x

Tony Allen – Mr. Afrobeat på hemmelig mission

Tony Allen – Mr. Afrobeat på hemmelig mission

Der var rigtigt mange, der først hørte om Tony Allen, da Damon Albarn i spidsen for Blur sang om ham på nummeret "Music Is My Radar". Bedre sent end aldrig, og den efterfølgende succes for den 68-årige nigerianer med det unikke beat skal være ham mere end vel undt.

Tony Allen var den rytmiske bund i Albarns charmerende kvartet, The Good, The Bad and The Queen, men selv om han da spillede nogle psykedeliske trommer, så var Albarns kompositioner med udgangspunkt i en form for opdateret music hall måske ikke de mest udfordrende for en trommeslager, som altid har udmærket sig som mesteren i øjet af den orkan, han selv har skabt. Man så det til koncerterne, hvor der nogle gange var et break i musikken, og Tony af gammel vane lige ville få hele det rytmiske dyr op at swinge. Og det er sådan med Tony Allen, at spiller han tre takter, er du hooked. Så kan du ikke lade være med at danse, som også var, hvad Damon Albarn sang i sin tid.

Men det, der for alvor gør, at Tony Allen har status af legende er, at han i de unge år mødte Nigerias vilde geni, orkesterlederen Fela Anikulapo Kuti (1938-97), der var bare to år ældre. Fela faldt helt på halen over måden, hvorpå Tonys udtryk blandede populærmusikken på de kanter, highlife, med jazz. Fela havde været i London og studere og vendte hjem til Lagos, hvor han først dannede en lille gruppe, og så ville lave et bigband, og her kom Tony Allen med bag gryderne. Han var den bedste, han var selvlært og havde allerede betydelig erfaring. Ligesom han allerede havde formuleret sin tilgang til, hvordan et trommesæt skal betjenes. Nemlig ved at se på sine lemmer som selvstændige enheder. Derved kunne han ene mand spille komplicerede ting, som det ellers krævede adskillige trommeslagere at udføre. Et faktum, som Fela Kuti måtte sluge, da Tony i 1979 blev træt af luften i bageriet og forlod den store, karismatiske, lidt gale, ret selvoptagede og selviske, men også overvældende orkesterleder.

Tony Allen har siden sagt, at tvisten var over penge. Men det hører også med til sandheden, at Fela var en politisk provokatør, der røg ind og ud af fængsel, og selv om Tony da har sine synspunkter, så var han nok mere med for at spille, frem for at udfordre de brutale magthavere. Dråben var i 1979, da Fela stillede op til præsidentvalget, og kampagnen kostede. Hvilket gik ud over orkestrets løn. Endelig må det have svært at se en bandleder, der opførte sig som en statsleder for sin egen selvudnævnte republik i en forstad til Lagos, og i sit hof havde intet mindre end 30 koner, som han giftede sig med på én gang, og som var de spektakulære dansere og sangerinder i det på alle måder hedonistiske og grænseoverskridende sceneshow. Jo, Fela Anikulapo Kuti var genial og en festabe af guds - eller rettere de afrikanske ånders - nåde.

Men er du til afrobeat, så se at få fat i nogle af de bedste album med Felas Africa 70-band, som alle er blevet genudsendt. Ligesom en teaser kunne være den dvd med den engelske trommeslager Ginger Baker, der lige havde spillet med Eric Clapton i Cream og Blind Faith, og som i 1971 filmede en tur over land til Nigeria og netop Fela og Tony Allen. På filmen, som har været på tilbud til en flad 50'er på det sidste, ser du musikerne i det sublime band og de to kammerater bag gryderne, rødhårede Ginger og den cool Tony Allen, der spiller trommer, så du sjældent har hørt mage.

Så nej, det er altså ikke for ingenting, at Tony Allen har den højeste status.

Genfødsel for afrobeat
Tony Allen flyttede efter tiden med Fela Anikulapo Kuti til London og siden til Paris. Her har han i årenes løb finpudset sin egen rytmiske stil, som er forskellig fra afrobeat og kaldes afrofunk. Alligevel levede han i mange år i en relativ ubemærkethed, og det har først for alvor været i 1990'erne, hvor der skød en række nye orkestre op, både i Nigeria og i eksempelvis USA, som hyldede afrobeat, at pilen igen pegede på Tony Allen og hans store betydning. Og siden har han dårligt nok haft fri.

De orkestre, der for alvor tegnede den nye trend, har været eksempelvis Nigerias hætteklædte mystiker, Lagbaja, og Felas to sønner, hvoraf Femi Anikulapo Kuti i en årrække har haft sin egen fine karriere, og ligesom Tony har lavet sin egen up-tempo funkudgave af afrobeat, mens hans lillebror, Seun Anikulapo Kuti, over de seneste år har turneret med farens gamle band fra firserne, Egypt80, og spiller en stil, der er tro mod Fela. Endelig har et amerikansk band fra New York, Antibalas Afrobeat Orchestra, med en nigeriansk frontmand stået for en form for afrobeat, der har masser af nye elementer.

Tony Allen har også lavet en række fine plader, og har været fremme på mange compilations med hittet Asiko, som har et helt uimodståeligt groove med Tony, der uimodståeligt rører rundt i gryden med soulfood, bestående af hans eget slæbende beat, både anmassende og helt tilbagelænet på samme tid, noget skævt, nærmest knitrende Fender Rhodes-elklaver og en insisterende bas. Men det er for alvor med mødet med Damon Albarn, at der er kommet gang i karrieren. Damon tog til Lagos, da Allen indspillede indledningen til den nye æra med 2002-albummet Home Cooking, der sammen med opsamlingsalbummet "Eager Hands" and "Restless Feet" skabte stor opmærksomhed. Ligesom Albarn fik musiknørderne fra pladebutikken på Portobello Road i London, Honest Jons, til at stå bag den næste skive, som blev indspillet i Lagos med et stort band. Titlen "Lagos No Shaking var mere end misvisende.

Vi taler musik fra en af de mest swingende - og voldelige - byer i Afrika. Men også udsendt på et plademærke, som trods et vist samarbejde med multinationale EMI ikke er jordens største ørne, når det gælder distribution og markedsføring.

Første division

Det er der blevet rådet bod på nu. Tony Allen er rykket op på første klasse, som medlem i den eksklusive klub, der hører under Nick Gold og hans World Circuit-plademærke. Det er dem med Buena Vista-projektet fra Cuba og de mange fede plader fra Mali. Vi taler sublim lydkvalitet og seriøs distribution. I den forbindelse løftede vi knoglen og ringede til Tony Allen i Paris:

Om World Circuit:
Tony Allen: - Vi har skrevet kontrakt, og jeg kommer til at lave et par plader for dem. "Secret Agent" har jeg indspillet selv her i Paris, og vokalerne er lagt på nede i Lagos. Jeg er meget opmærksom på mikset af jazz og min yoruba-baggrund, som jo var udgangspunktet, da jeg startede ud i sin tid.

Nu tager vi på turné, og så er det muligt, at jeg indspiller den næste plade med Nick Gold og Jerry Boys på deres måde. Vi får se.

Om den nye plade:
Tony Allen: - Al musikken er helt ny. Det er noget, jeg skriver. Det er ikke sådan, at min musik er specielle grooves fra yoruba eller bygget på traditionelle ting fra folkemusikken eller noget. Det er helt nyskreven musik, som jeg laver. Men vi synger ofte på yoruba.

- Det er vigtigt at forstå, at jeg ikke spiller en speciel slags musik. Jeg har ikke specielle forbilleder og har aldrig haft det. Jeg hørte altid alt muligt, og i sin tid spillede vi alt muligt, også selvfølgelig highlife og rumba. Sådan er det at være musiker. Jeg har altid assimileret al den musik, jeg hørte, og det er så kommet ud i mit udtryk, i den musik, jeg skriver og spiller.

Om Damon Albarn:
Tony Allen: - Det var fantastisk at spille i The Good, The Bad and The Queen. Damon er min ven og han er fantastisk åben, og vi kommer helt sikkert til at arbejde sammen igen. Vi snakker sammen næsten hver dag om alt muligt. Det bliver dog ikke som The Good, The Bad and The Queen. Den gruppe er færdig i den form. Det passede mig i øvrigt fint at spille med dem, selv om det ikke var afrobeat som sådan. Jeg er professionel og arbejder med arrangeret musik. Jeg jammer ikke, og for mig er groovet altid det, det drejer sig om.

Hvem opfandt Afrobeat:
Tony Allen: - Det var Fela og mig. Jeg havde rytmerne, og han havde alt det musikalske. Vi gjorde det sammen. Fela var et geni efter min mening.

Hvad med Felas sønner, Femi og Seun? Spiller du med dem?
Tony Allen: - Jeg spiller min ting, og de spiller deres. Vi kender selvfølgelig hinanden, og så sent som sidste uge var vi på samme plakat i Spanien. Men vi spillede ikke sammen. Hvorfor skulle vi det? Jeg forlod det band i 1979, og som jeg allerede har sagt, så jammer jeg ikke.

Hvad med din musikalske arv?

Tony Allen: - Mine børn spiller ikke. Jeg har en søn, der interesserer sig for hiphop, men der er ingen, der er elever af mig eller spiller trommesæt. Sådan er det. Og det er okay.


Tony Allen: De bedste ting

Med Fela Kutis Africa 70:
Shakara/London Scene (Barclay/Universal, 1972/1970)
Expensive Shit/He Miss Road (Barclay/Universal, 1975)
Confusion/Gentleman (Barclay/Universal, 1973/1975)
Zombie (Barclay/Universal, 1976)
Fela With Ginger Baker Live! (Barclay/Universal, 2002)
Alagbon Close/Why Black Man Dey Suffer (Barclay/Universal, 2005/2003)

Tony Allen solo:
Nepa (Wrasse/BonnierAmigo, 2002)
Home Cooking (Wrasse/BonnierAmigo, 2002)
Eager Hands And Restless Feet - The best of Tony Allen (Wrasse/BonnierAmigo, 2002)
Lagos No Shaking (Honest Jons/EMI, 2006)
Secret Agent (World Circuit/Playground, 2009)



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA