også af os selv.

Artiklen fortsætter under sangen

90’erne

– Efter at have udgivet Vi Bliver Alligevel Aldrig Voksne i 1990 finder vi pludselig ud af, at vi vil prøve at indspille på en ny måde. Vi tog til Italien med et mobilt studie og indspillede med hele bandet på én gang i bjergene i Toscana. Jeg kan stadig se Hans Erik (Lerchenfeld, guitarist, red.) sidde og spille guitar, samtidig med at han så italiensk fodbold. Det var skidehyggeligt og både anderledes og udfordrende. Det var alt sammen meget håndspillet og syret … og mærkeligt, viste det sig. Vi syntes jo bare, det var naturligt, som man jo altid gør som kunstner.

– Jeg kan huske, at Torben Bille skrev i Politiken, at det var det modigste udspil i dansk rock i mange år. Og der blev vi sgu bange, for vi havde sådan set slet ikke lyst til at være modige, vi havde bare lyst til at udgive noget god musik. Vi lavede et åndssvagt cover, hvor vi havde noget mærkeligt tøj på, som vi også tog ud og spillede i, og der kom ikke vildt mange til koncerterne. Det var ikke som sådan en fiasko, men det var tydeligt, at folk syntes, det var lidt mærkeligt. Der var også mange, der ikke lige kunne finde ud af, hvad jeg havde gang i med teksterne, og det må jeg indrømme, at jeg den dag i dag heller ikke selv kan.

Hvis du skal sætte en finger på noget af det, der ikke fungerede ved Slaraffenland, hvad tror du så var den primære grund til, at jeres publikum ikke tog så godt imod den?

– Når man laver musik, er man nødt til at gå ind og spørge sig selv, hvornår det, man laver, er så personligt, at det ikke længere interesserer nogen, og der havde jeg opfattelsen af at være ret alene med det udtryk, der var på den plade. Jeg følte ikke rigtig, at der var nogen, der kunne spejle sig i det, de syntes bare, jeg var underlig.

Men I er her jo endnu. Hvordan kom I tilbage i folks bevidsthed?

– Året efter udsendte vi vores første opsamlingsalbum, og den efterfølgende sommer spillede vi nogle koncerter, hvor folk mødte ret talstærkt op og igen gik amok til vores sange – ikke til Slaraffenland-sangene, men til de andre sange. Der fandt vi ud af, at vi ikke bare sådan kunne forsvinde, for vi havde på en eller anden måde fået møvet os ind i folks bevidsthed og liv og var blevet hængende der. Så det var en meget stor optur at være på den turné efter en lang og træls vinter.

– Vi kom ind i kampen igen og besluttede os for, at vi ville tilbage, og det kom vi med Verdens Lykkeligste Mand. På en eller anden måde var 90’erne jo et interessant musikalsk årti. Det var en periode, der havde en mere udefineret og facetteret lyd, der var meget mangfoldig: der var en spændende grunge-scene, der var brit-poppen, og så var der os, som var blevet hængende fra 80’erne og prøvede at finde en ny lyd. Jeg kan ikke rigtigt huske noget dansksproget musik fra 90’erne – der var mange gode nye bands som Kashmir og Dizzy Mizz Lizzy, men det danske sprog holdt lidt en pause fra musikken i den periode. Nu fornærmer jeg sikkert nogle, men jeg husker det, som om vi stod ret alene med at synge på dansk.

– Vi solgte stadigvæk mange plader og havde Verdens Lykkeligste Mand og Kys Bruden som højdepunkter. Det var selvfølgelig stort for os, men det var noget andet end i 80’erne, og noget af det, vi fandt ud af på Kys Bruden, var, at vi kunne tillade os at være mangfoldige og have sange, der trak i vidt forskellige retninger på pladerne. Vi prøvede en masse ting af med en række forskellige producere, og formmæssigt var det måske lidt diffust, men det er stadigvæk den periode, hvor jeg synes, vi har lavet nogle af vores bedste sange.

Artiklen fortsætter under sangen

00’erne

– Vi kom rimeligt godt ind i det nye årtusinde med Amerika-pladen, som er en alvorlig og tung plade, der er mættet med udtryk. Ham, der har skrevet teksterne på den plade, har tydeligvis et eller andet, han skal gennemleve. Vi var også nået til et punkt, hvor der var nogle, der syntes, at nu skulle der altså ske noget, og at vi ikke bare kunne blive ved, som vi gjorde. Det var vi selvfølgelig uenige i, fordi vi sagtens føler, at vi kan blive ved, så længe der er noget at skrive om.

– Vi fik dysset folk nogenlunde ned, da vi udgav De Første Kærester På Månen, og det var fantastisk at opleve, at folk rykkede så meget på den plade. Vi følte også selv, at vi tog en kvantespring, og titelsangen er et af de numre, jeg har skrevet, som jeg har det allerbedst med. Der er vi kommet ind i det nye årtusinde med et ordentlig spark, og der har vi faktisk tænkt os at blive.

Artiklen fortsætter under videoen

”Vi skriver sange om de folk, der lytter til dem”

Allerede i de tidlige år lærte I at tage imod nogle knubs. Ikke mindst fra det tyske publikum, I spillede for. Hvad er noget af den hårdeste kritik, I har fået?

Efter vores første optræden var der en anmelder, der skrev, at flot var det, og spændende så det ud, ”men nogen stor sanger bliver han aldrig.” Det er en anmeldelse, jeg flittigt har citeret, for den har sat sig dybt. Det er jo ikke fedt at læse, og så ved man, at de andre i bandet altid kan trække ”en stor sanger bliver han aldrig”-kortet. Jeg lærer aldrig at forstå negativ kritik. Jeg kan sagtens forstå, at man kan være uenig, og at det er vilkårene: at man udgiver noget, og at det så bliver bedømt og vurderet på den ene eller den anden måde. Det er en del af gamet, og det skal man kunne tåle, men sjovt bliver det aldrig, at man ikke som udgangspunkt møder en eller anden form for forståelse for sin gode vilje.

– Sådan kan det selvfølgelig ikke være, og jeg beder heller ikke om det. Det ville være tøset og helt ude af proportioner at skulle bede om at få en ordentlig modtagelse. Nej, man får den modtagelse, man nu får, og så må man bevise, at sådan forholder det sig ikke. Der her vi også nogle gange været inde og skullet træde i karakter og sige: ”okay, det kan godt være, I ikke kan lide det her nye album, men vi beviser, at I tager fejl og får folk til at kunne lide det.”

Kim Larsen kritiserede dig i Ud & Se sidste år (2010, red.), hvor han udtalte: ”Når jeg møder Steffen Brandt, har jeg lyst til at sige: 'Må jeg høre din mening, mand?! For den kender jeg ikke. Jeg kender kun din ironi'”. Hvad mener du om Larsens kritik?

– Jeg har stor respekt for Kim Larsen og hans historier og sange. Jeg kan fint rumme, at han har sit udtryk, og jeg kan også sagtens rumme, at han føler, at han ikke helt er hjemme i vores, men jeg tror, at vi er med til på vores forskellige sprog at tegne et billede af den virkelighed, vi lever i. Jeg har bare en anden måde at skrive på, som gerne vil overlade en del af ansvaret og oplevelsen til det publikum, jeg skriver for. Jeg tager lytteren ind som en medansvarlig i forhold til, hvad sangen skal, fordi jeg ganske enkelt selv godt kan lide at blive behandlet på den måde af andre kunstnere. Der er ikke nogen, der skal fortælle mig, hvordan det er, men jeg vil meget gerne have stillet muligheder frem, som jeg kan vælge imellem. Som sagt: stor respekt til Larsen for det, han gør. Vi er forskellige kunstnere, der udtrykker os på forskellige måder.

I GAFFAs anmeldelse af Vi Bliver Alligevel Aldrig Voksne fra 1990 afslutter vores anmelder sin dom med ordene: ”Man skal ikke lade sig narre af Brandts persongalleri. Han investerer meget af sig selv i sine figurer.” Har han ret?

– Ja, det må jeg sige. Jeg tror på det frigørende element i humor og satire i forhold til at skulle beskrive en virkelighed. I sange som Det Er Samfundets Skyld og Kom Lad Os Brokke Os, der forsøger at spejle den mere samfundsmæssige side af sagen, synes jeg, det er et fint greb at sætte tingene på spidsen og bruge ironi og satire, men det betyder jo ikke, at man ikke i samme åndedrag kan have en dybt alvorlig sang, hvor de store følelser bliver investeret i de personer, der optræder i den, uden at der er nogen som helst mulighed for at skjule sig eller trække sig ud af kampen. Det kan måske være svært for nogle at se, at tingene kan trives side om side, men jeg synes, det er en styrke, og jeg kan godt lide, at man kan lægge alt, hvad man har af tvivl, overvejelser og usikkerhed over i nogle karakterer, som så fuldstændig råt for usødet må gennemleve, hvad jeg har valgt at kaste dem ud i.

– Så det er fuldstændig rigtigt set af GAFFAs anmelder, men der er ikke nogen, der har opdaget det, og det kan jeg egentlig godt lide. Der er en stiltiende aftale mellem os og lytteren, om at de sange, vi skriver, handler om det publikum, der lytter til dem. Det handler ikke om os, og de steder, hvor det måske er gået galt, er, når det ikke er lavet godt nok til, at de folk, vi spiller for, forstår, at de sange vi spiller, er sange om dem, der lytter til dem.

Er Popmusikerens Vise i virkeligheden den første danske rap-sang?

Ja, det er det faktisk, bortset fra at vi allerede i 1981 lavede en julerap, der hedder From All Of Us To All Of You. Den bygger på basgangen fra Sugar Hill Gangs Rapper’s Delight, som en af vores venner havde med hjem fra New York på en 12”-single, og det kunne vi slet ikke stå for. Men vi har ingen intentioner om at stå i historiebøgerne som dem, der lavede den første danske rap-sang, for da hiphopbølgen så endelig kom til Danmark, var det jo meget mere elegant og gennemført end det, vi kunne præstere. Men det var det første forsøg, og det vil vi da gerne tage æren for, haha!

Du er jo en mand, der læser mange bøger og med styr på sproget. Har du nogensinde overvejet selv at sætte dig bag tasterne og skrive en bog?

– Hmm, jeg har gjort det lidt i det små, og i forskellige sammenhænge har jeg optrådt med at læse nogle tekster, jeg har skrevet. Senest sammen med Kira Skov og Nicolai Munch-Hansens sekstet (2010, red.). Det var et længere prosa-forløb, og det synes jeg var spændende, men jeg synes også, at det er alvor at henvende sig til og ulejlige folk, og man skal være rigtig, rigtig god til det, man gør. Så hvis man skal lave film eller skrive bøger, så skal det være, fordi man virkelig vil det. Hvis ikke så skal man gøre det, man kan og udvikle det og blive bedre til det, og det er nok det, jeg hælder til. Så der ligger ikke lige en roman og venter. Jeg hylder ikke teorien om, at bare fordi man er et kendt ansigt, så kan man også skrive en bog. Slet ikke.

Steffen Brandt om en række udtryk fra bagkataloget:

Vi har taget en række kendte TV-2-udtryk og bedt Steffen Brandt tage stilling til, hvordan det forholder sig med dem i dag (2011, red.). Læs blandt andet, hvorfor tidens kvinder i dag trænger til et tre dage langt kram.

Steffen Brandt Om:

80’ernes turboblik?

– Ja, nu er det jo et nyt årtusindes turboblik, og det, der menes, er, at man i forhold til den nærhed, som byder sig, allerede er videre i en ny mulighed og en ny virkelighed, som handler om at udfolde sit eget potentiale fuldstændig løsrevet fra andre mennesker. Det var det, turboblik startede med at dække over i 80’erne, og desværre kan man uden besvær føre det ajour. Det er ikke blevet mindre udtalt

Nutidens unge?

– De klarer sig, som nutidens unge altid har klaret sig, med en stærk tro på, at de er kommet for at blive, og at det, de har gang i, er livsvigtigt, og den energi er det jo sindssygt dumt at tage fra nogen, for det er jo det, der på et eller andet finder et passende udtryk, der svarer nogenlunde til virkeligheden, men det må gerne være overdrevet i forhold til realiteterne, for ellers er det jo ikke nutidens unge. Det, der kendetegner nutidens unge, er, at de sætter overliggeren højt og ikke er bange for at kravle op i et højt træ for at nyde udsigten. Som voksen er man allerede bekymret for at falde ned, mens man er på vej op i træet. Det er totalt som det skal være: uforandret.

Hele verden fra forstanden?

– Verden er stadig fra forstanden, og sangen rammer ind i en bevægelse, der stadigvæk eksisterer i bedste velgående; en bevægelse af folk, der ikke kan få nok og ikke kender deres besøgstid, og som er nødt til at agere igennem formater, som vi synes er helt uanstændige som for eksempel krig, religiøs dogmatik, undertrykkelse eller krænkelse af menneskerettigheder. Efterhånden som vi har adgang til alle fjerne provinser, kan vi se det dagligt, og hvis ikke vi får sorteret i det, så er det en lang og sort nedtur. Medierne er ikke så gode til det, så vi er nødt til selv en gang imellem at fokusere på de ting, der går godt, og hvor det hele fungerer.

At kysse det satans liv?   

– Der ligger en besværgelse i den sang, og det er også det, sange skal kunne: de skal kunne kridte nogle store linjer op. Hvis man gennemgår en periode, hvor man ikke kan se nogen fremtid eller noget håb, synes jeg, der skal være nogle sange, der tager én videre, og den slags sange må gerne vove en påstand, som ikke bare er givet i sig selv. Underforstået i den sang ligger det jo, at man selv skal agere. Der er desværre ingen lette løsninger, men man kan godt vove at sige, at det kan lade sig gøre, og at man kan stramme op og gøre noget ved det, hvis man tror på det. Der skal være sange, der skubber én videre til næste dag.

Hvorvidt kærligheden stadig overvinder alt?

– Kærligheden kan overvinde alt, men den kan også udslette alt. Jeg har haft det på fornemmelsen i mange år, men det er først nu, det går op for mig, at den er dobbelt. Kærligheden er så stærk en kraft, at der ikke er nogle regler forbundet med den. Den lever sit eget liv og er fuldstændig uberegnelig. Når man går ind i den, aner man ikke, hvordan man kommer ud. Kærlighedens væsen er, at man må gå ind i den og så betale prisen. Hvis ikke man kan det, må man holde sig fra den. Kærligheden er ikke for sjov, og det er ikke for børn. Det er dyb alvor, og det kan virkelig gøre ondt. Det er noget, alle ved, og det er også derfor, man er nødt til at skrive sange som Fuck Den Kærlighed. Så kan den lære det, at den skal holde sig væk og hjemsøge nogle andre i stedet for.

– Der er noget dejligt i at kunne sige det, for man ved godt, at det ikke passer. Så der ligger nærmest noget dumstædigt i det, men efter mange år har jeg endelig lært, at man godt må skælde ud på kærligheden og bede den om at gå ad helvede til. Man må også godt bruge ord, der slet ikke hænger sammen med kærlighed, for den er selv fuldstændig ubønhørlig i sine krav til de mennesker, den hjemsøger. Kærligheden overvinder alt, men den kan også udslette alt, så der er kommet en ny dimension på kærligheden: den er ikke for tøsedrenge. Kærligheden er et tveægget sværd, og det er ikke én selv, der fører kniven, hver gang man er sagesløst offer for større kræfter, og jeg synes, det er helt vildt dejligt, at der ikke er styr på alting. 

Rigtige mænd?

– Rigtige mænd har gennemgået en udvikling, der gør, at de mærker lidt mere efter, hvor de er henne, og hvad de tænker, føler, oplever og synes er rigtigt. De er blevet lidt mere klædeligt empatiske i forhold til de roller, de måtte have over for deres børn og deres kærester. Nogle ser det måske som svaghedstegn, men jeg synes tværtimod, at de er blevet modne, og at de er på jagt efter nogle værdier. Det er, som om de i dag gerne vil kunne det hele, og det synes jeg egentlig er meget sympatisk. Jeg er meget fortrøstningsfuld i forhold til de rigtige mænd.

Tidens kvinder?

– De var godt i gang med at bygge et eller andet op sammen med deres noget søgende mænd, men nu er det som om, de er ramt af en eller anden utålmodighed i forhold til, om de nu får nok ud af livet. Der er en gennemgående rastløshed i forhold til alle de drømme, de er udstyrede med. Moderne kvinder skal kunne så mange ting. Der er så mange forventninger til dem og så mange forventninger fra dem selv til alle de muligheder, de skal afsøge, de mennesker, de skal møde og de karrierevalg, de skal træffe. Alt det, de går glip af og alt det, de andre kvinder gør, som de ikke selv gør. Der er en frygtelig, frygtelig uro, som ikke er særlig konstruktiv. En uro uden mål.

– På deres vegne er jeg ked af, at de ikke forstår, at ting nogle gange er gode nok. Tidens kvinder trænger i den grad til en krammer, som skal vare lang tid. Det gør ikke noget, at de føler sig en smule holdt fast, men det skal være et kærligt kram, og det må gerne være så langt, at man kan se solen gå ned og stå igen op tre gange. Så tror jeg, at vi på menneskehedens vegne kommer et langt skridt videre. Det vil helt sikkert kunne mærkes på verdens samlede energi, hvis den kan måles et eller andet sted.   

TV-2 er i maj og juni på akustisk turné, læs mere på deres Facebook-side

LÆS OGSÅ: Steffen Brandt og Katinka: – Kunsten at spidde det hverdagsagtige


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA