x

TORI AMOS-INTERVIEW: En ny slags frugtbarhed

TORI AMOS-INTERVIEW: En ny slags frugtbarhed

Egentlig var Tori Amos klar med en samling nye sange og en stor turné for halvandet år siden. Så ramte Covid-19 og kastede Amos ud i en personlig krise. Nu er hun klar med nyt album og taler med GAFFA for første gang i et årti.

Tori Amos sidder i London. Til daglig bor den amerikanske sanger på landet i Cornwall i det sydvestlige England, men i dag er hun i hovedstaden. Amos har en ny plade at promovere, den første i fire år, og hun har sagt ja til at tale med GAFFA for første gang siden 2011. ”Hvordan siger man dit navn?” vil hun vide – og insisterer på at lære det ordentligt, inden vi indleder samtalen om hendes nye plade. De 11 nye sange er ifølge hende selv født ud af en krise. Men denne torsdag eftermiddag i oktober er hun både nærværende og imødekommende, da undertegnede endelig får indfriet sit mangeårige ønske om et interview med den fremragende sangskriver.

Ocean to Ocean udkom 29. oktober, og på omslaget poserer den 58-årige hovedperson på klipperne ved Cornwalls kyst. Jeg lægger ud med at spørge, hvad det har betydet for hende – som menneske og som kunstner – at leve 20 år i eksil. Og hvorfor hun egentlig forlod USA i første omgang?

– Jeg giftede mig med en brite, som ikke følte, han kunne bo fuld tid i USA – navnlig på grund af våbenlovgivningen. Jeg havde ikke rigtig tænkt over problemet, før han forklarede mig det. Når man vokser op med noget, tænker man ikke over det. Men han kom fra noget andet og havde ikke lyst til at opfostre et barn omgivet af så mange skydevåben. Og han har jo ret: Det er ikke noget, børn og unge burde behøve at forholde sig til i deres skolehverdag. Men det er de ikke desto mindre nødt til i USA, siger Amos og spoler tiden tilbage til 1990'erne:

– Vi kunne ikke rigtigt beslutte, hvor i London vi skulle bo. Han ville gerne bygge et studie. Han havde ofte været i Cornwall som dreng, så vi tog dertil – og jeg forelskede mig i det. Vi bor 20 minutter fra havet. Og nu her, under corona-karantænen, følte jeg mig meget heldig, at vi var netop dér – i Cornwall, med adgang til et lydstudie. Der var meget at være taknemmelig for, men alligevel: Karantæne er karantæne, og situationen udløste en masse spørgsmål, forvirring og følelser. Jeg var nødt til at skrive mig ud af håbløsheden, og sangene fortalte mig, at jeg var nødt til at starte med at skrive fra det sted, jeg befandt mig. Så jeg skrev med udgangspunkt i en følelse af tristhed og uvisheden om, hvor længe husarresten ville stå på.

Bekymret amerikaner

Amos har ofte forholdt sig ganske kritisk til den politiske virkelighed i hjemlandet USA, hvor hun stadig bor en del af året. Jeg spørger hende om det ambivalente forhold til hjemlandet, som Amos deler med adskillige andre store, amerikanske kunstnere. ”Well, jeg er amerikaner. Jeg er ikke expat, jeg har stadig et hjem i USA, i Florida”, præciserer hun og uddyber:

– Jeg har ganske vist ikke været der i halvandet år, det er det længste stykke tid. jeg nogensinde har været væk fra USA. Jeg stemmer derovre, og jeg er meget optaget af, hvad der foregår. Jeg ved ikke, om jeg vil kalde det en ambivalens. Men jeg har været bekymret over, hvordan visse politikere efter 6. januar (2021, hvor den amerikanske kongres blev stormet af Trump-tilhængere, red.) har vist sig villige til at se bort fra flertallet og udnytte situationens kaos til at kompromittere demokratiet. Det troede jeg ikke, folkevalgte politikere kunne finde på. De er forpligtet over for landet, ikke over for sig selv eller deres personlige ønske om absolut magt i et totalitært regime. Jeg mener, at det var det sidste, der skete. Og jeg synes ikke, at jeg overdriver, siger Amos.

Et af Amos’ mest politiske album til dato er 2007-udspillet American Doll Posse, som landede midt under den såkaldte krig mod terror og rettede en umisforståelig bredside mod Bush-administrationen hjemme i USA. Jeg spørger Amos, hvad hun tænker om det album i dag?

– Jeg forsøgte at dokumentere de ting, jeg har observeret på forskellige tidspunkter. Ud fra, hvad andre følte, og hvad jeg selv kunne se. Jeg har forsøgt at reflektere en tid. Sådan har det været på alle mine plader, men på nogle tidspunkter synes der bare at være flere issues at tage fat på end andre. Og på det tidspunkt var der virkelig meget at tage fat på, med Bush/Cheney-administrationen og det, som foregik i Irak og Afghanistan. Og det prøvede jeg at dokumentere med den plade.

Små jordskælv

Det er snart 30 år siden, Amos debuterede med albummet Little Earthquakes, inklusive dybt personlige sange som ”Me and a Gun”, ”Crucify” og ”Precious Things”. Jeg nævner, at det nye album har introspektionen til fælles med hendes tidlige arbejde – og spørger til forskellene og lighederne mellem den 28-årige Tori og den modne kvinde, som nu udgiver Ocean to Ocean? Tori:

– Efter Y Kant Tori Read (Amos' første band, red.) endte jeg et meget mørkt sted og var nødt til at lære at håndtere nederlag. Også selvom det i realiteten var det bedste, der kunne ske for mig, at Y Kant Tori Read ikke fik kommerciel succes. Som min mor sagde: ”Gudskelov, min skat, ellers ville du aldrig være kommet ud af det korset!” Det havde hun formentlig ret i. Jeg var nødt til at bekæmpe mine dæmoner og usikkerheder og til at forpligte mig på musikken.

– Den forpligtelse betød, at jeg – uanset om ingen hørte min musik – ville skrive ud fra en klar intention om dokumentere min tid, som jeg så den, så ærlig som overhovedet muligt. Det var det løfte, jeg gav mig selv dengang, og det begyndte langsomt at vende tingene for mig. Men jeg var nødt til at begynde med at skrive fra et sted, hvor jeg var tvunget i knæ. På samme måde, som jeg efter den tredje lockdown sidste år måtte skrive mig ud af et mørkt, håbløst sted. Så deri ligger en lighed, forklarer Amos og tilføjer:

– Men modsat dengang for 30 år siden skrev jeg ikke på baggrund af en kunstnerisk fiasko. Til gengæld måtte jeg konstatere, at de sange, jeg havde skrevet til et album og en turné, inden lockdown blev en realitet, ikke længere resonerede for mig. Jeg følte, at folk under de givne omstændigheder havde brug for en trylledrik, en eliksir – noget magisk. Men jeg kunne ikke mærke nogen magi selv. ”Så må du skrive ud fra dit personlige, private helvede. Start dér, så skal sangene nok begynde at komme”, sagde muserne. Og de fik ret.

– ”Metal Water Wood” var den første sang, som kom – og som anerkender at være desperat. Siden begyndte de andre sange at løfte mig et andet sted hen, at tage mig med udenfor. Og jeg begyndte at få øje på selve Cornwalls kraft, kraften i selve det oldgamle landskab. Mytologien, historierne, rigdommen. Kysten kan være voldsom, og stormene raser – men den var levende, og den udfordrede mig til at blive levende igen og rejse mig fra den stol, jeg sad i.

Nye strategier

Og dermed er vi tilbage ved mit indledende spørgsmål. Om betydningen af Cornwall, og hvordan selve landskabet, ens fysiske omgivelser, påvirker ens væren i verden. Og, i Toris tilfælde, hendes kunst. ”Det er ikke til at komme uden om, at mit eksil i Cornwall spiller en rolle”, siger Amos og fortsætter:

– På den ene side er Cornwall et smukt sted at sidde i husarrest. Men samtidig spekulerede jeg over hele idéen om at være i karantæne, og hvordan det mon påvirkede andre menneskers følelser, mentale tilstand og relationer. Det stod klart, at vi ikke kunne ty til de samme strategier, som vi plejer. Medmindre din metode er at låse dig inde i dit hus, selvfølgelig. Alt andet var udelukket. Personligt plejer jeg at rejse, hvis jeg er usikker på noget eller har brug for at finde ud af et eller andet. Det var ikke længere en mulighed, så jeg var nødt til at finde andre måder at håndtere tingene på. Folk, inklusive mig selv, havde ganske enkelt fået frataget deres coping-strategier. Og jeg tænkte over, hvordan det mon påvirkede folk.

– Jeg begyndte også at få breve fra mennesker, som fortalte om, hvad de gennemgik. Og det fandt vej ind på pladen. Så det var en blanding... af at lytte til, hvad folk gennemgik i denne vanvittige tid, og så gå ud i landskabet og søge efter svar. Landskabet i Cornwall rummer oldgammel mytologi og fortællinger, og jeg forsøgte at finde svarene der.

Ny slags frugtbarhed

Jeg kan huske, at jeg læste et interview med Amos i The Guardian, omkring hendes forrige plade tilbage i 2017. ”Jeg opdager en ny slags frugtbarhed i disse år”, udtalte hun dengang. Jeg beder hende uddybe den betragtning. ”Det handler om noget, som har ligget i kvinders psyke i tusindvis af år”, siger Amos og forklarer:

­– Når kvinder holder op med at få menstruation, kan de ikke længere få børn – modsat mænd, som i mange tilfælde er frugtbare helt frem til plejehjemsalderen. Jeg tror, folk har en opfattelse af, at kvinder går i en slags dvaletilstand, når de holder op med at kunne få børn. Men hvis du ser på Moder Natur, kan du konstatere, hvordan tingene dør og genfødes. Det er poesi. Kvinders aldring er i mange år blevet betragtet på en anden måde end mænds. Hos mænd bliver visdom og erfaring et afrodisiakum.

– Mens kvinders aldring i vores kultur bliver betragtet som ensbetydende med, at vi ikke længere bærer den essentielle frugtbarhed. Men det gør vi – måske ikke længere fysisk, men i vores bevidsthed. Vi kan nære ting og gøre alt muligt. Det var dét, jeg opdagede dengang. Men først måtte jeg bryde ud af det her menopause-paradigme, ifølge hvilket du bliver gold. Jeg besluttede, at den tanke skulle brændes, som den store ildspåsætter, jeg er. Det måtte brændes ned til grunden for at give plads til mental forandring.

Sonisk arkitektur

Leonard Cohen sagde engang om sangskrivningen, at det dybest set handler om at ”holde maskineriet i form og vente på, at muserne manifesterer sig”. Deler Amos mon den opfattelse? Er sangskrivningen et spørgsmål om inspiration, eller i lige så høj grad et håndværk? Amos:

– Du har brug for mere end bare mystikken. Du er også nødt til at skabe en struktur, for eksempel. Idéerne kan komme i en 30 minutters trance, og så handler det om at være i stand til at udvælge, hvad der kan blive del af den soniske arkitektur. Så det er et samspil mellem inspirationen og så det håndværk, der ligger i at opbygge en struktur. Og enten er du i stand til at bygge en sonisk struktur, eller også er du ikke, Sådan ser jeg på det.

Kvinden fra pladeselskabet bryder ind og fortæller, at vi kun har et par minutter tilbage. Inden vi afslutter samtalen, når jeg dog at spørge til den gennemgående sammenskrivning af det personlige og politiske i Amos sangskrivning. Er det en bevidst, poetisk strategi eller simpelthen sådan, sangene kommer ud?

– Det er sådan, de kommer ud. Jeg ved ikke, om du overhovedet kan adskille de to ting længere, hvis du har sat dig for at dokumentere din tid. Og selv hvis du bare vil skrive om dine personlige forhold, vil der alligevel dukke ting op. Emner mellem dig og menneskene i dit liv. Jeg forsøger at dokumentere tiden med mit soniske kamera og rent faktisk efterlade nogle optegnelser til fremtidige generationer. Så de kan finde nogle svar, når de engang spørger ”hvad skete der, ud over at I var i lockdown?” og ”hvordan var det?”.

– På Ocean to Ocean er svaret blandt andet, at klimaforandringerne stadig var i gang, hverken oversvømmelser eller brande var på pause. Vi har skullet forholde os til så mange kriser de sidste 18 måneder, at det er fuldstændig overvældende. Hvordan håndterer du det? At skrive den her plade var min måde at gøre det på. 

En særlig forbindelse

Siden debuten for knap 30 år siden har Tori Amos opbygget en særdeles loyal fanskare, som finder styrke og inspiration i Amos på én gang stærke og sårbare sangskrivning. Mange har et stærkt personligt forhold til Amos' sange – og tilsyneladende også til kvinden bag. Men hvad tænker Amos selv om sit særlige forhold til fanskaren?

– Jeg er afhængig af deres perspektiv. Jeg forstår ikke rigtig kunstnere, som ikke har et forhold til de mennesker, der kommer til deres koncerter. Jeg synes, de går glip af en kæmpe mulighed for at dele og lære. Hvordan folk oplever sangene, og hvordan de definerer dem, hvad sangene betyder for dem. Indimellem hører jeg ting, som jeg ikke selv havde skænket en tanke. Og det er fuldstændig gyldigt, for folk har deres eget forhold til sangene.

– Og lige siden Little Earthquakes-tiden har muserne sagt til mig: ”Så snart sangene tager af sted, vil de indgå i forhold med folk, som ikke har noget som helst med dig at gøre. Det er du nødt til at respektere”. Så hvis nogen kommer med en udlægning af en sang som ”Winter”, som du aldrig havde tænkt over – så er det stadig deres definition og oplevelse, og den skal man respektere. Så for mig er det et samarbejde mellem mig selv og de mennesker, som er åbne over for sangene og musikken.

LÆS OGSÅ: TORI AMOS-ANMELDELSE: Den erfarne sangskriver besynger lyset for enden af tunnellen

  

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA