x

KOMMENTAR: Musik kan flytte bjerge – hvis vi tør!

KOMMENTAR: Musik kan flytte bjerge – hvis vi tør!

Udlandet boomer af artister, der er politisk aktive igennem deres musik. Vi skråler nu med på sange om klasse, race og køn i alle mulige genrevridninger. Men hvorfor er den politiske vækkelse ikke kommet til Danmark endnu – vores dejlige land funderet på lighed, hygge og jantelov? Måske fordi det er så ”UNdanish”, som én fra publikum fornyligt råbte mod scenen, da jeg stod der bevæbnet med min lyserøde Fender og skarptslebne femi-lyrics. For holdninger kan jo ødelægge den gode stemning!

Musik er den kunstform, der konsumeres af flest mennesker. Vi hører musik hver eneste dag, men i mange år har musiklivet været berøringsangst over for politiske strømninger. Fra starten af 90’erne har musikken i det store hele (med enkelte få undtagelser) været et personligt projekt for kunstneren, som publikum har kunnet spejle sin hjertesorg, sin festglæde eller sin fremmedgjorthed i. Men den eksplicit politiske musik – nej tak.

I slutningen af 2010’erne sker der en ændring. Det ses mest tydeligt på popscenen med et koryfæ som Beyonce, der kickstarter en bevidsthed om race i USA. Der bliver taget stillling til vores normer, vores hudfarve og vores køn. Musikken er tilbage på den politiske arena.

På Storbritanniens rockede hybridscene er det for eksempel bands som Idles og Dry Cleaning. Der synges ikke om svært afkodelige politiske analyser med højt lixtal. I stedet udstilles absurditeterne i det moderne hverdagsliv én til én. Der tages stilling til Meghan Markles møde med kongehuset, Black Lives Matter, til samtykke og alt derimellem. I bedste maskuline Idles stil brøles der: ”Ne Touche pas moi (“rør mig ikke”). This is my dance space. Consent, consent, consent”. Feminisme er ikke kun for feminine længere. Feminisme er for alle! Nye kunstnere gør op med forældede kønsnormer og patriakalske magtstrukturer, som også høres hos brandvarme Self Esteem og allestedsnærværende Phoebe Bridgers. Det gøres kløgtigt, satirisk og mest af alt relaterbart.

Musik er et talerør, og derfor er musik lig med magt. Musik kan være den katalysator, der kickstarter samtaler og bevidstgør lyttere uden for de sædvanlige ekkokamre. Musik kan pådutte os alle sammen en bevidsthed om andre ståsteder og perspektiver på verden helt uden tvang. Populærkultur er et af de vigtigste redskaber i en demokratisk debat. I Sydkorea ser afhopperne fra Nordkorea popkultur som det vigtigste våben mod det nordkoreanske diktatur. For musik er mere end bare underholdning. Musik er vidnesbyrd, som vi kan forstå og lære af som lyttere – og derigennem kan vi udvikle os og omstyrte regimer!

Men i Danmark hygger vi os stadig, og selvom kunstnere stiller sig frem og fortæller om ekskluderende kulturmiljøer, diskrimination og #metoo, så forplanter den politiske bevidsthed sig ikke rigtigt i musikkken. Jeg har smidt A Mess forrest som politisk musiker anno 2021. Min debut-ep WOMAN samt medfølgende mini-dokumentarer i Snapshots of a Wo/Man – læs mere om projektet hertager favntag med kønsnormer – hvor mange sexpartnere man må have, om kvinder knepper sig til toppen og listepikken. Meejah udgiver et album om transnational identitetsdannelse som adopteret, Lydmor og Kill J sætter lyd på #metoo. Men vi er få. Hvorfor?

Den førnævnte råbende person i publikum viser sig at være en en britisk kvinde – Dawn fra Bristol. Hun roser mig, for hun har aldrig oplevet en kunstner som mig i Danmark. Hun kunne fysisk mærke ubehaget hos gæsterne, når jeg adresserede tabuerne direkte - ”and I love it, it’s so UNdanish”. Er det derfor, vi er så få? Selvom mine første singler har fået flot omtale og bragt mig på i tv, talrige magasiner og blogs i ind- og udland og i rotation på P6, kan jeg godt blive nervøs. For i Danmark hersker der en lighedsideologi, som betyder, at ingen må skeje ud, vi skal helst have konsensus hele tiden. Vi kan ikke lide at være uenige, slet ikke ansigt til ansigt. Så har den politiske musik en arena i Danmark? Skal vi danskere lade udlandet om at give os den næring, der kan skabe forandringer? Eller er det nu, vi skal turde flytte bjerge i et land helt uden…

Om skribenten

Dorte Hartmann er indierockprojektet A Mess. Dorte er sangskriver/musiker og producer på kunsthybriden Snapshots of a Wo/Man. Debattør og musikelsker og BA i antropologi.

Minidokumentarfilmene Snapshots of a Wo/Man kan opleves i København 9. oktober på Urban 13 og i Aarhus på KØN – Gender Museum Denmark 6. november, læs mere nedenfor

LÆS OGSÅ: Tomas Høffding og A Mess’ sange bliver til kønsdebatterede dokumentarfilm

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA