x

KOMMENTAR: Rend mig i traditionerne, jeg vil ha' musik, jeg kan danse til

KOMMENTAR: Rend mig i traditionerne, jeg vil ha' musik, jeg kan danse til

Jens Dræby er 29 år og skribent på GAFFA siden 2014. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning

Hver eneste gang, jeg hører ordene: “Det’ jo ikke musik”, ruller mine øjne så langt tilbage i kraniet, at jeg kan se min præfrontale cortex ihærdigt forsøge at dulme ethvert instinkt, der fortæller mig at holde en lang enetale om nuancer, forandringer og musikalsk alsidighed. Det gælder i øvrigt, uanset om det handler om rap, metal eller elektronisk musik. 

Helt generelt bør alle knytte sylten med ubegrundet elitært snobberi. Særligt når det kommer til de sidste mange års prygelknabe, EDM, hvis massive popularitet på festivaler rundt omkring i verden tydeligvis har fremmedgjort generationer opvokset med mere konventionel musik af klaver, guitar, trommesæt og mikrofon med flere. Mine to primære udfordringer i at prøve at forsvare en type musik, der kendes bedst fra David Guetta, Skrillex, Swedish House Mafia og Tiësto (med mange flere) er først og fremmest, at jeg næppe kan gendrive enhver kritik rettet mod en genre, som er så diffus, at den på mange måder dækker over alle former for “Electronic Dance Music”, altså house, trance, dance, drum & bass, dubstep, brostep, trap, moombahton, techno, dakke-dak og så derudad. 

Det diffuse ved EDM burde sige alt om, hvor useriøs kritikken egentlig er. Tag for eksempel Lady Gaga, SOPHIE og Grimes. Kan flere af deres numre høres som EDM? Og hvor havde Eurovision været uden Epic Sax Guy og Norges KEiiNO med samisk folkesang blandet med 4/4-trommer og hysteriske synths? Nok i virkeligheden det samme udskældte sted, hvis du spørger rockisterne. Heldigvis har en frembrusende queer-kultur været med til at gøre populærmusik en kende mere spændende, og grænserne mellem god og dårlig smag bliver udvisket, hver gang Arca udgiver en ny plade.

Det er ikke længere så let at have den “rigtige” holdning til pop, der oftere låner frit fra den udskældte EDM. Britney Spears og Korn brugte som bekendt dubstep, Nelly Furtado brugte breakcore, og publikum falder i svime over Den Sorte Skole, når de spiller tracks produceret af Amon Tobin, hvis bastunge musik ofte kategoriseres som IDM, altså “Intelligent Dance Music”. Bring Me The Horizon, Die Antwoord og Pussy Riot bruger tilsyneladende EDM som blot et værktøj til at distancere sig fra musikkens mere konservative udtryk på samme måde, som andre generationer har brugt jazz, rock, punk og rap som et opgør mod de musikalske traditioner, der langsomt, men sikkert gør førnævnte opgør til selvsagt nye traditioner. 

Jeg påstår ikke, at EDM er vor tids modkultur, tværtimod prøver jeg at opfordre til, at du, som Ralf Christensen for nylig skrev om musikkritik i Seismograf, gør dig bevidst om din egen forurenede lytning og enten respekterer den manglende forståelse, du har for en millionindustri, der nok en gang imellem bliver lige lovlig meget gøgl, lagkagekasteri og mekanisk førmiksede playlister, eller gør som jeg og overkommer det, dykker ned i det, udforsker det og har tålmodighed med EDM, ligesom du har tålmodighed med black metal, minimal techno eller en af de utallige næsten non-genrer, der bærer suffikset -core. 

EDM fungerer og fungerede trods alt som en paraply for den måde, elektronisk musik lynhurtigt kunne produceres og udgives på Soundcloud og senere på Beatport. Personligt var min gymnasietid gennemsyret af jagten på den næste banger, der kunne sætte gang i festen og festivalstemningen. Jeg knuselskede at besøge Data Sapiens’ blog for at udforske nye remixes af alt fra The Killers til Super Mario, EDM åbnede dørene for imponerende fire timers sætmixes med overgange mellem numre som “Smells Like Teen Spirit” og “Don’t You Worry Child” så blæret som overgangene mellem numrene på Mew and The Glass Handed Kites. EDM er for os, der danser, mens vi noterer, hvordan en Whitney Houston-klassiker elegant bliver flettet ind i en bombastisk basgang af Yellow Claw. Vi dansere må være misundet af jer, der ikke forstår musikken. 

For nogle er det selvfølgelig, at EDM dækker over noget af det mest storslåede, der kan finde sted både live og i ørebøfferne, men der er masser, der har brug for at læse det her. Det er afgørende for mig, at du ikke bliver efterladt med forestillingen om, at der er findes både smagfuld og smagløs EDM, og at den svenske og hollandske variation er langt bedre end den amerikanske eller dakkedakken. Jeg vil gerne af med udskammende genrebetegnelser for ting, vi ikke bryder os om. Lad være at bruge ”techno” og ”EDM”, når du skærer over én kam, brug techno, når det lyder som techno og brug EDM, når du ved, hvor alsidig betegnelsen er for tempo, popularitet og historie. 

LÆS OGSÅ: KOMMENTAR: ”Det er ikke kun minoriteternes ansvar at skabe inklusion og arbejde mod diskrimination”


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA