x

Cold War Kids - mellem hype og glemsel

Cold War Kids - mellem hype og glemsel

Det er gået stærkt for Cold War Kids: I 2005, blot et år efter de fire collegekammerater fra Long Beach i Californien dannede bandet, udsendte de et par ep'er, som sammen med deres dynamiske liveoptrædender hurtigt fik internettet til at gløde. Den megen positive opmærksomehed fik adskillige pladselskaber til at melde sig på banen, og efter at have skrevet kontrakt med Downtown Records, hjemsted for blandt andet Gnarls Barkley, udsendte Cold War Kids i 2006 deres debutalbum "Robbers and Cowards", som med sin skæve og bluesbaserede indie-rock hurtigt gjorde bandet til et af tidens mest hypede bands.
 
Succesen blev fulgt op med en intens turnevirksomhed, og nu her to år efter "Robbers and Cowards" er Cold War Kids så aktuelle igen med "den svære toer", opfølgeren "Loyalty to Loyalty", der foreløbig har fået en lidt blandet modtagelse. Den kommende tid kan derfor meget vel vise sig at blive altafgørende for, om Cold War Kids formår at fastholde deres momentum eller langsomt risikerer at glide ud i glemslen, som så mange andre bands før dem.
 
Gaffa mødte forsanger Nathan Willett og trommeslager Matt Aveiro inden Cold War Kids' nylige koncert i Store Vega til en snak om deres nye album, hype og ikke mindst fremtiden.


Vil ikke overanalysere tingene

Hvordan vil I beskrive tilblivelsen af "Loyalty to Loyalty"?
 
– Da vi lavede vores første plade, gjorde vi bevidst et stort nummer ud af ikke at overanalysere tingene, for vi havde alligevel ikke de helt store forventninger. Pladen viste sig jo imidlertid at blive en stor succes, så da vi gik i gang med den nye plade, forsøgte vi at gøre det samme en gang til: ikke overanalysere tingene!, fortæller Nathan Willett, mens Matt Aveiro supplerer:
 
– Mens vi turnerede med med "Robbers and Cowards" forsøgte vi samtidig at skrive nye sange til det kommende album. Den slags kan være ret vanskeligt, men jeg synes, det har været en meget naturlig proces, der viser, at vi er vokset som band og har fået et bedre kendskab til hinanden som musikere"
 
Hvordan ser I "Loyalty to Loyalty" i forhold til "Robbers og Cowards"?
 
– Hmm, i forhold til den første plade er sangene nok lidt mere forskellige denne gang. Der er mere tromme og bas på pladen, og så synes jeg, "Loyalty to Loyalty" har en lidt varmere lyd end "Robbers and Cowards". På det tematiske plan er der også lidt flere filosofiske og politiske ting på spil denne gang," fortæller Willett

Inspireret af filosofi og litteratur

Hvad ligger der i titlen?
 
– Den henviser til Josiah Royce, (amerikansk filosof, red) der har skrevet en bog med titlen "Loyalty to Loyalty". Jeg kunne virkelig godt lide den sætning. Royce skrev bogen som en reaktion mod Nietzsche og hans individualistiske filosofi, som han ikke mente var særlig nyttig i forhold til at skabe et fællesskab for menneskeheden. Hans pointe var, at vi mennesker bør sætte pris på hinandens selskab frem for at bekæmpe hinanden, og ser man på pladen, så synes jeg, at der er en stor del af sangene, som kan opdeles i de to forskellige måder at se verden på, fortæller Willett.
 
I lighed med "Robbers and Cowards" består sangene på "Loyalty to Loyalty" af små fortællinger, som har en til tider næsten litterær kvalitet. Hvor meget betyder litteratur for jeres måde at skrive sange på?
 
– En hel del. For mig har gode fortællinger en unik stemme. Du kan læse 100 historier, der handler om det samme, men som alligevel har en unik stemme. Det forsøger vi også at gøre: at skrive om tingene med en stemme, der er helt sin egen. Et af mine forbilleder, David Foster Wallace (amerikansk kultforfatter, der begik selvmord tidligere på året, red) opsummerede sin opgave som at "Beskytte de plagede, plage de beskyttede" ("Comfort the disturbed, disturb the comforted"). Det har jeg altid syntes var en meget fin ting for en kunstner at stræbe efter, fortæller Willett.
 
På "Robbers and Cowards" var der sange om alkoholikere, voldtægtsmænd, mordere, og på den nye plade er der blandt andet sange, som kredser om selvmord og sindssyge. Det har fået mange til at beskrive jer som et "dystert" band. Hvordan har I det selv med den karakteristik?

 
– Jeg har faktisk aldrig syntes, at vores sange er specielt dystre. Det er lidt som om, en eller anden sagde det på et tidligt tidspunkt, og det så er blevet hængende. På den anden side kan man vel godt sige, at megen god litteratur og sangskrivning er lidt dyster. Jeg mener: "The answer my friend is blowing in the wind" – altså synspunktet, at der ikke er nogen faste værdier eller holdepunkter i tilværelsen – det er jo egentlig et ret dystert billede af livet, siger Willett.

Særligt amerikanske?

Da "Loyalty to Loyalty" kom ud, beskrev en af de danske anmeldere den som en "meget amerikansk og nutidig plade". Er I enige i det?
 
– Det er et interessant spørgsmål. Jeg mener selv, at vi bestræber os på at skrive tidløse og almene sange om indre konflikter, men det er nok svært for os at svare på som amerikanere, om der er noget specielt amerikansk ved vores musik. Det er sikkert nemmere for ikke-amerikanere, siger Willett
 
– Jeg tror ligesom, det ligger indbygget i os via de ting, vi lytter til og det, som vi er inspireret af og i det hele taget at vokse op i USA. Samtidig er ethvert rockband på grund af genrens rødder amerikanske i en vis forstand, heriblandt mange af de britiske rockbands med baggrund i blues'en, som har været en stor inspirationskilde for os, supplerer Aveiro.


Vil ikke være et politisk band

På den nye album er der en sang, "Welcome To The Occupation", der kan tolkes som en kritik af den amerikanske tilstedeværelse i Irak, og i et tidligere interview har I erklæret jeres støtte til Obama. Hvad er jeres syn på at blande musik og politik?
 
– Lige det interview har været lidt af en lærestreg for os i forhold til, hvad vi som musikere bør engagere os i. At udtale sig om den slags ting er ikke specielt hjælpsomt, for ønsker jeg virkelig, at et eller andet ungt menneske, der sidder og læser en artikel om os, koncentrerer sin energi om, hvem vi stemmer på frem for musikken? Nej! Samtidig giver det at være med i et kendt band også én en magtposition, som kan misbruges til at påvirke andre mennesker, og det ønsker vi ikke, siger Willett.
 
Alligevel optrådte I på demokraternes konvent i Denver? Hvordan var det?
 
– Faktisk en del mindre spændende, end man skulle tro. Jeg håber ikke, det kommer til at lyde for negativt, men det føltes lidt, som om vi var inviteret til en privat fest og var lidt uden for det hele, men det var da en ære at blive spurgt, fortæller Aveiro, mens Willett nikker.

Fremtiden

Det er gået stærkt for Cold War Kids, men – som I ved – har hype en kort levetid. Hvordan ser I selv på jeres situation netop nu?
 
– Det er spændende, også selv om den her plade har solgt en del mindre end den første. Når man som os har oplevet at være del af en form for hype, så finder man hurtigt ud af, at en del mennesker kommer for at høre os netop af den grund, og ikke fordi de kender vores sange og kan lide musikken. Jeg synes, det er noget, som vi har set meget på denne tour – at de folk, der er kommet for at se os, kender sangene fra begge album. Som musikere er det en meget tilfredsstillende ting, når folk ikke bare kommer, fordi de har læst en eller anden artikel i et blad, fortæller Willett.
 
Hvordan ser fremtiden ud for Cold War Kids?

– God, forhåbentlig. Nu skal vi foreløbig gøre vores Europa-tour færdig. Derefter tager vi tilbage og spiller nogle shows i Staterne. Vi er allerede gået i gang med at skrive nye sange, og et af vores mål er at bruge mindre tid på at få den ud, end der gik mellem de to første album. Så forhåbentlig vender vi snart tilbage til København og spiller her for femte gang, siger Willett.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA