x

STORT JOMI-INTERVIEW: Sange til en ny tid

STORT JOMI-INTERVIEW: Sange til en ny tid

Jomi har sat sin egen kunstneriske dagsorden gennem tre årtier, og hun er stadig i øjenhøjde med sin samtid. Nu gør hun status på dansksproget album.

– Jeg har altid vidst, at jeg ville lave denne her plade. Jeg bilder mig ind, at jeg har lavet den nu, fordi jeg endelig har været moden nok. Jeg kan pege på det punkt i karrieren hos både Joni Mitchell, PJ Harvey og Anne Linnet, hvor de er blevet modne – og det punkt er jeg nået til nu. Jeg har altid tænkt, at der ville komme et tidspunkt, hvor jeg skulle lave en singer-songwriter- og jazz-influeret plade. Og det var altså nu, efter jeg flyttede tilbage til København for to år siden. 

Ordene kommer fra Jomi – tidligere Jomi Massage – og handler om hendes nye album, som har fået titlen Lyst. Det er efterhånden 20 år siden, den i dag 47-årige musiker, debattør med mere Signe Høirup Wille-Jørgensen lancerede sit kunstneriske alter ego – og endnu længere siden, hun trådte ind på 1990'ernes alternative danske scene med bandene Murmur og Speaker Bite Me. Siden er det blevet til en lang, kompromisløs karriere et godt stykke fra musikkens mainstream, og jeg åbner da også vores interview med at spørge, hvorfor Jomi nu udgiver en plade, som efter hendes egne standarder næsten kan kaldes konventionel i sit udtryk. – Det er sådan noget, man først helt forstår bagefter, og jeg er stadig i gang med at forstå det, siger Jomi og tilføjer:

– Mit udgangspunkt for denne plade var faktisk netop ikke at tænke for meget over tingene, som jeg plejer. Jeg arbejder sædvanligvis i sådan nogle fem års cyklusser, og hvis man satte sig ned og kiggede på mit CV, ville man formentlig kunne konstatere en form for mønster i de forskellige ting, jeg har lavet. Den nye plade har på sin vis nogle af de samme vibrationer som Skandinaviske klagesange (Jomis album fra 2006, red.). Især hvis man lytter på soloversionen. Skandinaviske klagesange er to plader: Både en soloudgivelse og et album, hvor numrene er arrangeret for DR Big Band.

Artiklen fortsætter under sangen

Ny nysgerrighed

Jeg spørger Jomi, hvordan hendes udsyn har ændret sig med alderen. Eller sagt på en anden måde: Hvad er det for en modenhed, som har indfundet sig, og hvordan påvirker den kunstneren Jomis arbejde? – Der ligger noget i, at kroppen, hjernen og sindet har fået de erfaringer, man nu engang får, når man har levet et vist stykke tid, siger hun og uddyber:

– Når man har oplevet både op- og nedture lidt flere gange, end da man var 20. Har brændt sig flere gange og haft det fedt flere gange. Et erfaringsgrundlag, simpelthen, som gør, at man bliver mere rolig. Det har jeg observeret hos både mig selv og andre. Og i den ro bliver man – eller jeg gør i al fald – måske bedre til at formulere, hvad man vil og ikke vil finde sig i. Hvad jeg gerne vil tale om, hvad jeg synes er vigtigt. Jeg synes også, at erfaringer gør, at ens blik på både den lille og den store verden bliver mere nysgerrigt og barnligt. Fordi man kan overskue mere end sin egen navle. Der ligger en legesyge i modenheden. Jeg har indset, at problemerne ikke holder op. Kærligheden heller ikke. Det hele bliver bare ved med at komme væltende imod dig. Så vi kan lige så godt blive ved med at svinge sværdet, skrive vores tekster og musik. Og måske gøre det med lidt mindre alvor, med et lidt mindre stramt greb om tingene end tidligere, siger Jomi og tilføjer:

– Det er ikke længere lige så spændende for mig at se, om jeg nu kan få udtrykt de tanker og følelser, som jeg gerne vil have ind i mit kunstneriske projekt. Jeg har en anden tiltro til min egen erfaring og mine historier, så jeg bedre kan holde det ud i strakt arm, kigge på det og lege med det. Der er noget, som bliver mere frit med erfaringen. Og det håber jeg skinner igennem på denne her plade. Og når jeg sidder og taler om det, bliver det jo i sig selv selvmodsigende – det viser, at jeg endnu engang har været igennem en tankeproces.

Friktion

Jomi Massage-navnet har fulgt Wille-Jørgensen gennem to årtier og forskellige kunstneriske og musikalske projekter – plader på både dansk og engelsk, musik, performancekunst og senest også en bog, som udkom i 2018. Men når hun nu udsender Lyst, er det slet og ret under navnet Jomi. Hvorfor? – Det er ikke nødvendigvis for evigt. Men jeg har flere gange haft lyst til at prøve det, senest da jeg udgav en bog for et par år siden og drøftede med forlaget, om jeg skulle udgive under det ene eller det andet navn. Der er visse praktiske problemer forbundet med at droppe en del af sit navn, ikke mindst i disse digitale internet-tider, siger Jomi og forklarer:

– Jeg tror, jeg har det lidt som medlemmerne af Sonic Youth, da de rundede de 40 og spurgte sig selv, om de virkelig skulle blive ved med at hedde ”Sonic Youth” hele livet. De overvejede at skifte navn til Washing Machine – det blev dog ikke til noget, i stedet blev det titlen på en plade. For mig er Jomi Massage forbundet med idéen om en lyd, hvor man arbejdede meget med det friktionsfyldte, med forholdet mellem støj og stilhed. Jeg undersøger stadig skrøbeligheder og friktioner, men jeg arbejder ikke inden for det samme koncept længere.

– Der er et eller andet i navnet, som føles som en trodsig side af mig – en lidt mere vrængende side, som måske ikke er lige så udtalt længere, som den har været. Den er ikke så nødvendig længere, det er ikke dén energi, jeg arbejder på. Ikke fordi jeg er blevet voksen eller mere stille, jeg larmer stadig lige så meget som før. Det er bare ikke det samme nådesløse, trodsige drive, som det var engang. Og som for mig knyttede sig til Massage-delen af mit kunstnernavn. Så denne gang besluttede jeg at prøve at droppe det. Så slipper man også for den seksuelle association, som mange folk får af navnet. Den kunne jeg faktisk godt forestille mig havde spændt ben og fået mange til at tænke ”hvad fanden er dét for noget?!”

Balance

Man behøver ikke have et indgående kendskab til Jomis arbejde for at bemærke, at der ligger en del tanker bag værket – om kunst, kultur og køn ikke mindst – og ved siden af sit kreative virke har hun da også været en flittig debattør. I dag er Jomi medlem af Projektstøtteudvalget for musik i Statens Kunstfond. Men kan man godt komme til at tænke for meget over sin kunst? Intellektualisere for meget?

– Selvfølgelig kan man det. Men det er jo det endelige resultat, som er det afgørende. Jeg tror ikke, der er ret mange af de virkelig store, langtlevende sangskrivere og musikere, som ikke har en rigtig stor bogreol, hvis man går dem efter i sømmene. Jeg havde diskussionen med en studerende på Rytmekonservatoriet, hvor jeg underviste. Han nærede netop en stor modvilje mod den intellektuelt bearbejdende tilgang til musikken. Jeg spurgte eleven, om han havde set John Lennon-dokumentaren Imagine, som indeholder en scene, hvor en mand holder til i John Lennon og Yoko Onos have flere dage, indtil de til sidst inviterer ham indenfor og taler med ham. Det havde han. ”Kan du huske, hvad der var bagved John?”, spurgte jeg den studerende. Det kunne han ikke. ”En meget stor bogreol”, sagde jeg og tilføjede: ”Kan vi så komme i gang med at arbejde?” Og det kunne vi. Men selvfølgelig kan man tænke ting ihjel. Det er også derfor, at det altid har været meget vigtigt for mig at have en kropslig tilgang til det, jeg laver. Der er nødt til at være en balance mellem de ting, siger Jomi.

Alder

Rocken er en udtryksform, som fra sin begyndelse har dyrket ungdommen som ideal og imperativ. Jomi har været med siden starten af 90'erne, og det virker nærliggende at spørge, om hun har oplevet det som et problem at blive ældre i branchen? – Jeg er glad for, at der aldrig er nogen, som har fortalt mig, at det kunne blive meget besværligt at blive ældre i vores branche. Eller fortalt mig, at det kan være svært at leve af det. Jeg kastede mig bare ud i det og fik en meget smuk modtagelse fra første færd. Jeg har haft en meget privilegeret kunstnerisk karriere herhjemme i betragtning af, hvor kompromisløs jeg er, siger Jomi og tilføjer:

– Men jeg vil gerne være med til at tale om ageism, for vi har stadig – både i branchen og blandt publikum – en forestilling om, at det nye er ungt. Jeg kan ikke sige, om det kommer til at ramme mig. Jeg er 47 og er ved at udgive en ny plade – så må vi se, hvordan det går. Jeg ved, at det er et problem, hvis man arbejder lidt mere mainstream end jeg. Men det er ikke kun et spørgsmål om, hvordan folk agerer internt i branchen, og hvad det er, branchen forsøger at sælge til folk. Man kunne også spørge, hvorfor de fleste af de virkelig store ikoner, som giver store koncerter og får lov at fylde, er nogle få, gamle mænd. Det er den modne mand, snarere end den modne kvinde, som får lov til at stå på stadion.

– Men jeg tror, vi befinder os i en brydningstid, hvor folk i tiltagende grad spørger sig selv, hvad det er for en energi, de gerne vil have. Hvad vil de ind til? Vil de ind og se MØ fyre den af i Den Grå Hal? Eller til et standup-show? Folk er blevet meget mere bevidste om, hvad det er for en oplevelse, de gerne vil have. Og når man kommer lidt op i alderen, er der en tendens til, at man gerne vil have en bestemt form for modenhed. En gedigen, nærmest lidt tør modenhed, en legendarisk, Leonard Cohen-agtig modenhed. C.V. Jørgensen har det, Peter Sommer er på vej derhen. Det er interessant, hvorfor det kun er den form for modenhed, som er repræsenteret.

Historieskrivning

Jeg tillader mig at indtage rollen som djævelens advokat og stilfærdigt foreslå, at det måske ikke er et spørgsmål om strukturel diskrimination, men simpelthen fordi der ikke er nogen kvinder, som rent poetisk har matchet Cohen, Dylan, Lou Reed, Paul Simon. Jeg spørger Jomi, om hun kan nævne nogen?

– Ja, kan du ikke det? Joni Mitchell er oplagt. Kate Bush. Men jeg vil hellere snakke om, hvorfor der er så få journalister, som rent faktisk er gået ind i Joni Mitchells eller Kate Bushs tekstuniverser. Når jeg læser gamle anmeldelser af Mitchells plader, er det påfaldende, hvordan der bliver skrevet om teksternes fundering i hendes personlige kærlighedsliv, om hjerte og smerte – og mindre om, hvad de her fantastiske tekster rent faktisk indeholder. Det er et klart udtryk for nogle mandlige journalister, som ikke har lært at lytte til en kvindelig musik og ikke ved, hvad de skal stille op med den. Og derfor vælger en tilgang, som handler om feminine følelser. Det er pinligt, og det kommer til at præge hele historien – hvad det er for nogle historier, man fortæller hinanden. Hvis du går ind i Kate Bushs tekstunivers, er det jo superkomplekst. Smukke genskrivninger af nogle af vores største romaner og alt muligt andet, som hun sad og lavede, da hun var ganske unge, siger Jomi og sammenfatter:

Artiklen fortsætter under sangen

– Der er masser at tage fat på – det handler om, hvordan de kvindelige kunstnere er blevet tacklet og beskrevet. Jo, der er masser af kvindelige kunstnere, som er på niveau med mændene. Og hvis de havde fået en ligeværdig behandling, rent kunstnerisk, havde billedet formentligt set anderledes ud i dag. Heldigvis begynder der at ske noget. De sidste ti år har vi jo set en fantastisk udvikling herhjemme. Tilbage i 90'erne var vi kun en håndfuld kvinder på indiescenen herhjemme.

   Denne signatur medgiver, at det er svært ikke at hilse disse års øgede fokus på diskrimination og strukturel ulighed velkommen. Men er der også nogle bagsider af woke-kulturen?

– Jeg kan ikke rigtig blive mæt af det. Jeg er glad for, at der sidder nogle universitetsfolk og knalder derudad med forskning og teorier på det her felt. Det er fedt, de går intellektuelt til værks, og det er så inspirerende for os andre at gå og hakke, tømre og stille og roligt finde ud af, hvordan det kan implementeres, og hvad der egentlig kan lade sig gøre i samfundet. Jeg er lykkelig for at være med i disse år. For nogle år siden havde jeg faktisk givet op.

Samtykke

Lyst finder man en decideret samtykkesang, "JaNejMåske", som skriver sig direkte ind i tidens diskurs. Men ligger subtile magtspil ikke latent i seksualiteten? Og risikerer man ikke at skabe en meget kedelig virkelighed, hvis man henfalder til moralisme og går og leger politi over for hinanden i den politiske korrektheds navn? Ikke ifølge Jomi, som svarer meget konkret og uden betænkningstid:

– For mig er det centrale, at det er blevet tilladt at sige fra frem for at lade stå til. Jeg kan godt forstå, at dem, som der tidligere ikke blev sagt fra over for, kan føle, at der er et politi efter dem. Jeg kan godt forstå, at de synes, det er hamrende besværligt. Det synes jeg også. Men jeg synes også, at det er spændende at kunne være med til at udvikle et nyt sprog. Som i sidste ende kan gøre det muligt at lege meget mere frit og omsorgsfuldt og derfor måske også endnu mere ærligt. Måske er der rent faktisk mulighed for at blive endnu klogere på, hvad ens behov og lyster rent faktisk er – fordi man bliver tvunget ud i både at skulle spørge og sige mere.

– Så jeg tror, at der ligger en kæmpe gave, midt i det her kæmpe besvær, som det også er. Selvfølgelig er der nogle generationer, som synes, at det er meget besværligt. Det tror jeg faktisk ikke, de yngre gør. For dem er det bare fedt at have et sprog for det; at de ikke skal være 14 år og sidde og pille hinanden under blusen uden rigtigt at vide, om de må. Det er faktisk virkelig befriende og sjovt.

Artiklen fortsætter under videoen

Vi taler lidt om 1970'ernes seksuelle frigørelse, dens blinde vinkler og uhensigtsmæssige sideeffekter – for eksempel dyrkelsen af grænseoverskridelse som en dyd – inden Jomi vender tilbage til spørgsmålet og mine betænkeligheder ved woke-kulturen. – Jeg er ikke bange for det dér adfærds- eller sprogpoliti. Jeg har private rum, hvor jeg kan sige utroligt grove ting, have det sjovt og undersøge de ting. Jeg behøver ikke gøre det på min arbejdsplads eller nede på en bar, hvor jeg ikke kender folk omkring mig. Hvorfor skulle jeg? spørger Jomi retorisk og fortsætter:

Hvorfor er det, at det ikke kan være fedt at snakke og prøve og skabe tryghed, sjov og ballade? Hvorfor er vi så fascinerede af destruktivitet? Hvorfor bilder vi os ind, at det er det destruktive, som skaber geniet? Det var et felt, jeg undersøgte tilbage på albummet Primitives. Der har været masser af galskab blandt historiske personer og kulturelle ikoner, og det er noget, som vi har dyrket i vores kultur. Det er spændende, at vi nu begynder at undersøge, om det faktisk er muligt at ændre nogle ting uden at være røvhuller. 

LÆS OGSÅ: JOMI-ANMELDELSE: Kompromisløs kunstner rækker ud mod lytteren – samtykke anbefales varmt

Jomis bogreol

– Inger Christensen og Ursula Andkjær Olsen er to danske digtere, som jeg bliver ved med at tage ud af reolen og sidde og stene over. Inger Christensen er atomerne; hun er beskrivelsen af altings udgangspunkt, hele tiden. Ursula har et drive, som jeg kan bruge, hvis jeg selv skal i gang med et eller andet. Suzanne Brøgger har været vigtig i forhold til at turde skrive med udgangspunkt i sig selv, at tro på sig selv som fortæller. Karen Blixen er jeg også glad for – hun kunne jo noget, i al sin snobbethed. Virginia Woolfs Til fyret har jeg læst mange gange. Den var vigtig for mig i dens adgang til barnelivet og demonstration af, hvordan man kan skrive om det.

– John Cages Silence: Lectures & Writings har jeg et had/kærlighedsforhold til. Jeg elsker hans tanker, men jeg synes også, at han tænker lidt for meget. Cage havde en kollega ved navn Cornelius Cardew, som blandt andet lavede nogle rigtig spændende korarrangementer. Han brød med avantgardescenen og blev mere interesseret i at lave noget musik, som kunne nå ud til folk. Det er en bevægelse, jeg godt kan genkende. At være et socialistisk lilleskole-barn, som fik lov til at lave alt – og som indimellem har lavet noget meget kunst-fikserede projekter og andre gange nogle mere rockorienterede ting. Jeg har jo lavet alt muligt. Men altid haft et ønske om, at det skulle give mening; folk skulle føle sig velkomne og kunne være med. Eller i al fald få sig en oplevelse.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA