Dream Theater - De progressive specialister

Dream Theater - De progressive specialister

De er så teknisk dygtige, at man kan få tanken: De kan jo spille hvad som helst. Men hvis det er tilfældet - at de kan frembringe præcis, hvad de vil - er det interessante, altoverskyggende spørgsmål velsagtens, om resultatet er fængende?

De progressive metalspecialister fra Dream Theater har for nylig udgivet deres tiende studiealbum, som i forvejen placerer sig imellem en hob af liveudgivelser og opsamlinger. De har turneret verden tynd over adskillige omgange, og de har solgt hen ved 10 millioner albums på verdensplan. Uanset anmeldernes synspunkter lider kvintettens gå-på-mod ikke under metaltræthed. De fortsætter ufortrødent. Men bands, der helliger sig progressive strukturer anklages oftest for at lave alle de fine soloer, alle de fine guitargange og alle de fine trommevariationer for at imponere. For at vise, at de kan. Skal man imidlertid nærme sig et svar på, hvor grænsen går mellem blær og ren og skær god musik - og om det nogle gange falder sammen - hvem er da bedre at spørge end netop Dream Theater? Som sagt, så gjort.

- Der er nødt til at være en skillelinje. Ellers bliver det en smule komisk, siger James LaBrie, der har været forsanger i Dream Theater, lige siden de begyndte for alvor at blive bemærket. Det vil sige siden 1991. Vi sidder i foyeren på SAS Radisson Hotel i København. Han har netop været i bad efter dagens fitnesstræning og sidder derfor med langt vådt mørkt hår hængende ned over en grålig T-shirt med ”ZAPPA” skrevet i versal-hvidt henover brystkassen. Han samler tråden op:

- Så kan man jo ligeså godt være et instrumentalt band eller gå ind i jazzbevægelsen eller den slags.

Handler om at holde igen
- For mig handler det først og fremmest om sangen. Man bliver nødt til at bringe de her fantastiske tekniske elementer ind i sangen. Hvad enten det er selve måden at spille det på, nogle unisone elementer eller bare for at vise, hvad man evner med et instrument, siger han og fortsætter sin forklaring i retning af, hvor skillelinien går:

- Elementerne er nødt til at være dynamiske i selve sangen. De er nødt til at have et formål. Der er nødt til at være en grund til at man gør, hvad man gør. Samtidig er det lige så vigtigt at vide, hvornår man skal holde igen. Og jeg tror det er dét, der skiller fårene fra bukkene. At vide: Dette er, hvad vi har brug for at sige, og dette er vejen, vi kan udtrykke det på. Men det er nødvendigt at gøre det inden for nogle grænser. Man er nødt til at føle, hvornår det er færdigt.

Kan du give nogle eksempler?

- ”Learning To Live” var et godt eksempel, siger han straks uden tænkepause.

- Det er et episk stykke, men samtidig viser det sig frem. ”Metropolis” (sangen ”Metropolis part 1 - The Miracle And The Sleeper”, red.) er et andet godt eksempel, siger han. Begge eksempler er fra albummet ”Images And Words” fra 1992. Det første, han selv medvirkede på, og begge giver han som eksempler på numre, hvor man let kunne forfalde til at bygge imponerende elementer ind. Alligevel lykkedes det at holde tilpas igen.

Hvis vi vender situationen. Og forsøger at snakke eksempler på situationer, hvor det har taget overhånd med blærerøvselementer, så viser sig det sig ikke overraskende svært for ham at komme med eksempler:

Kan du nævne nogle elementer, der ikke virker i jeres sange?

- Nej, for det handler alt sammen om at eksperimentere og om at kommunikere og at være ærlige. Det er nogle gange næsten til det punkt, hvor man ikke behøver forklare det. Hvor det er telepatisk, siger han og kommer derved også ind på grundprincipperne for, hvordan bandet typisk skaber nyt materiale.

Men kan du huske nogle af jeres sange, hvor I har ændret strukturen dramatisk, fordi I fandt noget, der virkelig ikke fungerede?

- Nej, siger han. Uden tøven. Og fortsætter:

- Men altså musikken – når du snakker om intensiteten fra instrumentale passager og lignende – kommer fra Mike Portnoy og John Petrucci og Jordan Rudess og også fra John Myung her og der. Så det ville være et bedre spørgsmål til dem. Altså, når vi møder de og de forhindringer, kommer vi rundt om det på den og den måde, eksemplificerer James LaBrie og flytter med hænderne tingene fra én kasse til en anden.

Den klassiske inspiration
Ser man på, hvordan bandets lydbillede er bygget op, kommer inspirationerne ikke overraskende fra alskens retninger. Trommeslager Mike Portnoy har tidligere i et interview givet et eksempel på, hvor bredt inspirationen spænder. Lige fra at keyboardspiller Jordan Rudess typisk bringer inspiration fra klassisk musik ind i bandet, i det han i sin ungdom har gået på Juilliard - det verdensberømte konservatorium for klassisk musik i New York - til Mike Portnoy selv, der fokuserer mere på heavy metal-scenen. James LaBrie selv har ud over at have sunget siden femårsalderen oprindeligt også fået træning i at synge opera. Men han trækker ikke rigtigt på det i Dream Theater:

- Jeg bruger det til at holde mig selv i form - særligt når vi er på tour - men ellers ikke rigtig, siger han.

- Det handler om at formidle alt meget præcist og med overbevisning. For mig handler det om at bruge den erfaring og alle de år, jeg har sunget til konstant at finde veje, som jeg gerne vil udtrykke mig på. På en måde jeg har etableret, men også med et lille nyt twist.

Vil du mene, I trækker på den klassiske musikverden i den måde, I bygger sangene og lydbilleder op på i Dream Theater?

- Vi har alle lyttet til klassisk musik og kan værdsætte det for sin storslåethed og intensitet. Så når det kommer til, at de elementer stikker snuden frem eller præsenterer sig selv, er det noget, vi er meget åbne overfor, og nemt kan omfavne. Og ja, man kan nemt høre disse elementer gå igen i vores musik. Det er der ingen tvivl om.

Rush er kongerne
Kigger man rundt på publikum til Dream Theaters koncert senere samme aften bekræftes man i, hvad James LaBrie påpeger:

- Demografien går fra de 14-årige til 65-årige. Det er ikke som at gå til et Rush-show eller et show med mange andre progressive bands. Vi har en tendens til at tiltrække alle aldersgrupper.

Som iklædt uniformer står de der. De unge mellem de ældre og også de gråhårede. Demografien er spredt. Man fristes til at mene at størstedelen er der for at se en John Petrucci fingerpicke sig igennem næsten umulige greb. Eller for at se Mike Portnoy vise sig frem med vanvittige rytmer for derefter at løbe hjem og investere flere års træning i kælderen i et langstrakt forsøg på at mestre det samme. De er kommet for at se kongerne.

Men…

Betragter Dream Theater også sig selv som konger?

- Jeg vil ikke mene, vi er det største progressive rockband i verden. Der er stadig et band som Rush, der holder sig oppe i tiden med deres musik. Jeg synes, de er meget større end os. Særligt i Nordamerika. Jeg ved ikke med Europa eller Asien, men Sydamerika skal også regnes med. Ikke mindst deres historie taget i betragtning. De har haft en stor påvirkning på os, siger James LaBrie og udvider rammerne:

- Desuden er der bands som Yes, Pink Floyd og Genesis. Det er kæmpe bands, som stadig kan fylde stadions. Og hvis man tager en sanger som Peter Gabriel (medlem af det tidligere Genesis, red.) er han meget oppe i tiden. Han kan stadig melde udsolgt på store arenaer.

Bevæbnet med den viden er det, som om vi kan få placeret Dream Theater i mængden:

- Jeg vil mene Dream Theater er mere den yngre generations eller samtids-musikkens progressive band. Da jeg voksede op, var det Rush, Yes og Pink Floyd, der gjorde det for mig. I dag er det Dream Theater, der formentlig er mest bemærkelsesværdig for den progressive bevægelse. Der er ingen tvivl om, at flere mennesker fristes til at sige, at Dream Theater er dem, der er den lige nu, fordi vi er oppe i tiden og konstant turnerer over hele verden. Også selvom der er mange andre gode bands at konkurrere med derude.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA