x

ANDREAS ODBJERG-INTERVIEW: Uddannelsen i sangskrivning gav mig ro

ANDREAS ODBJERG-INTERVIEW: Uddannelsen i sangskrivning gav mig ro

Sanger og sangskriver Andreas Odbjerg fremprovokerer tårer hos den danske befolkning med hittet “I morgen er der også en dag” og giver os chancen for at danse og mærke os selv med sangen “Føler mig selv 100”. Rytmisk Musikkonservatorium gav ham det afbræk, der skulle til for at skrive nærværende og relaterbare sangtekster. 

Ord: Tine Frank

I mange år flakkede Andreas Odbjerg retningsløst rundt. Han spillede en masse musik og ville en hel masse ting på én gang. Men en følelse af uro og bekymringer om, hvorvidt de 500 kroner, han havde at leve for om måneden rakte, gjorde det svært for ham at fokusere ordentligt. Så da der en forårsmorgen tikkede en helt særlig e-mail ind i hans e-boks, kunne han ikke holde tårerne tilbage.
Der har altid været musik i Andreas Odbjergs liv. I barndomshjemmet i Odense voksede han op til toner af Shu-bi-dua og The Beatles. Og hans far, som er uddannet lærer, samlede tit familien til sang og musik:

– Vi har altid spillet og sunget med ham. Så tidligt som jeg kan huske, fortæller Andreas Odbjerg. Men selvom musik altid har fyldt meget, skulle han både forbi drømme om at blive professionel fodboldspiller og skuespiller, før han for alvor begyndte at tage fat på drømmen om at blive sangskriver. Især skuespillerdrømmen trak i ham:
– I mine ungdomsskoleår lavede jeg virkelig meget skuespil og rigtig mange musicals og Shakespeare-forestillinger. Jeg instruerede faktisk også selv nogle forestillinger. Derfor søgte jeg også først ind på skuespillerskolen, men fik et afslag, fortæller Andreas Odbjerg, som, når han tænker tilbage, aldrig rigtig kunne have en hobby uden også at have en drøm om at blive professionel. – Det ligger ikke rigtigt til mig at gøre noget for sjov, siger sangeren.

Og selvom optagelsesudvalget fortalte den dengang 18-årige sanger, at de håbede at se ham igen til optagelsesprøverne næste år, vendte han aldrig tilbage. Han fandt ud af, at det især var det med at skabe et tekstunivers, der drog ham:

– Når man er skuespiller, er man lidt en marionetdukke i et spil. Jeg ville meget hellere være den, der skrev narrativet og være den, der instruerede i stedet for at være den, der skulle fremføre andres tekster, siger den i dag 34-årige sangskriver.

Det var især mødet med Emil Gemmer Schultz, som har været med til at skrive hittet “I morgen er der også en dag”, der endte med for alvor at tænde musikerdrømmen hos Andreas Odbjerg:

– Vi lavede noget sammen i Den Fynske Landsby, som er et sted i Odense med børneteater. Jeg havde været på scenen og han var i orkestret, så jeg kendte ham lidt. Og han havde et band med nogle fra sin folkeskole, som han inviterede mig med i, fordi de manglede en sanger, fortæller Andreas Odbjerg og forklarer, hvordan den invitation så ud:

– Jeg fandt sådan en brændt cd i min postkasse, lige da jeg var flyttet hjemmefra som 18-årig. Han havde lavet noget i et øvelokale, der lød helt ad helvede til. Men jeg syntes, det var fedt, tror jeg, siger sangskriveren og griner. Den dag blev han en del af bandet Them Socks, som spillede sammen de næste syv år.

Troede ikke, at konservatoriet var en mulighed

Andreas Odbjerg var først ikke klar over, at der fandtes en uddannelse i sangskrivning på konservatoriet. Første gang han hørte om uddannelsen var, da han var i gang med at lave nogle af de første numre med sin tidligere duo, Moses: “Andreas”. Birk Nevel, som producerede duoens sange, underviste nemlig på konservatoriet, og da han begyndte at tale om det, lyttede Andreas Odbjerg rigtig godt efter:

– Jeg anede faktisk ikke, at der var sådan en uddannelse, hvor man kunne sådan noget. For jeg kommer fra Odense, hvor det virkelig er sådan noget ”jazz-konservatorium”, og der kan du ikke komme ind uden at kunne synge fra bladet og spille jazz. Så der var slet ikke noget i min bevidsthed, der sagde, at man kunne komme på konservatoriet uden at kunne de ting, fortæller sangeren og fortsætter:

– Da han (Birk Nevel, red.) fortalte mig om den uddannelse, kunne jeg bare mærke i min mave, at sådan – fuck, det ville give en ro. På det tidspunkt havde jeg også bare levet for næsten ingen penge om måneden og ikke haft en rigtig base i virkelig lang tid. Så jeg øjnede en mulighed for at få ro på og bare fokusere på musikken og ikke have så meget uro omkring mig hele tiden, siger Andreas Odbjerg.

Forsøgte ikke at pæne mig

Optagelsesprocessen til uddannelsen i komposition, som Andreas Odbjerg søgte ind på, bestod dengang af to optagelsesprøver. Først skulle ansøgerne skrive en motiveret ansøgning og vedlægge fem sange, som de selv havde skrevet. Og de 20 ansøgere, som optagelsesudvalget vurderede bedst egnede, blev derefter inviteret til optagelsesprøve nummer to, som bestod af en samtale, hvor ansøgerne skulle retfærdiggøre deres motivation og deres musikalske erfaring over for dem.

Andreas Odbjerg lånte de 500 kroner af sin far, som det kostede at søge ind på bacheloruddannelsen i sangskrivning, og indsendte to numre, han havde lavet med sit daværende band og tre fra Moses: “Andreas”. Sammen med musikken vedlagde han den ansøgning, som sammen med sangene fik ham videre til den næste ansøgningsrunde:

– Jeg kan bare huske, at jeg var meget ærlig. Også om mit mentale ”state of mind”. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at hvis det er en rigtig kunstneruddannelse, og jeg skulle have det fedt der – så ville jeg ikke gøre nogen en tjeneste ved at prøve at pæne mig. Jeg tænkte, at hvis de ledte efter kunstnere, så ledte de også efter det skæve sind på en eller anden måde. Den der ansøgning blev nok et lille kunstværk i sig selv. Der var næsten ingen kommaer eller punktummer. Jeg jernede bare derudad med sådan en stream of consciousness om, hvad jeg tænkte om musik og hvad det betød for mig, fortæller sangskriveren og griner.

Men selvom Andreas Odbjerg var meget ærlig om sin mentale tilstand, pyntede han alligevel en lille smule på sine færdigheder som musikalsk producer:

– Jeg kan huske, at man helst skulle kunne producere lidt og kunne sit eget software. Og det kunne jeg ikke en skid. Det havde jeg lidt bare skrevet, at jeg kunne. Jeg tror dog ikke, at de fortryder, at de tog mig ind, selvom de vidste, at jeg ikke var helt ærlig omkring, hvor god jeg var til at producere, siger Andreas Odbjerg og griner:

– Jeg fik sådan et spørgsmål om, hvilken software, jeg arbejdede i – og altså, jeg havde ikke engang Ableton på min computer. Jeg havde ikke engang en computer at producere på. Og der fik jeg også bare sagt sådan noget: “Abelton, Appleton”, eller sådan et eller andet, fortæller sangeren, fordi han kunne huske, at det var det Moses: “Andreas”-pladen var blevet produceret i. 

Senere opdagede han, at det ikke var for ingenting, at det var et krav:

– Det viste sig da også, da jeg var kommet ind, at vi fik en masse opgaver, hvor vi selv skulle producere. Og jeg fik altså hutlet mig igennem dem. Der er sgu ikke noget af det, der nogensinde er blevet til noget eller lød godt på nogen måde. Men det var en del af det. Så fik jeg så meget ud af alle mulige andre ting, fortæller Andreas Odbjerg og griner igen.

Vi sad begge to og græd
Efter anden optagelsesprøve fulgte tre måneders ventetid. Tre måneders helvede, som Andreas Odbjerg formulerer det. Men en morgen vågnede sangskriveren op til en ulæst e-mail fra Rytmisk Musikkonservatorium. En e-mail, som skulle vise sig at få stor betydning for hans fremtid. 
– Jeg kan huske, at jeg stadig lå i sengen, da jeg fik mailen, fortæller han om den dag, han fik meddelelsen om, at han blandt et felt på 250 ansøgere var kommet ind:

– Jeg var fuldstændig lykkelig. Det fik mig til at græde. Jeg var nærmest lige så glad, som da jeg vandt de to priser til Danish Music Awards (i november 2021, red.). Det hele afhænger jo af, hvor man er. Og jeg kan huske, at min mor lidt senere kom ud med en flaske champagne. Vi sad begge to og græd lidt og krammede og sådan noget. Det var en kæmpestor ting, siger sangeren.

Andreas Odbjerg fornemmede, at optagelsesbrevet også gav hans forældre en ro, fordi de godt kunne mærke, at han manglede en retning i sit liv og havde svært ved at få det hele til at hænge sammen økonomisk. Og eftersom uddannelsen er SU-berettiget, behøvede han ikke at bekymre sig om at arbejde hårdt ved siden af for at skaffe nok penge til at betale husleje. Han kunne i stedet med ro og en stor portion lykke i maven se frem til tre år, hvor han kunne dyrke det, han elskede allermest – sangskrivning.

Som at gå på Hogwarts
Selvom optagelsesbrevet ikke blev leveret af en ugle, var det næsten lige så fortryllende for sangeren at begynde på Musikkonservatoriet, som hvis det havde været Hogwarts. Her gik de musikstuderende bare rundt på gangene og tryllede med tekster og musik i stedet for at kaste besværgelser.

– Jeg kalder stadig Henrik Sveidahl, rektoren på RMC for Dumbledore, fortæller Andreas Odbjerg.

– Det var første gang, jeg gik i skole, hvor jeg følte mig 100 procent hjemme. Når jeg mødte ind om morgenen, mødte jeg folk, der kom slæbende med en kontrabas, og jeg kom forbi nogle, der havde sovet i et eller andet studie derude og som kom ud med morgenhår og en kop kaffe i hånden. Samtidig strømmede der mærkelig elektronisk musik ud fra kantinen, beskriver sangeren.

For Andreas Odbjerg var det en drømmeverden, og han fortæller, at det også var den måde, han brugte skolen på. Han tog derud om natten, for alle øvelokalerne og lydstudierne var altid åbne for de studerende, og han udnyttede alle vågne øjeblikke til at lave musik.

Mine tekster blev savet over
Da Andreas Odbjerg startede på studiet, havde han allerede skrevet sange i mange år og syntes selv, at hans tekster var magiske. Men han lærte hurtigt, at det med at skrive gode sangtekster ikke var helt så enkelt: 

– Jeg gik virkelig og troede, at jeg var en lyrisk poet. Et lyrisk geni. Og det viste sig hurtigt, at det var jeg bare på ingen måde. Da jeg præsenterede mine tekster for vores underviser, fik jeg savet dem midt over. De gav ikke mening på nogen måde, fortæller Andreas Odbjerg og griner.

Han fandt ud af, at hans sangtekster især manglede en kontekst, som gjorde det muligt for lytterne for alvor at relatere til dem:

– Jeg kan huske, at noget af det første, vi fik at vide fra vores underviser var: “Jeg kan ikke lære jer at skrive, men jeg kan lære jer at læse jeres egne tekster”. Og jeg var først sådan: “Jamen jeg kan da godt læse mine egne tekster”. Men det handlede om at læse, hvad teksterne betyder for dem, der ikke selv har skrevet dem. Jeg skulle virkelig sætte mig ned, som når man lærer at læse og finder ud af, hvad ordene virkelig betyder, fortæller sangskriveren og giver et eksempel:

– Det er ligesom, hvis du både har et “du” og et “hun” i en tekst. Så er det som udgangspunkt to forskellige personer. Det havde jeg aldrig tænkt over før. Det var jo helt tydeligt for mig, hvem der var hvem, siger Andreas Odbjerg.

Bruger uddannelsen hver dag
Andreas Odbjerg skulle vænne sig til at tænke helt anderledes, når han skrev sange:

– Vores underviser Pablo Llambías var tit meget sådan: “Der er altså seks-syv forskellige temaer i den her ene sang.” Og så blev jeg ligesom nødt til at rydde op og have fokus på, hvilket tema der var vigtigst. Ligesom noget andet vigtigt, jeg lærte var, hvordan vi sanser, forklarer han og uddyber: 

– Som mennesker sanser vi nemlig det samme – alle sammen. Vi får vand i munden, når vi får beskrevet noget mad. Men man svinger ikke selv dirigentstokken for folks fantasi, hvis man bare skriver “pigen er smuk”. For så er der ti mennesker, der forestiller sig ti forskellige personer, der er smukke på forskellige måder, forklarer Andreas Odbjerg. 

Og selvom han i dag ikke griber teoribøgerne, hver gang han skriver en ny sang, ligger alle de redskaber, han har fået foræret fra Pablo Llambías’ timer stadig i hans bevidsthed.

– Det var i de timer, jeg lærte mest, men det var også de hårdeste timer – man blev virkelig trukket fra hinanden, siger Andreas Odbjerg og forklarer nærmere:

– En del af øvelsen var, at man ikke måtte argumentere, når man viste ham sin tekst. Altså man måtte ikke sige, hvad “den hvide blomst” betød. Man fik sådan en lyst til bare at give et lille hint: “Hvis du bare lige forstår, at den hvide blomst faktisk er pigen”, eller du ved, et eller andet – så forstår du det hele. Men hvis læseren ikke forstår det af sig selv, så er det heller ikke skrevet ordentligt. Så på den måde var det en sindssygt god øvelse, fortæller sangskriveren.  

Langt fra studie til virkelighed
Selvom Andreas Odbjerg havde både gode og dårlige dage på studiet, beskriver han udslusningen til det virkelige liv efter uddannelsen som det hårdeste ved uddannelsen. For selvom han lærte rigtig mange ting, oplevede han også, at skolen var som en kreativ kunsthule, som ikke forberedte ham og hans medstuderende på, hvordan de så rent faktisk skulle leve af det bagefter. De sidste fire måneder på skolen havde han derfor svært ved at vælge, om han skulle prioritere uddannelsen og være den gode skoleelev, eller om han skulle satse på sin karriere med sin duo, Moses: “Andreas”:

– Det sidste halve år var jeg rigtig meget på vej ud i virkeligheden med Moses: ”Andreas”. Altså jeg var næsten ikke i skole, og jeg fik for meget fravær og kom til en samtale, som virkelig satte sig i mig. 

– Henrik Sveidahl sagde: “Jeg er ikke bekymret for de elever, der selv kan finde ud af at tage orlov eller dropper ud, fordi de skal noget andet. Men de folk, som vi er nødt til at fortælle, at de skal skride herfra, fordi de ikke ved, hvad de skal prioritere, dem kan jeg godt blive bekymret for”. Og det havde han jo ret i. Så jeg hankede også lige op i mig selv og var mere til stede på uddannelsen til sidst, forklarer Andreas Odbjerg, som påpeger, at det er vigtigt at ville uddannelsen, når man går der, og ikke kun de projekter, man har som musiker ved siden af studiet.

På den anden side var han glad for, at han også var på vej ud i virkeligheden:

– Det kan nemt blive lidt et helle at få sin SU og lave sine projekter i fem år. Og når de fem år så er slut, så er man bare fuldstændig på bar bund i forhold til, hvordan fanden man skal leve af det. Man glemmer lidt at snakke om huslejen i løbet af uddannelsen, siger Andreas Odbjerg og griner. 

Selv laver sangeren og sangskriveren i dag så mange projekter, at han lever af at skrive og spille musik:

– Nu har jeg selvfølgelig også selv en naturlig interesse i kommerciel musik. Men det er jo slet ikke alle, der går derude, som synes, at popmusik er det mest interessante. Så på den måde har det også været min velsignelse, at jeg syntes, at det var det, der var mest interessant, fortæller Andreas Odbjerg.

FAKTA:

  • Rytmisk Musikkonservatorium (RMC) er en uddannelsesinstitution i København med fokus på rytmisk musik som pop, rock, jazz, metal, urban og elektronisk musik.
  • Andreas Odbjerg gik på den bacheloruddannelse, der hedder Komposition. Her kan man vælge enten at specialisere sig i sangskrivning eller instrumental/elektronisk komposition.
  • For at komme ind på uddannelsen i sangskrivning, skal man i dag igennem to optagelsesprøver. Ved første runde skal man skrive en motiveret ansøgning og uploade to værker, som man selv har skrevet alene – man behøver til gengæld ikke selv at medvirke på indspilningen – og ved den anden skal man til en samtale.
  • I 2021 var der 339 ansøgere til uddannelsen i komposition, hvoraf kun 10 af ansøgerne blev optaget.
  • På uddannelsen i komposition og sangskrivning er der ingen krav om gymnasial baggrund. Alle ansøgere bliver vurderet på baggrund af en optagelsesprøve.
  • Det er ikke nødvendigt, at du kan spille på et musikinstrument eller synge for at søge ind. RMC optager eksempelvis gerne ansøgere, der udelukkende arbejder på computer.
  • Der findes en lignende sangskriveruddannelse på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus.

 

Andreas Odbjerg CV:

  • Født 1987 i Odense.
  • Studerede på bacheloruddannelsen i sangskrivning Det Rytmiske Musikkonservatorium i årene 2014-2017.
  • Har blandt andet skrevet sange med Drew Sycamore, Shaka Loveless, Lord/Siva, Malte Ebert og Ankerstjerne.
  • Har vundet to priser til Danish Music Awards 2021 som “Årets Nye Navn” og “Årets Sangskriver” og været med til at skrive Drew Sycamores hit “45 Fahrenheit Girl”, der vandt prisen for “Årets Radiohit”.

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA