x

FUCK L.O.C.-INTERVIEW 2: ” Shooter Gang har den rigtige indstilling til musikken”

FUCK L.O.C.-INTERVIEW 2: ” Shooter Gang har den rigtige indstilling til musikken”

Liam O’Connor er tilbage med de næste tre sange i sit Fuck L.O.C.-projekt, og denne gang lyder der noget mørkere toner fra veteranen end på de første tre tracks. Hvad er meningen nu med det?

– Vi sad med en masse sange og skulle finde ud af, hvad der passede sammen. Vi ville bundle ting op i tre sange af gangen, og her gav det mening, at de her tre numre blev samlet. Det havde nok været lidt tungt at starte ud med, haha!

Der er ret meget Aarhus inde over de her sange…

– Ja, det har jo noget at gøre med den måde, musikken er lavet på, blandt andet i Aarhus, hvor folk bare er kommet forbi studiet og har leget med. Det har smittet af på sangene …selvom jeg ikke siger ”lååårt”.

Blandt de gæster, der har været forbi for at lege med er Shooter Gang, der er med på ”MJ”. Hvordan kom det i stand?

– I rap er alt det med features jo efterhånden blevet en hel industri i sig selv, hvor man betaler store beløb for at få en kunstner med på sit nummer, der kan gøre noget godt for deres streamingtal. Men jeg har jo altid opereret ud fra, at man skal være med, hvis man har lyst. Jeg har mødt drengene fra Shooter Gang et par gange gennem Marwan, og jeg har haft dem med som support et par gange. De har gjort det skidegodt, og jeg synes, de har den rigtige indstilling til musikken.

– Når det kommer til teksterne, kommer vi fra nogle forskellige steder i livet, men det er noget helt andet. Vi havde haft en session i studiet, og de kom op og skulle have en session bagefter, så vi lod arrangementerne stå åbne på de fleste af tracks’ene, sådan at hvis der var nogen, der havde lyst til at hoppe på og lave noget, skulle de være mere end velkomne. Da jeg kom ind i studiet dagen efter, lå der et færdigt track.

Succes er luftkasteller

Der er hilsner til både Ice Cube (”yay yay”) og Michael Jackson på nummeret. Jeg ved, du er stor fan af begge de to herrer…

– Ja, jeg plejer jo at sige, at min yndlingsplade er Predator med Ice Cube. Predator er jo fra dengang, det hele stadig var gritty og beskidt, fra før Dr. Dre kom med den første Chronic-plade og gjorde det hele mere strømlinet og melodiøst. Det var virkelig hårdt, og det elskede jeg. Thriller har jo til gengæld sat barren for alt anden musik, jeg har lyttet til hele mit liv. Alt omkring Michael Jackson er og var så ekstremt gennemført. Han må være den eneste kunstner på jorden, hvor man kunne regne ud, hvilket nummer han ville spille alt efter hans påklædning på scenen.

– Der en perfektionisme og et håndværk, der er helt uovertruffent, og derudover var han jo banebrydende inden for musikvideoer, verdensturnéer, koreografi og dans. Og det har jeg enorm respekt for – også selvom jeg ikke danser så meget, som jeg har gjort, haha! Han redefinerede så mange ting. Siden er formaterne jo skiftet. Jeg så for nylig en nyhed om, at Post Malone havde slået Beatles’ singlerekord, og det er jo netop på grund af, at formaterne i dag er anderledes. Jeg tror ikke, der er nogen, der er tvivl om, at Beatles var større og havde mere impact, end Post Malone har i dag.

Helt klart. En anden forskel er jo, at man dengang gik ned og investerede tid og penge i at gå ned og købe en single, som du så også skulle have det maksimale ud af, når du kom hjem. Der blev lyttet på en anden måde.

– Det er det, og noget der er sigende for, at noget succes i dag lidt er luftkasteller er, at når man i gamle dage så på hitlisterne, talte man ikke opsamlinger med. Men hvis nu en single dengang også blev certificeret ud fra de opsamlinger, den optrådte på, så var der sange, der var gået 20 gange platin. Men i dag er den opsamling jo playlisten, og hvis man lytter til en playliste, tæller det som en single. Så forskellen i dag er, at en single i dag, ser meget større ud, end den gjorde før.

– Fordi Now That’s What I Call Music, og hvad de ellers hed alle sammen solgte platin, gjorde singlen det ikke, fordi den var derpå. Der er nogle steder, hvor jeg tænker, det er rigtig godt for musik i dag i forhold til at skrive sin egen historie og få sine nye helte. Det handler også om at følge med tiden, men jeg har svært ved at se nogle danske kunstnere være større end Midt om natten. Det kan godt ske, de streamer meget, men hvis der så havde været streaming, dengang Midt om natten kom frem, så havde de nok næppe stukket den.

Folk dukker heller ikke nødvendigvis op i hobetal til koncerter med kunstnere, der har læssevis af streams, er min personlige erfaring.

– Ja, kan du huske, at man før i tiden snakkede om, at der var nogle, der var radiokunstnere? De fik rigtig meget radioplay, men det var ikke ensbetydende med udsolgte koncerter. Og i dag har man streamingkunstnere på samme måde. Dermed ikke sagt, at de alle sammen er det, men der vil være nogle, hvor en sang fungerer perfekt til cykelturen på vej til arbejde, eller til at gå weekenden i møde, men det betyder ikke, at de har lyst til at se den pågældende kunstner optræde i en time.

– I hiphopkulturen handlede det om, at du skulle kunne stå på scenen med den der fucking mikrofon og være overbevisende. Det er gået lidt tabt. Det ville ellers være incitamentet til, at man tænkte: ”Okay, det her, det skal jeg se igen!” Også jævnfør vores snak om Ice Cube tidligere. Ham vil jeg altid gerne til koncert med. Det er også derfor, jeg synes TechN9ne er fantastisk – jeg har endnu større respekt for ham som livekunstner, end jeg har på baggrund af udgivelserne.   

Jeg fornemmer ingen berøringsangst med tidens musikalske tendenser. Har det været et bevidst valg at tage dem ind og gøre dem til en del af dit eget univers?

– Der går en rød tråd gennem hiphop, og tingene ændrer sig. For eksempel bruger men hihat på en helt anden måde nu. Det er blevet det, der sætter tempoet, sådan at man kan feste til et langsomt nummer. Jeg fik jo de der tunge hænder, der vippede frem og tilbage til ”Undskyld So”, fordi det kørte i 85 BPM. Der er sket en naturlig udvikling siden. Men så er der også nogle ting, der bare ikke ville passe til mig.

Hvilke?

– Jo, hvis jeg for eksempel begyndte at rappe med AutoTune på gennem et helt vers, så ville det fucke med noget at det, jeg selv synes, jeg har af værdi. Der er nogle, der virkelig lyder helt unikke med AutoTune, Sivas for eksempel, men det er også en effekt, der lynhurtigt kan gøre det upersonligt. Når man hører Sivas, er man ikke i tvivl om, at det er ham, og han har brugt den fornødne tid på at sidde og lege med det og finde ud af, hvad han skal bruge det til. Men der har været en tendens, at det bare skulle på alting, og den er jeg dog ikke hoppet med på, haha!

De simple ting bærer den største vægt

Nummeret ”Vi ses” er tydeligvis enormt personligt. Hvor personligt er det?

– Når jeg skal tale om det, danser jeg lidt om den varme grød, for jeg er meget på, at der er nogle historier, der ikke er mine at fortælle. Det er også af den grund, jeg ikke skriver mere om min søn, end jeg gør. Der kan være nogle ting, der synes meget nødvendige for mig at fortælle, men jeg er opmærksom op, at der er en grænse. Det her nummer handler om en reel kommunikation, jeg har haft. Det var ikke verdens dybeste venskab, men der var en forståelse og en respekt for hinanden.

– Det er en person, jeg har kommunikeret med, og den SMS-historik er reel set nummeret. Der var noget i det, jeg havde behov for at fortælle – og det bliver personligt, fordi historien desværre er tragisk. Jeg ikke skal stå og råbe og skrige et navn, for så personligt er det heller ikke for mig, og jeg har stor respekt for, at der er andre personer, det betyder mere for, derfor er der også censureret nogle navne i nummeret. Det er en virkelig historie, og de er for mig mere interessante end de fiktive. Det er de små og helt simple ting, der ofte bærer den største vægt.

”10.000 timer” starter ud med pral og supermandspik, men så kommer der lige et mørkt lag henover med linjen: ”Jeg er gået i stykker”. Hvorfor det?

– Det er sådan noget, der sker, når man taler med folk, man har kendt hele livet. Der, hvor mange på min egen alder vælger at definere sig selv som, at de ”stadig er drengerøve” – og sådan ser jeg ikke mig selv. Men jeg kan godt se på nogle tendenser og tænke: ”hvorfor fanden er det lige, vi gør det her? Hvorfor bruger vi stadig tid på det?” Og det er jo fordi, vi er miljøskadede.

– Nogle af de ting, man har sat op en piedestal, da man var yngre, og som man syntes gav livet en enorm værdi, undrer man sig over, hvorfor man stadig går op i, og så kom svaret: ”Nårh ja, det er fordi, jeg er gået i stykker!” Der er nogle ting, der er infantile at bruge tid på for en voksen mand, men i stedet for at prøve at være smart og drengerøvsagtig, kan man lige så godt indrømme, at det er fordi, man er miljøskadet. Fordi man er gået i stykker.

Fortsættes…

Lyt til anden del af Fuck L.O.C. herunder:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA