x

ANMELDERNE HAR ORDET: Årets 20 bedste album ifølge Esben Suurballe Christensen

ANMELDERNE HAR ORDET: Årets 20 bedste album ifølge Esben Suurballe Christensen

Traditionen tro har GAFFAs samlede skribentstab ved en afstemning kåret årets bedste danske og udenlandske album. Frem til nytår giver vi ordet til de enkelte anmeldere og fortsætter med Esben Suurballe Christensen.

Årets udenlandske albums:

10. Bobby Gillespie & Jehnny Beth – Utopian Ashes

Reelt et Primal Scream-album med Jehnny Beth (Savages) som med-vokalist. Men det fremstår som et album med forsanger Bobby Gillespie, der reelt aldrig har sunget bedre og mere overbevisende, og så et Beth-album. Uanset hvad så fungerer det. Et rigtigt voksenalbum. Om kærlighedens svære vilkår. Stemmerne harmonerer så aldeles fint sammen og det er det mest velskrevne ”Primal Scream”-album i adskillige år.

9. Lana Del Rey – Blue Banisters

Hele to album velsignede Lana Del Rey os med i dette år. Vi kan godt tage debatten, og du ringer bare, Clement, om i virkeligheden Del Rey havde været bedre stillet og højere på denne liste, hvis hun havde samlet højdepunkterne fra Blue Banisters og Chemtrails… på ét album. For højdepunkter er der på begge album. Hvorfor har jeg så valgt det senest ankommende album? Mestendels fordi Lana har skruet en anelse ned for vokalpitchen og synger mere behersket og atmosfærisk i kontrol, samt der er en smule mere musikalsk variation.

8. The War On Drugs – I Don’t Live Here Anymore

Selvom kapelmester og bandchef Adam Granduciel og hans tro væbnere altid ligner nogle, der har sovet 14 dage på stranden i en slidt VW-minibus fra 70’erne, så kan de få én til fortsat at tro på, at guitarmusikken har en berettigelse i det herrens år 2021. Og det er ikke nogen ubetydelig bedrift.  Ikke mindst når de har skåret alt det overflødige atmosfæriske fedt væk og fokuseret på sangene og melodierne. En overraskende, men ganske fin 80’er-produktion supplerer sangene på fornemste vis.

7. Arlo Parks – Collapsed In Sunbeams

Sikke et år, Anaïs Oluwatoyin Estelle Marinho aka. Arlo Parks har haft. Ikke nok med at Collapsed In Sunbeams debuterede til fremragende anmeldelser, så vandt det også den prestigefyldte ”Mercury Prize” i hjemlandet England.  hvilket ingen fornuftige mennesker kan indvende noget imod. For det er en smeltedigel af spoken word rap, urban-London-soulpop og et mere traditionelt Joni Mitchell-singer/songwriter-udtryk. En kommende musikalsk Gen Z-sværvægter.

6. Jungle – Loving In Stereo

Måske ikke London-duoens mest sammenhængende album. Men for pokker da, når de rammer stjerneskud som ”Keep Moving”, ”All Of The Time”, ”Talk About It & ”Romeo”, så er det bare de fineste, legesyge og mest innovative feststartere derude.

5. Leon Bridges – Gold Diggers Sound

Der bor en gammel sjæl i en yngre mands krop hos Leon Bridges. Det er der intet nyt i. Men hvad der var nyt på Gold Diggers Sound var, at hele produktionen havde fået en moderne overhaling, således at det fremstod fremadskuende og ikke mindst med masser af sjæl. For sikke en stilsikker vokalist, han er. Blød som det fineste silkelagen han kan synge telefonbogen, og det vil fortsat fremstå som noget nær det mest kurtiserende, du har hørt. Heldigvis yder både musik og tekster sangstemmen mere end retfærdighed.

4. Elbow – Flying Dream 1

Der findes næppe et mere sympatisk orkester end Elbow. Forsanger Guy Garvey har én af ”rock” musikkens helt store, varme og beroligende stemmer. Ikke mindst på Flying Dream 1, der er et af de mere afdæmpede Elbow-albums. Men ikke desto mindre også ét af deres bedste. Der er kommet langt flere jazzede, soniske uventede og mangfoldige lyde ind i det så melankolske voksenudtryk. Det klæder dem enormt.

3. The Killers - Pressure Machine

For et par måneder siden så jeg den fremragende tv-serie Dopesick om baggrunden for den omfattende og altødelæggende ”opioid-afhængighed”, som spredte sig over hele Amerika igennem slutningen af 90’erne og det meste af 00’erne. Da slog det mig, at The Killers’ uventede afdæmpede album med historier fra de små byer langt væk fra østkystens berømmede leben fungerede som et perfekt soundtrack til disse skæbners historier. For albummets tematik er nøjagtigt det samme. At albummet så er Brandon Flowers og Co.’s mest fokuserede og velskrevne siden Sam’s Town er blot en bonus. Og sikke én.

2. Curtis Harding – If Words Were Flowers

Curtis Harding har alle dage været en søgende musikalsk person. Med sjælen i højsædet har han fusioneret guitarmusikkens energi, soulmusikkens bevidsthed og sin ungdoms hiphop-begejstring. Ikke mindst på If Words Were Flowers, hvor han både moderniserer sit udtryk og ser tilbage til Gospeltraditionen. Endnu et karrieremæssigt højdepunkt.

1. Thåström – Dom Som Skinner

Den svenske mester, nu bosat i Berlin og har fyret sit band, leverede et mageløst album. Nedtonet var industrirockens mørkesyn, kul, ild og damp. I stedet var der lysere synthtoner, kling klang-musik og diskrete jazzede indslag. Det klædte ham at søge nye, oplyste veje.

LÆS OGSÅ: REDAKTIONEN: Her er årets 20 bedste internationale album

Danske album:

10. Kira Skov – Spirit Tree

Kira Skov leverer ligesom kollegaen Ditce også kvalitetsmæssigt bevidst album, der har stilsikker sangskrivning, en sikker og inddragende vokal og inspirationerne på skuldrene. Ligesom med Dicte ville det sådan klæde hende, hvis albummet var på dansk.

9. Guldimund – Dem, vi plejede at være

Asger Nordtorp Pedersen, der er den maskerede Guldimund, leverede et album, der på fornemste vis indkapslede hele Generation Z med sit højstemte følelsesregister, hvor intet bliver udeladt, og alt bliver afladt. Hvor både tvivlen, sikkerheden, det trygge og utrygge og alt det imellem kærligheden og hadet bliver sunget ud. Med et ambitiøst musikalsk bagtæppe og en imponerende vokal.

8. Nikolaj Nørlund – Hverdag i Paradis

Nikolaj Nørlund skriver ikke musik for at lede efter det store fængslende og altomfavnende omkvæd, der binder hele sangens struktur sammen og løfter det til fællessyngende højder. Det er ikke hans ting. Hvilket både er hans storhed. Og hans fald.  Nej, Nørlunds ting er at skrive drømmende sange, der nogle gange er analogt indspillet og andre gange pakket atmosfærisk ind i et elektronisk udtryk. At han så samtidig skriver nogle stilsikre poetiske tekster, gør at han altid er et aldeles glimrende selskab. Og således også på ”Hverdag i Paradis”.

7. Bremer/McCoy – Natten

Jonathan Bremer og Morten McCoy giver os diskret og næsten ubemærket nye facetter til deres atmosfæriske lounge-jazz. Selvom vi titelmæssigt befinder os i mørket, er der flere antydninger af lys, lethed og solens begyndende opståen på også dette gennemførte album. De har bare et niveau, der sjældent efterlader én skuffet.

6. Dicte – All Good As It Is

Eneste anke jeg har mod dette virkelig helstøbte, gennemarbejdet og kvalitetsmæssige bevidste album, Dicte har lavet, er at jeg sådan ville ønske, det var skrevet og sunget på dansk. Hvad det ikke kunne have tilført sangene af følelsesmæssig resonans, havde teksterne ikke blot fungeret som bordpynt.

5. Drew Sycamore – Sycamore

Det ville måske være nemt at affærdige Drew Sycamore som en imiteret udgave af Dua Lipa, som jeg har set gjort et par steder. Og bevares, de befinder sig pt. begge i det diskoordinerede hjørne af lægeværelset. Men Sycamore er bare så forbandet uimodståelig, velskrevet, melodiøs og ambitiøs, at den alligevel kommer til at fremstå som helt sin egen. 

4. Mellemblond – En Jordisk Chance

Kristoffer Munk Mortensen har fundet forstærkeren og sit rockpoetiske udtryk frem igen. Det skal han have tak for. Det er forsat drømmende melankoli. Men måske med lidt mere forår i skridtene, der tages. Måske med lidt mere optimisme at spore end normalt. Det giver albummet en tilgængelighed og en lethed, som gør det til en udpræget fornøjelse at spendere sin tid med.

3. Ginne Marker – Ulteria

Det nu 27-årige stjerneskud fra Aalborg behersker sit guitarspil, sin vokal og sangskrivning som få herhjemme. Hun svæver rundt i atmosfæren mellem vokaljazz og et mere traditionelt singer/songwriter-udtryk. Og det gør hun med sådan en overlegenhed, kvalitet og talent, at det nærmest er frygtindgydende. Hun bør være vores næste helt store eksportfremstød.

2. Peter Sommer & Palle Hjorth – PSPHPT

Havde du spurgt mig tilbage i midten af 00’erne, om jeg troede, Peter Sommer nogensinde ville udsende et album, hvor han kun er suppleret af Palle Hjorths mesterlige pianospil og så melankolske strygerarrangementer, havde jeg nok stirret vantro på dig. Men vi er, hvor vi er. Og heldigvis for det. For Sommer ser tilbage på bagkataloget,´ med en flaske vin i hånden, en charmeklud i den åbenstående skjorte og tager de poetiske sange om tvivlen og kærligheden nye steder hen. Lige, som man troede, de ikke kunne tages nye steder hen. Vi er heldige at have ham.

1. Love Shop – Levende Mænd i Døde Forhold

Kan man blive ved med at levere så uhørt højt niveau, så langt inde i sin musikalske og personlige tidsrejse? Åbenbart hvis man hedder Jens Unmack. Indspillet på Bornholm i vind, regn og mørke med kun kapelmester og producer Mikkel Damgaard og guitarist Mika Vandborg om bord er det ikke kun det Love Shop-album, hvor Jens Unmack leverer sin bedste vokalmæssige præstation. Producer Damgaard og Unmack leverer også en samling sange og et gennemført album, der kan stå rankt og stolt ved siden af de højt besungne højdepunkter i bagkataloget. Det er de færreste forundt.

LÆS OGSÅ: REDAKTIONEN: Her er årets 20 bedste danske album

Om skribenten:

Esben Suurballe Christensen er 43 år gammel. Forfatter til bøger om Oasis og Liverpool FC. Han er en Britpop-sommelier. Han har en falsk ph.d. i Kent, Sopranos, unge Morse, Love Shop og Peter Sommer. Han er radikaliseret Bernard Butler-fundamentalist. Han har anmeldt og skrevet for GAFFA siden 2017. Han mener, at The Guardians Marina Hyde bør være pensum i enhver 9. klasse, og at Echo & The Bunnymen er det bedste band, der er kommet ud af Liverpool. Tag den, Ringo.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA