Antony And The Johnsons - søgen efter indre fred

Antony And The Johnsons - søgen efter indre fred

Antony Hegarty er en stor mand, fysisk, menneskeligt og musikalsk. Antony er emotionel, naiv og på samme tid intelligent og refleksiv. Feminin og maskulin. Barn og voksen. Han er en ufremkommelig sangskriver, fyldt med kontraster, men er heller ikke til at komme uden om i en kanonisering af dette årtis vigtige musikere. GAFFA mødte ham i anledning af hans nye album, The Crying Light.

GAFFAs udsendte møder Antony Hegarty på et hotel i Stockholm, hvor han netop har givet et tv-interview. Antony er ved at slippe ud af et skarpt projektørlys og sætter sig storsmilende foran panoramavinduerne ud mod den lysende Gamla Stan, midt i den vintermørke svenske hovedstad. Belysningen er begrænset til en mægtig gotisk femarmet lysestage, og det synes at passe ham udmærket, så Antony byder velkommen på sit slot med et ironisk ondt og mystisk grin. Den mand er ikke som nogen anden.

Præludium
Han startede som korsanger for Lou Reed og udgav sin første ep hos David Tibet fra Current 93's pladeselskab. Siden har han sunget duetter med Devendra Banhart, Rufus Wainwright, Lou Reed og Boy George samt medvirket på soundtracks og som gæst i utallige sammenhænge. Hans eget talent har der imidlertid aldrig været sået tvivl om, fra debuten Antony And The Johnsons fra 2000 (genudgivet i 2004) og frem til 2005, hvor han selv kunne høste den store pris Nationwide Mercury Prize i England for sit andet, anmelderroste album I Am A Bird Now. Siden har Antony flirtet, skrevet og sunget med på disko-ensemblet Hercules And Love Affairs selvbetitlede debutalbum.

Nu er han tilbage, efter mere end tre års ventetid. Den 19. januar udkom hans tredje album, The Crying Light, vanen tro udsendt under gruppenavnet Antony And The Johnsons. I november sidste år sendte han en lille forsmag på albummet ud med ep'en Another World.

– Ep'en var et præludium til albummet. Vi ville introducere nogle af temaerne, som kom med på det fulde album. Over de sidste to år har jeg indspillet 30 sange, og det virkede naturligt, at de fem sange skulle på en ep for sig, starter Antony Hegarty.

– Jeg er meget taknemmelig for succesen med I Am A Bird Now, men jeg blev nødt til at lægge det bag mig. Jeg har forsøgt at holde lidt afstand fra det, for at det nye materiale kunne blive autentisk. Samtidig ved jeg, at der nu er et forhold mellem pladen og kultur. Jeg har forsøgt at tage alle beslutningerne intuitivt, og mange gange har jeg bare siddet og ventet på, at materialet skulle tage form. Det er også derfor, at det har taget så lang tid. Der har ikke været nogen regler for sangskrivningen.

Resultatet er en plade, der er mere afdæmpet og generelt har færre instrumenter, og så er duetterne helt fravalgt på den nye plade.

The Crying Light er mere sammenhængende, formet som en helhed. Det gamle har mange klimakser, men dette album er mere en serie af landskaber. Det er mere refleksivt. Det er mere omkring mit forhold med verden omkring mig, hvorimod det sidste album var et blik, der blev kastet indad.

Transgender

– Min sangskrivning bygger på mine egne erfaringer som en transgender person. Vi har en anden følelse af det at vokse op i forhold til familie eller samfundet. Nogle af temaerne på det gamle album kom ud af den følelse. Det kan være svært for transgender-børn at finde ud af, hvem de er.

Man svømmer altid imod strømmen, fortæller Antony Hegarty, der er vokset op i Sussex, Amsterdam, Canada, Kentucky og Californien, inden han som 19-årig flyttede til New York. Her studerede han eksperimentalteater på New York University, var en del af cabaret-gruppen Blacklips og optrådte som drag queen. Og ikke mindst skrev en masse sange.

Han kalder sig selv for transgender – som ikke har en tilsvarende dækkende betegnelse på dansk. Han er transvestit, men mest af alt overskrider han kønnets grænser.

– Selv inden for familien kan det være svært at få anerkendelse i forhold til din identitet. Det gør det til en interessant minoritet, fordi det er den eneste, der ikke har støtte fra familien, fortæller den store sanger.

– Men til gengæld kan man møde folk fra andre kulturer, andre etniciteter. Man har en enorm samhørighed med andre i samme situation, som overskrider kulturelle grænser. Jeg har egentlig mere til fælles med en transgender i Irak, end jeg har med en amerikansk soldat. Eller med en transgender i Bangladesh, end jeg har med min nabo, fordi vores opvækst har været så ens, siger Antony Hegarty.

– Alle børn har deres helt egen magi, men for transgender-børn er det tit i en form for lyse farver, og de vandrer rundt for sig selv. Sådan har alle hver især deres egen skønhed.

Nyt ikon
På det nye album er han sprunget fra temaerne præcist omkring køn og identitet og hen til forholdet mellem mødre og fædre, mellem barn og far, forstået symbolsk som billeder af verden, jordens moder, klimaet og kreation. På I Am A Bird Now var det den transseksuelle scenekunststjerne Cardy Darling, der var med i Andy Warhols slæng og medvirkede i flere af hans film, der udgjorde ikonfiguren på coveret. Denne gang er det den japanske danser Kazuo Ohno, der både er på coveret af Another World og The Crying Light. Det tematiske skifte er åbenlyst, men betydningen svær at aflæse.

Mens sangene på I Am A Bird Now bestod af ældre materiale, hvoraf størsteparten blev skrevet i midten af 90'erne, så er The Crying Light sat sammen af sange, Antony har skrevet over de sidste syv år.

– Jeg har sprunget over en gruppe af sange fra slutningen af 90'erne og frem til det nyeste materiale. Det var vigtigt for mig at tage de her temaer op nu, forklarer han.

– Hele albummet er dedikeret til den japansk butoh-danser Kazuo Ohno, den gamle mand på coveret (født 1906 og lever stadig, red.). På en måde er principperne på dette album noget, jeg har lært fra ham. Når han er på scenen, så drømmer han om et andet sted. Han finder barnet i sit hjerte, en ånd eller naturkræfter i gamle træer, som han bliver spundet ind i. Det er mærkeligt og surrealistisk, men man begynder at græde, når man ser det. Ohno er ofte klædt i gamle, victorianske kjoler, og det er næsten som om, han kan kommunikere med spøgelser. Alt glinser på en måde, så det er at se verden gennem et barns øje, forklarer Antony Hegarty lettere kryptisk.

– Kazuo Ohno skaber et sikker sted, en indre fred i sit hjerte, hvor hans kreativitet kan strømme ud fra. Det er også det, man kan høre på pladen og på titelnummeret The Crying Light. Den bygger på en slags helende grundidé. Hvis vi kan skabe den indre fred, så kan vi acceptere vores følelser. Vi kan have et sted, hvor den kreative proces kan opstå. I stedet for at lukke af på grund af smerte eller på grund af frygt. Det er den måde, kreativitet har virket for mig i mit eget liv. At være i dialog med problemer og udbygge et positivt syn på de svære ting, slutter han.

Antony og Danmark:
– Min første kæreste var faktisk fra Danmark. Han hed Bo. Det var i anden klasse, og jeg var syv år gammel, forklarer Antony Hegarty, da han finder ud af, at GAFFA er et dansk musikmagasin.

GAFFA tog en gave med fra Danmark – Auras debutplade, Columbine, hvor hun blandt andet har lavet en hyldestsang med titlen Antony. I omkvædet synger hun blandt andet: ”Let me be your Antony, let me be your Amsterdam”:

– Amsterdam? Det er interessant. Jeg gik i skole i Amsterdam, da jeg var barn. Jeg er vild med, at hun nævnte Amsterdam. Det var ligesom dér, hvor jeg første gang følte mig fri og glad som barn. I anden klasse!, tilføjer Antony med et grin.

– Det er meget sjovt, hun lige har valgt det. Hun har også efterlignet min skrift på coveret. Det er virkeligt sødt, hils og sig mange tak.


Antony om tre signatur-sange på The Crying Light:

Another World
– Det er den eneste sang fra ep'en, som også er med på The Crying Light. Vi ville egentlig have udgivet albummet før det amerikanske præsidentvalg, men det blev kun til en ep i oktober. Jeg ville bare skrive en sang i det simpleste sprog, som beskrev, hvad jeg så, når jeg kiggede ud i verden, på klimaændringerne, på landskaberne, der forfalder.

Aeon
– Aeon er idéen om det guddommelige barn. Et barn i himlen, som er lavet af alle stjernerne. Det var faktisk en sang, jeg skrev til min far. Barnet er magisk og kan berolige en gammel mand, som er fanget i en mental angst. Men barnet har fantasi og forstår det magiske og mystiske, så barnet lærer den gamle at overgive sig til nogle af de ting, vi ikke kan forklare, en total overgivelse til det uforklarlige, som gør, at den gamle tillader sig selv at blive elsket.

Dust And Water
– Denne sang er dedikeret til den sydafrikanske sangerinde Miriam Makeba (som døde i november 2008) og den skotske sangerinde Liz Fraser (eks-Cocteau Twins, eks-Massive Attack, red.). Det er albummets eneste liveoptagelse og næsten a cappella. Jeg ville bare gerne lave en enkelt sang, der viste, hvor glad jeg er for at synge foran et publikum. Det er anderledes i studiet. Der er ikke den samme frihed, fordi man er så selvbevidst om lydbilledet, men jeg ville gerne lave en enkelt sang, som viste mit rene forhold til publikum. Dust And Water er sådan en melodi, man ville gå og synge for sig selv, hvis man er lidt bange.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA