x

Lucy Love – Jeg er slet ikke gangster nok

Lucy Love – Jeg er slet ikke gangster nok

Lucy Love albumdebuterede i sidste uge med Superbillion, som er selv-produceret, -indspillet og -promoveret med produceren Yo Akim og manageren Kettil Myrstrand. De har i fællesskabet bygget universet Lucy Love op, fra dengang hun besluttede sig for at rappe, da hun spillede undergrundsfester og rave i København, frem til ep'en Lucy Love og Roskilde Festivalen 2008 og frem til januar 2009, hvor hun vandt P3 Eksperimentet. Hendes stil er skrællet, og hun har en potent skarp cockney-accent, der på pladen konstant skifter tempo, men alligevel er hun ikke ren britisk grime. Hun er mest af alt sin egen. Vi har fanget Lucy Love for at lade hende præsentere sig selv og Superbillion. Dette er det fulde interview, som historien i marts-udgaven af GAFFA er baseret på:

Hey Lucy. Vil du ikke præsentere dig selv for det brede publikum?

- Jo. Jeg hedder Lucy Siame, men Lucy Love er mit artistnavn. Jeg er 23 år, vokset op på Amager, men født i Zambia. Min far er fra Zambia, min mor er fra England, men vi flyttede til Danmark, da jeg var to år.

Hvorfra kommer din musikalske opdragelse?

- Jeg startede med at synge soul-inspirerede ting, og det er temmelig langt fra det, jeg laver nu. Det havde ikke noget med de elektroniske klub-genrer at gøre som drum'n'bass og grime. Det var først, da jeg fik nogle dj-venner, at jeg blev introduceret til de nye genrer. Jeg droppede helt at synge, da jeg opdagede grime, men det er først for tre år siden, at jeg ditchede soul og almindeligt hiphop og gik over til grime.

Hvorfor og hvordan skete det?

- Jeg bestemte mig egentligt bare for at blive rapper/mc. Mange har måske haft drømmen om at blive det og har dyrket det i ti år. Men grime eksisterede ikke rigtigt i Danmark på det tidspunkt, og så bestemte jeg mig bare for at gøre det. Det er måske en baglæns indgang. Jeg stod meget for mig selv, men jeg havde muligheden for at introducere genren, så jeg tog chancen.

Hvad har du lavet før?

- Da jeg først begyndte at rappe, var jeg freestyle-mc. Jeg havde aldrig optrådt live med eget materiale, men lavede vokal til drum'n'bass-arrangementer og spillede til Culture Box og Ungdomshuset. Det var primært race- og enkelte grime-arrangementer. Det var bare med at finde ud af, hvor festen var, og så tage mikrofonen og gå op og rappe. Det stod vel på et års tid, men siden har det kørt intensivt med Yo Akim, som jeg optrådte live med i de seneste tre år. Vi optrådte med mine egne numre, som siden er blevet til debutpladen. Men jeg er gået lidt tilbage og synger også lidt på enkelte numre på pladen, og synger også lidt kor.

Det virker som om, det er opstået meget hurtigt. Jeg havde ikke hørt om dig før for nylig...?

- Jeg synes også, det er gået helt vildt hurtigt. Det har været helt sindssygt. Folk forstår ikke rigtigt, hvor jeg er kommet? De er måske ikke vant til, at det er bygget op fra så hurtigt, men det har været en progressiv proces. Det er måske en anderledes måde at starte en karriere på. Vi lavede numre fredag eftermiddag, og spillede live med dem om lørdage. Live-optrædenerne har ligesom været kernen i det.

Hvorfor så lige grime?

- Det er jo det, der er ret sjovt. Grime er jo egentligt helt vildt stort i England og ikke særligt undergrund længere. Dizzee Rascal, Lady Sovereign og Wiley har hittet på et mere bredt niveau derovre. Mange forbinder min musik med Lady Sovereign, fordi vi begge er kvindelige rappere, men jeg er ikke så stor fan af Lady Sovereign og den måde, hendes musik har udviklet sig på. Det har taget en uheldig drejning, efter hun tog fra England til USA. Jeg kunne bedre lide det første, hun lavede.

Hvad er det, der er specielt ved grime?

- Jeg er godt nok halv englænder, men min musik har ikke så meget med det at gøre. Helt generelt er grime kantet, har temposkift og masser af bas. Det har et meget skrællet udtryk. Det er helt vildt fedt, og jeg elsker det. Der er piskende vokaler, og vokal og beats er ligevægtige i forhold til dubstep, hvor det er beats'ene, der er i fokus. Det er meget sjovt, for jeg har en distance til grime, fordi det er fra England, og så langsomt har løbet rundt og er nået til Skandinavien.

Grime er så vidt jeg ved kendt for at være fra undergrunden og de fattige forstæder?

- Jeg er slet ikke gangster nok. Det er ligesom en del af, at det skal være undergrund. Det er de hårde drenge, som kører det show, og det er en krig mellem de forskellige bydele i London og Manchester for eksempel. De er ekstremt territoriale, og det er i virkeligheden lidt ærgerligt, at de har de der grupperinger, for det standser udviklingen. Det findes jo ikke Danmark, så her har grime noget overskud. Det er også derfor, jeg tror, det appelerer til flere folk herhjemme. Det kan udvikles meget bredere her, fordi der ikke er den der gangstervibe.

Hvis du ikke laver rent grime, hvad laver du så? Din egen version?

- Ja. Folk siger, det er mig, der har hentet det til Danmark, men det er ikke helt rigtigt. Mc's og dj-crews har spillet grime i Danmark i flere år, men jeg er måske den første vokalist, som udgiver det herhjemme med skræddersyede numre. Det her er en fusion af alle mulige elektroniske genrer; elektro, house og reggae. Det kunne jo meget nemt være gået galt, så jeg blev nødt til at lave noget andet end det, som grime har været i England. Dizzee Rascal har også udviklet sig fra det rå nede på gadeplan til at være mere til brug som clubhits. Jeg har min egen måde at tale på, for jeg kommer ikke fra gaderne i London. Man kan mærke i musikken, selvom det er grime-inspireret, at det er fra Skandinavien. Den kommentar hører jeg tit.

Hvem er dine egne idoler?

- Jeg er en stor fan af Dizzee Rascal. Manden er fantastisk dygtig. Og Wiley. Jeg hører ikke så meget af det nye, for jeg synes, at meget grime er ret intetsigende, men det er rent tekstmæssigt, hvis du forstår, hvad jeg mener? Jeg synes, der mangler et eller andet med teksterne, og det er et tomrum, hvor jeg har noget at komme med, hvor jeg forsøger at fylde nogle ord på og nogle andre værdier, end undergrundsrapperne har om livet på gaden i London. Det er mere personlige emner. Det handler om at twiste en lille genre og gøre den tilgængelig og forståelig for pop-Danmark.

Hvor stødte du på grime?

- Jeg studerede i Sverige, og dér var der lidt snak om, at mange inden for hiphopverdenen gerne ville udforske den vilde side ved grime. Det var en ung genre, og der er ingen regler for, hvad man må gøre eller sige, som der for eksempel kan være i almindelig hiphop. Det er rigtigt forfriskende, så jeg kan sige, hvad der passer mig.

Vi skal også tale lidt om januar måned. Hvordan var det at vinde P3 Eksperimentet?

- Jamen, det var jo en meget mærkelig oplevelse. Jeg ved i chok, fordi jeg blev nomineret på det mærkeligste grundlag, for jeg troede højest, jeg kunne blive nomineret i 2010. Jeg blev nomineret for koncerten på Roskilde Festival og en single (Lucy Love EP). Jeg var helt i chok, og så så jeg, hvem jeg var oppe imod, og jeg vidste, jeg ikke ville vinde. Men da jeg vågnede op dagen før, så kunne jeg bare mærke vinderinstinktet. Jeg kunne se, at det ville være perfekt, hvis jeg vandt, fordi det ville vise, at man kunne arbejde med musik på en ny måde, hvor man selv promoverer det, hvordan man tackler pladeselskaberne, hvordan man kommer ud at spille selv.

Fortæl lidt om pladen. Hvorfor hedder den Superbillion?

- Det tog mig lang tid at finde på noget, den skulle hedde, som ikke var corny. Det er bare sammentrækning af super; det store og fantastiske, og billion, at det var en megaplade, større end stort. Jeg er rigtigt stolt af pladen og ville lave titlen til en tribute til pladen selv. Coveret er det første, man lægger mærke til. Det er et sort-hvidt Tetris-agtigt mønster, som er sådan lidt arcade. Det er lidt med til at opbygge min verden, hvor alt er twistet og forstørret.

Hvad er temaerne på pladen? Det er personligt, og det er dine egne oplevelser der er på pladen?

- Det er helt vildt bredt. Det er mig selv i centrum, og mit syn på mange sociale ting. No V.I.P. er en slags kritik, mit syn på nutidens popidoler og værdier, der understreger, hvad jeg synes er vigtigt. Jeg bruger ikoner, som folk kan forholde sig til, og sangen er ligesom et anthem og et rum til alle dem, der ikke er vip's.

Det var din første single. Og den anden hedder Daddy Was A DJ?

- Jeg ved ikke, om det er noget, man kan forholde sig til. Det en livsstilsting, et retronummer, som jo handler konkret om min far. Det er meget klassisk at lave et nummer, der handler om ens barndom. Det er først nu, når jeg kigger tilbage, jeg kan se, hvor farvet min barndom har været. Den handler om, hvordan jeg så min far, da jeg var lige. Hvordan han bare festede derudad, og det gør han stadig. Men det er en historie fra en bestemt periode, hvor jeg beskriver hans til og meget stramme læderbukser med spænder og spidse skov. Hvor han talte om sine Technics-turntables, og hvor meget pride and glory, der lå i hans sound system. Det en tribute til ham, hvordan han kan gøre en kedelig hverdag til en fest, og jeg kan stadig se det for mig.

Du har også et nummer, som har nogle referencer til Coldplay, hvor hele sangen faktisk minder lidt om noget Coldplay-inspireret tekst og musik?

- Ja, det er Wake Up. Jeg har forsøgt at lægge en masse lag i teksterne og musikken. I det nummer refererer jeg til en sætning fra en Coldplay-sang. Det er lidt nørdet, for så skal man vide noget om det for at forstå, hvad jeg mener. Der er flere intertekstuelle referencer, og der er flere af dem på pladen. Wake Up er et meget mærkeligt nummer, for der er bare et vers og et omkvæd, som bliver gentaget. Der er tre numre på pladen, der udforsker vers-omkvæd-strukturen. Jeg synger også omkvædet i denne sang, og det er lidt The Streets-inspireret med panoreringen.

Hvordan er numrene lavet? Du har lavet det sammen med Yo Akim?

- Ja, Yo Akim har produceret hele pladen, og Kettil, min manager og jeg. Det er temaet. Mottoet er, at vi skal gøre det hele selv. Det er en meget svær ting at gøre, når man ikke har nogle penge. Men vi har brugt andre midler og vores mavefornemmelse, og det har vist sig at være en rigtig god idé. Man skal bruge sit netværk og have bygget en fanbase op fra starten. Lucy Love har været et koncept, og efterhånden som det er blevet større, er det blevet hele mit liv.

Hvad vil det sige, I har lavet det hele selv?

- Vi driver vores eget independent pladeselskab. Playground distribuerer, men de er rigtigt fede, for de er ligesom os. De går efter ting, der holder i længden, og Lucy Love ville ikke have været, hvad det var i dag, hvis det ikke var for dem. Pladen var ikke blevet færdig, hvis vi arbejede under pres. Faktisk nåede vi ikke at blive færdig med den i vores studie, før vi blev nødt til at flytte ud, fordi det var sundhedsskadeligt at arbejde videre dér. Så der er enkelte ting, der er indspillet andre steder.

Jeg har også læst noget med, du læser kunsthistorie. Hvordan laver du det ved siden af?

- Jeg går på Det Fynske Kunstakademi. Men jeg er på midlertidig orlov efter at have læst i tre år. I forlængelse af skolen arbejder jeg med det visuelle koncept og art design på Lucy Love. Jeg har måske også en anden tilgang til det, fordi det er mere end bare musikken. Alt det man ikke hører, hele universet omkring det. Coveret og hvordan man kan arbejde med branding.

Superbillion udkom den 23. februar.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA